J.H. Schlegel

J.H. Schlegel, Johan Heinrich Schlegel, 24.11.1726-18.10.1780, historiker, bibliotekar. Født i Meissen, død i Kbh. (Petri), begravet sst. (Petri kgd.). S. kom 1745 til universitetet i Leipzig, men fulgte broderens eksempel og rejste 1748 til Danmark hvor han fandt tjeneste hos stiftamtmanden over Fyn, Christian Rantzau som hovmester for dennes sønner. De ti år han tilbragte her, på Brahesborg og i Odense, gav ham en naturlig lejlighed som han ikke lod unyttet til at lægge sig efter det danske sprog og stifte et første bekendtskab med Danmarks historie. Med de yngste grever fulgte han 1758 til Sorø og ledede her deres studeringer indtil 1760 da de forlod akademiet, hvorefter han der hørte til kredsen om den ældre Bernstorff s.å. ansattes som professor ved universitetet, ikke uden en vis modstand fra dettes side; 1761 erhvervede han magistergraden og holdt n.å. talen ved reformationsfesten. Som professor læste han over verdenshistorie med Ludvig Holbergs "Synopsis" som grundlag, privat over poetik efter C. Batteux samt over dansk historie og romerret; stillingen var ulønnet, og for at skaffe sig indtægt tog han, ifølge den svenske lærde J. H. Liden der 1768 besøgte ham og priser hans frues skønhed, fornemme folks børn i pension; desuden havde han forskellige bierhverv: 1766 var han blevet professor i geometri ved kunstakademiet efter E. Reverdil, og generallandvæsenskollegiet overdrog ham hvervet at gennemgå og 1774 udgive en samling af økonomiske prisskrifter, derimellem præsten J. D. W. Westenholz' undersøgelse om folkemængden i bondestanden. Professor Ordinarius blev han 1776 og læste i denne egenskab over Danmarks historie og geografi samtidig med at han privat gav vejledning i dansk og tysk stil; 1778 disputerede han pro loco over Cornelius Nepos, blev s.å. dekan i det filosofiske fakultet og valgtes til universitetets rektor for 1780 men fik, skrøbelig af helbred som han altid havde været, i september s.å. under et møde i konsistorium et slagtilfælde og døde en måned efter.

Oprindelig følte S. sig draget til skønlitteraturen, og under opholdet på Fyn oversatte han i tyske vers forskellige engelske skuespil, næsten alle tragedier der udkom 1756–64 i tre bd. med særskilte titler og gav den femfodede jambe borgerret i Tysklands dramatiske digtning; de timer han anvendte på dette arbejde stod senere for ham som de fornøjeligste i hans liv. Hånd i hånd hermed gik studier og arbejder i tilknytning til hans nye fædreland. Som en af de første henledte han i en opsats på fransk i Mercure Danois for juni-juli 1755 opmærksomheden på Edda og den nordiske mytologi, og at han havde erhvervet sig kendskab til dansk litteratur, også den ældre (A. C. Arrebo), lagde han for dagen i noter til den udgave af broderens værker som han 1761–70 besørgede. Mest var det dog Danmarks nyere historie han beskæftigede sig med. 1757–71 udgav han i tre bd. en tysk bearbejdet og forkortet oversættelse af N. P. Slanges lige udkomne Christian IV's historie, ledsaget af udførlige og værdifulde anmærkninger til hvilke stoffet var hentet ikke blot fra trykte, men også fra utrykte kilder; længere end til 1629 nåede han ikke, og ved s.å. standser foliopragtværket Geschichte der Könige von Dänemark aus dem Oldenburgischen Stamme der skrevet som tekst til O. H. de Lodes og J. M. Preislers kobberstukne kongeportrætter udkom 1769–77 i to bd., efter C. Paludan-Müllers dom et højst agtværdigt forsøg på at fremstille historien på grundlag af en kritisk gennemarbejdelse af dens kilder, et foretagende vor historiografi just da trængte til. En del af materialet fremlagdes i Samlung zur Dänischen Geschichte. Münzkenntniss, Oekonomie und Sprache, to bd., 1771–76 der indtager en smuk plads ved siden af Jacob Langebeks Danske Magazin og P. F. Suhms Samlinger til den danske Historie og stadig er eneste publikationssted for danske tekster som Christian IV's kalenderoptegnelser for årene 1607, 1608 og 1621, Jonas Charisius' dagbog fra rejsen 1599 til Nordkap og Ove Gieddes beretning om ekspeditionen til Ostindien 1618–22.

På dansk, som han – forståeligt nok – skrev med en vis stivhed, udgav S. 1763 en lille bog om vort sprogs fordele og mangler i sammenligning med tysk og fransk; han anså ikke de formfattige sprog for mindre fuldkomne end de formrige og fremhævede den lethed, med hvilken orddannelse finder sted i dansk ved afledning og sammensætning. S.å. blev han sekretær i Selskabet til de skiønne og nyttige videnskabers forfremmelse der ved ham fik sin faste indretning; en mødeprotokol anlagdes, og sammenkomsterne afholdtes i hans hjem. Som sekretær redigerede han samlingen af de prisbelønnede arbejder, i hvis 4. stykke (1766) han gjorde rede for de ved bedømmelserne til grund liggende betragtninger; inden for selskabet var han næst efter A. G. Carstens vistnok den, som havde mest forståelse for Johannes Ewalds digtning. 1772 var han hovedmanden ved stiftelsen af Det typographiske selskab der skulle fremme udgivelse af gode bøger i Danmark og Norge; på dets forlag udkom foruden Jens Worms forfatterleksikon (I-III, 1771–84) bl.a. naturvidenskabelige skrifter af O. F. Müller og C. F. Rottbøll. Administrationen af dette anliggende bragte ham i modsætning til Abraham Kall, med hvem han også ved universitetet lå i kompetencestridigheder, og 1778 skrev Kall anonymt en skarp recension af disputatsen om Cornelius Nepos der efterfulgtes af andres angreb på hans litterære virksomhed. Sikkert nok har national animositet været med i spillet, og S.s vidtløftige genmæle der udkom 1779 under titlen Betragtninger over Journaler og lærde Tidender viser at han har følt det; skriftet er et selvforsvar af en i bevidstheden om sine hensigters renhed dybt krænket mand, det er i detaljer ikke frit for overdrivelser, men på hans sandhedskærlighed sætter det ingen plet. Når han her klager over manglende tilslutning fra studenternes side til sine forelæsninger må bemærkes, at Fr. Münter i flere år inden artium var blandt hans tilhørere, at K. L. Rahbek, der ellers som student var såre forsømmelig, flittigt besøgte hans kollokvier og eksaminatorier, og at han for E. C. Werlauff, der ganske vist ikke selv har hørt ham stod som en udmærket universitetslærer. I ovennævnte skrift redegjorde S. også for sin historieundervisning, et emne han 1776 behandlede i programskriftet Om historiske Forelæsninger.

Da B. Møllmann 1778 døde, blev S. hans efterfølger som kgl. historiograf og bibliotekar ved Det kgl. bibliotek, på hvilke poster han 1770 havde fået ekspektance. Belært af forgængerens vanskeligheder ved at finde bevillingsmyndighedernes øre fik han straks, sat igennem, at bibliotekets øverste chef blev en højtstående embedsmand med umiddelbar adgang til kongen, en ordning der i de kommende tider viste sig i høj grad fordelagtig for institutionen. Derefter rejste han 1779 med offentlig understøttelse udenlands for til gavns at sætte sig ind i biblioteksvæsenets teori og praksis, og 1780 indgav han en udførlig forestilling om en række reformer, hvoriblandt bibliotekets åbning for publikum, katalogisering af bogbestanden, også håndskriftsamlingen, og udskillelse af de inden for det danske monarkis grænser trykte bøger til en særlig national afdeling, planer han ikke selv nåede at realisere, men som førtes ud i livet af efterfølgerne John Erichsen og D. G. Moldenhawer. Efter S.s død udtalte Suhm at han var "en meget driftig og virksom Mand, som har gjort sig vel fortjent af den nyere danske Historie, hvilket dog ej alle erkendte, skønt han og havde mange Venner". Af samme mening var N. F. S. Grundtvig der 1812 i sin verdenskrønike siger, at S. "har erhvervet sig et hæderligt Navn blandt Danmarks Historieskrivere". Og så kort tid han end virkede ved Det kgl. bibliotek, vil han ved sit initiativ og sin idérigdom altid regnes i første række blandt dets ledere. – Medlem af Videnskabernes selskab 1776.