Ejnar Thomsen

Ejnar Thomsen, 14.6.1897-15.3.1956, litteraturhistoriker. Født i Åstrup ved Grenå, død på Frbg. (Thomas), begravet på Grenå kgd. T. blev student 1916 fra Randers og begyndte at studere almindelig og sammenlignende litteraturhistorie. Hans skolegang havde været sinket af et svært tilfælde af tuberkulose, og flere tilbagefald med påfølgende sanatorieophold forsinkede hans studier. 1920 blev han dansklærer ved Wads kostskole på Bogø, og 1925 blev han ansat som sproglærer ved Struer kommunale skolevæsen. I denne periode vaklede han mellem videnskabelige og æstetiske interesser og debuterede som lyriker i tidsskriftet Verden og Vi i 1922 og udsendte derefter to digtsamlinger I Kamp for Livet, 1922 og Sagn og sandt, 1923 der begge blev godt modtaget af kritikken, men under Struer-opholdet satte han al kraft ind på magisterkonferensen som han bestod i 1926; fra 1932 var han ansat som seminarielærer ved Ribe statsseminarium og havde allerede erhvervet et anset navn som litteraturhistoriker og pædagog da han i 1935 for offentligheden temmelig overraskende sejrede i konkurrencen om professoratet i nordisk litteratur ved Københavns universitet i hvilken desuden deltog Georg Christensen, Emil Frederiksen og Henning Kehler.

T.s magisterafhandling handlede om den engelske roman i 1700-tallet. Et større afsnit blev trykt i tidsskriftet Edda XXVIII, 1928 (Nogle Studier i de Richardsonske og Fieldingske Romaner) hvortil knytter sig to skarpsindige små monografier Studier i Richardsons Romaner, 1928 og Studier i Fieldings Romaner, 1930. Men gennem sin universitetsgerning førtes han stadig dybere ind i et frugtbart studium af dansk litteratur som han med tiden viede de fleste af sine kræfter. Allerede 1935 udkom den stoffyldte og solide Dansk Litteratur efter 1870 der tydeligt viser hans klare overblik og personlige standpunkttagen. Fra samme år stammer hans konkurrenceafhandling Barokken i dansk Digtning (først udg. 1971). Fra de følgende år stammer en lang række mindre, men vægtige afhandlinger i tidsskrifter og festskrifter af hvilke mange af de vægtigste er samlet i de posthume udgivelser Skribenter og salmister, 1957 og Digteren og kaldet, s.å. Hertil kommer fra de senere år tre centrale arbejder der alle udsprang af hans iboende skepsis over for billige litteraturhistoriske mytedannelser: Omkring Oehlenschlägers tyske Quijotiade, 1950 og Holberg-bogen Sfinxen, 1954; begge disse arbejder kaster i kraft af indgående og dybtborende detailundersøgelser nyt lys over de to store digteres gennembrud henholdsvis i 1802 og 1722; en dyb interesse for den åndsbeslægtede Henrik Pontoppidan resulterede i en række lødige artikler om denne forfatter samt i den store og meget inspirerende afhandling I følge med Henrik Pontoppidan (i "Henrik Pontoppidan til Minde", 1944). Ved siden af disse tidkrævende studier har han endvidere besørget en del udgiverarbejder, bl.a. Cromwell og hans England, 1937, Jakob Knudsens Digte, 1938 og til universitetsbrug antologien Dansk gennem 300 Aar, 1940; han virkede som en flittig anmelder og kronikør, hovedsagelig i Aarhuus Stiftstidende (fra 1927), og han var en meget benyttet foredragsholder.

T. var trods et kantet og kejtet væsen som på uindviede måske kunne virke frastødende, en usædvanlig inspirerende lærer, der med stor iver og menneskelig varme tog sig af sine studenter og æggede dem til gavnlig kritisk holdning over for fagets mange letkøbte klicheer; hertil kom hans helt specielle humor der underfundigt lever i hans særprægede stil og krydrede hans forelæsninger og øvelser; dette særprægede lune kom fuldt ud til udfoldelse i det satiriske tidsskrift Majkatten som han stort set selv skrev anonymt (1942–48).

Han var medstifter af Selskabet for dansk kulturhistorie (1936) og sad 1937–39 i Dansk forfatterforenings bestyrelse; fra 1940 var han medlem af bestyrelsen for Universitetsjubilæets danske samfund og var medredaktør af dettes tidsskrift Danske Studier; fra 1948 var han medlem af bestyrelsen for Selskabet til de skiønne og nyttige videnskabers forfremmelse.