Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

S. Cedergreen Bech

Oprindelige forfattere MeHa og PBag

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

S. Cedergreen Bech, Svend Cedergreen Bech, 6.1.1920-13.4.2007, historiker, redaktør. S. Cedergreen Bech forlod skolen i Nørre Omme straks efter konfirmationen 1934, og da faderen 1926 havde erhvervet en landejendom blev han oplært ved landbruget. 1935-44 arbejdede han som landbrugsmedhjælper i Vestjylland og Nordsjælland. Efter tre vintre på Askov højskole 1941-44 hvor han, bl.a. påvirket af Johs. Novrup, blev optaget af Albert Schweitzers liv og forfatterskab meldte han sig 1944 til Fredsvenners Hjælpearbejde (fra 1949 Mellemfolkeligt Samvirke) og deltog fra efteråret 1945 i genopbygningsarbejdet i Nordnorge og Finland, var derefter til 1951 ansat i organisationens administration.

1949 blev han student fra Kbh.s studenterkursus, 1953 faglærer i dansk og historie fra N. Zahles kursus, 1959 cand.mag. i de samme fag fra Kbh.s universitet. Under studiet underviste han ved Forsvarets civilundervisning. S. Cedergreen Bech blev 1959 ansat ved N. Zahles seminarium hvor han fra 1972 var studielektor. I 1974 blev han hovedredaktør af Dansk biografisk leksikon, 3. udgave. I forlængelse af arbejdet i Mellemfolkeligt Samvirke skrev S. Cedergreen Bech En verden i udvikling, 1960 om samarbejdet med udviklingslandene. Han var medarbejder ved Politikens historiske håndbøger og Danmarks Historie hvori han skrev bindene Reformation og Renæssance 1533-1596, 1963 og Oplysning og Tolerance 1721-1784, 1965. Ved Kbh.s jubilæum 1967 udgav han Københavns Historie gennem 800 år. 1972 Struensee og hans tid (2.udg. 1989) og 1975 Brev fra Dorothea. Af Charlotte Dorothea Biehls historiske breve.

1982 modtog han sammen med Erik Kjersgaard Søren Gyldendal-prisen.

Annonce

Familie

S. Cedergreen Bech blev født i Grønbjerg, Nørre Omme sogn; begravet på Mariebjerg kirkegård, Gentofte.

Forældre: arbejdsmand, senere husmand Christian Emmanuel C.B. (i kbg. Sødergreen Beck) (1878-1950) og Birgitte Straasø Kjær (1877-1945). Gift 27.2.1948 i Gentofte (b.v.) med kunsthåndværker Maren Elisabeth (Lis) Macholt Truelsen, født 27.3.1911 i Holbæk, d. af bankkasserer, senere direktør i Den danske andelsbank, sidst regnskabschef i FDB Hans Ludvig Frederik T. (1875-1958) og Sidse Marie Andersen (1876-1951).

Ikonografi

Foto.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Povl Bagge: S. Cedergreen Bech i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288196