Niels Skyum-Nielsen

Niels Skyum-Nielsen, Niels Holger Skyum-Nielsen, 17.10.1921-5.10.1982, historiker. Født i Kbh. (Filips), død i Hvidovre (Strandmarks sg.), begravet Vestre kgd. S.-N. blev student 1940 (Sorø) og cand. mag. 1950 (hist. og latin) fra Kbh.s univ. 1945–47 var han sekretær for retshistorikeren P. Johs. Jørgensen, 1947 modtog han accessit for besvarelse af universitetets prisopgave, og 1948–49 var han sekretær for Lauritz Weibull i Lund. 1950 blev S.-N. redaktør ved Diplomatarium Danicum, og sideløbende hermed knyttedes han til Kbh.s univ., fra 1951 som undervisningsassistent. Efter en kortvarig ansættelse ved Lunds univ. blev han 1958 universitetsadjunkt i Kbh., 1958 lektor, 1963 amanuensis og 1965 professor i historie sst. – S.-N. indledte sit omfattende og betydningsfulde forfatterskab med en række studier i middelalderlig diplomatik og palæografi ligesom han forestod de mønstergyldige udgaver af Diplomatariets l.rk. bd. V, IV og VI hhv. 1957, 58 og 79. I Ærkekonge og ærkebiskop. Nye træk i dansk kirkehistorie 1376–1536, Scandia 1955, argumenterede han for en ligestilling af konge- og kirkemagt i dansk senmiddelalder, og i disputatsen Kirkekampen i Danmark 1241–1290, 1963, udvidede han kendskabet til 1200-tallets historie på baggrund af sit omfattende kendskab til kirkelig administration og kanonisk ret. I Blodbadet i Stockholm og dets juridiske maskering, 1964 viste S.-N. hvorledes den politiske konflikt blev iklædt en regelret kætterproces' klædebon. Med Kvinde og slave. Danmarkshistorien uden retouche 1085–1250, 1971 indledte han et ambitiøst danmarkshistorisk projekt hvori han ville skildre udviklingen ud fra underklassens vilkår. S.-N. nåede inden sin død så godt som at afslutte manuskriptet til et følgende bind der ligesom det udkomne vidner om forfatterens indtrængen i det middelalderlige kildemateriale. Derimod lykkedes det ham måske nok i mindre omfang at skrive danmarkshistorien fra en egentlig ny synsvinkel. Efter sin ansættelse som professor hvor han bl.a. skulle varetage metodeundervisningen kastede han sig over almene metodiske problemer, især dem der knytter sig til udnyttelsen af de audiovisuelle kilder (fotos, film, lydoptagelser). S.m. en gruppe yngre kolleger publicerede han en række undersøgelser og materialesamlinger over disse emner, vigtigst Film og kildekritik, 1972 (s.m. Per Nørgart). Hans indsats på dette felt placerede ham som en forgrundsskikkelse i den internationale forskning på dette område, og herhjemme affødte hans synspunkter en livlig debat i og uden for historikerfaget. I sine seneste år koncentrerede S.-N. sig i stigende grad på ny om dansk middelalder. S.-N. havde som forsker, universitetslærer og som efterhånden hyppig gæst i medierne sin markante profil, præget af en stærk overbevisning om den historiske metodes og hans egne synspunkters rigtighed. I sine senere år stræbte han ikke uden held efter at få et bredt publikum i tale, både når det drejede sig om at fortælle om dansk middelalder og når det gjaldt kravene til autencitet i mediernes anvendelse af fotos og film som dokumentation. Som middelalderhistoriker placerede S.-N. sig som udpræget elev af traditionen fra Arup-Weibull, og gennem sin alsidige beskæftigelse med historiefagets forskellige sider markerede han sig som en af sin generations mest fremtrædende historikere. – S.-N. blev medlem af Det kongelige danske selskab for fædrelandets historie 1966 og af Videnskabernes selskab 1971. Han var formand for International Association for History and the Audiovisual Media 1975–79, fra 1979 æresmedlem af samme. Efor for Valkendorfs kollegium siden 1979.