J. Paludan

J. Paludan, Julius Paludan, 11.8.1843-2.12.1926, litteraturhistoriker. Født i Allinge, død på Frbg., begravet sst. Ved faderens forflyttelse 1853 til Vejle kom P. i Horsens latinskole, hvorfra han 1862 blev student. Som fag valgte han teologi, skønt han følte sig tiltrukket af nyere sprog og litteratur, særlig fransk, som han allerede i skoletiden havde fået interesse for; sine kundskaber udvidede han i studenterårene yderligere ved tilegnelse af italiensk og engelsk. 1868 tog han teologisk embedseksamen og rejste n.å. til Paris hvor han gennemgik kursus også i provençalsk; udenlandsopholdet afsluttedes med en tur gennem Schweiz og Rhinegnene som for en stor del tilbagelagdes til fods. Efter hjemkomsten 1871 blev han lærer ved Borgerdydskolen på Christianshavn og var med strengt konservativ indstilling gennem mange år et virksomt medlem af Studenterforeningen. I Historisk Archiv offentliggjorde han 1872-74 afhandlinger om fransk troubadourpoesi med smukke metriske oversættelser; men mere kendt for almenheden blev han, da han 1877 i tidsskriftet Nær og Fjern rettede et udførligt angreb på tendens og metode i Georg Brandes' "Hovedstrømninger"; artiklerne vakte stor forbitrelse i modpartens lejr, men kan lige så lidt som et senere, 1880 sst. fremkommet indlæg siges at overskride grænsen for saglig polemik. 1878 erhvervede han den filosofiske doktorgrad med en afhandling om Holbergs Niels Klim, dens forudsætninger og sidestykker i europæisk litteratur og foretog n.å. en længere rejse til Norge og Sverige for at gøre sig bekendt med de lærde skolers forhold som en frugt af rejsen udkom 1885 en sammenlignende historisk fremstilling af det højere skolevæsen i de tre nordiske lande med vægten lagt på de administrative bestemmelser og ideer som de til enhver tid er udtryk for. 1888-1906 virkede P. derefter som medlem af undervisningsinspektionen for de lærde skoler, en stilling han satte stor pris på. Ved skolerne ansås han for streng i sin bedømmelse, men han var ubestridelig retsindig, aldrig lunefuld og altid villig til at gå ind på afvigende meninger, når de forekom ham begrundede. De samme egenskaber lagde han for dagen under sin universitetsgerning.

Efter Svend Grundtvigs død 1884 var P. blevet midlertidig docent i dansk litteraturhistorie; 1892 udnævntes han til professor ordinarius i æstetik, en plads der havde stået ubesat siden Carsten Hauchs død 1872, og som var blevet Georg Brandes forment. Ikke med urette virkede ansættelsen som en udfordring, og P. fik ofte senere kærligheden at føle i offentlig omtale fra modstandernes side. Som forudsætning for sin overtagelse af professoratet havde han over for ministeriet gjort gældende, at gennemgangen af den danske litteraturs historie for ham stadig skulle være hovedsagen, og som regel holdt han sig inden for denne ramme. Uden at indlade sig synderligt med forfatterkarakteristik og analyse af digterværker betragtede han faget væsentlig som en historisk disciplin, og ud fra denne opfattelse lagde han gennem forelæsninger, eksaminatorier og skriveøvelser undervisningen til rette med omhu og pligtopfyldelse; til støtte for de studerende udgav han 1896-1913 oversigter over den danske litteratur fra middelalderen til Ludvig Holbergs død med udblik til det øvrige Norden, særlig Sverige. 1918 tog han sin afsked. Ved siden af embedsgerningen udfoldede P., der var en meget flittig mand, i henved 60 år en næsten daglig gæst på bibliotekerne, en ikke ringe videnskabelig forfattervirksomhed gennem tidsskriftafhandlinger og særskilte bøger. Hovedværket er Fremmed indflydelse paa den danske Nationalliteratur i det 17. og 18. Aarhundrede der udkom 1887-1913 i to bind, og som i 1. bind behandler renæssancebevægelsen i Danmarks litteratur, i 2. bind den fransk-engelske indflydelse i Holbergs tidsalder. Friere rører han sig 1897 i den lille bog om Émile Zola og naturalismen, der er frugt af universitetsforelæsninger, men navnlig i de essays han 1910-21 udgav i to bind under titlen Mellem Semestrene og som foruden en kritisk studie over Søren Kierkegaards forlovelseshistorie indeholder afhandlinger om bonden i litteraturen, om digterisk stil og om den religiøse følelses genvækkelse gennem litteraturen. – Set i forhold til forgængerne har P. betrådt nye veje ved behandlingen af vor ældre litteratur. Mens N. M. Petersen og Carl Rosenberg skrev med blikket vendt mod nord, gik han mod syd og vest og efterviste de europæiske kulturstrømningers indvirkninger på vort åndsliv, overbevist om at fandt sådanne ikke sted, ville stagnation blive følgen i et lille land. For så vidt har han virket på samme linje som Georg Brandes. - Sønnen Hans Aage Paludan, født 21.4.1894, død 16.7.1942, var filolog og bibliotekar. Efter studentereksamen 1912 læste han fransk, blev cand.mag. 1920 hvorefter han tilknyttedes Det kgl. bibliotek. 1932 udnævntes han til udlånsleder. P.s interesser var især knyttet til filologien og middelhavslandenes kultur. Udover en lang række artikler skrev han værker som Rabelais' Opdragelsesprincipper, 1925, Sproglige Misvisere, 1934, Spanien i vore Dage, 1935, Fremmedordenes Maskerade, 1937 og Filologiske Smuler, 1939.