Ernst Frandsen

Ernst Frandsen, 30.1.1894-26.2.1952, litteraturhistoriker. Født i Landsgrav, Slagelse landsg, død i Stockholm, begravet i Århus (Vestre kgd.). Efter folkeskolen lærte F. landvæsen, tog studentereksamen i Høng 1916 og blev cand.mag. (dansk, tysk, latin) 1922. S.å. ansattes han som adjunkt ved Frederiksberg gymnasium med fast ansættelse aug. 1923. 1927 forsvarede han for den filosofiske doktorgrad afhandlingen Mariaviserne. Den lyriske Madonnadigtning fra Danmarks Middelalder, belyst gennem Bønnebøgernes Prosatexter, 1926. Efter konkurrence udnævntes han 1929 til docent i dansk litteraturhistorie ved Århus universitet og var fra 1934 professor i nordisk litteratur sst. I opbygningen af det nye universitet og dannelsen af et akademisk miljø i Århus deltog han på mangfoldig vis, som formand for lærerforsamlingen 1934-35 og som universitetets første rektor 1935-36, som efor for studenterkollegierne fra 1935 og som initiativtager til stiftelsen af "Det lærde Selskab" ved universitetet 1945.

Som forsker har F. især behandlet emner inden for lyrisk digtning. Disputatsen om Mariaviserne skildrer disse teksters europæiske tradition og deres baggrund i dansk åndshistorie. Afhængigheden af tyske forbilleder studeres i afhandlingerne om Den bortfløjne Falk, (Edda 1928) og Det 16. Aarhundredes danske Elskovslyrik, (Edda 1929) samt i monografien Hans Christensen Sthen, 1932 hvori F. viser, hvordan Sthen som den første tolker den religiøse følelse i den verdslige lyriks formsprog. Arbejdet med den ældre lyrik kan ses som en tilskyndelse bag F.s hovedværk i studiet af ældre dansk digtning, Folkevisen. Studier i Middelalderens poetiske Litteratur, 1935 hvor komparative stilanalyser i folkevisen og den middelalderlige episke kunstdigtning får ham til at antage eksistensen af en nu tabt dansk-svensk lyrik omkr. 1300 som har påvirket folkevise-stilen; på dette grundlag diskuteres genrens indre kronologi. Trods flere indsigelser mod denne hypotese som F. endnu fastholdt i afhandlingen Middelalderlig lyrik (Danske Studier 1954), står hans folkevise-studier, hvortil knytter sig Danske Folkeviser i Udvalg, 1937 (ofte optrykt) og udvalget Danske Folkeviser, 1945 som en indsats på dette forskningsområde der foreløbig ikke kan forbigås. Derefter vendte F. sig mod emner inden for nyere dansk litteratur. Først monografien Johannes Ewald. Et Stykke dansk Aandshistorie, 1939, en vægtig analyse af digtergeniets oprør mod tidens dominerende tanker i 1770erne. Derpå en række studier over F.s andet foretrukne emne, 1890ernes lyrikere. Efter et første tilløb med Ludvig Holstein. En Analyse og en Karakteristik, 1931 hvor stilanalysen betones, følger Sophus Claussen-Manuskripter, 1941, kapitlet om Halvfemsernes Lyrikere (i samleværket Danmarks store Digtere, 1944) og endelig den store monografi om Sophus Claussen, 1950 hvor F. med benyttelse af digterens papirer studerer forfatterskabets indre forløb og sammenhæng og oplyser de enkelte teksters tilblivelseshistorie og kronologi. Sin samtids litteratur og livsanskuelsesproblemer drøftede han i den på stilundersøgelser funderede, men åndshistorisk anlagte Aargangen, der maattesnuble i Starten, 1943. Denne dobbelthed er karakteristisk for store dele af F.s forskning der præges af fin indfølingsevne, kritisk sans og solid lærdom. Som stilist udmærker han sig ved præcision og ynde.