• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hakon Stangerup

Oprindelig forfatter JeKis
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Hakon Stangerup, Carl Hakon Stangerup, 10.11.1908-22.7.1976, litteraturhistoriker. Født i Kbh, død sst., begravet sst. (Vestre). S. var fra de yngste år ambitiøs, aktiv og effektiv. Han blev 1927 student fra Vestre Borgerdydskole men var allerede på det tidspunkt begyndt at skrive litterær kritik i dagspressen og vedblev dermed i hele studentertiden. Han gjorde en hurtig og glansfuld akademisk karriere. 1931 fik han universitetets guldmedalje for en afhandling om Schack Staffeldts lyrik – den dannede grundlaget for hans monografi Schack Staffeldt, 1940. 1932 blev han cand.mag. i dansk og fransk og 1936 dr. phil. Disputatsen Romanen i Danmark i det 18. Aarhundrede forsøger så sagligt og nøgternt som muligt at bringe orden i et stort og broget stof, typisk for tidens ønske om at gøre litteraturhistorien til en eksakt videnskab – ved nogle af sine metoder en forløber for den såkaldte litteratursociologi. Der er ingen tvivl om at S. stilede mod et professorat ved universitetet.

Men samtidig satsede han mindst lige så målbevidst på journalistikken som måske trods alt livet igennem havde den største plads i hans hjerte. 1934 blev han fast litteraturkritiker ved Berlingske Tidende, året efter litteratur- og kronikredaktør ved Dagens Nyheder (Nationaltidende). Han deltog med stort redaktionelt og organisatorisk talent i disse års bestræbelser for at modernisere avisen og gjorde sig personligt stærkt gældende ved sine talrige flot skrevne og stort opsatte anmeldelser af den nyeste litteratur. En frugt af hans journalistiske virksomhed var essaysamlingerne Den unge Litteratur, 1928, Litteraturen rundt, 1935 og Portrætter og Protester, 1940. Både i skrift og tale var S. en dygtig popularisator, pædagog og publicist – det demonstrerede han bl.a. i oversigtsværkerne Verdenslitteraturen, 1939, Levende dansk Litteratur, 1940 og Levende nordisk Litteratur, 1942, de sidste oprindelig en række foredrag i radioen, et medium hvis muligheder han tidligt blev opmærksom på. I de første år under den tyske besættelse ytrede S. sig ved enkelte lejligheder på en måde der afslørede et lidt for konjunkturpræget ønske om at etablere et godt forhold til de nye magthavere i Europa. Fx skrev han 1940 i tidsskriftet Nordisk Revue en artikel med overskriften Kulturel Oprustning, hvori han bagatelliserede, ja nærmest latterliggjorde frygten for, "at Danmark skal blive opsuget, når det inkorporeres i det nye Europa, som kommer". Og det var ikke underligt at artiklens konklusion i manges øjne måtte stemple ham som noget nær en nazistisk medløber: "Der vil blive store muligheder for Danmarks politik i det nye Europa, ganske vist ikke for dansk partipolitik og dansk handelspolitik, så meget desto mere for dansk kulturpolitik". S.s optræden og ytringer i 40'ernes begyndelse var baggrunden for at dommen over ham blev så hård i den såkaldte "neger-affære" i efteråret 1943. Det viste sig at S. i en oversættelse udgivet i hans navn havde anvendt assistenter (negre) – en kendsgerning, han først benægtede og derpå blev tvunget til at indrømme. Affæren blev den ydre årsag til at han omgående måtte træde tilbage fra sin stilling i pressen. Han kunne heller ikke fortsætte som konservativt medlem af folketinget hvor han var kommet ind ved det "nationale" valg i foråret 1943. For svagere naturer ville en så ublid – men ikke uforskyldt – skæbne have umuliggjort en tilbagevenden til den offentlige scene. Men det ambitiøse, aktive og effektive i S.s temperament overvandt og afvæbnede modstanden. Adgangsbilletten blev det store værk Kulturkampen I-II, 1946, en blanding af litteratur-, presse- og politisk historie der satte brødrene Brandes' moderne gennembrud 1872–83 i ny kritisk belysning, især i forholdet til grundtvigianismen og nationalliberalismen. Værket vakte debat, men skabte muligheder for en tilbagevenden – både til pressen og til den pædagogiske virksomhed S. havde indledt på Handelshøjskolen 1942 med en række forelæsninger om pressen og dens historie. 1951 blev han lektor i kulturhistorie ved denne læreanstalt, 1957 docent og 1961 professor. Desuden ledede han s.m. Ejler Alkjær Handelshøjskolens nyoprettede presseforskningsinstitut. Han vendte også tilbage til pressen, først som kronikør ved den konservative provinspresse, 1952–61 som litteraturkritiker og kommentator ved Dagens Nyheder og efter dette blads lukning i nogle år som litteraturkritiker ved B.T. Han gik meget aktivt ind i det kulturpolitiske arbejde bl.a. som medlem af Radiorådet 1950–54 og fra 1959 til sin død valgt af det konservative folkeparti – 1961–74 var han næstformand for rådet og for dets programudvalg. 1956 blev han medlem af den danske UNESCO-nationalkommission, 1961 af dens forretningsudvalg.

I det hele taget var S. ikke bange for at blande sig i praktiske og organisatoriske anliggender – ikke med urette blev han lidt spydigt karakteriseret som "et litterært handlingsmenneske". Men lysten til at handle gik hånd i hånd med lysten til at skrive. Foruden adskillige mindre bøger af journalistisk karakter skrev han hen imod slutningen af sit liv de værker inden for litteratur- og pressehistorien der viser hans evner som forsker og forfatter fra den bedste side. Han tog initiativet til udgivelsen af Politikens Dansk litteraturhistorie, 1964–66, hvori han selv skrev det store afsnit om det moderne gennembrud formet som en række livlige portrætter af 70'ernes og 80'ernes forfattere. Han var også medredaktør af Politikens Verdens litteraturhistorie, 1971–74. Men sit egentlige pionerarbejde udførte han inden for presseforskningen – først fra 1951 som medredaktør af Berlingske Presse-Bibliotek, hvori han selv bl.a. skrev en kort fremstilling af Avisens grundbegreber, 1958, senere i skildringen af den moderne avis' fødsel i Danmark Henrik Cavling og den moderne avis, 1968 og endelig i standardværket Avisens historie I-III, 1973–74, den første internationale pressehistorie på dansk. Under alle ydre omskiftelser forblev litteraturen og journalistikken – og forholdet mellem dem – det, hvorom det meste i S.s liv drejede sig.

Annonce

Familie

Forældre: kommunelærer Axel William S. (1880–1954) og kommunelærer Ingrid Nielsen (1873–1938). Gift 4.5.1934 i Kbh. (Garn.) med skuespiller Betty Helene Eva Voss Söderberg, født 6.11.1910 i München, død 27.10.1993, d. af forfatter Hjalmar Erik Frederik S. (1869–1941, gift 1. gang 1899 med Marta Abenius, 1870–1932) og Emilie Voss (1876–1957). – Far til Henrik S.

Udnævnelser

R. 1954. R.1 1961. K. 1969.

Ikonografi

Tegn. af Hans Bendix, 1973. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. uov. 1937 153. H. S. på 60-årsdagen, red. Niels Jørgensen m.fl., 1968. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Kistrup: Hakon Stangerup i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297734