Henry Bruun

Henry Bruun, 17.12.1903-1.9.1970, historiker. Født i Sønderup, Ålborg amt, død på Bispebjerg hosp., Kbh., urne sst. (Vestre). B. voksede op i et præstegårdshjem med gammeldags humanistisk kultur, blev klassisk sproglig student fra Sorø 1921 og cand. mag. 1928. Kombinationen af klassiske sprog og hans universitetsfag historie og fransk passede godt til hans samfølelse med traditionen, også den lærde, og hans klare intelligens. Året efter sin embedseksamen stiftede han sammen med en lille gruppe jævnaldrende fagfæller med lyst til forskning Historikerkredsen af 1929, som bl.a. svenskeren Ingvar Andersson og nordmanden Johan Schreiner en tid tilhørte. Kredsens jævnlige møder med faglige foredrag og gensidig kritik var i høj grad udviklende også for B. Han var kredsens formand i det tiår den bestod, og det var ikke mindst hans kritiske sans og skarpe logik som hjalp til at gøre drøftelserne frugtbare. -I studietiden blev B. gennem Knud Fabricius' øvelser fanget ind af dansk adelshistorie. Men kort efter sin embedseksamen blev han knyttet til Instituttet for historie og samfundsøkonomi og dermed optaget af arbejde med nyere dansk socialhistorie, først under Povl Engelstofts vejledning, fra 1931 som selvstændig fast institutmedarbejder. Resultatet blev foruden nogle forstudier i instituttets publikationer (1930–31) 1. bd. af værket Den faglige Arbejderbevægelse i Danmark indtil Aar 1900, 1938, 600 store sider omfattende tiden til ca. 1880. Det er et grundlæggende arbejde præget af B.s kritiske sans og gode judicium, men fremstillingen er noget tynget af det vældige materiale. S.å. bogen udkom forlod B. den nyere socialhistorie og instituttet og blev arkivar II i Rigsarkivet hvor han 1958 avancerede til overarkivar og chef for 3. afdeling. Han blev en af de lærde arkivarer som historieforskningen ikke kan undvære, kyndig også på områder hvor få har indsigt og flere brug for hjælp, som sigillografi og heraldik. Tidligt under institutarbejdet genoptog B. forbindelsen med sin egentlige kærlighed adelshistorien, navnlig som forfatter af en række adelsbiografier til Dansk biografisk Leksikon (1933–44). Dette arbejde førte ham langt ind i kilderne til adelshistorien. Afgørende for retningen af hans studier blev det at Foreningen Norden bad ham være hovedforfatter af afsnittet om de nordiske unioner 1380–1523 i bogen Omstridte Spørgsmål i Nordens Historie I, 1940. B.s bidrag er en ypperlig forskningsoversigt, klar, instruktiv og selvstændigt vurderende. Denne opgave vendte B.s interesse mod unionstidens politiske historie, men først efter en halv snes år kom resultaterne. Til dem hører et par perspektivrige afhandlinger i Nordisk (Letterstedtska) tidskr. 1951 og 1957 (Adelsskandinavismen og Union og Ærkebiskop) og to større arbejder: Abraham Brodersens biografi (Hist. tidsskr. 1950) – i den som også senere beskæftiger B. sig med godssamlingshistorie – og disputatsen Poul Laxmand og Birger Gunnersen. Studier over dansk politik omkring år 1500, 1959. Det er et modent, originalt og skarpsindigt arbejde, tillige elegant formet. B.s første bog var tung af stof. Disputatsen er kortfattet, undertiden knap, og enkelthederne har alle betydning som led i en større sammenhæng. Spændvidden i B.s interesser viser Den middelalderlige Dagvise (Studier fra Sprog- og Oltids-forskning 1965), en skarpsindig filologisk-litteraturhistorisk undersøgelse af dagvisens oprindelse med analyse af dens overleverede former og enkelte af motiverne. Skønt B. havde megen sans for poesi er afhandlingen blottet for æstetiske vurderinger. Hans uvilje mod alt hvad der smagte af fraser kunne gøre hans form tør. Så meget stærkere virker det når hans følelse for de mennesker han skildrer kommer til orde som i den smukke afhandling De danske Braher (ale. Hist. tidsskr. för Skåneland 1969). Jævnsides med sin forskning og sin embedsger-ning udførte B. fra 1929 til sin død et tidrøvende og slet betalt arbejde for Den danske historiske forening som bibliograf over historisk litteratur vedr. Danmark. Trykt er hans årsfortegnelser for 1928–40, femårsbibliografien for 1943–47 og fem bind af den store bibliografi for 1913–42 (1966–73, 5.bd. færdiggjort af Georg Simon). Det er en fortsættelse af Erichsen og Krarups bibliografi med stærkt udvidede rammer og hævder sig også efter international målestok som et fortrinligt arbejde. Fra 1947 var B. medarbejder ved International Bibliography of Historical Sciences, fra 1957 ved Repertorium der mittelalterlichen Geschichtsquellen. – B. kunne på fjernerestående virke tilknappet og bureaukratisk stiv. For dem der kom ham på nært hold var han en anden, levende optaget af mange ting i og udenfor sit fag, musikalsk, en naturelsker og kyndig amatørornitolog, en kender af vore gamle kirker, først og fremmest en mand med både humør og selvironi. Som fagfælle og ven var han af de sjældne ubestikkelige. Han var ikke karrig med anerkendelse når han mente den var fortjent, men skjulte heller ikke sin kritik. Derfor værdsatte man hans dom højere end de flestes. – Medlem af Det kgl danske selskab for fædrelandets historie 1958. – B.s farbror Henry Peter Gundelach Karmark Bruun (9.7.1873–7.11.1918) var som B. cand. mag. i historie og fransk og ansat i Rigsarkivet fra 1903. Han offentliggjorde De Bruuners Stamtavle og Slægtsregister i Personalhist. tidsskr. 5.r. III, 1906, og posthumt udkom hans Danmarks Amtsforvaltere 1660–1848 sst. 7.r. IV, 1920. Også som særtryk 1919 med W. Norvins biografi af forfatteren.