Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rasmus Berg

Oprindelige forfattere CACle og VDyb
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Rasmus Berg, Niels Peter Rasmus Berg, 15.9.1865-21.2.1954, håndværks- og industrihistoriker. Født i Århus, død i Fakse, begravet i Skibinge, Præstø amt. B. var i sadelmagerlære 1879–82 men opgav professionen og blev 1882 ekstraassistent i De jyskfynske statsbaners revisionskontor i Århus. 1887–99 var han assistent i statsbanernes revision og sammes tarifkontor i Kbh. Han havde arvet faderens interesse for håndværkets fortid og studerede særlig kunsthåndværkets historie. Derigennem blev han medarbejder ved Tidsskrift for Kunstindustri og kom i forbindelse med såvel Kunstindustrimuseet hvor han 1896 blev assistent, som med Industriforeningen. Gennem ti år virkede B. ved museet, og han ordnede i dette tidsrum adskillige af dets provinsudstillinger. – 1899 trådte han ud af DSBs tjeneste og overtog efter Julius Schiøtt posten som lavsskriver i Kbh.s Snedkerlaug (-1906) og stillingen som sekretær (daglig administrativ leder) i Industriforeningen. 1900–17 var han redaktør af Tidsskrift for Industri og 1910–17 kontorchef i Industriforeningen; da først industrirådet dannedes og senere 1. verdenskrigs reguleringer gjorde stillingen mere og mere erhvervspolitisk orienteret, trak B. sig tilbage for derefter at leve som forfatter. Han var forretningsfører for Komiteen for udenlandske udstillinger 1908–20, var generalkommissær eller generalsekretær for Danmarks deltagelse i en række udstillinger i udlandet og repræsenterede Industriforeningen på flere internationale kongresser. Siden Teknologisk Instituts stiftelse 1907 har han her været lærer i håndværkerret, nationaløkonomi og kunsthåndværkets historie. – Medens B. var ansat ved DSB skrev han i Nationaløkonomisk Tidsskrift (1896–98) en serie artikler om de danskejernbaners historie indtil 1865. Han er forfatter til en række håndværks- og industrihistoriske arbejder, deriblandt Aarhus Haandværkerforening 1848–1898, 1898, Snedkerlavet 1554–1904, 1904, Smedelauget i Kjøbenhavn 1512–1912, 1912, Det danske Haandværks Historie, 1919, Købstad og Købstadmand, 1923, Damehatteindustrien, 1924, Danmarks Bogbindere gennem 400 Aar, 1926 (sammen med Carl P. Nielsen) og Danmarks Bogtrykkere gennem 450 år (Aarbog for dansk Bogtryk I, 1929). I B.s senere år skrev han en række jubilæumspublikationer for forskellige fagforbund (blikkenslagere, elektrikere, bagere, skibstømrere og sadelmagere). En livlig fremstilling på kulturel baggrund præger disse bøger, mens erhvervenes samfundsmæssige placering kun er tilgodeset i ringe grad.

Familie

Forældre: eskadronsadelmager Jens Frederik B. (1841–1922) og Nielsmine Eriksen (1836–1903). Gift 6. 5.1888 i Kbh. (Vartov) med Ane Sophie Jensen, født 13.12.1860 i Kbh. (Vartov), død 27.5.1941 i Skibinge, d. af detailhandler Anders J. (1825–92) og Ane Pedersen (1821–1907).

Udnævnelser

R. 1913.

Annonce

Ikonografi

Mal. af Axel P. Jensen, 1915. Foto.

Bibliografi

R. B.: Minder fra håndværk og industri, 1954. (udg. posthumt Vagn Dybdahl). – Medlemsblad for håndværkerforen. i Kbh. 15.6.1909. Tidsskr. for industri sept. 1917. Århus stiftstid. 23.2.1954.

Referér til denne tekst ved at skrive:
C. A. Clemmensen, Vagn Dybdahl: Rasmus Berg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286800