Elias Bredsdorff, Elias Lunn Bredsdorff, 15.1.1912-8.8.2002, litteraturhistoriker. Født på Roskilde højskole, Himmelev sg. B. blev student fra Roskilde katedralskole 1930 og begyndte at studere sprog og litteratur ved Kbh.s univ. hvor han 1932–33 var formand for studenterrådet. Han færdedes i tidens kulturradikale kredse og deltog aktivt i disse kredses åndelige mobilisering mod nazismen, bl.a. som sekretær i Landsforeningen frisindets kulturkamp 1935–36 og 1938–39. Han introducerede i disse år den engelske forfatter D. H. Lawrence i Danmark ved dels at oversætte nogle af Lawrences hovedværker til dansk, dels ved at skrive om forfatterskabet, bl.a. i bogen D. H. Lawrence. Et Forsøg paa en politisk Analyse, 1937. B. tog embedseksamen 1938 og knyttedes 1939 til Vordingborg seminarium som lærer. Han virkede her indtil 1943 hvor han på grund af sit engagement i modstandsbevægelsen måtte gå under jorden. Han var 1943–46 medlem af Frit Danmarks hovedledelse, og sammen med Kate Fleron redigerede han tidsskriftet Frit Danmark 1945–46. Efter krigen ansattes han 1946 som Lecturer in Danish ved univ. College, London. 1949-79 var han tilknyttet Cambridge univ., først som University Lecturer, siden 1960 som Reader in Scandinavian Studies og Head of the Department of Scandinavian Studies. B. har gennem årene udgivet en lang række litterærhistoriske arbejder. I en del af disse behandles forbindelsen mellem dansk og engelsk litteratur fx i H. C. Andersen og Charles Dickens. Et venskab og dets opløsning, 1951, H. C. Andersen og England, 1954, samt i værket Hans Christian Andersen. The Story of his Life and Work 1805–75. 1975. – Et andet hovedemne for B.s studier var den danske litteratur i 1800-tallet. Han blev 1964 dr. phil. på afhandlingen Henrik Pontoppidan og Georg Brandes. En kritisk undersøgelse af Henrik Pontoppidans forhold til Georg Brandes og Brandeslinien i dansk åndsliv. Hertil knyttet sig Henrik Pontoppidan og Georg Brandes. En dokumentarisk redegørelse for brevvekslingen og den personlige kontakt, 1964. Af andre arbejder kan nævnes arbejder om M. A. Goldschmidt Corsaren, 1941 og Goldschmidts Corsaren, 1962. I 1973 udkom Den store nordiske krig om seksualmoralen. En dokumentarisk fremstilling af sædelighedsfejden i nordisk litteratur i 1880erne. Dette værk vakte en del debat idet den militante kvindebevægelse kritiserede B. for hans holdning til den gamle "handskedebat". Også i hans senere forfatterskab udgav han bøger om H.C. Andersen, bl.a. H.C. Andersen. En introduktion til hans liv og forfatterskab, 1987 og H.C. Andersen og George Brandes, 1994. Oscar Wilde og hans forfatterskab er behandlet i Syndebukken, 1999. I forbindelse med sin 90-års-dag udgav han Gensyn med fortiden. Udvalgte artikler 1933-2000, 2002. B. gjorde en betydelig indsats for udbredelse af kendskab til dansk kultur og litteratur i Storbritannien, bl.a. gennem sin indsats som redaktør af tidsskriftet Scandinavica, 1962–75. Han var bestyrelsesmedlem af Dansk forfatterforening 1981-85, næstformand 1983-85. Han modtog en række æresbevisninger for sit kulturelle og videnskabelige virke. Han blev således Fellow of Peterhouse 1963, korresponderende medlem af Kungliga Vitterhets, Historia och Antikvitets Akademien i Stockholm 1970, tildelt H. C. Andersen-legatet 1973, udenlandsk medlem af Videnskabernes selskab 1975, indenlandsk medlem 1980. Gelsted-prisen 1994. Statens kunstfonds livsvarige ydelse 1996.

Familie

F: højskoleforstander Thomas B. (1868–1922) og lærer Margrete Lunn (1871–1958). Gift 1. gang 23.4.1935 med tegner Marlie Brande, født 29.9.1911 i Brooklyn, død 18.9.1979 i Hellerup, d. afmaler Carl Johan Anders Knud Pedersen (1884–1912) og Johanne Katrine Henriette Madsen (1887–1974); ægteskabet opløst 1953. Gift 2. gang 9.1.1954 i Charlottenlund (b.v) med Anne-Lise Neckelmann, født 26.2.1921 på Frbg. (gift 1. gang med arkitekt Esbjørn Hiort, født 1912; gift 2. gang med Jørgen Rothenborg) d. af fabrikant Hother N. (1882–1962) og Karen Gudrun Behrend (1896–1975). – Bror til Morten B.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

E. B.s erindringer: Min egen kurs, 1983, Mit engelske liv, 1984, Højskolebarnet, 2000.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig