Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Harald Mortensen

Oprindelig forfatter CLJa
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Harald Mortensen, Harald Richard Mortensen, 17.2.1878-6.2.1957, astronomihistoriker og -samler. Født i Kbh. (Pauls), død i Kbh. (Vor Frels.), begravet sst. (Ass.). M. voksede op i Nyboder. 1897 blev han snedkersvend og var 1901-04 postbud. Han fattede tidligt interesse for astronomi, navnlig astronomiens historie, deltog i et internationalt Tyge Brahe-møde i Prag, var velkendt som Tyge Brahe-forsker og var i forbindelse med mænd som F. R. Friis, Victor Nielsen på Uraniaobservatoriet, Torvald Køhl og den jævnaldrende, senere mag.scient. H. E. Lau. 1901-03 arbejdede M. som observator ved den internationale meteorologiske dragestation ved Hald. Han var 1904-05 afdelingsbetjent ved vejrtjenesteafdelingen på Meteorologisk institut og kom herfra 1905 som portner til Det kgl. bibliotek; her var han 1919-48 ansat som kustode. M.s astronomiske interesse koncentrerede sig efterhånden helt om astronomiens historie i Danmark. Han var tillige en meget flittig og omhyggelig samler af alle astronomiske minder, instrumenter, billeder, bøger osv. der kom til at udgøre kernen i den historisk-astronomiske samling på Rundetårn. M. var selvskreven til både at indrette og lede denne samling, en opgave han løste med den største dygtighed og kærlighed til sagen. Samlingen, der blev indviet 1930, er meget indholdsrig og repræsentativ, og dette skyldes at M. i den har deponeret de kostbareste stykker fra sine private samlinger hvoraf han har hjembragt mange fra sine talrige studierejser til bl.a. Tyskland og Italien. M. medvirkede ved indretningen af et Tyge Brahemuseum på Hven og i Århus ledede han indretningen af et Ole Rømerværelse under Århus museum. M. har givet forskellige litterære bidrag til astronomiens historie i Danmark; de vigtigste er Uraniborgs og Stjerneborgs Ruiner indtil Nutiden (Fra Arkiv og Museum II, 1903-05), Tyge Brahe (i Samleren VIII, 1931 89-92), artiklen om den astronomisk-historiske samling på Rundetårn i jubilæumsskriftet Rundetaarn 1637-1937 samt Astronomen Theodor Brorson (i Cassiopeia. Astronomiska sällskapet Tycho Brahes årsbok 1944 79-83). M. skænkede en del af sine samlinger til Fr.borgmuseet, og hans store bibliotek vedr. Ty. Brahe og astronomiens historie testamenteredes til Kgl. bibl., hvor det udgør en særsamling.

Familie

Forældre: kusk Jens Christian M. (1849-91) og Emma Nathalie Jenny Lundquist (1853-99). Gift 2.2.1919 i Viborg med Hilda Gustava Harriet Elisabeth Hørberg, født 10.7.1885 i Kbh. (Helligg.), død 28.11.1981 i Kbh. (De gamles by), d. af handskemager Jacob Christian H. (1851-1925) og Marie Mariane Pedersdatter (1845-1922).

Udnævnelser

F.M. 2. 1931.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

H. M.: Af en samlers erindr, i Cassiopeia. Astronomiska sällskapet Tycho Brahes årsbok X 1948 52-59. -Politiken 17.2.1938. E. Dal og R. Paulli: H. M. og hans bogsaml. i Fund og forskning V-VI, 1958-59.

Referér til denne tekst ved at skrive:
C. Luplau Janssen: Harald Mortensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294488