H. Schwanenflügel

H. Schwanenflügel, Herman Heinrich Louis Schwanenflügel, ved dåben v. S.-Kühné, 17.5.1844-5.2.1921, litteraturhistoriker. Født i KM. (Frels.), død sst., urne på Bispebjerg kgd. S. blev student fra Sorø akademi 1864 og tog 1874 magisterkonferens i historie. Han virkede herefter som lærer ved en række private og offentlige skoler, i de senere år modtog han desuden forfatterunderstøttelse fra staten. S. sluttede sig tidligt til 70ernes politiske og litterære opposition og var medlem af "litteraturselskabet" fra dets stiftelse 1872. Hans første større arbejde Henrik Wergeland. En literærhistorisk Skitse fra 1876 var et engageret indlæg for ideelt demokrati og rationalistisk frisind. Bogen, som var tilegnet hans forbillede og ven fra 1870, Kr. Arentzen, vakte indsigelser fra fagfæller og politiske modstandere, men blev rosende anmeldt af Viggo Hørup i venstres hovedstadsblad, Morgenbladet. I de følgende år skrev S. historiske og litterære anmeldelser til dette blad. Han var medindbyder til festen for Camilla Collett 21.2.1878, var blandt underskriverne på adressen til Georg Brandes 20.9. s.å. og udbragte hans skål ved venstres fest for Bjørnstjerne Bjørnson 3.11.1878. Hans nyhumanistiske position kunne dog ikke i længden forenes med den radikale kulturpolitik, og hans næste bog Oldtidens Kulturhistorie, 1884–86 blev mødt med ringeagt af brødrene Brandes. Skønt rationalist i religiøs henseende hævdede han over for dem den positive religions moralske betydning. Ved venstres deling 1883 fulgte han nærmest Chr. Berg og deltog i det nationale venstres fest for Johan Sverdrup 6.8.1884. De følgende års fraktionsstridigheder inden for venstre var en skuffelse for ham, og han helligede sig helt sin lærervirksomhed og studiet af den danske litterære tradition. 1886 udkom Ingemanns Liv og Digtning, og 1891 blev han doktor på en afhandling om P. A. Heiberg. Desuden udgav han en række udvalg af danske forfatteres værker, skrev lærebøger i historie og foruden artikler en biografi om Carl Bernhard (1895). Hovedværket fra disse år er biografien Jakob Peter Mynster. Hans Personlighed og Forfatterskab I-II, 1900–01. Under arbejdet hermed oplevede han et religiøst gennembrud. Han tog offentlig afstand fra afsnittene om kristendommen i Oldtidens Kulturhistorie, og han var 1899 blandt de 15 underskrivere af protesten mod Politikens litteraturartikler. For at retfærdiggøre sig over for både radikale og konservative kritikere skrev han i årene 1911–16 en omfangsrig selvbiografi til udgivelse 100 år efter hans fødsel. En stærkt forkortet og friseret udgave heraf udkom 1946 ved Julius Clausen.