Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vilh. la Cour

Oprindelig forfatter Erkje
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Vilh. la Cour, Vilhelm Birkedal Barfod Dornonville de la Cour, 23.12.1883-22.6.1974, historiker. Født på Lyngby landboskole, død i Birkerød, begravet sst. la C. voksede op på Lyngby landboskole i et hjem der var præget af grundtvigianisme og national ånd. Hans morfar var historikeren Frederik Barfod og efter at have taget studentereksamen fra Birkerød 1902 valgte han selv at studere historie ved Københavns universitet. I studieårene arbejdede han periodevis ved Nationalmuseet, og en fremtid som middelalder-arkæolog stod ham åben; men da han 1909 absolverede sin magisterkonferens foretrak han dog at blive historielærer – mindre af interesse for undervisning, mere fordi undervisningen levnede ham tid og kræfter til et nationalt arbejde for Nordslesvig og et historisk forfatterskab. 1909–11 virkede han som højskolelærer i Lyngby, 1911–16 var han medbestyrer af Lyngby højere almenskole – nu Lyngby private skole; men derefter brød han af for som korrespondent ved Nationaltidende at bosætte sig et par år i Norge, stadig i hovedsagen for at kunne dyrke nationale og historiske studier. Fra disse år stammer hans første større arbejder om danskhedsfølelsens vækst, biografien af redaktør Jens Jessen m.v.

Ved Tysklands sammenbrud i 1918 vendte la C. tilbage til Danmark for som korrespondent ved dagbladet København at følge begivenhederne i Slesvig. Han agiterede for Flensborgs tilbagevenden til Danmark og kom herved i konflikt med mere moderate kredse. Samtidig påbegyndte han udgivelsen af tidsskriftet Grænsevagten som han redigerede, og for en stor del selv skrev, helt frem til 1970.

1920 tiltrådte la C. en stilling som adjunkt ved Birkerød statsskole; men som han selv udtrykte det anså han stadig ikke skolegerningen for andet og mere end en ventesal hvor han ventede på et tog i den rigtige retning, og hans arbejde på skolen blev afbrudt af lange perioder med orlov. I sine bestræbelser på at nå ned til roden af hvad han kaldte "dansk folkebyrd" – dvs. det danske folks oprindelse – vendte han tilbage til arkæologien med doktordisputatsen fra 1927 Sjællands ældste Bygder. Det var et forsøg på at udlæse egentlig historie af et forhistorisk fundmateriale, fortrinsvis bronzealderhøje. Til samleværket Det danske Folks Historie skrev han en bred fremstilling af overgangen fra forhistorisk til historisk tid, som senere blev genudgivet i Schultz Danmarkshistorie.

Annonce

Støttet af undervisningsminister Jørgen Jørgensen var la C. i 30'erne aktiv for oprettelsen af et institut for Sønderjyllands historie. Initiativet mislykkedes for så vidt, men satte sig dog et monument i samleværket Sønderjyllands Historie som han redigerede og leverede omfattende bidrag til. Han sigtede samtidig imod et professorat i historie ved Københavns universitet – en ambition han ikke fik opfyldt. Derimod styrede han ind i en åben fejde med professor Erik Arup der med sin Danmarkshistorie fremtrådte som den stærkeste eksponent for en radikal omvurdering af landets fortid. la C., der i metodisk henseende var en tro elev af Kristian Erslev, kunne med megen ret angribe Arups ofte subjektive fortolkninger; men dybest set var striden, der fik en meget personlig karakter, et led i hele det opgør omkring livsanskuelse, kulturradikalisme over for konservatisme, der prægede 30'erne. Sin egen opfattelse, urokkeligt funderet i national selvbesindelse og selvbevidsthed, fremlagde la C. i sin populære tobinds Danmarks Historie, 1939–40 – ført op til 1901, siden suppleret med yderligere to bind til 1945.

Den tyske besættelse 1940 fandt således ikke la C. uforberedt. Han skød påny forskningen til side for i tale og på tryk at indlede et propagandafelttog mod besættelsesmagten idet han bl.a. udsendte en række pjecer med uforblommede angreb såvel på Tyskland som på den danske forhandlingspolitik. I begyndelsen af 1941 blev han idømt en kortere hæftestraf for pjecen Ord til os i Dag; men det stoppede ham ikke, og i 1942 blev han atter arresteret og idømt fire måneders hæfte ved en retssag som vakte stor opsigt fordi det tyske politi nu blandede sig direkte i et indre dansk anliggende. Efter udstået straf blev la C. interneret på Vallø stift, og for ydermere at imødekomme besættelsesmagten havde man frataget ham embede og pension. I foråret 1943 lykkedes det la C. at få interneringen ophævet, og han fortsatte sin agitatoriske virksomhed som medarbejder ved den illegale presse. Efterhånden som den aktive modstand bredte sig trådte la C. dog mere i baggrunden, og allerede 1943 indledte han sin første efterkrigsopgave, nemlig at redigere værket Danmark under Besættelsen for Westermanns Forlag. Først så sent som i december 1944, da Gestapo påny var meget nær ved at arrestere ham, flygtede han til Sverige hvorfra han vendte tilbage som medlem af den danske brigade i maj 1945. la C. genindtrådte straks i sit lektorembede, men uden pligt til at undervise, og i de følgende fire år var han optaget af at støtte det danske arbejde i Sydslesvig – i øvrigt også realistisk nok til at indse at den storpolitiske udvikling ikke fremmede højtflyvende planer om grænserevision.

I 1930'erne havde la C. – nærmest som en terapi i sommerferien – indledt en udgravning af middelalderborgen Næsholm i Odsherred, og da han 1949 gik af med pension samlede han atter sin interesse og sine næsten uudtømmelige kræfter om arkæologien. Han afsluttede udgravningen af Næsholm og publicerede resultaterne, berejste landet og opmålte voldsteder i samarbejde med museumsinspektør Hans Stiesdal, udsendte Danevirkestudier, 1951 – en bog hvis konklusioner i dag er forældede, men som på imponerende vis samlede arkæologiske og historiske studier til et hele. Desuden skrev han sine erindringer, og 1972 udsendte han i en alder af 89 år et værk om den tidlige middelalders borgbyggeri i Danmark.

la C. var i alt hvad han beskæftigede sig med en høvding eller enegænger, besat af en rasende energi, drevet frem af et voldsomt temperament. Han fik livet igennem mange fjender, og han kunne være skånselsløs i sine angreb, men var også ridderlig og åben hvis og når han erkendte at han havde taget fejl af hensigter og motiver. Hans begavelse og flid syntes at forudbestemme ham til en fremtrædende position, det være sig inden for historie, arkæologi, journalistik, skole eller politik, men hans bestandige skift og mange tiltag hindrede ham i at blive en anerkendt nummer ét. I modsætning til sin antagonist Erik Arup havde han da heller ingen elever der kunne føre hans værk videre, og han var så stærkt bundet af arven fra 1800-årenes nationale strømninger at han ofte stod ganske fremmed over for fænomener i sin egen tid. Den lykkeligste periode i hans liv var uden tvivl besættelsesårene da han helhjertet kunne kaste sig ud i en kompromisløs kamp mod arvefjenden; men af hans vældige forfatterskab overlever kun lidt. Mest inspirerende på længere sigt var vel hans bestræbelse på at finde veje og metoder der skabte organiske forbindelser mellem arkæologi og historie.

Familie

Forældre: landbrugsskoleforstander J. C. la C. (1838–98) og Agathe J. G. Birkedal Barfod (1845–1929). Gift 2.6.1909 i Bodø med Asbjørg Nilssen, født 24.10.1886 på Haug i Vardal, Norge, død 7.1.1981 i Birkerød, d. af landbrugsskolebestyrer Lorents Peter N. (1844–1916) og Marie Lovise Wexelsen (1850–1934). – Bror til L. F. la C. og J. C. B. la C.

Udnævnelser

K. 1953. K.1 1968.

Ikonografi

Mal. af A. Bredsdorff, 1919 (Sønderborg slot). Tegn. af Otto Christensen 1940 og 1953 samt mal. af A. Tørsleff, 1955 (alle tre Fr.borg). Foto.

Bibliografi

V. la C: For da. domstol under besættelsen, 1945. Samme: Front mod tilpasningen, 1946. Samme: Livet begynder, 1953, To livslinier, 1954, Lukkede døre, 1956 og Vejs ende, 1959 (erindr.). Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov.1927 157f. – Børge Outze i Information 24.6.1974. Erik Kjersgaard i Hist.t. 13.r.II, 1975 111–15. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Kjersgaard: Vilh. la Cour i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293174