Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Th. A. Müller

Oprindelig forfatter FelN
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Th. A. Müller, Theodor Alfred Müller, 30.6.1865-10.1.1950, historiker, pædagog. Født i Hjørring, død i Kbh. (Cit.), urne på Ålborg kgd. M. blev student 1884 fra Ålborg katedralskole og cand.mag. i historie, latin og græsk 1892; s.å. blev han tilknyttet Henrik Madsens skole (det senere Skt. Jørgens gymnasium) som lærer i dansk, historie og oldtidskundskab; lektor 1919-33. Fra 1925 var han censor ved skoleembedseksamen i historie og 1927-35 faglig medhjælper hos undervisningsinspektøren for gymnasieskolerne ɔ: tilsynsførende med gymnasieundervisningen i de nævnte tre fag. M. var et musisk menneske med en meget omfattende viden inden for en række åndsvidenskaber; først og sidst var han kulturhistoriker og humanist. Interessen for det menneskelige går som en rød tråd gennem alt hvad han har skrevet og alt hvad han lærte sine elever. I arkiverne søgte han med utrættelig energi spor af menneskers liv og skæbne i fortid og nutid. "Man lærer [derved] bedre at forstå sig selv og andre, forbigangent og nærværende i ens eget liv" (M: "Ambrosius Stub"). Han søgte ned til det almenmenneskelige. På universitetet blev det Kr. Erslev der med sin kildekritiske metode fik størst betydning for M. Men ved siden af sine fagstudier dyrkede han ægyptisk og assyrisk hos Valdemar Schmidt og kunsthistorie hos Julius Lange. Også musikken hørte ind under hans interesseområde, i studietiden blev han ven med Carl Nielsen; selv spillede han klaver og tog violinundervisning hos Chr. Schiørring. Videnskabeligt begyndte M. som religionshistoriker. På tilskyndelse af Otto Jespersen anmeldte han en række religionshistoriske skrifter i Dania i årene 1892-1900. Under denne virksomhed stiftede han bekendtskab med H. Spencers, C. Darwins og den engelske "antropologiske skole"s værker der fra udviklingsprincippet søgte at forstå svundne kulturer ved iagttagelse af nutidens naturfolk. Dette bekendtskab blev et frugtbart udgangspunkt for M.s kulturhistoriske forfatterskab. I sin mærkeligt sammensatte natur rummede han et element af primitivitet. Dette i forbindelse med en medfødt kritisk sans og en nøgtern holdning gjorde ham til en betydelig forsker af fjerne tiders mennesker og kulturmønstre. Selv føjer han til:

"Samlivet med "primitive" mennesker og naturen i min barndom lettede mig forståelsen". Ud fra den antropologiske skoles synspunkter skrev han 1897 den lille bog Troen paa Aander og Guder hvori han klarlagde overgangen fra "ånd" til "gud". I de følgende år beskæftigede han sig i bredere sammenhæng med kulturudviklingen i det gamle Egypten og den semitiske orient. Resultatet blev fremlagt i Folkenes Historie I, 1911 – den første samlede, videnskabeligt underbyggede fremstilling på dansk. Den bragte meget nyt for sin tid, men senere forskning og fund har gjort visse dele forældet. Et enkelt afsnit af dette omfattende værk blev uddybet og afrundet i den lille afhandling Palæstina som babylonisk Kulturprovins, 1912. 1910 søgte M., på foranledning af Harald Høffding, docenturet i religionshistorie efter Edv. Lehmann. Man foretrak imidlertid en filolog, Vilh. Grønbech. Siden opgav M., såvidt vides, enhver tanke på en universitetskarriere hvor selvskreven til en sådan han end må have været. En anden epoke inden for historien som M. bevarede en livslang interesse for var oldtidens Grækenland. Han fik aldrig skrevet særlig meget om denne kultur – her bør nævnes hans afhandling Om Primitivitet hos Homer (Vor Tid, 1915) – men han var i hele sin holdning dybt præget af den. I artiklen De gamle Grækere (Tilskueren, 1930) får vi i kort begreb hans syn på denne oldtidskultur. J. J. Winckelmann havde skabt et stærkt stiliseret billede af Grækenland, græsk ånd var harmoni og klarhed, "edle Einfalt und stille Grosse". M. har været med til at give os et langt mere nuanceret billede af den tids mennesker ved at trække paralleller til noget vi kender fra vor egen tid eller vor egen hverdag. Antikkens mennesker bliver derved mindre ophøjet utilnærmelige, men mere menneskeligt forståelige. Det gælder også en skikkelse som Sokrates der vel fik større betydning for M. end nogen anden. Ved siden af interessen for den græske oldtid nærede M. en dyb kærlighed til 1700-årene hvis åndsliv han har skildret i Det danske Folks Historie (VI, 1928 og V, 1929; delvis omarbejdet i Schultz Danmarkshistorie III og IV, 1942). Også her var der brug for revision. Romantikerne havde fortegnet billedet af det foregående århundrede, gjort det til en åndløs tid. På sin stilfærdige, upolemiske måde satte M. tingene på plads. Ved siden af digtningen fremhævede han tidsalderens betydelige humane videnskaber og naturvidenskaben. Han bragte en balance tilveje og belyste et bredt spektrum af tidens åndsliv, drog navne frem som tidligere havde været overset eller glemt. Der var så meget i dette århundrede M. følte sig beslægtet med: fornuftsdyrkelse, humanitet og kosmopolitisme.

Den skikkelse fra 1700-tallet M. har viet det dybestgående studium er Ludvig Holberg. I tidens løb udgav han flere enkeltundersøgelser. I Holbergportrætter, 1918 gav han første gang en samlet karakteristik af Holbergs personlighed, anden gang i et Holbergbind (Gyldendals Bibliotek XIV, 1928-30) og tredje gang i artiklen i Dansk biografisk Leksikon, 1936. Men først med Den unge Ludvig Holberg, 1943 fik han på baggrund af mange års minutiøse arkivstudier sat Holberg ind i en overbevisende tidssammenhæng og tegnet et mere virkelighedsbetonet billede af ham end man før havde kendt. Han påviste at Holberg ikke var det isolerede, miskendte geni i Kbh., som romantikerne, Georg Brandes og flere nordmænd havde hævdet, men at han tværtimod mødte forstående og mægtige velyndere i dobbeltmonarkiets hovedstad. Endvidere at han fik sin indvielse i de nye europæiske ideer i historie og jura, ikke i Oxford hvor han opholdt sig 1706-08, men i Kbh., bl.a. hos professor C. Reitzer, og at de to første historiske arbejder, der her blev underkastet en kildekritisk undersøgelse, var umodne og meget uselvstændige. I skildringen af den for Holberg så afgørende rejse til Paris og Rom 1714-16 redegjorde M. for en række vigtige forudsætninger for Holbergs udvikling som menneske og som kunstner. "Den unge L. H.", et hovedværk i Holberg-forskningen, standser ved 1722, lige foran Holbergs store gennembrud som komediedigter. M. levede endnu syv år og havde gjort mange forarbejder til en fortsættelse, men den kom ikke. Det var som om han tøvede med at gå videre; var det på grund af alder eller sygdom eller måske fordi han følte at han var mere personalhistoriker end litteraturhistoriker? Det foreliggende bind er skrevet i M.s omhyggeligt dokumenterede, men trods stofmængden altid klare og overskuelige stil. På lignende måde har M. tegnet portrætter af andre personligheder fra 1700-årene og senere. Han har evnet at leve sig ind i så forskellige naturer som Frederik den Store, Ambrosius Stub, Hans Gram, Fr. Chopin, Bertel Thorvaldsen og H. S. Vodskov.

Annonce

Men størst var M. som lærer. Det er ligesom alt i hans personlighed her kom til rigest udfoldelse: hans eminente viden, hans livsvisdom, hans humor. Det hele var forenet i en udstråling af noget der unddrager sig nærmere analyse. "Hvor de fleste lærere er håndværkere, var M. kunstner" (P. Ilsøe). Han søgte at vække eleverne til selvtænkning, bekæmpede autoritet og fordomme. Noget egentlig pædagogisk system havde han ikke, hans undervisning var dybt personlig, uefterlignelig, ja genial, som Hartvig Frisch har udtrykt det. Flere af hans elever har sammenlignet ham med Sokrates, således Tom Kristensen: "Sokrates' væsen og værk, hans sagtmodige tvivlen/ alt har jeg genkendt i dig, og jeg vover at nævne/ denne Athener". Bag pædagogen stod humanisten, bag læreren mennesket. – Et enkelt træk i M.s undervisning må fremhæves. Han tog billedet ind i undervisningen på lige fod med den skrevne beretning. Og over for billedet måtte der øves samme kildekritik som over for andre dokumenter. I "Holbergportrætter" og artiklen "Om at læse et Portræt" (Tilskueren, 1937) har han nærmere redegjort for metoden. I Betænkning vedrørende Revision af Skolebøger, 1933 skrev M. om de historiske lærebøgers indhold. Som lærebogsforfatter indgik han 1915 i et samarbejde med P. Munch (fra d.å. står han som medforfatter af P. Munchs verdenshistorie for gymnasier m.v.). En væsentlig side af M.s personlighed var hans glæde over bøger. I årenes løb samlede han sig et, ikke stort men udsøgt bibliotek med originaludgaver af bl.a. Holberg og H. C. Andersen. Hans interesse for bogen fandt et smukt udtryk i hans afhandling Noget om Holberg og Bøgerne (Aarbog for Bogvenner, 1922). – M. ejede "jydens blu", han skjulte sig bag sin ægte beskedenhed og var upåvirket af smiger. Der var ro over hans væsen; meget tyder på at det var en tilkæmpet ro hvor han uden tvivl stod i gæld til Spinoza. Men selv om fornuften var hans ledetråd var han ikke uanfægtet af det irrationelle, og nemesis-tanken lå ham ikke fjernt. Hans psyke var modsætningsfyldt. M. fik varig betydning for mange mennesker i sin samtid. Men en eftertid vil nok ikke fuldt ud kunne vurdere ham. For det var i det personlige samvær hans dybe livsviden og det sokratiske i hans natur helt blev forløst. – Medlem af Danske selskab 1937. M. modtog Holberg-medaljen 1938, Videnskabernes selskabs guldmedalje 1945 og blev s.å. æresdoktor ved Kbh.s univ.

Familie

Forældre: overlærer Carl Vilhelm Theodor Emil M. (1836-1918) og Annette Sophie Georgine Buhl (1838-1910). Ugift.

Udnævnelser

R. 1925. DM. 1935.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1945 142-45. – Th. A. M. Læreren, videnskabsmanden og mennesket. Festskr., red. Felix Nørgaard, 1940 (heri bibliografi, m. forts, i Th. A. M.: Afhandl, i udvalg, 1945 256f). F. J. Billeskov Jansen i Gads da. mag. XXXVIII, 1944 20-33 (anm. af Th. A. M: Den unge Holberg; jfr. Th. A. M. sst. 33-37, også anm. af F. J. Billeskov Jansen i Hist. t. 1 l.r.I, 1944-46 487-93 og af Paul V. Rubow i forf.s Tendenser, 1944 54-60). Carl Roos i Hist. t. ll.r.III, 1950-52 332-36. Samme: Livserindr. I, 1959 280-83. Tom Kristensen: Mellem krigene, 1946 315-20. Samme i Politiken 27.4.1958 og 4.5. s.å. (optr. i forf.s Åbenhjertige fortielser, 1966). Per Krarup i Ord och bild, Sth. 1950 265-73. Ole Wivel: Romance for valdhorn, 1972 59. Mogens Andersen: Nødigt, men dog gerne, 1976 99-105. Vagn Skovgaard-Petersen i Festskr. til Kj. Winding, 1981. – Papirer i Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Felix Nørgaard: Th. A. Müller i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294640