Laurits Engelstoft

Laurits Engelstoft, Lars Engelstoft, 2.12.1774-14.3.1851, historiker. Født i Gislum, død i Kbh. (Trin.), begravet sst. (Ass.). Faderen gav E. den første undervisning og tillige grundvolden til hans viden i de klassiske fag til hvilke både far og søn følte sig stærkt draget. Femten år gammel kom han i Randers skole og kunne efter blot halvandet års undervisning afgå til universitetet 1791. Her tog E. I. og 2. eksamen og 1796 teologisk embedseksamen. Han fik straks tilbudt præstekald, men besluttede sig for den videnskabelige vej som han med sin tilegnelsesevne, sit klare overblik og sin lyst til studier måtte føle sig selvskreven til. Med vennen Børge Thorlacius havde han drevet fælles studier, og begge var optaget af besvarelsen af universitetets prisopgaver, og 1797 tilkendtes de begge guldmedaljer – E. for en historisk afhandling der tryktes 1799, Forsøg til en Skildring af Quinde-kiønnets huuslige og borgerlige Kaar hos Skandinaverne før Christendommens Indførsel. Endnu 1797 disputerede han for den filosofiske doktorgrad med Hieronymus Slridonensi. Symbola ad hisloriam seculi quarli ecclesiasticam der vandt megen anerkendelse. Med offentlig understøttelse kunne Thorlacius og E. drage til udlandet hvor de efter et længere ophold i Göttingen og besøg i andre tyske byer rejste over Holland og Belgien til Frankrig.

Opholdet her fik afgørende betydning for E. som historiker og for hans personlige udvikling. De to venner ankom til Paris netop som anden koalitionskrig udbrød, og da Bonaparte efter sit kup 18. brumaire (9.11.) n.å. holdt sin berømte tale til de 500's forsamling var E. tilstede og måtte under tumulten flygte ud af vinduet. Samtidig med at han således var tilskuer til de politiske omvæltninger, og tog del i byens selskabelige og æstetiske liv, studerede han flittigt i bibliotekerne, fulgte forelæsninger over naturvidenskaberne og deltog i en botanisk ekskursion til Pyrenæerne sammen med danske videnskabsmænd. E.s åndsretning fik her et præg der ikke senere gik tabt, og al tanke om fremtidig præstelig virksomhed blev opgivet. Hjemkommet fra Frankrig sommeren 1800 offentliggjorde han den i Paris påbegyndte afhandling Philip August og Ingeborg, 1801 der ligesom de tidligere arbejder på en gang vidner om dybtgående studier og sjælden fremstillingsevne. E. udnævntes n.å. til adjunkt i historie og geografi ved universitetet, 1803 til professor ekstraordn. Først 1805 opnåede han gage, og måtte indtil da virke som lærer ved Det Schouboeske institut og som sekretær ved Det kgl. bibliotek.

E. var en åndfuld og tiltalende forelæser der samlede sig om hovedpunkterne for sit emne. Han yndede historiske paralleller, strejflys over stoffet og henkastede tanker om mulige tolkninger, og tilhørerne kunne undertiden savne den dybere indtrængen erhvervet ved grundigt studium. Som universitetslærer, fra 1817 som professor ord., bestræbte E. sig for at komme de studerende nær, og hans hjem stod åbent for mangfoldige af disse. Et honorar på 600 rdl. for et universitetsprogram gav han til et bogstipendium for studenter, og 1830 lod islandske studerende hvem han i særlig grad tog sig af hans portræt stikke i kobber ved C. W. Eckersberg.

Ved oprettelsen af direktionen for universitetet og de lærde skoler blev E. dens sekretær. Han ejede til denne opgave stor arbejdskraft, omfattende kundskaber og lyst til praktisk administrativ virksomhed. 1812 blev han assessor i direktionen, og 1817-32 og påny 1840-48 medlem af den. Om hans indsats og iver vidner udgivelsen af Universitets- og Skole-Annaler, 1806-13, hvor han søgte at fremdrage alt nyttigt om universitetet og de lærde skoler herhjemme, deres historie, nuværende virksomhed og undervisningens resultater. Opdragelsesspørgsmålet havde altid interesseret E., allermest dets forhold til folkekarakteren, og i Tanker om Nationalopdragelsen, betragtet som det virksomste Middel til at fremme Almeenaand og Fædrelandskærlighed, 1808 udviklede han hvorledes den unge skulle opdrages til at føle sig som landets søn, som arvtager til en stor fortid. Kendskab til sit land måtte derfor sættes højt, og opdragelsen burde være militær med uddannelse af legeme og ånd i fuld harmoni. E. har andel i de reformer der i hans tid gennemførtes for universitetet og de højere skoler, og hans arbejdskraft blev i det hele taget ofte taget i brug til administrative gøremål, således ved den norske universitetskommission umiddelbart før adskillelsen mellem de to lande og senere, fra 1822, ved genoprettelsen af Sorø akademi.

Disse gøremål bidrog meget til at E.s historiske forfatterskab ikke fik noget stort omfang og til dels ret spredt karakter, ofte foranlediget af arkivfund eller ønsket om at belyse samtidens situation ved historiske paralleller. Om forsvarsproblemer handler Kjøbenhavns Stilling og Farer i Sommeren 1700, 1804, Noget om Forsvar-Anstalterne i Sielland under Calmar-Krigen, 1808, og de to store, både i form og indhold fortrinlige essays, Blik paa Forsvarsvæsenets Forfatning og Tilstand i det Byzantinske Rige under Keiser Justinian den Første, 1815, og Wiens Beleiring af Tyrkerne 1683, 1817, samt flere mindre bidrag. E. har skrevet en del om universitetets og skolernes ældre forhold, og Udtog af Provst Jørgen Sorterups Præstigiæ oeconomiæ ruralis, 1805 og Om Christian IV's mislykkede Forsøg paa at afskaffe Vornedskabet i Aaret 1634, 1813, beretter om bondestandens forhold. Især i de tidlige bidrag findes ofte stærke aristokratfjendtlige udtryk der peger tilbage mod 1790ernes holdninger. E. blev tidligt kørt træt som forfatter, og fra hans senere år kan alene nævnes en anmeldelse af J. F. Schlegels: Danmark og Hertugdømmernes Statsret, og s.m. E. C. WerlauffUdsigt over Kjøbenhavns Universitetsbygnings Historie, 1836. Efter E.s død udgav Samfundet til den danske litteraturs fremme Udvalg af Skrifter I-III, 1859-62. De store vesterlandske historieskrivere var E.s forbillede, og han stræbte efter i de mindre rammer hans forfatterskab udfoldede sig at nå det der prægede 1700-tallets store historieskrivere som Montesquieu, Gibbon m.fl. Historien var for E. en visdomslære i eksempler (C. F. Wegeners bedømmelse), og det kom ikke mindst til udtryk i hans undervisning. Som universitetslærer var han som foran nævnt betydelig, imødekommende og hjælpsom overfor studerende og yngre kolleger og tillige en af samtiden beundret forelæser. Udover 1700-tallet kom E. ikke, hverken i anskuelser i almindelighed eller mere specielt i historisk metode. Hans varme patriotisme der bl.a. indebar interesse for den danske nationalitets skæbne i Slesvig byggede ligeledes på et ældre grundlag end det der i E.s senere år var fremherskende. Mens yngre samtidige hentede deres forbilleder i Tyskland var E. uforandret præget af sin ungdoms stærke påvirkning af fransk (og engelsk) historie og filosofi. I sine seneste år kom han i en vis modsætning til den retning historieforskningen og -skrivningen herhjemme havde taget. 1845 blev E. som universitetets senior fritaget for at holde forelæsninger, 1848 udtrådte han af universitetsdirektionen. 1812 var han blevet medlem af Videnskabernes selskab, n.å. af Danske selskab hvis forstander han var fra 1829 til sin død, og på hvis virksomhed han øvede en betydelig indflydelse. – Justitsråd 1811. Konferensråd 1836. Ordenshistoriograf s.å.