• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ove Malling

Oprindelig forfatter HJrg

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Ove Malling, 10.12.1747-17.11.1829, historiker, gehejme-statsminister. Født på Tårupgard ved Viborg, død i Kbh. (Holmens), begravet i Gentofte. M. var søn af en driftig og mangesidig interesseret landmand der kort efter sønnens fødsel købte hovedgården Astrup i Salling. I denne fjerne provins hvortil fremmede kun nåede yderst sjældent voksede drengen op, og sammen med en ældre bror fik han undervisning i hjemmet af privatlærere. En teologisk student underviste drengene i de klassiske sprog, mens en bortrømt soldat fra Strasbourg af god familie lærte dem fransk og tysk. Solide kundskaber også i de levende sprog anså faderen for en absolut nødvendighed. Et par udbytterige år tilbragtes i Viborg lærde skole, men 1761 vendte M. hjem og blev atter af privatlærere indstillet til examen artium der blev bestået 1763. Efter faderens udtrykkelige ønske, men noget modvilligt forberedte han sig derpå til teologisk embedseksamen som han erhvervede 1766. M. læste hjemme til denne eksamen, hvad der på det tidspunkt var ret almindeligt for studenter fra de fjernereliggende provinser. Ved siden af eksamenslæsningen havde M. rigelig tid til at dyrke sine særlige interesser, dansk litteratur og historie, og takket være faderens ret righoldige bibliotek erhvervede han hurtigt betydelige kundskaber i disse fag. Som huslærer i forskellige adelige familier havde han lejlighed til yderligere studier, og han optrådte snart selvstændigt i litteraturen. I de skrifter som Selskabet for de skjønne videnskaber udgav fik han optaget et par oder og et digt til arveprinsen, og han sluttede sig inderligt til den kreds af forfattere som først F. Sneedorff og derpå Ove Høegh-Guldberg var midtpunktet for. En dyb interesse for modersmålet og en medfødt evne til klar og ren fremstilling i det danske sprog bandt ham med faste bånd til denne kreds.

For hans fremtidige løbebane fik bekendtskabet med Guldberg en overordentlig betydning. Netop i disse år fæstnedes Guldbergs stilling, og han ville gerne gøre noget for sin unge ven. En tid lang arbejdede han på at skaffe ham en lærepost i dansk sprog ved Kiels universitet, men da dette ikke ville lykkes, overdrog han ham det vigtige hverv at forfatte en lærebog i Danmarkshistorie til brug for de latinske skoler efter den plan der var opridset i forordningen af 11.5.1775. Rige pengemidler blev stillet til hans rådighed, således at han i ro og mag kunne hellige sig det krævende arbejde, og 1777 udkom værket under titlen Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere. Det ville være uretfærdigt mod forfatteren at anlægge en strengt videnskabelig målestok over for denne bog, men det er en ubestridelig kendsgerning, at den i et par menneskealdre fik overordentlig betydning for vækkelsen af historisk interesse i vide kredse, og at den blev en folkebog i ordets bedste betydning. B.W. Luxdorph udtalte straks, at han ikke nylig havde læst en bedre bog, og den kom i adskillige oplag og blev endog oversat på de tre verdenssprog. Værket var planlagt som en række selvstændige historiske fortællinger der hver for sig skulle illustrere en værdifuld, menneskelig egenskab, og valget af disse var såre karakteristisk for tidens opfattelse. Øverst rangerede naturligvis den religiøse følelse, men umiddelbart herefter kom menneskekærlighed og højmodighed, og ved siden af de militære egenskaber som standhaftighed og tapperhed havde de gode borgerlige dyder vindskibelighed og flid i studeringer fået en ikke ringe plads. I sin fritid syslede M. stadig med historiske emner og skrev et par portrætter af kendte ansigter inden for statsmands-kredsen, men et større historisk arbejde fik han aldrig senere udgivet. 1809 modtog han, der fra 1795 havde ført tilsynet med "Kamrenes forenede Arkiv", udnævnelse til kgl. historiograf og måtte som sådan affatte forskellige historiske betænkninger. Som formand for Det kgl. danske selskab for fædrelandets historie og sprog (fra 1822) fik han sat fart i selskabets publikationer, og han var stadig optaget af at samle og få afskrevet vigtige historiske dokumenter. Det skyldtes således ham at L. Vedel Simonsen blev sendt ud for at undersøge landets embedsarkiver. Til sine øvrige hverv føjede han 1823 chefstillingen for Det kgl. bibliotek, og sammen med C. E. Werlauff gennemførte han en tiltrængt forbedring af bibliotekets lokaleforhold. I nær forbindelse med disse arbejder stod hans indsats for Sorø akademis genoprettelse. I modsætning til hertugen af Augustenborg ønskede M. akademiets genoprettelse som en særlig forskole for statens embedsmænd. 1821 lykkedes det ham at gennemføre denne plan, og på hans personlige forslag fik de levende sprog og adelige idrætter som ridning og fægtning en vigtig plads på timeplanen. Danske embedsmænd måtte på ingen måde være de fremmede underlegne i almindelig verdensmandsoptræden.

Efter M.s anlæg og personlige forudsætninger skulle man have ventet, at han havde foretrukket en historisk videnskabsmands fredelige og beskedne livsbane, men det kom til at gå ganske anderledes. Den betydelige succes han fik på værket Store og gode Handlinger åbnede ham mærkeligt nok adgang til et af de økonomiske kollegier. 1777 blev han kammersekretær i vestindisk-guineisk rente- og generaltoldkammer, og da han først havde fået foden indenfor her, avancerede han støt og roligt. 1781 blev han kommitteret, 1797 deputeret og 1804 1. deputeret. 1809 forlod han definitivt generaltoldkammeret, i hvis praktiske administrationsarbejde han stedse havde spillet en betydelig rolle. I de år M. tilhørte generaltoldkammeret var hans store arbejdsformåen og utrættelige virksomheds-trang blevet taget i brug på mange måder. Han var en virksom sekretær i den kommission der 1787 blev nedsat for "at undersøge adskillige Poster, Handelen, Told- og Finansvæsen angaaende". På hans skuldre hvilede det store arbejde med at indsamle det nødvendige statistiske materiale der udgjorde fundamentet for de store økonomiske love, og det var endvidere ham der førte kommissionens mange forslag i pennen. Med særlig interesse deltog han i diskussionen om alle toldspørgsmål og udformede sine forslag under mottoet "jo mere Frihed, jo mere Liv". I sine oprindelige forslag tog han til orde for en fuldstændig ophævelse af al told, men han fandt ved nærmere overvejelse ikke tiden moden til så radikalt et skridt. Ved toldloven af 1797 var det derfor først og fremmest Ernst Schimmelmanns forslag der gik igennem, men dens klare og fortræffelige form og dens gode danske sprog var M.s særlige fortjeneste. Af andre betydelige love som M. havde andel i må nævnes loven om korn- og kvæghandelens frigivelse af 1787, loven om oprettelse af en dansk-norsk speciesbank af 1791 og loven om lavsvæsenets ordning af 1800. M.s positive interesse for tidens humane opfattelse af forsørgelseslovgivningens indretning fik sit tydeligste udslag under forarbejderne til Kbh.s nye fattigforordning af 1799, og han kom som en af direktørerne for byens fattigvæsen (fra 1798) selv til at føre loven ud i livet. Med megen varme udtalte Schimmelmann sig om M.s faderlige interesse for de fattige i samfundet. Af andre vigtige hverv som M. beklædte i denne periode kan endvidere nævnes, at han 1791-1804 var direktør for Speciesbanken og Depositokassen og 1796-1811 medlem af den kommission der ordnede hovedstadens gældsforhold efter den store ildebrand. 1784-98 sad han som præsident for landhusholdningsselskabet og holdt som sådan 1792 sammen med C. Colbiørnsen hovedtalen ved grundstensnedlæggelsen til Frihedsstøtten. En særlig omtale behøver hans virksomhed i den kommission der 1790-99 arbejdede med planlæggelsen af Evangeliskkristelig Salmebog. Om dette arbejde udtalte han 1825 til Chr. D. Reventlow at målet var "Christelige Sange i ædelt, opbyggeligt renset Sprog, ikke for høit for Almuesmanden, ikke for lavt for de meer oplyste, intet uforstaaeligt, intet mystisk, ingen Klingklang". Et sådant arbejdsprogram ville føre til sund opbyggelse og ikke forvilde ved ordspil.

Annonce

I årene efter århundredskiftet modtog M. i form af nye hverv og nye opgaver beviser på den tillid regeringen stadig havde til ham. 1804-16 var han medlem af karantænedirektionen og udarbejdede en ny karantæneforordning. 1803 blev han 1. direktør for fødsels- og opfostringsstiftelsen og udnævntes 1897 til medlem af og 1810 til præsident for den betydningsfulde kommission der havde ansvaret for Sjællands og øernes providering under krigen, og på eget initiativ havde han 1801 oprettet en kommission der samlede midler ind til kvæstede og faldnes efterladte. Et nyt, rigt arbejdsfelt fandt han 1805 som medlem (fra 1817 som bestyrende medlem) af direktionen for de lærde skoler og universitetet, og 1811 tiltrådte han kommissionen for Frue kirkes genopbygning. I slutningen af 1813 kaldtes han derpå sammen med en kreds af de mest indflydelsesrige kollegiechefer til et udvidet statsrådsmøde for at udtale sig om sit syn på landets øjeblikkelige vanskelige udenrigspolitiske stilling. M. tog ved det første møde til orde for, at man ved en henholdende politik skulle se tiden an; senere stillede han sig side om side med Møsting, krævede brud med Napoleon og antagelse af det østrigske mæglingsforslag.

I de nærmeste år efter Kielfreden fik M. en væsentlig indflydelse på landets pengepolitik. Allerede 1813 var han blevet udnævnt til fung. overdirektør for Rigsbanken, og ganske naturligt blev han opfordret til at tage sæde i den kommission der under finansminister J. S. Møstings ledelse skulle føre løfteparagrafferne fra januar-loven 1813 om bankens uafhængighed af staten ud i livet. M. tog meget ivrig del i denne kommissions arbejde og udarbejdede et selvstændigt forslag om en radikal inddragning af den store cirkulerende seddelmasse og om stabilisering af rigsbankdaleren. En fast dalerkurs var efter M.s opfattelse den absolutte forudsætning for Nationalbankens oprettelse, og han hævdede med stor kraft fordelene ved en hurtig deflationspolitik. Dog kunne han ikke trænge igennem med sine forslag, og loven om Nationalbankens oprettelse blev derfor bygget over Møstings udkast. Det følgende års udvikling på pengemarkedet viste, at M. havde set rigtigt, og Mosting forsøgte 1819 at gennemføre en kursstabilisering ved en ekstraordinær inddragning af de cirkulerende sedler. Midlerne hertil skaffedes ved det såkaldte bankolån af 1819. 1824 optoges M., skønt af borgerlig herkomst, som medlem af gehejmestatsrådet, og han kom som sådan til at tage stilling til F.J. Kaas' forsøg på at trænge A.S. Ørsted ud af kancelliet. M., der i en tidligere periode af sit liv havde hævdet nødvendigheden af en frisindet trykkefrihedslovgivning, afgav nu en lang skriftlig betænkning til fordel for Ørsted, og han lod den oplæse i gehejmestatsrådet da han på grund af sygdom var forhindret i at give møde. Kort efter døde han, og hermed forsvandt fra statsmandskredsen omkring Frederik VI ikke blot en vennesæl og ligefrem embedsmand, men også en værdig repræsentant for det århundrede der betragtede nidkært og uselvisk arbejde for det offentliges vel som det højeste livsmål. - Medlem af Danske selskab 1804, af Videnskabernes selskab 1806. Æresmedlem af kunstakademiet 1815. - Kammerråd 1779. Justitsråd 1781. Etatsråd 1797. Konferensråd 1804. Gehejmekonferensråd 1812.

Familie

Forældre: godsejer, borgmester i Viborg Peder Pedersen M. (1717-79) og Charlotte Hylleborg Storm (1727-1801). Gift 9.2.1781 i Gentofte (?) med Christiane Beck, døbt 13.3.1761 i Kbh. (Petri), død 30.6.1834 på Frbg. (Holmens), d. af plantageejer i Vestindien, kancelliråd Jens Michelsen B. (1721-91) og Louise Sophie Hagen (1737-77). - Far til Peder Malling.

Udnævnelser

K. 1809. S.K. 1811. DM. 1813. R. E. 1826.

Ikonografi

Mal. af G. Fuchs og af E. Pauelsen (Fr.borg). Stik af G. L. Lahde, 1810, efter mal. af C. Kratzenstein-Stub, efter dette litografi 1869. Tegn. i samme type af Kratzenstein-Stub (Fr.borg). Mal. af samme, 1813. Mal. af C. A. Jensen, 1824 (Charlottenborg). Mal. af samme ca. 1827 (St.mus.), gentagelser (Sorø akad.; 1833 Fr.borg). Relief (kopi på Fr.borg), efter dette medalje af A. Koenig, 1827. Relief af C. A. Muhle efter C. Christensen udst. 1828. Mal. af C. V. Schenstrøm (Hofmansgave). Relief af H. E. Freund, 1832 (graven glyptoteket).

Bibliografi

Autobiografi af O. M. i Gemt og glemt. Minder fra gamle dage, udg. L. Bobè og C. Dumreicher III, 1916 154-82 196-98. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé II, 1896; VI-VIII, 1903-17. Danske mag. 5.r.IV, 1898-1901 30-33 54-56. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm II, 1925-30. - J. P. Mynster: Medd. om mit levnet, 1854 (2. opl. 1884) 203 240. Samme: Kirkelige lejlighedstaler II, s.å. 252-57. Marcus Rubin: 1807-14, 1892 (reproudg. 1970). Samme: Fr. VI's tid, 1895 (reproudg. 1970). Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720-1814, 111,2, 1898; VI.I-2, 1907-09; VII.2, 1912. Axel Linvald: Kronprins Frederik og hans regering, 1923 (reproudg. 1978). Sorø II, 1928-31. Hans Jensen i Hist. t. IO.r.1, 1930-31 59 61 62 64. G. Nørregård: Freden i Kiel 1814, 1954. Samme: Efterkrigsår i da. udenrigspolitik, 1960. - Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Harald Jørgensen: Ove Malling i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 29. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294063