Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik Schiern

Oprindelig forfatter LTand
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Frederik Schiern, Frederik Eginhard Amadeus Høst Schiern, 22.11.1816-16.12.1882, historiker, politiker. Født i Kbh. (Frue), død på Frbg., begravet i Kbh. (Ass.). S. overvandt aldrig sin utrygge barndom. Ved moderens nye ægteskab fik han stedfaderens navn. 16 år gammel kom han i Borgerdydskolen på Christianshavn, hvorfra han 1834 dimitteredes til universitetet. Som student vandt han universitetets guldmedalje for en afhandling om gallernes indvandring til Lilleasien, men studerede i øvrigt jura og tog embedseksamen 1839. Han begyndte et praktisk juridisk virke, men droges under indflydelse af den borgerlige liberalismes fremgang stadig mere mod historien. Besk mod næsten alle sin samtids historikere forkyndte han at fortiden lå som et lig på båren, og at historikerne blot sminkede det ved næsten udelukkende at beskæftige sig med tvivlsomme spørgsmålstegn, gisninger om læsemåder og undertiden kun tamme og kritiske noter. "De glemte, at det kun er ånden, der levendegør". 1842 disputerede han med afhandlingen Origenes et migrationes Cimbrorum, og s.å. proklamerede han i en indsigtsfuld, af Hegel præget og meget læst teoretisk afhandling Bemærkninger om Historieskrivningens Udvikling og nærværende Standpunkt (Tidsskr. f. Lit. og Kritik, VII), at nutiden ikke trængte til "en historisk fortælling om fakta, men en historisk udvikling af åndens åbenbaring i tiden". Afhandlingen viste hvor funderet han var især i tysk filosofi og europæisk historiografi. Den nye franske historieskrivning gik ham særligt i blodet, da han 1843–44 foretog en stor udenlandsstudierejse især til Frankrig. Den gjorde ham for alvor til discipel af historikere som Jules Michelet og især af brødrene Thierry. Han optog Augustin Thierrys krav om den maleriske, men strengt objektive historieskrivning i stor stil og om nationalitetsideen i dens udvikling som historikerens hovedemne. Tidligere havde S. ikke været upåvirket af den belærende, pragmatiske historieskrivning. Han havde vist usminket sympati for borgerskabets og bondestandens frihedskamp, således endnu i afhandlingen Bondekrigen under Reformationen, 1841. Alligevel blev skildringen heraf ikke S.s sag, og han nåede aldrig som C. F. Allen at skrive de planlagte store sammenhængende værker. Efter at han 1851 havde udsendt Europas Folkestammer I kom der fra hans hånd kun mindre, essayagtige monografier. Han mistede troen på det meningsfulde i at skildre klassekampe og sociale tilstande. Folkets "ydre forhold (var) kun dværge ligeoverfor ideerne". Og sin egen lærdomsinstitution værnede han aristokratisk imod angreb fra den almue, hvis uvidenhed eksploiteredes af "halvstuderede terrorister", således indirekte i afhandlingen Nationalkonventets Stemninger med Hensyn til den højere Undervisning, 1855.

S., der 1847 udnævntes til lektor og 1851 til professor i historie ved universitetet, blev i løbet af 40erne og 50erne også politisk mere og mere konservativ. Det liberale forsvandt næsten ud af hans nationalliberalisme. I den grundlovgivende rigsforsamling foreslog han da også et kongevalgt landsting, og han optrådte siden i 50erne som løsgænger, valgt i forskellige kredse, men uden at få større betydning. Men samtidig stillede han sig i romantisk ånd efterhånden mere og mere skeptisk over for encyclopædisternes og Voltaires ræsonnerende og belærende historieskrivning. Med deres overbevisning om den menneskelige ånds uforanderlighed ville de ifølge S. gøre historien til en lovmæssig naturhistorie, hvilket let førte til materialisme og enetro på en naturudvikling efter blinde love, dvs. til "nødvendighed og betingethed, men ingen (sjælelig) frihed og frivillig livsdannelse". Præget af historismen ankede S. over, at oplysningstidens historikere på den måde desto lettere kunne lægge deres egen og deres egen tids subjektive opfattelse ind i fortiden. Da enhver tid havde sin egen ejendommelige individualitet var der kun lidt for eftertiden at lære af den. Derfor mente S. med Hegel, at nutidens afgørelser "tilsidst kun kan tilvejebringes ved og gjennem dem selv". Den række essays han skrev i Dansk Maanedsskrift og i Fædrelandet handlede da også i første række om nutidsforhold, dog med lange tilbageblik, optaget som han var af ideernes vorden, specielt af "de vidunderlige nationalitetsideer". Nævnes bør Nationalitet og Sprogkamp i Belgien, 1843, Den nyere Nationalitetsbevægelse, 1849, Breve fra Prag, 1857 og Tysk Kultur og Rusland, 1867. De byggede på selvsyn fra utallige rejser og på kritisk læsning af speciallitteratur og af tidsskrifter og dagblade, ofte læst under hyppige besøg på cafeer og værtshuse i København.

Trods sit strenge krav om objektivitet kunne S. her ikke undgå at lade sine bekymrede tanker om Slesvigs skæbne og sit had til den fremmasende tyskhed skinne igennem. Fremfor de af pragmatismen dyrkede "mekaniske, fysiologiske og psykologiske indflydelser", der fik historikerne til at "udlede store begivenheder af små årsager", foretrak S. at koncentrere sig om "den filosofiske historieskrivning". Dens opgave var nemlig at påvise "verdenshistoriens dialektiske væsen, der bestandigen i de samme midler, som oprejser ..., indeslutter ødelæggelsens nedbrydende kræfter". Dialektikken kunne retfærdiggøre, at der ikke toges parti af den "geniale historiker", og S. tænkte med glæde på, at hans studenter opfattede ham som sådan. Denne måtte, uanset hvor hans hjerte var, objektivt skildre både de sym- og antipatiske sider ved ideernes bevægelser. S. kom derfor til at føle sig hævet over en shakespearesk optagethed af de menneskelige dyder og laster, som nødvendigvis måtte betones i en etisk og kunstnerisk skildring funderet i historieskriverens eget livssyn. Konsekvent nok kunne S. derfor heller ikke gå ind for L. von Rankes maksime om historien som på en gang videnskab og kunst. Den kunne ikke fuldt tilfredsstille den kunst, som S. derfor også som de fleste moderne historikere opfattede som hovedsagelig form (og af ham selv ivrigt dyrket formfuldendthed) adskilt fra indholdet.

Annonce

Opfattende sig selv som den over godt og ondt stående filosofiske historiker, med den opgave som redskab for verdensånden at ordne begivenhedernes kaotiske masse efter de guddommelige ideer, satte S. da sit selv næsten ud af spillet. Da det imidlertid viste sig umuligt at tærske langhalm på disse temmelig abstrakte ideers indflydelse, blev resultatet en række mindre afhandlinger. Nævnes kan Struensees og det saakaldte guldbergske Ministeriums historiske Forhold, 1842, der skildrede den fra de højere samfundslag udgående kosmopolitisk orienterede politiks delvise fallit på grund af dens tilhængeres mangel på hensyntagen til de folkelige nationaliteter. Nævnes bør også Absolutismens historiske Udvikling, 1847 der søgte at vise, hvorledes "fornuften" eller "guddommen" udtalte sig "til fordel for det moderne autokrati som et til en vis grad nødvendigt moment i den europæiske udvikling". Den måde at arbejde på som historiker blev ham troligt efterhånden for fattig. Nok bl.a. derfor kom han mere på afstand af Hegels filosofi. Og han endte i 50erne og 60erne med ud over sine fortsatte nutidsessays væsentlig at koncentrere sig om den blotte, næsten krønikeagtige fastlæggelse og udpensling af ydre begivenhedsforløb, som i sin digreste, over 400 sider store omstændelige afhandling James Hepburn, Jarl af Bothwell, hans Anholdelse i Norge og Fængselsliv i Danmark, 1863. Jo mindre eksistentiel hans historiske forskning blev, jo større behov fik han desuden for at vise lærdom i gigantiske noter, ofte hvor det ikke behøvedes, akkurat som det skete i den af den unge S. så hudflettede danske antikvariske historikertradition.

Udelukkelsen af jeg'et i hans historiske forfatterskab hang sammen med og forstærkede en ikke ubetydelig menneskeforagt hos S., der da også som professor "i bedste tilfælde [forholdt sig] koldt og ligegyldigt" over for de studerende. I de oftest improviserede forelæsninger holdt han dog interessen for verdenshistorien levende og underviste i den moderne udenlandske historieskrivning og dens kilder, desuden i hjælperedskaberne kronologi, geografi og etnologi. Det gerne godt besatte auditorium var i ikke ringe grad betaget af den "interessante" professor med de nutidsrelevante emner. S. udstrålede nemlig "en vis nonchalant noblesse", der passede godt til det "mindre velsoignerede grå hår om den høje, skaldede pande", til den "romerske næse" og de "spillende blå øjne" (A. Thorsøe). Alligevel opfattede S. mere og mere undervisningen som en trykkende byrde og beklagede i mismodige øjeblikke, at han ikke var blevet søofficer eller diplomat. Ikke underligt fik han derfor kun få venner og blev mere og mere ensom. De åbenbart uforløste katastrofer i hans eget liv, i barndommen som sidenhen, hvor også hans kortvarige ægteskab blev en fiasko, drog ham mod de dramatiske begivenheder, fx mod kejser-krigen i afhandlingen En historisk Parallel fra 1851 og mod revolutionerne, 1789 i Frankrig og 1660 og 1772 i Danmark. Desuden pirredes S. af de tvivlsomme karakterer som Marie Stuart og Bothwell, som han i den herskende romantismes ånd havde blik for det pikante i, men uden at trænge ind i det sjæleliv, der "ej ustraffet (lader sig) glemme over det udvortes", som han selv skrev som ung.

S. blev en ikke uvigtig overgangsskikkelse i tidehvervet mellem den romantiske idealisme og den fremtrængende faktaorienterede positivisme, og man genkender mange af hans problemer hos de følgende slægtled af historikere. Når S. som den nyeste datidige historieskrivning ville benytte sproget som sværd i nationalideens tjeneste, blev hans eget sprog nok meget læst, men ikke noget Skræp, fordi han ikke kunne og ikke turde involvere sig selv. Hans vidtspændende, men spredte forfatterskab blev derfor nok af kritisk og skarpsindig nøjagtighed, men det forbandtes ikke med "åndens skønhed, hjertets varme og den til et godt historisk værk nødvendige poetiske indbildningskraft" (Oehlenschläger om Thierry). S. blev da også en dybt skuffet mand, fuld af klage over, at hans arbejde var gået i stå. I hans ansigt og foredrag endte man derfor med at genkende faderens "pesthus-mimik" eller galmands-grimasser. – Medlem af Historisk forenings bestyrelse 1842–43 og 1845–82 (formand fra 1870), medlem af Videnskabernes selskab 1859 og af Danske selskab 1860.

Familie

Forældre: litterat og historiker Jens Kragh Høst (1772–1844) og Susanne M. Oxholm (1786–1845, gift 2. gang 1825 med kontorchef, senere overfinansbogholder, etatsråd Niels Frederik Bernhard Schiern, 1789–1853). Gift 10.1.1852 i Kbh. (Slotsk.) med Fanny Maria Ophelia Beutner, født 16.9.1827 i Springforbi, død 5.2.1879 i Kbh. (Holmens), d. af kaptajn, oliemøller Simon Nicolai B. (1794–1880) og Nanna Drewsen (1807–81). Ægteskabet opløst 1859. – Bror til Einar Theodor Emmanuel s.

Udnævnelser

R. 1858. DM. 1879.

Ikonografi

Tegn. af Magnus Petersen, 1867 (Kgl.bibl.). Foto.

Bibliografi

Udg. Hist. studier I-II, 1856–57 og Nyere hist. studier I-II, 1875–79.

Kilder. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1843 22–24.

Lit. Johs. Steenstrup i Dagbladet 17.12.1882. Alex. Thorsøe i III.tid. 28.1.1883. Samme: Erindr., 1929 86–92. Johs. Steenstrup: Historieskrivn. i Danm. i det 19.årh., 1889 278–89. E. C. Werlauff: Erindr, af mit liv, 1910 (fot. optr. 1968) = Memoirer og breve XIII. Breve fra riksarkivar M. Birkeland, udg. Fr. Ording, Kria., Kbh. 1920 134 216f. Sofus Høgsbro: Brevveksl, og dagbøger, udg. Hans Lund I, 1924. N. Neergaard: Erindr., 1935 35. Danske mag. 7.r.III, 1940 10 23 (Kriegers, Monrads og Vedels brevveksl.). Ellen Jørgensen: Historiens studium i Danm. i det 19.årh., 1943 84–86. C. Paludan-Müller. Et udvalg af hans optegn, og breve, udg. Bj. Kornerup I-II, 1958. Den danske rigsdag 1849–1949, red. Kn. Fabricius m.fl. I, 1949; IV-VI, 1949–53. Leo Tandrup: Ravn I, 1979. Kai Hørby i Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj X, 1980 414f 417 o.n.st. Papirer i Kgl.bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leo Tandrup: Frederik Schiern i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297018