Gustav Bang

Gustav Bang, Jens Gustav Bang, 26.9.1871-31.1.1915, historiker, politiker. Født i Store Heddinge, død i Hornbæk (dr. Brunniches klinik), urne på Bispebjerg kgd. B. voksede op under beskedne materielle kår i præstegården i Føvling-Holsted sogn hvor faderen udfoldede en omfattende, spredt forfattervirksomhed om kirke- og kulturhistoriske emner. Han blev student fra Ribe 1889 og indledte s.å. historiestudiet ved Kbh.s univ. 1890 opnåede han accessit i nordisk filologi. Sammen med sin senere hustru Nina Ellinger skrev han 1892 en lille, elementær Lærebog i Danmarks Historie. Han tog magisterkonferens i historie 1894, og 1897 blev han dr.phil. på afhandlingen Den gamle Adels Forfald hvori han som hovedårsag til adelens svækkede magtstilling i 1500- og 1600-tallet søgte at påvise en biologisk degeneration. Afhandlingen rummer stærke islæt af socialdarwinisme og udviklingsdeterminisme, teoretiske elementer der også spores tydeligt i dele af hans senere forfatterskab. Beskæftigelsen med befolkningshistoriske problemer videreførte B. i Kirkebogsstudier, 1906, en kildekritisk og metodisk vigtig diskussion af problemerne ved behandlingen af de store mængder datamateriale som kirkebøgerne rummer. B. påviste her en hidtil ikke erkendt høj grad af mobilitet i befolkningen og kunne som et nyt træk til billedet af den sociale struktur føje et stort og vagabonderende proletariat. Hans indsigt i socialhistorisk metode satte sit tydelige præg på det virke der blev hans hovedfelt, det socialistiske oplysningsarbejde. Gennem medlemskab af Studentersamfundet erhvervede han kendskab til marxismen og samtidens betydeligste socialistiske værker. Fra 1896 blev han medarbejder ved Social-Demokraten og som en af de første akademikere i Danmark medlem af socialdemokratiet. Fra omkring århundredskiftet indledte B. et vidtspændende teoretisk, samfundsanalytisk og populærvidenskabeligt forfatterskab. Som den første danske socialdemokrat med en mere dybtgående indsigt i marxismen prægede han med sine ugentlige mandagsartikler i Social-Demokraten (et udvalg samlet og udgivet efter hans død af Nina Bang og Emil Wiinblad: Arbejderklassens Liv og dens Kamp I–II, 1915) og gennem sine mange bøger og pjecer den generation af socialdemokrater der fra tiden omkring 1. verdenskrig ledede partiet. I mandagsartikler og pjecerne analyserede han både aktuelle og principielle spørgsmål og fremlagde ofte et betydeligt statistisk materiale som baggrund for udformningen af den socialdemokratiske politik, fx. Det danske Samfund i Skildringer og Tal, 1904, Georgismen, 1905, Befolkningsstatistik, 1905, Danske Len og Stamhuse, 1908, Husmanden og Socialismen, 1911. Samtidig skrev han brede, populære historiske fremstillinger som Europas Kulturhistorie I-II, 1899, fortsat i Vor Tid I-II, 1908 og Kapitalismens Gennembrud, 1902 der var tænkt som første del af et trebindsværk Kapitalismens Tidsalder der aldrig blev fuldført. Disse arbejder er præget af stor belæsthed og af evnen til at formidle en socialistisk historieopfattelse til arbejderklassen for at give denne klasse en forståelse af sin rolle i et større historisk udviklingsperspektiv. B.s historieopfattelse vidner om de begrænsninger der i samtiden prægede de vigtigste udenlandske marxister. Som teoretiker knyttede han sig tæt til Karl Kautskys deterministisk farvede udviklingsopfattelse og den såkaldte marx-ortodoksi i 2. Internationale. Han knyttede gennem talrige studierejser og deltagelse i de internationale socialistkongresser kontakter til mange af Internationales ledende personer, ligesom han blev medarbejder ved de vigtigste tyske teoretiske tidsskrifter "Die neue Zeit", "Sozialistische Monatshefte" og det svenske "Tiden". Hans teoretiske værker Den socialistiske Fremtidsstat, 1903 og Den kapitalistiske Samfundshusholdning, 1912 og Den materialistiske Historieopfattelse, 1915 savner originalitet, og han formåede ikke at tilvejebringe en forbindelse mellem sin marxistiske historieopfattelse og det fagvidenskabelige arbejde inden for historien. Den teoretiske determinisme der kunne have ført ham ud i en passivt afventende holdning, modificeredes afgørende ved hans snævre tilknytning til socialdemokratiets politiske praksis. Han udfoldede en omfattende foredragsvirksomhed og var lærer ved partiets arbejderskole fra dens oprettelse 1910. 1901–09 var han opstillet som kandidat til folketinget i Odense 2. kreds, uden at opnå valg. 1910 overtog han efter P. Knudsen Københavns 10. kreds og valgtes s.å. til folketinget hvor han i kraft af sin socialøkonomiske viden fik vigtige ordfører- og udvalgsposter. Fra 1901 til sin død var han medlem af socialdemokratiets hovedbestyrelse. B. var særdeles aktiv i udvalg omkring programspørgsmål, og han prægede sammen med Gerson Trier (1851–1918) på afgørende vis partiprogrammet af 1913. Foreningen af teoretisk forfatterskab og praktisk politisk virke førte B. ud i en række overvejelser om formidlingen mellem partiets reformpolitik og dets langsigtede mål. Ved sin tidlige død undgik han at opleve de nye betingelser for en sådan formidling som stilledes under verdenskrigen og af de revolutionære bevægeiser efter 1917. B.s betydning må vurderes på linie med de af samtidens akademikere der i 2. Internationales periode tilsluttede sig arbejderbevægelsen og stillede deres viden og evner til rådighed for arbejderklassen. B.s indsats blev vigtig fordi han var den eneste der i Danmark virkede på klart marxistisk grundlag.