Peder Olsen, Petrus Olai Saneropius, d. ca. 1570, historiker. O. hørte vistnok hjemme i Sonnerup vest for Roskilde. Han var munk i gråbrødreklostret dér, og blev vel boende i staden efter klostrets ophævelse ca. 1537. Data om hans liv stammer alle fra et lille digert, tætskrevet håndskrift (AM. 107 8°) hvori han har samlet historisk stof gennem mange år, og som han skænkede Anders Sørensen Vedel. Man finder her talrige noter om begivenheder i Roskilde og landet deromkring, og benyttelsen af manuskripter som har været i domkirkens eje træder tydeligt frem. Bogen indeholder desuden lister over paver og kejsere, en afskrift af Roskildekrøniken, et litterært forsøg, Duodecim excellentiæ particulares, ex quibus provincia Daciæ præ ceteris provinciis citra mare probatur singulariter prærogata og et par Danmarkskrøniker som han har sammenflikket af stof fra Saxo, Roskildekrøniken, en lang række årbøger, Albert Krantz m.m. O. har kendt en meget stor del af den litterære overlevering fra vor middelalder; af særlig betydning er hvad han anfører om franciskanerne i Danmark, efterretninger om klostrenes grundlæggelse og om reformforsøgene inden for ordenen i slutningen af 14- og begyndelsen af 1500-tallet.

Bibliografi

Monumenta hist. Danicæ, udg. H. F. Rørdam, 2.r.II, 1887 1-80. Scriptores minores, udg. M. Cl. Gertz II, 1918-20 (reproudg. 1970) 279-324. Annales Danici, udg. Ellen Jørgensen, 1920 203-11. – Johs. Lindbæk: De danske franciskanerkiostre, 1914. Ellen Jørgensen: Historieforskn. og historieskrivn. i Danm. indtil år 1800, 1931 (ny udg. 1960) 82-85. C. A. Christensen i Kirkehist. saml. 6.r.VI, 1948-50 359-82. C. O. Bøggild-Andersen i Hist. t. 11.r.V, 1956-59. Jørgen Nybo Rasmussen: Broder Peder Olsen som de danske franciskaneres historieskriver, 1976.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig