Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

W. Mollerup

Oprindelig forfatter LTand
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

W. Mollerup, Arthur Julius William Mollerup, 19.(kbg.18.)9.1846-23.4.1917, historiker, museumsdirektør. Født i Kbh. (Helligg.), død i Klampenborg, begravet i Tårbæk. Faderen døde tidligt, og M. blev som barn og ung stærkt knyttet til sin mor. Han blev student fra Metropolitanskolen 1866 og magister i historie 1872. Han var sent udviklet, men optoges alligevel som ung af planer om at skrive synteser i stor stil. Det var imidlertid svært for ham at få sit historiesyn til at hænge sammen, og han nærede længe mistillid til sine egne evner. Den fortog sig først for alvor efter den stormende forlovelse i aug. 1877 med Caroline Rothe som han siden blev lykkeligt gift med. Mistilliden hang sammen med, at han både som ung og siden hen manglede slagfærdighed i replikken. Modsat folk som Kristian Erslev og Marcus Rubin gjorde han sig derfor heller aldrig gældende ved radikale eller andre diskussionsmøder. Han manglede også evnen til hurtigt at tilegne sig og forarbejde andres tanker. Det medførte i forbindelse med en med årene stigende fortravlethed, at han stort set ikke ændrede historiesyn, men i det væsentlige blev stående på det standpunkt som han med stædig arbejdsomhed kæmpede sig frem til som ung. Det lå ret nær op ad den unge J. A. Fridericias som M. så op til, og var præget af Ranke-idealismen som denne opfattedes under den frembrydende positivisme i 1870erne og 80erne. Mens hans kolleger i 70er-generationen mere og mere lod interessen gå i indenrigs- og socialhistorisk retning, vedblev de dominerende emneområder for M. at være personhistorien, udenrigspolitikken og krigshistorien. Og han var ikke fri for at forherlige krigen, idet han i hvert fald som ung opfattede vor klodes beboere som en helteslægt, bestemt til engang at ødelægge sig selv i alles kamp mod alle som en værdig afslutning på vor jords store heltedigt. Han skrev flere afhandlinger i årbøgerne Danske Magazin, Mitth. a. d. Livländ. Geschichte og Historisk Tidsskrift, her således Bidrag til den nordiske Syvaarskrigs Historie, 1880-81, Kong Erik af Pommerns Udenlandsrejse 1423-25, 1881-82 og Eggert Frille. Et Bidrag til Unionstidens Historie. Denne var på en gang biografisk og et stykke Danmarkshistorie, akkurat som den betydelige bog Bille-Ættens Historie I, 1888-93, der omhandlede slægtens historie til 1596 og også omfattede studier i godsernes materielle vilkår. De nævnte arbejder hvilede ligesom disputatsen fra 1880 om Danmarks Forhold til Lifland fra Salget af Estland til Ordensstatens Opløsning 1346-1561 (oversat til tysk 1884) på grundige kildestudier. M. forlagde nemlig som den øvrige 70er-generation tyngdepunktet fra biblioteket til arkivet. Og han foretog i årenes løb omfattende arkivundersøgelser i ind- og udland, især med henblik på 1500-tallets historie. M.s personkarakteristikker er præget af livlighed, farve og flair, men er ikke altid lige balancerede og indtrængende. Hans dybe respekt for sine medmenneskers integritet og manglende tillid til det mulige og ønskværdige i at nå til bunds i sjælelivet har vistnok ofte fået ham til at standse ved det mærkværdige fremfor at undersøge dets grunde. "I vort inderste", skrev M. romantisk, "findes dybe skakter ..., som ingen bjergmand tør fordybe sig i ... derfra kommer, ad usynlige veje, de kilder, som forfrisker vort liv". M. var udtalt individualist og tildelte de store personligheder en stor og meget mere afgørende indflydelse på udviklingens gang end de fleste af hans samtidige kolleger. Den gik så vidt, at han i det store syntetiske arbejde over tiden fra 1536 til 1588 i Danmarks Riges Historie behandlede de strukturelle indre forhold yderst stedmoderligt, selvom han af Fridericia blev opfordret til at lægge hovedvægt på disse for tiden efter Stettinfreden. M. sluttede iøvrigt ofte temmelig uproblematiserende fra personlige karaktertræk til politisk evne og resultat, ligesom hans egne menneskelige idealer træder tydeligt frem i hans vurderinger. Christian III var således for ham en idealkonge, på en gang mådeholden, forsonlig, handlekraftig, samfundssindet. M.s ubehag ved sin egen samtids politiske stridigheder, som han holdt sig ude af, skinner også klart igennem i hans historieskrivning, således i hans ros til Christian III for ikke at udvikle sig til partikonge, men hæve sig højt over partierne og gøre ret og skel til alle sider. - M. mistede sin barnetro som helt ung, og han var stedse glad for at kunne konstatere, at der ikke var religiøse grunde til begivenhedernes udvikling. I den forstand kan han karakteriseres som moderne gernnembrudsmand, hvad han derimod ikke kan i sit blik for klassemodsætningerne der var lidet udviklet. Det mærkes, at han som ung tog stærke indtryk af den degenererede nationalliberalisme fra tiden efter 1849, som han voksede op under, og som uden at problematisere disse modsætninger tværtimod lagde låg over dem. I pagt med denne liberalisme overdrev han også stærkt de nationale modsætninger mellem dansk og tysk i sine skildringer af 1500-tallets historie. Han hadede Preussen og lod sig indkalde til hæren som frivillig under krisen i forbindelse med den tysk-franske krig 1870. M. følte sig som led i "folket", og dette var endog, hvis det rustede sig og gjorde sig stærkt, i stand til at sætte sig op imod "tidsånden". For M. var det romantiske folkebegreb et nøgleord, hvis indhold han dog aldrig præciserede nærmere.

I overensstemmelse med sin idealistiske arv var M. også optaget af åndslivet, og som ung blev han præget af Søren Kierkegaard. 1892 udgav han Helligaandskirken i Kjøbenhavn med tegninger af H. Storck. Hans skildring af reformationens udvikling befrugtes af hans egen oplevelse af det moderne gennembrud, og Hans Tausen karakteriseres endog direkte som gennembrudsmand. Han kæmpede under nød og fare, uden kraftig støtte fra oven, og blev derfor ifølge M. barsk og bitter, skarp og kantet i sine skrifter. Større sympati viste M. Peder Palladius der fra sit høje stade og embede talte "uforligneligt folkeligt og vækkende", "tillige med ro og overbærenhed i bevidstheden om sin overlegenhed og sin læres endelige sejr". Sådan lød det i Danmarks Riges Historie hvis værdsatte billedredaktør M. iøvrigt var.

Også på andre områder samarbejdede M. med andre. Fra 1876 medvirkede han ved udarbejdelsen af supplementet til Regesta Danica; dets 2. bd. udgav han alene. Sammen med Erslev udgav han 1879 Kong Frederik Is danske Registranter og 1881-82 Danske Kancelliregistranter 1535-50. Fra 1887 var han medredaktør ved 3. udg. af Nord. Konversationslexikon. Længe måtte han stort set ernære sig ved undervisning og litterært arbejde. 1883-97 var han medlem afkommissionen til afholdelse af almindelig forberedelseseksamen, 1892-97 lærer i historie og geografi ved officersskolen, fra 1887 censor ved embedseksamen i historie. "Jeg har en tendens til at gøre mine indtægter større end de er", skrev han allerede 1877 til den mangeårige nære ven, forfatteren Erik Skram. Tendensen skulle føre ham i uføre. 1893 blev han overtalt til at søge et for ham som historiker, som der blev lovet ham, interessant arbejde som 2. assistent ved Nationalmuseets 2. afdeling; men det viste sig, at han stort set måtte nøjes med et opslidende kontorlivs trivialiteter. 1896 døde både afdelingens direktør Henry Petersen og I. assistenten, hvorpå M. udnævntes til direktør. Det blev imidlertid et yderst krævende hverv, fordi han ikke havde nogen grundig uddannelse som museumsmand bag sig, og der udviklede sig tilmed snart et spændt forhold til direktøren for 1. afdeling, Sophus Müller, der fagligt var ham overlegen. I stigende pengeforlegenhed lykkedes det M. 1898 at blive direktør for Rosenborg-samlingen og formand i bestyrelsen for Det nationalhistoriske museum på Fr.borg. Desuden bestred han hverv som formand i det særlige kirkesyn og blev ministeriets repræsentant ved Dansk folkemuseum. Lige lidt hjalp det på økonomien, og alt arbejdet tog pusten. "Jeg er en over- over- overbebyrdet Mand", skrev han 1897 til C. F. Bricka. Denne kunne næsten ikke drive artiklerne til Dansk biografisk Lexikon (I. udg.) ud af M. og måtte 1900 bede ham trække sig ud af medarbejderskabet. Dette havde i øvrigt indtil da resulteret i en række gode biografier fra M.s hånd, således af Frederik II og Peder Oxe, som M. imidlertid ikke syntes han kunne få hold på: han "vil altid blive en Gaade. Han har været for snu". Selv var M., i øvrigt med rette, også misfornøjet med sit afsnit i Danmarks Riges Historie der ud over tidnød blev hæmmet af, at han måtte skrive lige efter D. Schäfers glimrende skildring i Dänische Geschichte. Gang på gang beklagede M. sig over, at hans nye virksomhed drog ham bort fra videnskabens stille, men så langt mere tilfredsstillende syslen. Hans undergivne i Nationalmuseet var dog godt tilfredse med en chef, hvis lille, tætte skikkelse de kunne se ile forbi med hastige småtrippende trin. Han var nemlig ikke bange for at uddelegere magt og optrådte venligt og imødekommende. Han kunne ganske vist blive rød i kammen af raseri, hvis han følte sin ære gået for nær, men han glemte hurtigt kontroverser. Hans ledelse af de undergivne blev derfor også af M. Mackeprang karakteriseret som en "dressur i frihed". Hans økonomi forværredes imidlertid stadig, men i mange år lykkedes det ham at skjule at han forgreb sig på de ham betroede midler. 1910 blev det dog åbenbaret, og han måtte fratræde alle offentlige hverv og fik en straf for underslæb. I sine sidste år fik han atter god tid til studier. Han samlede materiale til en fremstilling af købstadliv i Danmark og udgav 1917 Vildskud hvori han på basis af studier i det jyske landsarkiv gav en række kulturhistoriske skildringer fra det gamle Viborg. - M. var en betydelig historiker der ideologisk må placeres til højre for den radikale venstregruppe under Erslev og Fridericia. Han havde det uheld at leve samtidig med endnu større ånder end ham selv, udover Erslev og Fridericia folk som A. D. Jørgensen og Joh. Steenstrup. Derfor måtte han af økonomiske grunde tage til takke med hverv inden for museumsverdenen, praktiske hverv som han ikke var rustet til og som tog de kræfter der kunne have udviklet ham yderligere som historiker. - Medlem af Det kgl. da. selskab for fædrelandets sprog og historie, 1896.

Annonce

Familie

Forældre: cand.jur. Thomas Joachim Andreas M. (1817-52) og Anna Joachimine Marie Mathealine Kieler (1821-92). Gift 6.5.1879 på Frbg. med Caroline Susanne Ewald Rothe, født 3.5.1853 i Vemmelev, død 6.10.1938 i Hellerup, d. af sognepræst, dr.teol. Wilhelm R. (1800-78) og Frederikke A. Ewald (1815-91).

Ikonografi

Tegn. af P. S. Krøyer, 1907 (Skagens mus.). Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1880 122f. - Oluf Duurloo: Bidrag til oplysn. om Thomas Jørgensens slægt [Kieler], 1890 9. Politiken 25.4.1917. C. O. Bøggild-Andersen i Hist. t. 10.r.V, 1939-41 97 118 122. Kn. Fabricius sst. 388. Ellen Jørgensen: Historiens studium i Danm. i det 19. årh., 1943 (fot. optr. 1964). Vilh. la Cour: To livslinier, 1954 24-27. Marcus Rubins brevveksl., udg. L. Rerup I og IV, 1963. Leo Tandrup: Ravn I-II, 1980. - Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leo Tandrup: W. Mollerup i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294403