Hugo Matthiessen, Hugo Albert Matthiessen, 19.12.1881-9.12.1957, kulturhistoriker. Født i Fredericia (Skt. Michael), død i Kbh., begravet sst. (Holmens). M. blev 1901 sproglig student fra Fredericia og 1906 mag.art. i historie fra Kbh.s univ. 1910 ansattes han ved Nationalmuseets 2. afdeling, 1911 blev han assistent sst., 1914 underinspektør, og 1927-49 var M. inspektør af I. grad. Som museumsmand markerede M. sig navnlig gennem sine undersøgelser og gennemfotograferinger af de dengang eksisterende danske købstæder, i sine senere år også af herregårde og andre bygninger rundt om i landet. Hans både teknisk gode og kulturhistorisk interessante fotos, som i høj grad også må opfattes som en kilde til deres egen tilblivelsestid, har været en guldgrube for eftertiden. På museet var M. da også betroet den daglige ledelse af det antikvarisk-topografiske arkiv. Det var imidlertid som kulturhistorisk forfatter han fik sin storste betydning, og da han efter eget ønske forlod sit embede et par år før pensionsalderen var det specielt for helt at kunne hellige sig sin skribentvirksomhed. Hans første skrift Bøddel og Galgefugl. Et kulturhistorisk Forsøg udkom 1910 og åbenbarede straks hans meget personlige forfatterfysiognomi. Han stil leder tanken hen på Troels Troels-Lund om end hans arbejder i højere grad end dennes vidner om klar disposition og kunstnerisk beherskelse af stoffet. Hans ret specielle og levende udtryksform er ret knap og sammentrængt og kendetegnes ved mange malende og slående billeder og sammenligninger. Kun få af hans samtidige magtede i samme målestok at løse den komplicerede opgave det er at publicere resultaterne af grundige videnskabelige analyser i en let tilgængelig udformning til glæde for alment interesserede læsere, og flere af hans bøger er da også kommet i nye oplag. Hans øvrige litterære produktion omfatter bl.a. det topografiske arbejde Fredericia 1650-1760, 1911, endvidere Natten. Studier i gammelt Byliv, 1914, Gamle Gader. Studier i Navnenes Kulturhistorie, 1917, De Kagstrøgne. Et Blad af Prostitutionens Historie, 1919, Torv og Hærstræde. Studier i Danmarks Byer, 1922, Københavnske Gader 1728-1795. Kulturhistoriske Studier, 1924, Middelalderlige Byer. Beliggenhed og Baggrund, 1927, Hærvejen. En tusindaarig Vej fra Viborg til Danevirke, 1930, Viborg-Veje. Studier og Vandringer, 1933, Limfjorden. Fortoninger og Strejflys, 1936, Den sorte Jyde, 1939, Det gamle Land, 1942, Fæstning og Fristed. Fredericia-Interiører, 1950, og En Greve. Jørgen Scheel 1768-1825, 1954. Derudover har M. bidraget til en lang række tidsskrifter, bl.a. med Stodderkongen i Fra Arkiv og Museum, 1913, og om det kommunale fængselsvæsen før 1660 i Nord. Tidsskr. f. Strafferet, 1916, hvortil kommer forskellige afhandlinger i diverse historiske årbøger, i Architekten samt bidrag til samleværker, herunder afsnittet om Danmarks købstæder i Daniel Bruuns Danmark, 1919. Ved sin død arbejdede M. på en bog om Blichers Jylland (udg. 1958 med titlen Tjele). Derudover har han lejlighedsvis skrevet fine lyriske digte. - M. blev 1920 medlem af Vetenskaps-Societeten i Lund, en første påskønnelse af hans inspiration, også inden for svensk historieforskning, 1933 medlem af Det kgl. danske selskab for fædrelandets historie, 1936 af Selskabet for dansk kulturhistorie, 1941-50 formand sst., 1943 medlem af Kungl. human, vetenskapssamf. i Uppsala, 1948 af Videnskabernes selskab.

Familie

Forældre: malermester Amandus Adolf M. (1851-1932) og Dagmar Nathalie Vinther (1858-1935). Gift 28.10.1913 i Kbh. (Johs.) med Ellen Hansine Reitzel, født 13.1.1878 i Kbh. (Holmens), død 26.10.1932 sst. (gift 1. gang 1897 med bagermester Ludvig Grønlund; ægteskabet opløst 1912), d. af underkanoner, senere krigsassessor Theodor Frederik R. (1838-1902) og Dorothea Madsen (1840-1914).

Udnævnelser

R. 1936. DM. 1949.

Ikonografi

Relief af F. Kastor Hansen, 1902. Foto.

Bibliografi

Bibliografi i Festskr. til H. M., 1941 208-13. - Arthur Fang i Politiken 10.12.1957. Chr. Elling i Oversigt over vidensk. selsk.s virksomhed 1958-59 71-80. Samme i Kulturminder ny r.III, 1960 7-10. Hans Stiesdal i Strejftog over Danm.s bygningskultur. Festskr. til Harald Langberg, 1979 263-77.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig