Peter Thorsen

Peter Thorsen, Julius Peter Thorsen, 8.7.1872-18.3.1947, lokalforsker. Født i Nylarsker sg, død i Pedersker, begravet sst. T. lærte tidligt at læse og kom i skole inden sit fyldte sjette år. Der var få bøger i hjemmet, men han læste hvad der kom inden for hans rækkevidde, skønlitteratur såvel som lærebøger i forskellige fag. Allerede i drengeårene sammenlignede han ivrigt hvad han så i naturen med hvad læsningen fortalte ham. En begavet almuemand, Jens Hansen Kjøbek, bibragte ham den første viden om hjemstavnens geologi og historie, viden som han havde fra selvsyn og mundtlig overlevering. T. begyndte som dreng at samle forsteninger; efter konfirmationen søgte han gennem udstrakt læsning at bringe sammenhæng i sin spredte viden. Boglig uddannelse var der ikke råd til; han gik ind i det anstrengende landbrugsarbejde, fra 1902 som husmand i Pedersker. Ved at indsamle forsteninger til Bornholms museum kom han i forbindelse med fagfolk på geologiens område; de blev opmærksomme på den mærkelige husmand, hvis lokalkendskab og videnskabelige dømmeevne de ofte drog nytte af; til gengæld lyttede T. ivrigt til hvad de fortalte. Skønt det daglige arbejde lagde stærkt beslag på ham læste han stadig meget; i 40 års alderen lærte han sig tysk og senere en smule engelsk for at kunne følge med i den videnskabelige litteratur. Længe før han udgav noget var han kendt som "Danmarks lærdeste bonde" og søgt som rådgiver af geologer og arkæologer der gæstede Bornholm. Fra 1930 begyndte han at offentliggøre resultaterne af sine forskninger, dels i lokale publikationer, bl.a. Jul paa Bornholm, dels i selvstændige skrifter (Vor Hjemstavn, 1931, Fra Sydbornholm, 1934, Langs Østkysten, 1939). Disse bøger består af småafhandlinger om geologiske og navnlig arkæologiske enkeltheder, iagttaget i marken, samt aftræk af bornholmsk almuekultur fra T.s barndom. En samlet fremstilling af Bornholms Forhistorie, 1938 viste T. som fortrolig med sit fags nyeste resultater. – T.s styrke var hans iagttagelsesevne forenet med sober dømmekraft der ledte ham uden om de fantasterier autodiakter ellers ofte forfalder til. En sund ligevægt mellem læsning og iagttagelse prægede grundlaget for hans opfattelse af hjemegnens natur og fortidsminder. Inden for alle områder af sine fag sad han inde med specialistens viden i forening med et lokalkendskab der næppe havde sidestykke.