J. A. Fridericia

J. A. Fridericia, Julius Albert Fridericia, 10.6.1849-28.10.1912, historiker. Født i Kbh. (Mos.), død på Frbg., urne i Bispebjerg krematorium. F. blev student 1866 fra de v.Westenske institut og tog 1872 magisterkonferens i historie med speciale i 1600-tallets danske historie. Som ung voksede han efterhånden ind i det moderne radikale gennembrud. Det hang sammen med at han som jøde ligesom fætteren Georg Brandes følte sig utilpas i det for dem at se efterhånden degenererede nationalliberale borgerskab, dertil med at han på sin krop fik at føle de sociale og mentale ydmygelser der fulgte med den stigende fattigdom i det dannede hjem han voksede op i. Tilmed måtte han i flere år pleje sin syge far så han ikke fik megen omgang med de jævnaldrende kammerater i skolen og de første år som student. Også savnet af en mor bidrog utvivlsomt til at gøre ham så kejtet at han længe måtte savne den fortrolige livsledsagerske som han med sit romantiske menneskesyn og sit lidenskabelige følelsesliv anså for næsten en livsbetingelse.

Resultatet var at han udviklede en kraftig slægts-troskab og en trang til at ofre sig for andre der bidrog til at dæmpe både hans karrierebevidsthed og videnskabelige ærgerrighed. Både som ung og ældre gav han udtryk for at videnskaben aldrig kunne få den betydning for ham at han alene kunne bygge sit liv herpå. Alligevel kom han for den unge 70er-generation af historikere i meget til at stå som førerskikkelsen, en rolle han dog fra først i 80erne måtte overlade til Kr. Erslev. Det hang sammen med at F., opvokset som han modsat denne var i et oprindeligt velhavende borgerskabshjem, blev den mest traditionsbundne af i hvert fald de radikale historikere. Af disse sluttede han fra slutningen af 70erne nærmere og snart nært og livslangt venskab med Erslev og Marcus Rubin, mens han tidligere havde været mere sammen med liberale eller helt konservative folk som C. F. Bricka.

I sin første fase som produktiv historiker, tiden fra sidst i 60erne til midt i 80erne, prægedes F. da også i modsætning til Erslev og Rubin kun lidt af den fremtrængende positivisme. Han, der stedse udviklede sig langsomt, stod derimod i gæld til den ældre danske forskningsgeneration, især til C. F. Allen hvis amanuensis han da også var som ung. Selv følte den unge F. sig dog først og fremmest som elev af Leopold v. Ranke som denne efterhånden i Rankerenæssancen opfattedes, nemlig som en kildekritiker og objektiv historieskriver, opbyggende sine synteser med basis i et omfattende og omhyggeligt sigtet kildemateriale, derimod ikke i det historiesyn som denne renæssances folk ikke havde blik for hos Ranke, og som de i reglen undertrykte hos sig selv.

F.s første fase blev da også præget af kritiske enkeltmonografier, mest bekendt er hans studie i Historisk Tidsskrift 1875 over oprindelsen til Øresundstolden som han tidsfæstede til Erik af Pommerns tid. Hertil kom at han var medstifter af Selskabet til udgivelse af kilder til dansk historie i 1877, og at han brugte megen tid på kildeudgivelser, præget af de moderne tyske monumenta-principper, vigtigst den mønstergyldige udgave sammen med Bricka af Kong Christian IVs egenhændige breve I-VII, 1878-91.

Sidst, men ikke mindst skrev han sine yngre års hovedværk, Danmarks ydre politiske Historie i Tiden fra Freden i Lybek til Freden i Kiøbenhavn, (1629-1660) hvoraf bd. I omhandlede tiden 1629-35 og blev forsvaret som disputats i 1876, mens bd.II fortsatte skildringen til 1645 og udkom 1881. Værket blev genoptrykt 1972 og er da også i mange henseender et fremragende arbejde, især i bd. II præget af et indgående kendskab til det utrykte materiale i Europas hovedarkiver og af en nuanceret gennemgang af den indviklede, da næsten uudredede sammenhæng mellem den danske og europæiske politik. Som historieskrivning lider bogen ganske vist under den ofte noget knudrede stil som F. dog siden fik gjort lettere, dertil under den uhyre stofmængde. Konturerne i udviklingen fremtræder mindre klart, og værket mangler lys og skygge og tilstrækkelig farve. I den altid lurende konflikt mellem videnskabelig pålidelighed og kunstnerisk stræben som optog 70er-generationen så stærkt var den unge F. imidlertid modsat Troels-Lund ikke et øjeblik i tvivl om hvad han skulle vælge.

Som de fleste i denne generation var F. præget af nederlaget i 1864, og han så det som et mål at bidrage til at en ny katastrofe kunne undgås ved at redegøre for hvorledes den nedgangsperiode for landet i 1600-tallet forløb som siden fortsattes med 1814 og 1864. Han var imidlertid som Erslev og de andre radikale bange for at et nyt helhedssyn, baseret på et omfattende historiesyn, kunne blive lige så skæbnesvangert som de nationalliberales der var mundet ud i 1864. Også derfor søgte han at udradere sit eget historiesyn hvilket dog kun delvis lykkedes. Arven fra Rankeidealismen er således tydelig ved emnevalget idet den unge F. betragtede historikerens hovedområde som ydrepolitikken. Denne ville han ganske vist nok gå med til at supplere med lidt religion og lidt forfatnings-, militær-, Finans- og handelshistorie, men i det hele betragtede han den ret isoleret fra de indrepolitiske og især da de sociale forhold. Følgen heraf blev at staten i vid udstrækning opfattedes som aktør, personificeret i Christian IV, mens rigsrådet tildeltes alt for ringe indflydelse på den mislykkede udenrigspolitik. Christian IV, af hvem han i øvrigt i pagt med idealismens særlige interesse for den store handlende personlighed gav en indgående og grundlæggende karakteristik, fik derfor næsten eneansvaret for udenrigspolitikken, og F. sluttede tilmed ofte ligeud fra uheldige karaktertræk til uheldige beslutninger uden at tage tilbørligt hensyn til vanskelige ydre- og især indrepolitiske konjunkturer. Han var desuden tilbøjelig til at projicere den danske småstats sikkerhedsmæssige målsætning efter 1870 tilbage på Christian IVs tid, hvorfor rådet rostes for dets næsten pacifistiske politik, og kongen fik ris for sin aggressive. Af samme grund så F. ikke rigtigt at Christian IV af sikkerhedspolitiske, præventive grunde var nødt til at føre en aktivistisk politik over for Sverige.

F.s anden fase som historiker, tiden fra midt i 80erne til midt i 90erne, var præget af et delvist opgør med hans eget hidtidige historiesyn. Hertil var der flere grunde. Han var et af de toneangivende medlemmer og medstifter i 1882 af Studentersamfundet og gik lidenskabeligt op i venstres indrepolitiske kamp mod Estrup-regimet i første halvdel af 80erne. Han fik derfor ikke ro på sig til effektivt at dyrke den "objektive", på udenrigspolitikken baserede forskning der heller ikke kunne tilfredsstille hans trang til at engagere sig i de for ham så livsvigtige indrepolitiske spørgsmål. Når han dog ikke førte sig frem i den offentlige politiske debat hang det sammen med det næsten umulige for ham i at beherske sin lidenskabelighed. Ganske vist blev han fra 1884 mangeårig medarbejder ved Politiken, men nøjedes her med at give i øvrigt meget perspektivrige indblik i den danske og udenlandske historiske litteraturs udvikling. Også skuffelsen over 1883 at være vraget som professor efter Frederik Schierns død i konkurrence med Erslev gjorde det vistnok svært at koncentrere sig om forskningen. Afgørelsen medførte en længere krise i venskabsforholdet idet F. ikke uden grund kunne føle at Erslev modsat han selv havde satset på embedet iført ærgerrighedens skyklapper.

Da kureredes han for sin efterhånden udtalte melankoli ved mødet og giftermålet i 1886 med den indtagende og begavede Emma Siemsen. Ikke mindst det lykkelige samliv med hende gav ham kraft til den afklaring af hans historiesyn og medfølgende kolossale produktivitet der prægede tiden næsten frem til hendes alt for tidlige død i 1896. Under påvirkning fra Erslev og positivismen opgav han den planlagte videreførelse fra 1645 til 1660 af den danske ydrepolitiske historie for i stedet ved en række kritiske monografier i Historisk Tidsskrift (i 1889 således Studier over Københavns Befolkningsforhold i det 17. Aarhundrede, særlig omkring Aaret 1660 og Historisk-statistiske Undersøgelser over Danmarks Landboforhold i det 17. Aarhundrede) at lægge grund til en syntetisk skildring hvor han ville se de ydre begivenheder på basis af de indre forhold. 1894 kom da F.s andet store værk Adelsvældens sidste Dage. Danmarks Historie fra Christian IVs Død til Enevældens Indførelse 1648-1660 der ligesom det første blev et hovedværk i dansk historieskrivning. Heri søgte han med dygtighed at udrede de ydre- og indrepolitiske, sociale og personlige forudsætninger for at kongemagten til sidst, som han fandt, kom til at påtrykke det danske folk enevældens lammende indflydelse og kvalte de livsspirer der allerede var skabt for en folkelig udvikling. Dog er han med rette blevet kritiseret for at være for ukritisk i behandlingen af kildematerialet til regerings-forandringen i 1660, således over for Niels Slange.

Mere end i Adelsvældens sidste Dage skinner F.s historiesyn igennem i hans mere folkelige skrifter fra denne periode, således i Den danske Bondestands Undertrykkelse og Frigjørelse der kom 1858 i anledning af stavnsbåndsjubilæet. Modsat den idealistisk konservative Johs. Steenstrup anførte F. således de fremskridtsvenlige godsejeres tungtvejende økonomisk standsmæssige motiver til frigørelsen, og han betonede disse mere end deres idealistiske ønske om at gøre bonden socialt og personligt fri. I øvrigt fremhævede F. de radikale ideer om frihed, lighed og social retfærdighed, om statens pligt til beskyttelse af de fattige over for de rige, om betydningen af oplysningen som drivkraft i historien og om det behov for et folkeligt fællesskab som siden gav ham sans for Grundtvigs store indsats. Basis for disse ideer var for F. den menneske-retserklæring fra 1789 som han siden betegnede som "en indsats i verdenshistorien, der søger sin mage". Han var dog ikke blind for at ideologien bag den da som endnu på hans egen tid hvilede på et klasseherredømme som krænkede den politiske, økonomiske og personlige frihed og lagde sig i vejen for det ønskede socialliberale klasseløse samfund hvori den enkelte kunne udvikle sig som menneske og samfundsvæsen, løsgjort fra de hidtil stærkt hæmmende arvelige og miljømæssige faktorer.

Mens F. i sin anden fase havde dyrket grundforskning og syntesedannelse i snæver forbindelse kom den tredie fase der gik fra midt i 90erne til hans død i 1912 i det væsentlige til at stå i historieskrivningens tegn. I anden fase havde F. trods Estrupiatet endnu kunnet mobilisere en villet optimisme i sit historiesyn, men han blev i årene op imod verdenskrigen mere og mere pessimistisk. Det hang sammen med hans kones død og hans manglende held til at realisere en ny langvarig forelskelse, dertil fundamentalt med at hans radikale idéverden mødte større og større modstand med de stigende klassemodsætninger der herhjemme bl.a. fik venstrereformpartiet til at revne, og med den stigende militarisme og nationalisme der truede den fredelige udvikling i Europa. I forhold hertil spillede det en ringe rolle at F., der fra 1897 var redaktør for Historisk Tidsskrift, omsider 1899 udnævntes til professor ordinarius i historie efter Edv. Holm så han kunne sige farvel til det for ham at se så åndsforladte arbejde i underordnede stillinger, fra 1874 som assistent, fra 1891 som underbibliotekar ved universitetsbiblioteket.

Mens han i anden fase havde været påvirket af positivismen, om end ikke så stærkt som Erslev samtidig var, tog han i tredie fase indtryk af den nyidealisme der fra slutningen af 80erne begyndte at sive ind for at kulminere omkring 1. verdenskrig, men heller ikke her så udtalt som Erslev. Som denne fik han dog mere og mere blik for det problematiske forhold mellem objekt og subjekt, men synes som Erslev stedse at have klynget sig til troen på at historikeren som forsker, dvs. i den samvittighedsfulde redegørelse for kendsgerningerne, kunne nå nær eller ret nær objektiviteten ved hjælp af den moderne kildekritik. Derimod mistede han efterhånden som Erslev sin ungdoms tro på at den rene objektivitet kunne komme til at herske i historieskrivningen, idet han blev klar over at "den som en videnskab om mennesker, dyrket af mennesker, ikke kan andet end føre til resultater, der er forskellige efter forfatterens livssyn og temperament". Dermed placerede han sig nært op ad Erslev i den skelnen mellem en mere objektiv historieforskning og en mere subjektiv historieskrivning, beslægtet med den gode naturalistiske historieroman som Erslev gav teoretisk udtryk i "Historieskrivning" fra 1911.

Selv om han til det sidste lagde stærke bånd på sig selv og følte at "liv og videnskab var for forskellige" til at han kunne "anvende den enes love på den anden" gjorde den voksende erkendelse af subjektivitetens uundgåelighed det dog lettere for ham at lade sit eget livs- og historiesyn skinne mere igennem i den sidste fase end tidligere. Det skete da også i det afsnit om tiden 1588-1699 som han 1896-1902 udgav i Danmarks Riges Historie. Heri var arven fra Allen og de nationalliberale historikere fra deres progressive periode før 1849 tydelig. Som Allen havde han blik for klassestridighederne og betragtede ikke folke- og nationsbegreberne som uproblematiske enheder. F.s skildring var desuden som Allens anti-adelig, anti-enevældig, borger- og bondevenlig og med trang til at male bøndernes kår i overdrevent mørke farver.

I kraft af påvirkningen fra positivismen tildelte F. dog de materielle kår større indflydelse på det politiske forløb end de nationalliberale, men uden at opgive tanken om den store handlende personligheds betydning. Som sine kolleger i DRH honorerede han nemlig den nyidealistiske fordring om at lade denne og det politiske begivenhedsforløb spille hovedrollen. Samtidig søgte han bag handlingerne frem til motiverne og dermed til sjælelivet. Dette kom netop ved denne tid i fokus i pagt med den endelige opløsning af det harmoniske romantiske menneskebillede som den kraftige industrialisering og udviklingen i det kapitalistiske samfund medvirkede til. Herimod reagerede F. ved i takt med den nye bølges interesse for moralske vurderinger at betone enkeltmenneskets ansvarlighed for sine handlinger. Det skete i tilknytning til hans egen puritanske reaktion mod udvendiggørelsen i hans egen samtids borgerskab, således i flere af de store synteser over den verdenshistoriske udvikling fra 1648 og op til og med nutidens som blev hans hovedindsats i professortiden da han fra 1902 i det væsentlige vendte sig bort fra Danmarkshistorien. Stærkest skete det måske i skildringen af restaurationstidens England efter 1660 hvor han i en næsten gammeltestamentlig profettone revser tiden for dens umådeholdne, usædelige levned. F. var imidlertid en ateistisk profet, måske derfor des mere moraliserende.

Omkring århundredskiftet kom også den gruppe- og kulturhistoriske interesse i fokus. Den havde haft F.s bevågenhed i ungdommen og kom nu til at sætte sit præg på hans synteser, således på hans glimrende afsnit i Verdenskulturen VI, 1909-10 hvor han skrev om den franske revolution og Napoleonstiden. Her som i flere andre synteser fra den tredie fase viste han i øvrigt sin idealistiske arv ved at tildele idé- og åndslivet afgørende betydning ud fra den opfattelse at det var forskellige idékomplekser der tegnede den udvikling som han i øvrigt til dels så gennem spencerske øjne. Idékomplekserne afløste nemlig hinanden som basis for de enkelte perioder, fra de feudale over de monarkiske til de nationale der igen, som F. forudså, ville blive afløst af de sociale. Han var dog ingenlunde dogmatisk idealist, men viste stigende forståelse for i hvor høj grad de materielle vilkår og klassemodsætninger var med til at sætte deres stærke præg på åndslivet. Hans forkærlighed for det socialliberalistiske samfund svækkedes dog ikke idet han stedse lagde afgørende vægt på borgerskabets betydning, således i sin skildring af 1600-tallets danske historie hvor han fremtræder som modstander af monopolisering og privilegering af kompagnier, og tilhænger af at de økonomiske forhold af staten fik lov til at udvikle sig "frit" og "naturligt".

Som menneske var F. ikke mindre end som historiker. Han var varmt optaget af sine næres, sine venners og sine studenters ve og vel, hjælpsom og uden lyst til megen polemik mod anderledes tænkende, men også sart, nærtagende og noget selvmedlidende. Han var den mindst selvhævdende af 1870er-generationens betydelige historikere. Kun andres uhæderlighed som forskere og mennesker kunne gøre ham rasende. F. hører til de mest humanistiske historikere Danmark har fostret. Det afspejler sig ikke mindst i hans interesse for enkeltmennesket og dets skæbne, således i den række glimrende biografier, bl.a. over Christian IV, Frederik III og Griffenfeld som han affattede til Brickas Dansk biografisk Leksikon. Disse er præget af psykologisk indlevelse og forståelse for personer selv om de stod ham fjernt i mentalitet. F. selv og væsentlige elementer i hans historiesyn fik da også stor betydning for en række af hans elever og venner, ikke mindst for Erik Arup og Aage Friis. -Medlem af Det Kgl. danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog 1883, af Videnskabernes Selskab 1888.