Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

P.F. Suhm

Oprindelig forfatter LTand
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

P.F. Suhm, Peter Frederik (Friederich) Suhm, 18.10.1728-7.9.1798, historiker, forfatter. Født i Kbh. (Holmens), død i Øverød, begravet i Kbh. (Fred.ty.k.i. Faderens hidsige temperament i forening med familiens usikre sociale position og skiftende opholdssteder bidrog til at der hurtigt kom noget gammelklogt over den livlige dreng der alt for tidligt foretrak bøger for leg. Faderen lod også hastigt S.s huslærere skifte ud så undervisningen blev planløs og læsningen tilfældig. Et ståsted fandt han dog i Bibelen som han fik et ærbødigt og kærligt forhold til. Flere år i tiden 1739–46 tilbragte han på Næsbyholm, Christian Sigfred v. Plessens (1696–1777) gods hvor han omsider i den elskede huslærer Niels Chr. Graae fik en langvarig og gavnlig modpol til faderen. Tålmodig, kammeratlig og fornøjet over andre meninger end sin egen bidrog Graae afgørende til at der ikke i S. blev fæstnet en autoritær karakter. De slugte sammen guld- og sølvalderens latinske forfattere som sammen med den beundrede Holbergs kirkehistorie gjorde S. til "en svoren fjende af al overtro og al tvang og vold i religionen". Også hele profanhistorien læste de grundigt, ligesom både lærer og elev satte en god poet over en kejser. Men Graae ophøjede Cæsar, S. Cicero og friheden, alt mens de nød naturen og selv bestemte tiden. Ikke sært da at det frie land- og studereliv på den danske herregård, som i renæssancen, blev kulturens arne for S., og at han ikke blot fik den drøm i blodet at læse og skrive med herremandens frihed for andet arbejde, men også den trang at kræve herremandens kår hertil. Som "undselig" student 1746 fandt Graae ham "velskikket til Guds, kongens og fædrelandets tjeneste", og faderen lod ham da også undervise i de for en adelig hofkarriere betimelige fag som matematik, ridning og dans. Den unge af pietismen prægede S. var dog vrangvillig og så især på dansen med slette øjne. Allerede 1747 blev han dog hofjunker, 1749 kammerjunker og kun 22 år gammel etatsråd. Hoflivet kedede ham imidlertid, og det tørre lovstudium forsømte han for tækkeligere muser. Vejen til statstjenesten opgav han da også snart ved at frasige sig sin stilling fra 1748 som assessor i hofretten. S. sendte en komedie til Holberg som skrev tilbage at den "ej duede meget". Bedre gik det med oversættelser af franske skuespil af bl.a. Moliére hvoraf flere kom op på komediehuset fra 1749. Desuden oversatte S. og fik trykt nogle latinske forfatteres skrifter. Og i et par korte dialoger (1747–49) talte han den ligefremme kærligheds sag imod den forskruede ærbarhed og den til stand og rigdom skelende dyd. Men det blev han ikke ved med. Faderen var nemlig uden formue hvorfor angsten for herregårdsdrømmens fald fik den unge S. til at tone kærligheden ned. Han hørte om en velhavende pige i Trondhjem, rejste 1751 derop og blev efter en uges forløb trolovet med byens grimme – men rige – arving der tilmed var niece til den endnu rigere købmand og arveonkel Thomas Angell. Betingelsen for giftermålet, at S. skulle blive i Trondhjem til enkesvigermoderens død, opfyldte han rigeligt. Først 1765, ni år efter fristens udløb, flyttede han, hustruen og deres eneste højtelskede søn til Kbh. Herremandsdrømmen om det frie landliv fik S. opfyldt ved uden for Trondhjem som siden uden for Kbh. at skaffe sig et landsæde til sommerophold. Frodig af natur og desuden snart lidt træt af hustruen krævede han også efterhånden "herremandens ret". Hans amourøse affærer vakte vistnok den over for S. endnu mere nøjeregnende og tillige lunefulde Thomas Angells vrede så det kom til et brud, og Angell testamenterede sine tre tønder guld til trondhjemske stiftelser.

Ellers levede S godt i Norge. Tilsidesættelsen af hensynet til kærligheden bidrog til hos S. at udbygge et skel mellem kunsten og videnskaben. I forvejen trak tidsånden i samme retning idet der i rokokoen udvikledes en tendens mod en æstetiserende l'art pour l'art og mod en lige så udvendig videnskab for videnskabens skyld, svarende til holdningen i et nydelsessygt og passivt adels- og borgermiljø. Da den selv meget aktive og berømmelsessygt S. dog ikke kunne komme bort fra at der i kunsten lå en etik som han måtte føle selv at have svigtet blev han naturligt nok trukket hen imod en kritisk videnskabelig historieforskning med sandheden som højeste mål. Hertil blev han tillige inspireret af sin pure ungdoms store forbillede Hans Gram og nu tillige af det nære venskab med den mere modne og akademisk dannede rektor Gerhard Schöning. De besluttede snart at dele Nordens gamle historie imellem sig, så Schöning skrev Norges, S. Danmarks. Imidlertid udgav de 1757 sammen Forsøg til Forbedringer i den gamle Danske og Norske Historie, en samling kritiske biografier i Grams stil. Værket, der var et første forsøg til et biografisk leksikon, gav dem da også 1758 plads i Videnskabernes selskab. S. blev tillige medstifter af Det kgl. norske videnskabers selskab og skrev i dets skrifter bl.a. det dristigt nytænkende og åndfulde Om det nærværende Sæculi Smag i Henseende til Videnskaberne. Han argumenterede her for at fornuftens "naturlige Sandheder" burde udvikles sammen med religionen i en fri atmosfære: "al lyst, al mod, al tænkekraft betages menneskene, så snart de mærker at et draget sværd ... hænger over deres hoveder". Trangen til ikke blot at skrive, men også gøre historie fik S. i Norge forløst ved under pseudonym 1761–65 at udgive et moralsk og dydsiret belærende tidsskrift Tronhiemske Samlinger. Heri fandtes bl.a. epistler à la Holberg og opsatser der viste hvor nær Norge stod S.s hjerte. Først af alle agiterede han for et norsk universitet og tog desuden til orde for en bedring af Norges økonomiske vilkår (1763) ud fra en moderne fysiokratisk, siden liberalistisk filosofi.

Arbejdet med fremstillingen af en kritisk Danmarkshistorie indtil 1448 blev dog mere og mere det egentlige mål. S. ville intet udgive før alle kilder og al litteratur var samlet, og før han havde dannet sig en nogenlunde sikker kronologi, genealogi og geografi over Danmarks og udlandets tilstand både i de hedenske og kristne tider. Hertil manglede han, som han 1757 skrev til sin nære ven J. Langebek, endnu 1800 bind som han måtte læse, ekserpere – og eje. Langebek var rystet over denne "forfærdelige læsning" og over den plan som er kaldt "det mest storladne udtryk for Ewaldtidens førromantik og det umuligste, et Aladdinsslot bygget af en Nureddin" (Vilh. Andersen). – Hjemkommen til hovedstaden slog S. sig ned på sin gård i Pustervig og begravede sig i det ret nutidsfjerne arbejde. Og 1769 udkom 1. bind af den indledning til værket der alene blev på 10 bind. Det handlede om folkenes oprindelse før Danmark blev til og var en med stor lærdom og divination gennemført skildring, baseret på den endnu herskende bibelske kronologi. Den lagde grunden til hans berømmelse der snart gik ud over Danmarks grænser.

Annonce

1770 kom et bind om de nordiske folks ældste oprindelse og 1771 ét om Odin, S.s helt over alle, godsindet og Jupiterlignende. Netop det bind virkede stærkest på sam- og især eftertid, således på Adam Oehlenschläger og N. F. S. Grundtvig, hvilende på den opfattelse at det var guderne der havde skabt menneskene, ikke omvendt. I de tre bind var S. fortjenstfuldt mere kritiker end samler, modsat resten af bindene i værket. Han brugte deduktionen som metodisk hovedprincip, og blikket gik fra himlen mod jorden. I S. boede der imidlertid også en Aladdin der for alvor kaldtes frem da systemet tillod det i de politisk stormfulde år fra 1770. Efter censurens ophævelse 14.9.1770 skrev S. en lovtale over Skrive-Frihed. Og 1771 udgav han maskeret som englænder på fransk et lille skrift om videnskabens og kunstens betrængte stilling i Danmark og Norge. Han talte dristigt og harmfuldt om den herskende foragt for landets eget sprog og om de fremmedes embedsbesættelser. Tillige priste han forfatningen i England på den hjemlige enevældes bekostning. S. sympatiserede med flere af Struenseetidens reformer, men ikke med dennes tyske ånd og hastigheden i gennemførelsen. Da J. F. Struensee faldt skrev han i begejstringsrusen et udkast til en ny indskrænket monarkisk regeringsform, uden egen repræsentation for adelen hvori der krævedes enighed mellem konge og parlament om vigtige beslutninger. Han sendte det til (Ove Høegh) Guldberg der imidlertid var "vant til slaveri" og sendte ham det i hovedet igen så det først blev offentliggjort efter S.s død. Til gengæld slog et brev Til Kongen, som S. jan. 1772 udgav i eget navn, ned som et lyn i ind- og udland, vækkende opsigt som næppe noget tidligere i Danmark udgivet skrift. Med selvironisk og hidtil uset frimodighed fortalte S. enevoldsherskeren at denne skyldte ikke blot Gud, men også folket regnskab for magtens rette udøvelse, og S. opfordrede kongen til at genindsætte modersmålet i sine rettigheder: "Du er jo dansk, og jeg ved, at du kan dansk ... Lad det fremmede sprog være kendemærke på den nedrige forræder". Suverænt nok skjulte S. ikke at den påtagne rolle som folkets selvbestaltede talsmand skyldtes "forsynet og min kone". De gav S. appelsinen: "de har sat mig i stand til ej at bede om noget".

Alligevel slog det nye reaktionære styre ham næsten ned. S. måtte tilbagekalde de uforsigtige ord om den tyske forræder og nøjes med statspatriotismen. Og selv reagerede S. ved næsten at flygte bort fra den politiske arena. Fra 1772 genoptog han under somrenes herremandsophold på landet i Øverød sin pure ungdoms skønlitterære forfatterskab. En kort tid tog han tilflugt i en sentimental idylsfære. 1772 skrev og udsendte han Idyller og Samtaler, en hyrdedigtning med aner hos Theokrit, Virgil og J. M. Gesner. Nok så digterisk vægtig, omend som al S.s digtning kunsterisk uforløst var den samtidige Sigrid eller Kierlighed Tapperheds Belønning, den første af en række nordiske fortællinger med stof fra Saxo og Nordens fortid. Den vakte så stort bifald at Selskabet for de skiønne og nyttige videnskabers forfremmelse tildelte S. prisen for veltalenhed. Med Sigrid skabte S. da også en ny poetisk genre der fik efterfølgere hos Oehlenschläger og Grundtvig. Og det på en tid hvor rokokoen havde banet vej for de nye alternativer, om man skulle give intellektet eller følelsen, den ydre verden eller jeg'et forrang. S. bevægede her sindene ved selv at bevæge sig mellem rationalismens forstandskulde og den gryende romantiks følelsesfuldhed. Modsat Rousseau nægtede han nemlig at gøre egentligt oprør mod forstandskulturen, men kæmpede til gengæld i fortællingerne på det fremstræbende, mere og mere puritanske borgerskabs side mod rokokoens nydelseskultur, dens rene sanselighed, uoprigtighed og raffinerede æsteticisme. Det skete ved hans forherligelse af et både heroisk, selviskheden overskridende og fornuftsbetonet livsideal. Titelfiguren Sigrid var således en hyldest til den lyslokkede, blide, kvindelige stolthed, blu og trofasthed, mens den mandlige helt fik sin idealitet ikke mindst i kraft af sin tapperhed, arbejdsomhed og natursans: hans "kinder (havde) sol, arbejde og støv ... farvet ... brune; Odin tindrede ud af hans øjne". Odin måtte dog tage til takke med den snusfornuftige ægteskabsmoral som S. også nedlagde i stykket. En mand burde kun fri til et (gerne rigt) fruentimmer hvis han fandt behag i hende. Skete det burde han en tid sky hendes selskab så elskoven ikke skulle overmande fornuften. Det har næppe været svært for S. selv at opfylde det krav. I overensstemmelse med sit stadig mere problematiske forhold til hustruen docerede han 1774 i De tre Venner efter Ørvarods saga at mænd ikke burde være kvindagtige eller gøre for meget ud af fruentimmerne hvorved man blot fordærvede dem, men gå op i politikken og hensynet til fædrelandet. Fortællingen viste da også at S. nu havde sundet sig så meget at han atter rigtig turde stikke sit eget politiske hoved frem. Som den første nordiske digter siden Rimkrøniken gav han således udtryk for håbet om en fremtidig skandinavisme, og samtidig gjorde han i Gyrithe eller Danmarks Befrielse, Prisen for Kierlighed, vel med brod mod A. P. Bernstorff, op med den samtidige tysk-aristokratiske indflydelse i landet.

Vendt mod det reaktionære styre var især den rene statsroman Eufron, også fra 1774. Den er skrevet i den stemning af lede over det daværende politiske liv der også fremgår af S.s Tidsregning til Ungdommens Nytte fra 1773: "desværre! den politiske historie er mange gange intet andet end et væv af list, vold, tyranni, mened, uretfærdighed, undertrykkelse". Romanen udspilledes kun tilsyneladende på nogle øer i Sydhavet. Den store tyran Drungar var Struensee, den vise Eufron (d.e. gladsindet, forstandig), der alene ved sin dyd fælder Drungar, lånte for sikkerhedens skyld træk fra Guldberg og A. P. Bernstorff, men var, som uafhængig privatmand på landgården mellem bøge og bøger, S. selv. Romanen udkom også anonymt og på grund at den skærpede censur i to udgaver, den ene uden, den anden, der ikke var til salg, med 42 gode regeringsregler, heriblandt oprettelsen af en national hær, bondens frigørelse og tilmed hans deltagelse i statsrådet. Placeret midt imellem Rousseau og Voltaire tog S altid parti for den brede befolkning, men kun som dens beskytter imod adelen. Modsat småborgersønnen Rousseau kendte den adelige S. ikke folket indefra og ville derfor kun reformere, ikke ægge til opstand. Voltaires religionsundergra vende filosofi fordømte han af samme grund Ganske vist kunne filosofferne nok klare sig uden religion ved at indse dydernes sammenhæng, men almuen behøvede opvækkelser og rene befalinger, for himmel og helvede stod hos den i stedet for eftertanken. Trods den urbane tone i Eufron rasede Guldberg over den. På overfladen venligt, men truende skarpt advarede han sin "kjæreste Ven"; "for alt i verden, rør intet mere ved de sager". Og S. parerede ordre. Eufron blev hans sidste politiske skrift. Trods sin reformiver og kritik af rokokokulturen besad S. selv noget af dens letfærdige, legende charme og åndelige skrøbelighed og ville nødig støde venner og autoriteter alvorligt. S. ville dog ikke deltage fuldt i den frembrydende tårepersende måneskinsbevægelse som var en dydsiret kapitulation til den stadig hårdere politiske undertrykkelse. Allerede i Haldan, en Hyrdetildragelse, 1775, med mottoet Omnia vincit Amor, latterliggjorde S. den følsomme stil og i den ud fra Saxo skrevne Signe og Habor, 1777, samt i Alfsol, 1783, nedrakkede S. ikke mere den legemlige vellyst som en grusom Tantaluskval i de ulegemlige skyggers verden. Han legitimerede derimod som Goethes Werther lidenskaben som den egenskab der førte til den dødsforagt som for S. stod som højden af nordisk ånd. At kærligheden nu omsider mere og mere kunne konkurrere med dyden og kundskaben hang måske også sammen med S.s dybe sorg over den ejegode søns pludselige død 1778: "O Fritz, en eneste skilling, givet af et rørt hjerte, er mere end Newtons kundskab".

Ud over arbejdet på sit store historiske projekt gav S. sig tid til at dyrke sin have og til et livligt selskabeligt samkvem. Med sine rige midler skabte den godgørende mæcen som erstatning for det i opløsning stående kgl. hof sit eget musernes hof. Både personer og videnskabelige foretagender, bl a. Den arnamagnæanske kommission, støttede han fyrsteligt. En lang række islandske håndskrifter bekostede han 1774–87 udgivelsen af, ligesom han tog initiativet til udgivelse af kildesamlinger til dansk historie. Sit universalbibliotek forøgede han stadig og endte med at eje ca. 100 000 bind. Visse år brugte han op imod 5000 rdl. til bogkøb, mens kongen anvendte ca. 700 rdl. på Det kgl. bibliotek. Mens dette var utilgængeligt vakte S. opsigt ved 1775 generøst og gratis at åbne sit for publikum fra alle stænder og aldersklasser. Alt dette styrkede hans i forvejen stigende anseelse og gjorde det svært for styret at undsige ham. Da S. frasagde sig officielle hverv og kun blev medlem af få kommissioner fik han rigelig tid til sine kære historiske studier. 1772–73 kom Historie om de fra Norden udvandrede Folk I–11 og 1774–81 Critisk Historie af Danmark udi den hedenske Tid, fra Odin til Gorm den Gamle I–IV, bind der bar præg af at S. som sin tid ikke skelnede mellem myter, sagn og historie. Myterne opfattede han således ikke som digtning, men som troværdige kilder til skete begivenheder hvorfra det blot gjaldt om at fjerne det mirakuløse. S.s tendens til at adskille videnskab og kunst forstærkedes i Guldbergtiden, utvivlsomt under indtryk af undertrykkelsen af den frie meningsdannelse. Det pragmatiske element, båret af forfatterens livssyn der i så høj grad skaber skildringens sammenhæng fik mindre råderum. S. begyndte for alvor at opfatte jeg'et som kilde til fejltagelse så hans ideal om at finde den "rene" sandhed nu blev vanskeligere at opfylde. Det førte ham til den yderliggående konsekvens at alle enkeltheder, alle kilder og alle forfatternes anskuelser i sandhedens interesse måtte refereres. Det indebar at S. gav sig selv lov til ikke at foretage den gennemgribende kritik af kilder og forfattere som forbilledet Gram insisterede på, men som S. ikke havde så gode anlæg for og især ikke tid til hvis kæmpeprojektet skulle gennemføres. S. var stedse dybt nervøs for, at "døden eller ildsvåde ... skulle overrumple mig". Da han samtidig mere og mere opfattede det som en byrde at skildre de politiske begivenheders historie som følge af de dér herskende lasters tyranni, og det fremfor alt var her forfatterens livssyn åbenbares var det ikke sært at S. gav udtryk for en højst udvendig opfattelse af kunsten som pynt, og fandt at stil og indhold, kunst og videnskab ikke hørte sammen. Han ville som historiker nøjes med at være "tydelig og nøjagtig" og derfor mest bruge "skribenternes egne ord". "En egentlig køn stil ... passe (ej) på kritiske skrifter". Da S. desuden ville presse historie ud af hvert eneste heltesagn og gudemyte kan det ikke undre at det mindre blev en bygning end en kolossal ruindynge S. præsenterede i sit videnskabelige forfatterskab fra 1774–81 som i øvrigt også i den allerede under Guldberg indledte imponerende fjorten binds Historie af Danmark (1782–1828). Heraf nåede S. at besørge de syv, mens Kall og Nyerup udgav resten. Inclusive de forberedende skrifter blev værket på op mod 15 000 sider in kvarto og folio og dermed det største litterære arbejde af én mand i Danmark nogensinde. S. havde her til hensigt at skrive episk, som Herodot og Snorre, mere fortællende end dømmende hvorved vurderingen så meget som muligt blev overladt til læseren selv, en hensigt han dog kun søgte at føre ud i livet i første og til dels andet og tredje bind der gik til år 1000 og blev skrevet under Guldberg. S. kunne ellers godt opmure en bygning. Det viste han da han som frugt af Guldbergs nye skolelov 1775 skrev den udmærkede og siden i mange oplag udkomne skolebog Historien af Danmark, Norge og Holsten, 1776. Skønt Guldberg personlig bortcensurerede de for styret farligste pragmatiske bemærkninger viser bogen dog klart hovedelementerne i det historiesyn S. ville opdrage landets eliteungdom med. Det var ikke nok at kende de ganske vist vigtige bedrifter af de store mænd der kunne tjene som forbilleder. Vigtigere var den kulturhistorie som fik store selvstændige afsnit og ikke blot omfattede handel, krigsmagt og regeringsform, men også "sædernes og tænkemådens historie, den vigtigste af alle". Som den ret ufilosofiske S. engang erklærede: "Jeg vil hellere ride på kæp med Sokrates end med Alexander tvinge verden". Hans historiesyn var i øvrigt meget udogmatisk, betonende både enkeltpersonens, de økonomisk-sociale kræfters, institutionernes, stændermodsætningernes og åndslivets vekslende indflydelse. Dog tillagde S. "sædernes forbedring og kundskabens forøgelse" afgørende vægt som den eneste dæmning mod den nutidige folkelige fordærvelse. Denne var for S. at se et resultat at den med velstand følgende "overdåd(ighed)", der "svækkede legemets og sjælens kræfter". S.s historiesyn var desuden bemærkelsesværdigt ved at det næsten mere var funderet i ligheds- end i frihedstanken, og ved at det i reaktion mod Arild Huitfeldt var adels- og gejstlighedsfjendtligt og borger- og bondevenligt. Det gjaldt for S. om at skabe et patriotisk samfund med en viis kongemagt hvor alle stænder kom til deres ret. Systemskiftet 1784 blev derfor også en lettelse for S. Del manifesteredes ved at han nu helt ophørte med den skønlitterære virksomhed der var udsprunget af hans politiske modstand mod Guldbergstyret for i det væsentlige at hellige sig fortsættelsen af Historie af Danmark. Det kunne ske med desto bedre samvittighed som S. næsten til sin død var omtrent på linje med den siddende regering der på mange områder begyndte at realisere hans reformprogram fra Eufron. Bagsiden var at der i værket blev desto mindre behov for at agitere for hans eget livssyn der da også kun åbenbaredes momentvis og ikke fik lov til at strukturere det umådelige stof. Da den fortællende form endda helt opgaves blev resultatet at overskueligheden gik tabt, så meget mere som årbogsformen blev strengt gennemført i middelalderhistorien. Derfor kunne man nok ved hjælp af registrene bruge denne som kilde og selv finde perspektiver ud af den, men ikke i den. Historien af Danmark blev da også til midt i 1800-tallet hovedkilden til vor ældre tids historie og især som sådan værdsat. Det bør dog pointeres at S. delte sin svigtende trang til at skrive sammenhængende historie med sin præromantiske samtid hvis historiske sans var begrænset bl.a. i kraft af ulyst til at kombinere videnskab med kunst, en trang og evne som først romantikken forløste. S. var dog på vej i sine udstrøede domme over for- og samtid der er "sunde og herlige", som han skrev om Saxos, præget af en lys fordomsfri humanitet der helst ville dæmpe troen og dadle overtroen, prise kærligheden til samfundet samt hudflette lasten, nationalchauvinismen og den undertrykkelse af friheden som S. med bekymring så dukke op i løbet af den franske revolution. Gode er især S.s indlevende og ofte træffende personkarakteristikker, skrevet ud fra den devise at "historien bør være retfærdig og ej overklistre store folks laster". Tiden fra 1784 blev S.s lykkeligste. Trods sine svagheder som litterat og historiker havde han da oparbejdet den stilling som midtpunkt i sit folks åndsliv som han bevarede til sin død. Offentlige hverv slap han forsat ikke helt for. 1785 blev han medlem af kommissionen til forbedring af universitetet og de højere skoler, og 1787 udnævntes han til det ærefulde hverv som kgl. historiograf. Også privat fik han omsider held. Det var til mindre sorg end lettelse da hans ægteskab ophørte med den efterhånden meget indesluttede og svagelige hustrus død 1788. S. havde da længe, tilmed stimuleret af denne, kastet øjne på sin ven hofapoteker Beckers tre døtre. Og få måneder efter begravelsen giftede han sig med den yngste og nu eneste ledige. Hun blev vistnok, som S. håbefuldt skrev til hende s.å.: "en engel ... som vil gladgøre alle mine dage og erstatte mig det tab af kærlighed, jeg længe har følt, kærligheden, det eneste i verden, jeg sætter ret pris på". S. ønskede at sikre Christiane en sorgløs tilværelse. Da han derfor kom i økonomiske vanskeligheder i 90erne besluttede han at sælge sit store bibliotek da Det kgl. bibliotek der købte det åbnedes for publikum 1793. Christiane kunne også ellers være godt tjent med sin 35 år ældre husbond, der var en blød dansker; lille, bredskuldret og velproportioneret; uden alder, trods de bølgende lokkers granen; forfængelig, men uden misundelse; bedre tilpas i hjemmets ro end på platformens uro; frodig som sin have ved arbejdsbordet; siddende med frydefuld mine og øjne, der tindrede af skæmtsom munterhed; hastigt formulerende sig i en stil der lignede ham selv: fuld af frihed, lethed – og omfang; med et sind, som han evnede at jage skyerne bort fra; altid rede til at se det bedste i sine omgivelser – som i sig selv. – S. blev en mand der ved sit personlige eksempet og forfatterskab stak brodden i den reaktionære del af adels og embedsborgerskabs livsførelse og politik og virkede frigørende på det opstræbende borgerskab ved sine krav om frihed, lighed og humanitet. En mand, der dog samtidig mindskede broddens virkning; ikke blot ved i lang tid at sætte dyden over kærligheden; men også ved sin udtalte fremskridtstro der fik ham til at betone samtidens høje kulturniveau på fortidens bekostning. Derved kom han og læserne delvis til at se denne samtids laster og politiske brist som medaljens næsten uundgåelige bagside og forledtes derved let til eksotisk at dyrke Odin- og Saxoidealerne uden for deres eget jeg. En mand, endelig, der i censurperioderne kunne tiltage sig det enestående privilegium i så vidt omfang at sige sin mening, ikke mindst fordi han i den stående strid mellem tradition og fremskridt, rationalisme og følelsesfuldhed, havde et ben i hver lejr og derfor ikke kunne undsiges fuldt af reaktionære, endsige progressive kræfter.

Familie

Forældre: kommandørkaptajn, senere admiral Ulrik F. S. (1686–1758) og Hilleborg C. Lerche (1701–67). Gift 1. gang 19.4.1752 i Trondhjem med Karen Angell, født 16.5.1732 i Trondhjem, død 11.7.1788 i Øverød (Fred.ty.), d. af etatsråd Lorents A. (1692–1751) og Sara Collett (1702–56). Gift 2. gang 18.10.1788 i Kbh. (Petri) med Christiane Becker, født 29.3.1764 i Kbh. (Petri), død 7.2.1799 sst. (Trin.), d. af hofapoteker Johan Gottfried B. (1723–90) og Anna Christine Torm (1738–1809).

Ikonografi

Min. angivelig ca. 1753 (Fr.borg), efter denne mindre min. (sst.) og min. (på gulddåse) tilskrevet Christoffer Foltmar. Mal. af Jens Juel, 1772 (Kunsthalle, Kiel), efter dette stik af F. Schüerer og et par træsnit, bl.a. af H. P. Hansen, 1898. Relief af A. Weidenhaupt (Christians k., Kbh.). Mal. 1787 (vidensk. selskabet i Trondheim). Malet siddende i halv figur, herefter ovale replikker (Fr.borg; 1798 Kgl. bibl.), kopi af Hans Hansen, 1824 (Fr.borg), kopi (Kolding mus.), stik af G. L. Lahde, 1798, stik 1842, litografi 1850, 1851 og 1868, træsnit 1853 og efter tegn af Carl Bloch 1855, m.m. Stik af Lahde, 1795. Medalje af D. J. Adzer, 1797, efter denne stik af A. Flint, 1798. Buste af N. Dajon (Fr.borg; Kgl. bibl.). Relief af F. L. Zuschlag. Træsnit af H. P. Hansen, 1898. Kemitypi som medalje s.m. Gram og Langebek af J. Magnus Petersen.

Bibliografi

Udg. Saml. skr. I-XVI, 1788–99 (bd. XVI, udg. R. Nyerup, også m. titlen Suhmiana, heri uddrag af S.s papirer).

Kilder. Breve i Saml. skr. XV, 1798 133–494, Danske saml. III, 1867–68 372–84 og IV, 1868–69 183–88, Breve fra Jakob Langebek, udg. H. F. Rørdam, 1895, Det kgl. no. vidensk. stlsk.s forhandl. XXX, Trondheim 1957 42–53, Henrik Gabriel Porthan, P. F. Suhm, R. Nyerup: Breve 1787–1802, udg. Torben Nielsen, 1981. – P. F. S.: Hemmelige efttrretn. om de da. konger, udg. Jul. Clausen, 1918 (særtryk af Vor fortid II, s.å.). P. M. Mitchell i Nord. t. för bok- och bibl.väsen LX, Uppsala, 1973 1–34.

Lit. [R. Nyerup:] Udsigt over P. F. S.s levnet og skr., 1798 (særtryk af S.s Saml. skr. XV, heri breve). K. L. Rahbek: P. F. S.s minde, udg. R. Nyerup, 1799 (særtryk af Suhmiana, s.å. 433–50). Chr. Molbech: Mindeskr. over P. F. S., 1814 (særtryk af Athene III, s.å. 477–540). C. Paludan-Müller i Hist. t. 5.r.IV, 1883–84 152–88. Fr. Rønning: Rationalismens tidsalder, især II, 1890. Ludv. Daae i Museum, 1894 II 1–22. Chr. Bruun: P. F. S., 1898 (heri breve). Anton Blanck: Den nord. renässancen, Sth. 1911 217–21 238f. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm I–11, 1915–30. Francis Bull: Fra Holberg til Nordal Brun, Kria. 1916 166–72 177–79 182–88 225–28 236–38. Paul V. Rubow: Saga og pastiche, 1923 (nyt opl. 1968) 5–8. Ellen Jørgensen: Historieforskn. og historieskrivn. i Danm. indtil år 1800, 1931 (2. udg. 1960) 216–20. Anders Grape i Overbibl. Wilh. Munthe på femtioårsdagen, Oslo 1933 49–81. Hakon Stangerup: Romanen i Danm. i det 18. årh., 1936. Helge Nielsen: Folkebibl. forgængere, 1960 518–33. Robert L. Hansen i Bibliotek og forskn. XII, Bergen 1963 7–33. Fl. Lundgreen-Nielsen: Den nord. fortæll. i det 18. årh., 1968 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn. CC LXVI 11 7–49. Sv. Cedergreen Bech: Struensee og hans tid, 1972. Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj IV, 1980; X, s.å. Torben Nielsen i Bibliotek 70, 1982 124–26. Gerh. Munthe i Levende biblioteker. Festskr. til Palle Birkelund, 1982 90–94. Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leo Tandrup: P.F. Suhm i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297967