Johannes Isacius Pontanus

Johannes Isacius Pontanus, Hans Isaksen, 21.1.1571-natten mellem 6. og 7.10. (ny stil) 7.10.1639, kgl. historiograf. Født i Helsingør, død i Harderwijk. Hans Isaksen begyndte sin skolegang i Helsingør, fuldendte den i Amsterdam og studerede i Franeker og Leiden hvor han sept. 1592 indskrev sig som "Joannes Hellespontius Danus", nemlig fra det danske Hellespont mellem Helsingør og Helsingborg (jf. Rerum Danicarum Historia 726) heraf også det latinske navn P. Ungdomsårene tilbragte han på studierejser rundt om i Europa, men ind imellem kom han til Danmark hvor faderen havde meget gode forbindelser. Et par år var han amanuensis hos Tyge Brahe på Hven, senere en tid hos Arild Huitfeldt, og 1599-1600 fulgte han som hovmester tre unge danske adelsmænd til udlandet. Under rejsen stiftede han bekendtskab med Christen Friis til Kragerup, Otte Brahe til Elved og historikeren J. J. Venusinus. Men der syntes foreløbig ikke at være brug for P. i Danmark, og 1604 fæstede han bo i sit andet fædreland og blev professor ved gymnasiet i Harderwijk. Her syslede han med filologiske og historiske arbejder blandt hvilke der er grund til at fremhæve et par skrifter fra 1614 og 1616 om de germanske folkestammer ved overgangen fra oldtiden til middelalderen thi de har utvivlsomt været medvirkende til at den danske regering med Christen Friis som bevægende kraft overdrog ham med titel af kgl. historiograf (28.3.1618) at udarbejde rigets historie på latin, den nationale opgave man i to menneskealdre havde søgt at få fuldført. Arbejdet skred kun langsomt frem, og først 1631 udkom bind I af Rerum Danicarum Historia der når til 1448. Diskussionen om cimbrers og teutoners, goters og vandalers vandringer og andre af tidens yndlingsemner er meget vidtløftig. Hvad der i egentlig forstand vedrører Danmarks historie gives hovedsagelig efter Saxo og fra 1100-tallets slutning efter Huitfeldt – alt i den humanistiske historieskrivnings statelige form. Bind II der fremstiller de fire første oldenborgske kongers historie, blev først trykt hundrede år efter P.s død (E.J.v. Westphalen: Monumenta inedita rerum Germanicarum II, 1740 714-1229). For udlandet blev P.s arbejde ligesom Meursius' jævnaldrende værk for lange tider kilden til kundskab om Danmarks historie.