Fr. Moth

Fr. Moth, Claus Frederik Moth, 23.4.1861-16.10.1930, litteraturhistoriker. Moth blev student 1881, privat dimitteret, cand. mag. i græsk, latin og historie 1888, dr.phil. 1898. 1888-95 var han lærer ved forskellige private skoler i Kbh.; august 1895 blev han ansat ved Kolding højere almenskole (adjunkt 1916), efter genforeningen 1920 lektor ved Haderslev katedralskole hvorfra han tog sin afsked 1929.

Da det efter endt eksamen trak ud med at finde fast ansættelse fordybede Moth sig i studiet af renæssancens og tysk humanismes latinske litteratur; resultatet heraf blev disputatsen om Conradus Celtis Protucius, Tysklands første laurbærkronede Digter, 1898. Bogen giver ikke blot et udførligt og på flere punkter nyt billede af Celtis, men en meget omfattende tidshistorisk baggrund og er næsten en hel håndbog i tysk humanismes historie. Som en slags "affald" fra disputatsen udgav Moth i Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning oversættelser af Pave Julius' Død, 1894, en satire der med temmelig sikkerhed tilskrives Erasmus af Rotterdam og Præste- og munkefjendske Humanistdigte fra Renaissancetiden, 1899. Fra samme tid stammer ligeledes den smukke lille bog om Abailard og Heloise, deres Livshistorie og Brevvexling, 1905 som i ni år måtte vente på at finde en forlægger. 1913 kom Moths mest læste og påskønnede værk Vagantviserne. Træk af Middelalderens Studenterliv og Digtning. Også denne bog giver et levende og omfattende tidsbillede; dens sidste halvdel udgøres af en række nette oversættelser og et udførligt lærd noteapparat. Mindre påskønnelse vandt Moth for Aristotelessagnet eller Elskovs Magt, 1916 skønt denne bog i højere grad end nogen af hans øvrige vidner om hans store lærdom, spændende fra østerlandsk olddigtning og middelalderlig folkepoesi til helt moderne fransk og tysk litteratur; inden for den en tid så yndede motivforskning er den vort betydeligste hjemlige arbejde.

I flere år beskæftigede Moth sig indgående med studier over Petrarca i Avignon og Vaucluse men nåede kun at få offentliggjort den lille bog om Francesco Petrarca og hans Børn, 1926. Ved sin død efterlod han to digre manuskripter som det ikke hidtil har været muligt at få udgivet, et om D'Urfés Astræaroman og et om Abailard og Heloise i senere tiders digtning; kun en lille afhandling om Blichers Abailard til Heloise blev trykt i Edda 1929. Desuden lod Moth fra 1922 i Haderslev skoleprogram trykke en del mindre oversættelser, væsentlig af græske og latinske digtere, samt i Vejle amts årbøger 1926 af Anders Sørensen Vedels Mindeskrift om J. P. Grundet.

Moth var en lærd og redelig, noget verdensfjern forsker med tyngdepunkt i sin solide klassisk-filologiske dannelse. Hans henved 50 bind efterladte ekscerpter viser at han efterhånden også erhvervede et herhjemme sjældent kendskab til middelalderlig litteratur samt fransk og tysk digtning i 17- og 1900årene. På sin stilfærdige måde var han med til at holde en dør åben ud til europæisk lærdomsliv. Sine radikale idealer fra 80erne og 90ernes bevægede ungdom glemte han aldrig, og det giver hans tidligere bøger et eget varmt og personligt præg, mens det vel dogmatiske frisind navnlig i det sidste kan virke noget skræmmende. Skønt ikke just nogen fremragende stilist lagde Moth dog stor vægt på sin fremstillings form og ejede betydelig evne til klart og pædagogisk at tilrettelægge et svært tilgængeligt stof, samme evne som i undervisningen vandt ham de mere interesserede elevers respekt og hengivenhed.