• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

P. Munch

Oprindelig forfatter eras

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

P. Munch, Peter Rochegune Munch, 25.7.1870-12.1.1948, historiker, politiker. Munchs far stammede fra nordjyske storbondefamilier. Under det meste af Munchs opvækst ejede han Skabermølle syd for Viborg. I 1888 flyttede familien til København hvor faderen ernærede sig ved forskelligt arbejde, indtil han 1903 for en årrække alene udvandrede til Canada ligesom tidligere Munchs yngre brødre. 1881-89 gik M. i Viborg katedralskole (med tilhørende forberedelsesskole) hvis rektor H.H. Lefolii lærte ham "at se en sag fra mere end én side, at forstå at vi aldrig har ret til fuldt ud at fordømme noget eller nogen, men at enhver har sine gode sider".

I skolen knyttede Munch livslang forbindelse med de senere historikere Aage Friis og Jacob Peter Jacobsen. Den særprægede korrespondance mellem Munch og Jacobsen, udgivet af dennes hustru Lis Jacobsen, viser deres desillusionerede livssyn, men også hvorledes Munch besluttede sig for at vælge sig et standpunkt og en livsgerning, evt. på den egentlig foragtede "middelvej". I 1889 påbegyndte Munch sit 1895 planmæssigt afsluttede studium til skoleembedseksamen med historie, fransk og latin. Han boede under trange forhold hos sin familie som han med sine beskedne indtægter af legater og slet betalt undervisning bidrog til at underholde. "Begrebet "forlystelser" lå helt udenfor mine interesser". Derimod færdedes han med iver i både Studenterforeningen og Studentersamfundet og ofrede særdeles megen energi på foreningspolitikken.

Ved filosofikum fulgte han K. Kroman hvis vægt på logikken og hvis pædagogiske syn påvirkede ham, og som også lærte ham John Stuart Mills tanker at kende. Han værdsatte sine lærere i historie, fremfor andre dog Kr. Erslev. Modsat Erslev ønskede Munch selv at arbejde med den nyeste tids historie; som emne for sin disputats valgte han dog, efter Erslevs råd, Købstadstyrelsen i Danmark fra Kristian IV's Tid til Enevældens Ophør der udkom i to bind 1900 hvoraf første (om tiden 1619-1745) forsvaredes for den filosofiske doktorgrad. Munchs forkærlighed for den nyeste historie stod i sammenhæng med hans opfattelse af "at det måtte være den historiske forsknings opgave af fortidens begivenheder og forhold at uddrage nyttig lære for nutid og fremtid ... at se begivenhedernes sammenhæng for så vidt gørlig at nå frem til visse historiens love der kunne skænke nyttig lærdom", om end det "foreløbig" syntes ham "meget lidt der kunne sluttes fra fortiden til fremtiden". I forbindelse dermed stod hans ligeledes før århundredskiftet udformede opfattelse af statistikkens og nationaløkonomiens betydning for og sammenhæng med et historisk studium, altså en sans for et samspil mellem samfundsvidenskaberne til bedre forståelse af samfundet som siden satte sig frugt da han i 1927 bidrog til at skaffe midler til oprettelsen af Institut for historie og samfundsøkonomi hvis formand han var til sin død.

Annonce

Et andet udslag af hans interesse for fremme af videnskaben var hans initiativ til oprettelsen af Rask-Ørsted-fondet 1919. Bortset fra udgivervirksomhed sammen med Aage Friis (Johanne Luise Heiberg og A.F. Krieger I-II, 1914-15) og med Friis og Elise Koppel (A. F. Kriegers Dagbøger 1848-80 I-VII, 1920-25) vedr. den nationalliberale periode som han altid omfattede med kritisk kærlighed levnede hans øvrige arbejde ham efter disputatsen ikke tid til forskergerning i snæver forstand. Derimod fortsatte han uden for sine ministerår med imponerende arbejdsevne sin i 1890erne påbegyndte gerning som forfatter af banebrydende fremstillinger af den nyeste historie, ikke mindst i samleværker som Verdenskulturen, Det 19de Aarhundrede, Det danske Folks Historie (Schultz' Danmarks Historie), Danmark under Verdenskrig og Besættelse, hvortil kom et stort antal kronikker og dagbladsartikler om historiske emner. Hertil knytter sig hans kyndige redegørelse for rigsdagens arbejdsgang i Den danske rigsdag 1849-1949, jubilæumsværket som han selv havde bragt over et dødt punkt, og hans i 1940rne udformede erindringer som, isprængt hans samtidige optegnelser, efter hans død er blevet udgivet af Povl Bagge m.fl. Om hele dette forfatterskab gælder at stilen er behersket og kølig, fremstillingen klar og veldisponeret og så pædagogisk tilrettelagt at læseren, uanset Munchs vidtgående redelighed i fremstillingen af andres opfattelser, ofte vil finde hans egne indlysende rigtige.

Efter embedseksamen ernærede Munch sig som historielærer ved diverse højere skoler og kursus og virkede som censor ved gymnasieskolerne. Munch færdedes i skolekredse der ønskede en reform af den højere skole i stil med hvad der kom ved loven af 1903. Et led heri var ønsket om til historieundervisningen at knytte en undervisning i samfundskundskab. Efter afprøvning gennem forsøg på frøken Kruses skole udgav han 1902 sin Lærebog i Samfundskundskab der året efter fik sidestykker beregnet for realskolen og folkeskolen. 1907-08 kom, på tilskyndelse af professor M. Cl. Gertz, en hovedskikkelse bag 1903-reformen, hans Lærebog i Verdenshistorie I-II, beregnet for gymnasiet og skrevet med henblik på at "lade kendsgerningerne selv tale i stedet for stadig at give forklaringer og synspunkter". Begge lærebogssæt var pædagogisk vel tilrettelagt og blev i mange årtier de mest anvendte i skolen, verdenshistorien fra 1916 med lektor Th.A. Muller som medforfatter. Bøgerne bidrog til at gøre Munch, hvis indtægter endnu længe var gået til opretholdelse af hans familie, økonomisk ret velstillet, så at han og hans hustru kunne bygge hus i Øster Allé og sommerhus i Kregme. Til Munchs pædagogiske virke hørte også et stort antal foredrag i folkeuniversitetet og andetsteds. I dybere forstand opfattede M. selv sin politiske gerning som et pædagogisk virke.

Det er ejendommeligt for M., der i øvrigt må karakteriseres som tidligt udviklet, at hans politiske anskuelser først afklaredes sent, i 25-30 års alderen. Til gengæld ændredes de kun lidt siden da. Hans hjem synes at have være højrepræget, og endnu som ung student betragtede han sig som højremand, trods påvirkning fra vennerne J. P. Jacobsen og Friis og i en vis forstand fra rektor Lefolii. Hans højrestandpunkt bundede hverken i kulturelle eller sociale synsmåder, men i hans nationale og deraf afledte forsvarspolitiske anskuelser. For et lille folk som det danske, mente han som ung student, var "en meget stærk nationalfølelse" forudsætning for ikke at gå til grunde, og "der måtte være en mulighed for national bedrift, selv om den kun kunne øves ved at vi efter fortvivlet modstand erobredes af tyskerne", altså en beredthed til om fornødent at dele sønderjydernes (og polakkernes) vilkår som Munch, under total omskiftelse af forsvarspolitiske synspunkter, fastholdt siden. Med Aage Friis som drivkraft gik Munch 1893 ind i et samarbejde med andre studerende om at skrive artikler om sønderjyske forhold til danske blade som bragte dem i stort antal.

I de første år af 1890erne så Munch med velvilje på forhandlingspolitikken, men skuffedes af forliget 1894. Forinden var han kommet under påvirkning af Viggo Hørups "overlegne personlighed", og fra 1893 fulgte han mere og mere dennes anskuelser, derunder i forsvarsspørgsmålet. Han tilsluttede sig venstrereformpartiet og optrådte efterhånden som taler ved grundlovsfester og andre møder, men nærede afsky overfor P.A. Alberti og formentlig allerede i 1890erne skepsis over for J.C. Christensen, fremhævede akademikernes rolle som en frisindets fortrop og blev snart overbevist tilhænger af samarbejde med socialdemokratiet, også efter en kommende sejr over højre-ministerierne.

Stor betydning for ham fik et studieophold i Frankrig 1900-01. Formålet var i første række videnskabeligt, og han knyttede varige personlige kontakter til en række betydelige historikere som han, ligesom Erslev, betragtede som fagets ypperste i samtiden, fremfor alle C. Seignobos hvis "Méthode historique appliquée aux sciences sociales" særlig optog ham, ligesom han fulgte forelæsninger ved flere højere læreanstalter. Men derudover skaffede han sig indgående kendskab til fransk undervisningsvæsen og til fransk politik, hvor den radikale fløj efter Dreyfus-affæren var kommet til magten.

Det kejserlige Tyskland afskyede Munch. England tiltrak sig først hans opmærksomhed efter at den liberale valgsejr i 1906 havde åbnet vej for sociale reformer og en forfatningskamp. Forkærligheden for Frankrig kan virke overraskende – og måske delvis være sprogligt bestemt – for så vidt som hans holdninger viser langt større slægtskab med Stuart Mills end med nogen fransk samfundsteoretikers. Han har selv angivet den utilitaristiske maksime "den størst mulige lykke for det størst mulige antal" som målet for sit politiske virke, som han ville øve ud fra et helhedssyn på menneskehedens udvikling hvor han anskuede historien som en kamp mellem to hovedretninger; den enes princip var hensynsløs selvhævdelse for nationer og for klasser, magt bygget på våben, disciplin bygget på autoritetstro, den andens samfølelse mellem mennesker, klasser og nationer, ret bygget på folkeskreven lov, personligt ansvar bygget på fri, selvstændig tænkning. Munch erkendte at "dåd er øvet, dygtig gerning udført i begge de to princippers navn", men han selv ville gøre sin indsats under "samfølelsens, rettens og den frie tænknings fane".

Munch vendte hjem fem uger før systemskiftet, fuldt beredt på at tage en politisk gerning op side om side med den pædagogiske. Der måtte, mente han, "komme en vis afventningstid hvor man så hvorledes det hele udviklede sig". J.C. Christensen lagde som venstrereformpartiets og regeringens egentlige leder op til en moderat kurs i samarbejde med landstingets frikonservative hvad bl.a. betød brud på samarbejdet med socialdemokratiet ved valget 1903. Munch tog ved siden af mødevirksomhed to initiativer som begge skulle styrke den radikale fløj af partiet, enten med henblik på varig væsentlig indflydelse på dette eller om fornødent forberede et brud. Han var hovedinitiativtager til tidsskriftet Det ny Aarhundrede som han redigerede 1903-09 som et organ hvor højskole- og universitetsfolk af i bred forstand radikal observans skulle ytre sig. Munch skrev selv en række vægtige artikler der fastlagde idégrundlaget for en socialradikal politik. Det andet initiativ, som skyldtes en mindre kreds hvori Munch og Ove Rode var hovedskikkelserne, blev ført ud i livet samtidig, i efteråret 1903, ved dannelse af Den radikale klub, i formen en privat diskussionsklub, som snart skaffede sig kontakter i provinsen så forudsætningerne for at oprette en landsorganisation var til stede, og som også udsendte pjecer vendt mod regeringens politik. Da bruddet på rigsdagen kom i januar 1905 udarbejdede Munch, Rode og juristen Oskar Johansen under intense drøftelser udkast til et program som atter gennemdrøftedes på forberedende møder og sluttelig vedtoges på et stiftende landsmøde i Odense 20.-21.5.1905 hvor det nye parti antog det af M. ønskede navn: det radikale venstre. Folketingets venstre tilsluttede sig på mødet med C.Th. Zahle som ordfører programmet, men først 1909 antog det samme navn som landspartiet. Munchs indflydelse på programmet var betydelig. Blandt de formuleringer som i særlig grad skyldtes hans initiativ var at der såvel ved påligningen af skatter som gennem en social reformlovgivning skulle tilstræbes en formindskelse af den bestående økonomiske ulighed, ligesom det skulle "sættes som mål at give alle lige adgang til kundskab og gøre alle delagtige i vor kultur".

Munch foretrak at lade sig opstille på Langeland, J.A. Hansens og Edvard Brandes' gamle kreds hvor vælgerforeningens flertal fulgte de radikale. Ved valget i 1906, som trods valgsamarbejde med socialdemokratiet faldt ugunstigt ud for det nye parti, blev M. slået med en ret beskeden margen af venstrereformpartiets hidtidige folketingsmand. 1909 sejrede han derimod klart og bevarede siden kredsen så længe han stillede op. Også efter den fulde overgang til forholdstalsvalg 1920 var han hver gang den kandidat der fik flest stemmer, ved det sidste, det nationale valg i 1943, endog over halvdelen. Langeland, især den sydlige del af øen, blev en af de få radikale højborge, og Munch en af de få radikale der aldrig behøvede at nære uvished om sit genvalg. Efter valget 1906 var Munch blandt dem der ivrigst virkede for at holde modet oppe i det skuffede parti.

Muligheden for et nyt fremstød kom da Alberti, som det havde angrebet kraftigt, meldte sig som bedrager i 1908; derved svækkedes J.C. Christensen som det betragtede som sin ærke-modstander. Imidlertid var forsvarsspørgsmålet kommet i forgrunden, efter at den i 1902 nedsatte forsvarskommission havde afgivet betænkning. Venstre splittedes i flere fløje der dog alle anlagde et positivt syn på forsvaret. Munch beskæftigede sig i disse år mere indgående med sikkerhedspolitik end tidligere. Mens folketingets venstre ligesom venstre i det foregående århundrede var tilbøjeligt til især at argumentere for nedsættelse af forsvarsudgifterne tillagde Munch besparelseshensyn mindre afgørende vægt og byggede i stedet, i øvrigt i overensstemmelse med Rode og mange andre i partiet, sin argumentation på en analyse af Danmarks sikkerhedspolitiske situation. De konklusioner han drog blev i alt væsentligt bestemmende for det radikale venstres standpunkter i de følgende årtier, og han kom til at stå som den der i særlig grad personificerede disse. Munch anså det som mange i samtiden for overvejende sandsynligt at der ikke ville blive storkrig i Europa. Udelukkes kunne det imidlertid ikke. Størst fare for Danmark ville der være i tilfælde af krig mellem England og Tyskland. Alle var enige om at Danmark burde forholde sig neutralt. Munch accepterede det i radikale kredse udbredte ønske om en erklæring om permanent neutralitet hvorimod han advarede mod at søge en garanteret neutralitet som Belgiens. Afgørende for ham var imidlertid Tysklands militære dominans i det danske rum. Neutraliteten kunne derfor kun hævdes med diplomatiske midler. Militært kunne den alene "konstateres", ikke forsvares over for et stormagtsangreb. Hær og flåde burde derfor alene indrettes med henblik herpå så et retsbrud kunne konstateres og protest nedlægges. Neutralitetspligt kunne ikke være ensbetydende med en krigspligt da ingen kunne være forpligtet til det umulige. Københavns befæstning og i det hele taget et forsvar ud over det dermed angivne var skadeligt af to grunde. For det første fordi det tiltrak sig udlandets opmærksomhed og kunne medføre fare for at Tyskland straks ved en krigs begyndelse ville sikre sin nordflanke ved at slå Danmark ned; at særlig Tyskland kunne have en interesse i at Danmark ikke henlå som "militært tomrum" var en argumentation han ikke ville acceptere. For det andet fordi der i det danske folk ville fremkaldes illusioner som før 1864. Kræfterne burde i stedet sættes ind på at udbygge et socialt og kulturelt fællesskab i folket der i værste fald kunne blive et værn ikke for den danske stat men for det danske folk. I så fald ville "en ejendommelig, højt udviklet dansk kultur så fjern fra erobrerstatens militaristiske kultur som muligt betyde sikkerhed for at det danske folk kan bevare sit eget nationale liv indtil det får også sin ydre selvstændighed tilbage" som sønderjyderne under langt vanskeligere vilkår havde formået det.

I den radikale mindretalsregering Zahle 1909-10 var Munch indenrigsminister. Hans og regeringens største resultat var en hurtig gennemførelse af lov om permanent voldgiftsret i arbejdsstridigheder og oprettelse af en stilling som forligsmand, vigtige skridt i den arbejdsretlige udvikling som var forberedt af et af Sigurd Berg som indenrigsminister nedsat udvalg og støttedes af denne i tinget. Administrativt forberedte M. bl.a. tjenestemændenes forhandlingsret som gennemførtes ved lov 1919. Derimod strandede hans valglovsforslag ligesom regeringens grundlovs-forslag. Opløsningsvalget 1910 styrkede trods nært samarbejde med socialdemokratiet ikke regeringen som afløstes af ministeriet Klaus Berntsen, idet venstre nu udgjorde halvdelen af folketinget. Det fremsatte i 1912 et grundlovsforslag der, uanset at det ikke i enhver henseende opfyldte de radikales ønsker, var så vidtgående at de, ligesom socialdemokratiet, gik ind for det, med større iver end dele af venstre hvor J.C. Christensen syntes forbeholden. Det faldt i landstinget. Folketingsvalget 1913 blev derved et grundlovsvalg. Denne gang begunstigede valglykken oppositionspartierne. Med beskeden stemmefremgang og med et mindretal af stemmerne fik radikale og socialdemokrater et flertal. Da J.C. Christensen hindrede at Berntsen fortsatte dannede Zahle på ny regering. Rode ønskede at få indenrigsministeriet og støttedes af Zahle og Brandes, og Munch affandt sig derfor med at blive forsvarsminister skønt han havde fremhævet at netop han på denne post i særlig grad ville virke udfordrende på forsvarsvenlige kredse, derunder officererne, og på Christian X. Det andet ministerium Zahle var dannet med henblik på løsning af grundlovsspørgsmålet. Forinden det lykkedes (i 1915) var den første verdenskrig brudt ud i august 1914.

Regeringen kom til at sidde til 1920, den næstlængste levetid for en dansk parlamentarisk regering. Den har fået ry for at være en af de personligt dygtigste regeringer landet har haft. Zahle, finansminister Edvard Brandes, Rode og Munch udgjorde en inderkreds som gennemdrøftede alle problemer og i alt væsentligt lagde regeringens kurs, dog under deltagelse af udenrigsminister Erik Scavenius i anliggender der vedrørte hans domæne. Uanset lejlighedsvise uoverensstemmelser og temperamenternes forskellighed, hvor Munch ofte var formidler, må samarbejdet karakteriseres som godt. Eftertiden har ikke været i tvivl om at betragte Rode og Munch som partiets betydeligste skikkelser. Deres yderst forskellige personligheder supplerede hinanden ypperligt, og begge anerkendte hinandens nødvendighed. Deres samarbejde var nært og, til omkring midten af 1920erne, godt, det personlige forhold ligeledes. Offentligheden opfattede nok, ikke mindst under krigen, Rode som den indflydelsesrigeste. Nære iagttagere som Edvard Brandes og senere historikere har skønnet modsat. Det synes som om Munch, uanset at han ved flere væsentlige lejligheder veg for Rode, på langt sigt havde den sejeste vilje. I dagene omkring krigsudbruddet var forsvarsministerens post af central betydning. Han gik med til indkaldelser, 1.8. også af sikringsstyrken, hvorimod han – og hele ministeriet – modsatte sig mobilisering som forventedes at blive opfattet som provokerende i Tyskland som det fremfor alt gjaldt om at give tillid til dansk neutralitetsvilje hvorfor regeringsskifte også ville være farligt. Ved den tyske forespørgsel den 5.8. om Danmark ville spærre Storebælt med miner mod begge krigsførende parter synes Munch at have været den af de ledende ministre der tidligst og stærkest gik ind for mineudlægningen, under mødet med partilederne med den for ham karakteristiske argumentation at medmindre der kunne være enighed om ikke at betragte det som krigsgrund hvis tyskerne besatte Sprogø og et par punkter på Sjælland ville han ikke være med til at svare nej på forespørgslen. Der var usikkerhed hos andre ministre under indtryk af opfattelsen hos de partiledere hvis mening de især tillagde vægt. Da kongen, under indflydelse af admiral O. Kofoed-Hansen, som også havde opfordret Munch til at trumfe sit standpunkt igennem, gik ind for mineudlægningen formulerede Munch de standpunkter som derefter blev tiltrådt i statsrådet.

For Munch og hele ministeriet var det en overordnet præmis at undgå strid om forsvarsanliggender så længe krigen varede fordi neutralitetspolitikken derved kunne vanskeliggøres. Herfor var der forståelse i alle partier hvilket konstateredes ved flere lejligheder i rigsdagen, bl.a. i lukkede møder. Derfor måtte han administrere ud fra 1909-lovens forudsætninger. Det medførte bl.a. bestilling af leverancer af patroner fra USA. I 1915 gik Munch endog med til anlæg af en stilling ved Tune. I det radikale venstre og socialdemokratiet lettedes accepten af bevidstheden om at posten som forsvarsminister i eventuelle kritiske situationer lå i Munchs hånd. Den uro det medførte i andre kredse fik ikke rigsdagspolitiske følger. Munch og folketingsflertallet, efterhånden også store dele af venstre og brede kredse i befolkningen, ønskede nedskæringer i sikringsstyrken af hensyn til de personlige og finansielle byrder. Borgfreden gjorde beslutninger afhængige af højres (fra 1915 det konservative folkepartis) accept som vanskeligt kunne opnås når de militære chefer, som også påvirkede kongen, var derimod. Skønt Munch fandt situationen konstitutionelt og principielt uacceptabel fandt han sig i at nøjes med mindre nedskæringer end han ønskede indtil han 1917 kunne skære igennem ved forud at afskedige den kommanderende general der gentagne gange havde truet med at gå i protest.

Under krigen modarbejdede Munch den tilbøjelighed som kom til orde fra nogle af hans kolleger til dannelse af en samlingsregering hvad han mente kun burde ske i en egentlig krisesituation og for kort tid. Det var ham der forud for valget 1918, som gav regeringspartierne et knebent flertal i såvel befolkningen som folketinget, havde formuleret det således at ministeriet kun ville blive siddende så længe "krigssituationen" (ikke "krigen") varede. Efter våbenstilstanden fastholdt han urokkeligt at det ikke burde vige før det var sikkert at grænsedragningen i Sønderjylland ville ske i overensstemmelse med selvbestemmelsesretten, uanset de konsekvenser som deraf måtte kunne flyde for partiet. I februar 1919 ledede han, da Scavenius ikke ville, den danske delegation til fredskonferencen i Paris; den rummede efter hans ønske repræsentanter for partierne. Ved begyndelsen til påskekrisen 1920 var Munch til møde på Møn. Han fandt det uklogt at ministeriet havde nægtet at fungere, og synes at have ment at kongens afskedigelse af regeringen kunne have været undgået ved en kombination af større smidighed og fasthed fra statsministerens side. Det var Munch der undfangede ideen til at Københavns borgerrepræsentation skulle gå til kongen hvilket bidrog til en fredelig løsning af krisen.

I efterkrigstiden blev Munch Danmarks ledende folkeforbundspolitiker. Hans syn på forbundet byggede på to præmisser. På den ene side betragtede han det som et skridt på vej mod en international retsorden til forebyggelse, først og fremmest gennem afrustning, af en ny storkrig som han forventede ville blive katastrofal for den europæiske civilisation. Han lagde derfor megen energi i arbejdet i Geneve og udtalte sig offentligt med skånsom optimisme om dets beskedne resultater. På den anden side ønskede han at forbeholde Danmark mulighed for at falde tilbage på en neutralitetspolitik i tilfælde af en konflikt hvori Tyskland var part. Derfor fastholdt han medlemsstaters ret til at nægte passage af militære forbundsstyrker og til i visse tilfælde at undlade at deltage i økonomiske sanktioner. Disse synspunkter gjorde han forsigtigt gældende allerede ved et møde i marts 1919 i Paris hvortil de allierede havde indbudt de neutrale, i øvrigt i overensstemmelse med hvad han havde hævdet under forudgående interskandinaviske drøftelser.

I de følgende år skete der en faktisk accept af Danmarks og andre mindre staters synspunkter i disse henseender. I den hjemlige debat afviste Munch til stadighed venstres og konservatives opfattelse af at der af forbundsmedlemskabet kunne udledes visse mindstekrav til dansk forsvar. Hans og det radikale venstres forsvarspolitiske standpunkt ændredes ikke i forhold til før krigen, bortset fra hvad der fulgte af de erfaringer der var gjort under denne med hensyn til marinens opgaver. Det for Munch afgørende var "at ordningen blev af sådan art at den var udtryk for forståelsen af at det var udelukket at Danmark kunne skabe det man kaldte et "effektivt forsvar". Følgelig gik han imod 1922-loven. Det lykkedes efterhånden at få socialdemokraterne, som havde stillet forslag om endnu videregående afrustning, til at acceptere det radikale forslag som det de to partier i fællesskab kunne arbejde ud fra. Munchs forsvarspolitiske opfattelse gjorde ham til en af de mest omstridte personer i dansk politik. Forsvarsvenner betegnede ham som en virkelighedsfjern dogmatiker, socialdemokraten Hartvig Frisch derimod som "et af de få fuldkommen illusionsløse mennesker der aldrig lader sit temperament forstyrre sin tankegang". Det sikre er at M. havde en helt usædvanlig selvbeherskelse, at han var venlig og forekommende, ikke benyttede sin på mange områder formidable indsigt til at nedgøre nogen, men desuagtet irriterede adskillige ved sin urokkelighed der let blev opfattet som bedreviden.

1922 udarbejdede det radikale venstre et nyt program. M. var, sammen med Jakob E. Lange, hovedforfatteren. I rigsdagspolitikken hæmmedes han noget af sine langvarige ophold i Geneve. 1924-26 arbejdede han konsekvent for et godt forhold til regeringen Stauning, men evnede ikke at afværge den mere oppositionelle linje som Rode og Zahle anlagde, og som fik Stauning til at sætte tingene på spidsen med det for de radikale uheldige 1926-valg til følge. Da Rode og Zahle i tiden umiddelbart derefter syntes stemt for samarbejde med venstre, med sammenslutning som en ikke utænkelig mulighed, lod Munch, for én gangs skyld ubøjelig, Zahle forstå at det ville betyde sprængning af partiet. Regeringen Madsen-Mygdals politiske kurs gjorde snart de muligheder Rode og Zahle havde forestillet sig uaktuelle. 1927 forlod Rode folketinget for at blive administrerende redaktør ved Politiken. Desuden gik Zahle 1928 over i landstinget. Fra den tid var Munch sit partis formand og ubetinget ledende skikkelse, uanset at han affandt sig med at overlade Rodes medlemskab af finansudvalget og dermed det politiske ordførerskab til Bertel Dahlgaard. Partiets egen profil markeredes bl.a. gennem nogle af Munch og Dahlgaard fremsatte forslag vedr. udbyttedeling og medejendomsret med sigte på en spredning af ejendomsretten, noget M. altid lagde vægt på. I øvrigt heledes i disse år følgerne af bruddet med socialdemokratiet.

Valget 1929 gav ved socialdemokratisk fremgang de to hidtidige oppositionspartier et klart flertal. Stauning tilbød Munch regeringssamarbejde. Munch ønskede dette, men overlod til andre at argumentere derfor. De radikale opnåede tre ministerposter. Munch lagde vægt på at den ene måtte være Dahlgaard som indenrigsminister. Partiet ønskede i overensstemmelse med Staunings første forslag Munch som forsvarsminister. Modstand i socialdemokratiet medførte at han i stedet blev udenrigsminister hvad han selv langt foretrak, en post som i kraft af de følgende års udvikling blev særdeles betydningsfuld, og som dermed for første gang i lange tider blev besat med en ledende partipolitiker. Regeringssamarbejdet viste sig særdeles holdbart. Det forløb uden synderlige gnidninger. Ikke mindst er samarbejdet mellem Stauning og Munch blevet betegnet som godt og nært, en karakteristik som må nuanceres. Også Munch kunne, som Staunings partifæller, opleve den distance som denne opretholdt mellem sig og andre. I 1932 udnævnte Stauning under Munchs fravær Erik With til kommanderende general, skønt han måtte vide at denne ville være Munch særlig uvelkommen. I 1935 rekonstruerede Stauning regeringen uden egentlig forhandling med Munch med hensyn til dens radikale medlemmer. I slutningen af 30erne synes Stauning, dog uden held, at have taget egne udenrigspolitiske initiativer. Med sådanne forbehold er karakteristikken dog rigtig, og Munch havde generelt og især inden for sit eget ressort stor indflydelse. I hans eget parti var hans prestige meget stor. Samarbejdet med Dahlgaard og Jørgen Jørgensen, undervisningsminister fra 1935, var godt; de omfattede begge Munch med respekt og hengivenhed. Årene 1929-40 kan i den forstand betegnes som højdepunktet i Munchs politiske karriere. Samtidig tog forholdene udadtil, både i økonomisk og storpolitisk henseende, en brat vending bort fra alt hvad han anså for efterstræbelsesværdigt. Hans indsats blev da et tålmodigt slid for at afbøde de værste følger for Danmark, en illusionsløs gerning på magtens tinde, sluttende med landets besættelse og hans afgang som minister.

Den økonomiske verdenskrise fra efterået 1929 ramte Danmark bl.a. gennem restriktioner mod dansk eksport særlig af landbrugsvarer, først fra tysk, dernæst fra britisk side. Den relative frihandel hvorpå det vigtigste eksporterhverv havde bygget ophørte at eksistere. I stedet trådte et system af bilaterale aftaler. Det blev Munchs opgave at varetage Danmarks interesser bedst muligt under disse omstændigheder. Danmark fulgte Storbritannien da det forlod guldet 1931. Stærke kræfter i landbruget ønskede yderligere devaluering. Munch modsatte sig en sådan af frygt for at sætte muligheden af at opnå en handelsaftale med Storbritannien på spil, og gik kun tøvende med til den devaluering der var et led i Kanslergadeforliget 1933, og kun til den grænse som derved blev fastlagt. Det lykkedes samme år at opnå en aftale som sikrede mod yderligere restriktioner på betingelse af øget dansk import fra Storbritannien. Midlet hertil var den i 1932 indførte valutakontrol, som tillod at dirigere importen til lande som ville aftage dansk eksport. Valutakontrollens opretholdelse, af Munch anset for en nødvendighed, blev årtiets dominerende indrepolitiske spørgsmål, som regeringen sejrede på ved valgene 1932 og 1935. Også med Tyskland opnåedes efter omstændighederne tilfredsstillende aftaler. I handelsforhandlingerne inddrog Munch erhvervsorganisationerne. Hans ledelse af de gentagne handelsforhandlinger nød udbredt anerkendelse og tillid.

Munch lagde et stort personligt arbejde i ledelsen af udenrigsministeriet, også efter at han fra 1932 jævnligt hæmmedes af smertefuld sygdom. Han ønskede, i overensstemmelse med synspunkter han havde hævdet siden før krigen, at medinddrage de politiske partier i væsentlige afgørelser, oftest gennem det udenrigspolitiske nævn som var blevet til på radikalt og konservativt initiativ 1923, og som nu kom til at spille en større rolle end hidtil. Det lykkedes ham at sikre almindelig tilslutning til sin udenrigspolitiske kurs 1930erne igennem. Fra 1930 gav han også ved hyppige sammenkomster pressen en fortrolig baggrundsorientering. På hans initiativ genoptoges fra 1932 skandinaviske (nordiske) udenrigsministermøder. Striden med Norge om Østgrønland 1931-33 bestræbte han sig på at bringe til afslutning på en sådan måde at den efterlod mindst mulig bitterhed mellem de to lande. Han videreførte sin folkeforbundslinje, men knyttede ikke store forventninger til den afrustningskonference det endelig lykkedes at sammenkalde. Han arbejdede gentagne gange aktivt for en fælles-holdning fra de under krigen neutrale staters side så de kunne tale med større vægt.

Efterhånden som følgerne af Hitlers magtovertagelse 1933 viste sig lod Munch mere og mere Danmark vende tilbage til den klassiske neutralitetspolitik fra før krigen hvilket i praksis ville sige en politik som ikke på nogen måde udfordrede Tyskland, særlig iøjnefaldende da han som rådsmedlem 1935 afholdt sig fra at stemme ved fordømmelsen af den tyske genoprustning. Grænsespørgsmålet blev aldrig rejst officielt fra tysk side. På den anden side kunne man aldrig vide om og hvornår det kunne ske, og Munch frygtede at det nationalsocialistiske regime, hvis det mødte modgang andetsteds, kunne søge en billig prestigegevinst her. Senest fra 1935 var det sikkert at Danmark ikke kunne påregne britisk militær støtte. Det samme gjaldt de andre nordiske lande hvilket ikke hindrede at Munch energisk arbejdede for en udbygning af det nordiske samarbejde, bl.a. for at opnå den moralske støtte der kunne ligge deri. Han tilskyndede pressen til at afstå fra skarpt fordømmende kommentarer til tysk politik. I folketinget gav han klart udtryk for dansk opfattelse af det retfærdige i grænsedragningen i 1920 og at grænsen lå fast. Han ønskede, vistnok modsat Stauning, ikke at tage initiativ til nogen ikke-angrebspagt med Tyskland, men da Hitler fremsatte et sådant tilbud i 1939 fandt han det på den anden side absolut nødvendigt at modtage det, og det var ham en skuffelse at de andre nordiske lande ikke var villige til af hensyn til Danmark at gøre det samme. Munch og hans parti fandt ikke at udviklingen burde have forsvarspolitiske konsekvenser; forsvars-ordningen 1937 betød nok en vis effektivisering men var klart utilstrækkelig med hensyn til et egentligt forsvar hvilket vil sige at de antydninger af en ændret holdning som Stauning og dele af socialdemokratiet havde givet udtryk for, ingen følger havde fået hvorfor Munch, hvis handelspolitik og almindelige udenrigspolitik mødte bred tilslutning, i sine modstanderes øjne i særlig grad kom til at stå som personifikationen af hvad de opfattede som defaitisme. Han selv har formentlig fastholdt håbet om at Danmark også under en ny krig kunne bevare sin neutralitet, men også været klar over at mulighederne derfor kunne blive ringere end sidst, og fortrøstet sig til at i værste fald ville folket i kraft af den sociale og kulturelle udvikling det i mellemtiden, bl.a. som resultat af hans egen politiske gerning, havde gennemløbet være bedre rustet til at bære et forhåbentligt midlertidigt tab af sin selvstændighed.

Dagene omkring krigsudbruddet 1939 formede sig for Danmark mindre dramatisk end i 1914. Tyskland kunne, trods andre synspunkter i marinekredse, fastholdes på den i forbindelse med ikke-angrebspagten tilkendegivne accept af Danmarks fortsatte handel med Storbritannien. Handelsforhandlingerne med dette land blev derimod vanskelige og langtrukne og resultatet i marts 1940 lidet tilfredsstillende; de syntes at vidne om at man fra britisk side var forberedt på at handelsforbindelserne med Danmark ikke i det lange løb kunne opretholdes. Med den finsk-russiske vinterkrig og de tydelige vidnesbyrd om allieret interesse for de norske farvande forværredes udsigterne for opretholdelse af dansk neutralitet alvorligt. De faretruende meldinger fra gesandtskabet i Berlin i den første uge af april 1940, som Munch underrettede kongen og statsministeren om, synes han at have opfattet som mindre troværdige fordi kilden angaves i sidste instans at være tyske militærkredse; han ønskede dog at sende Erik Scavenius og, da denne ikke ville, udenrigsministeriets direktør O.C. Mohr til Berlin med henblik på sonderinger. Over for det tyske ultimatum om morgenen 9. april nedlagde han straks protest. Under forhandlingerne på Amalienborg tilrådede han at indstille modstanden. I det efterfølgende ministermøde rejste han spørgsmålet om sin og måske Staunings afgang, men forfulgte ikke spørgsmålet efter Vilhelm Buhls og andres indsigelser. I de følgende dage lagde han vægt på at ordningen af forholdet til besættelsesmagten ikke fik karakter af en overenskomst, og på at forhandlinger med civile tyske myndigheder skulle foregå gennem udenrigsministeriet. Deri lå, ud over hensynet til de taktiske fordele derved, ønsket om at bevare stumperne af dansk suverænitet og neutralitet.

Ved regeringsomdannelsen i juli 1940 blev Munch erstattet af Erik Scavenius. Afgørende herfor var formentlig at Stauning fandt det nødvendigt under indtryk af stemningen hos kongen, i dele af offentligheden og det konservative folkeparti samt tysk uvilje mod Munch som folkeforbundspolitiker. Munch medvirkede selv til at overtale Scavenius. På den anden side havde han trods sygdom ikke været uvillig til at fortsætte. Skønt ikke enig i Scavenius' 8. juli erklæring, som han fandt uoverensstemmende med den "åndelige neutralitet" han ville have fastholdt, anså han derefter Scavenius' forbliven for nødvendig og virkede derfor, også da alle de samarbejdende partiers ministre i 1941 ønskede ham selv tilbage som udenrigsminister, om end han ikke stillede sig aldeles afvisende deroverfor. I de fem partiers samarbejdsudvalg øvede Munch i besættelsesårene en betydelig indflydelse. Munchs sidste leveår var triste. Den smertefulde sygdom, hustruens død, muligheden af en rigsrets-anklage, de første rygter om et Rostockmøde mellem ham og Himmler til aftale om besættelsen føjede sig til følelsen af, trods besøg af gamle værkfæller som søgte hans råd, at være "underlig uden for det hele". Han fortsatte med viljestyrke sit forfatterskab til en hjerneblødning gjorde ende på hans liv.

Familie

Født i Redsted på Mors, død i København (Johannes), begravet sammesteds (Vestre).
Forældre: landmand, møller Chresten Møller Munch (1844-1920) og Johanne Mathilde Jacobsen (1845-1932). Gift 20.12.1902 på Frbg. (b.v.) med politiker Elna Sarauw (Elna Munch), født 13.6.1871 på skovridergården ved Petersværft, Kallehave sg., død 17.11.1945 i København (Johannes), d. af forstråd, skovrider Conrad August Nicolaus Sarauw (1816-86) og Betzy Wilhelmine Hansen (1834-1909).

Ikonografi

Satiriske tegn. bl.a. i Klods Hans, 1915, og af Alfred Schmidt 1916-17 (Fr.borg). Afbildet på H. Vedels mal. af grundlovsforhandlingerne, 1917 (folketinget) og på Jul. Paulsens af ministeriet Zahle s.å. (Fr.borg, dep. i folketinget), til sidstnævnte malet skitse (Fr.borg). Afbildet på O. Matthiesens mal., 1923, af rigsdagen 1915 (folketinget). Tegn. af Ivan Opffer, 1923 (Fr.borg). Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1939. Tegn. af H. Jensenius udst. 1928. Mal. af H. Vedel, 1940 (folketinget). Tegn. af Guttormsen (?) (folketinget). Tegn. (Kgl. bibl.). Relief på mindesten (Rudkøbing). Foto.

Bibliografi

Kilder. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1900 133f. P. Munch: Erindringer, udg. Povl Bagge I–VIII, 1959-67. En ungdomsbrevveksl. mellem P. M. og J. P. Jacobsen 1889-1901, udg. Lis Jacobsen og Holger Brøndsted I–11. 1962.

Lit. G. Fog-Petersen: Vor regering og rigsdag, 1938 24-30. Erik Rasmussen og Roar Skovmand: Det radikale venstre, 1955. Tage Kaarsted: Påskekrisen 1920, 1968. Ole Karup Pedersen: Udenrigsminister P. Munchs opfattelse af Danmarks stilling i international politik, 1970. De danske ministerier 1901-29, ved Sv. Thorsen, 1972; 1929-53, ved Tage Kaarsted, 1977. Viggo Sjøqvist: P. M., 1976. Lise Togeby: Den uopslidelige lærebog, 1978. Erik Rasmussen i Nær og fjern. Studier tilegnet Sven Henningsen, 1980 281-307. Carsten Staur i Hist. t. LXXX, 1980 nr.l 1-28. Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
erik rasmussen: P. Munch i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294531