Fr. Stuckenberg, Frederik Henrich Stuckenberg, 17.4.1832-4.5.1899, fængselshistoriker. Født i Kbh. (Holmens), død i Lyngby, urne på Ass. kgd. S. blev student 1851 fra det v. Westenske institut. Efter anden eksamen (filosofikum) 1852 var han nogle år huslærer forskellige steder og 1859 bestod han den juridiske eksamen for ustuderede. S.å. blev han ansat som lærer ved den nyoprettede Vridsløselille straffeanstalt. Det var hans håb at opnå en ledende stilling inden for fængselsvæsenet; men da dette ønske ikke lod sig opfylde blev han af økonomiske grunde nødsaget til at søge over i anden virksomhed. 1872–85 var han distriktsforstander under Kbh.s fattigvæsen, og 1885 blev han forvalter ved Vestre hospital hvorfra han tog sin afsked af helbredshensyn fra 1.1.1899. Sin interesse for fængselsmæssige spørgsmål opgav han dog ikke. 1878 påbegyndte han udgivelsen af Nordisk Tidsskrift for Fængselsvæsen og øvrige penitentiære Institutioner, og allerede fra dettes 2. årgang lykkedes det ham at knytte ansete forfattere til det som bidragydere. De trange økonomiske forhold under hvilke tidsskriftet arbejdede, og vanskelighederne ved at skaffe artikler til det medførte dog at S. jævnlig måtte skrive størstedelen selv; men efter nogle års forløb opnåede han statstilskud til udgivelsen, og da han efter tyve års virksomhed overlod ledelsen af tidsskriftet til yngre kræfter havde han arbejdet det frem til en smuk position inden for fagtidsskrifternes kreds. S. deltog i flere fængselskongresser og var også på andre måder aktiv inden for det internationale samarbejde. Hans vigtigste litterære arbejder var Fængselsvæsenet i Danmark 1550–1741, 1893 og Fængselsvæsenet i Danmark 1742–1839, 1896. Disse arbejder hviler på årelange flittige arkivstudier og har endnu ikke fundet nogen afløser, selv om de i nogen grad mangler almindelig kulturhistorisk baggrund og overhovedet ved deres behandling af det uensartede materiale røber den selvlærte forsker.

Familie

Forældre: skorstensfejermester Claus August Heinrich S. (1806–79) og Else Marie Schmidt (ca. 1793–1852). Gift 1. gang 14.5.1862 i Skørpinge med Johanne Georgine Fog, født 29.8.1833 i Kbh. (Frels.), død 24.5.1895 sst., d. af fuldmægtig, senere toldforvalter i Slagelse Henrik Georg F. (1800–68) og Johanne Diderikke Rønne (1801–79). Gift 2. gang 11.3.1896 i Kbh. (Helligg.) med Hanne Sophie Viktoria Bjørn, født 23.7.1848 i Skelby, Falster, død 26.5.1941 i Kbh., d. af skytte på Gedsergård, senere skovrider på Ourupgård Peter Christian B. (1822–59) og Maren Nielsdatter (Høg) (1812–87). – Far til Viggo S.

Ikonografi

Afbildet på Paul Fischers mal. En festaften i Det kgl. teater, 1888. Mal. af Børge Stuckenberg.

Bibliografi

Harald Smedal i Nord. t. for fængselsvæsen XXII, 1899 bilag. Fr. Dahl i Zeitschr. für die gesamte Strafrechtswissensch. XX, Berlin 1900 155–58. Jørgen Andersen: Viggo Stuckenberg og hans samtid I, 1944. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig