Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erik Kroman

Oprindelige forfattere CBjø og PEng
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Erik Kroman, Erik Jørgensen Kroman, 26.2.1892-2.6.1982, historiker. Født i Marstal, død på Skt. Lukas stiftelsen, begravet Marstal kgd. K. tog realeksamen fra Stenhus 1909, lærereksamen fra Haslev 1913 og blev student 1914 fra Døckers kursus. Han var 1914–18 bestyrer af Fakse Ladeplads private realskole og tog 1925 skoleembedseksamen i historie, dansk og engelsk. Som student arbejdede han ved Dansk folkemindesamling i forbindelse med H. Grüner-Nielsen og kom derigennem ind på arbejde med håndskrifter. Straks efter embedseksamen blev han knyttet til udgaven af Danmarks gamle love; 1930 fik han ansættelse ved Rigsarkivet og blev arkivar I 1943 og overarkivar 1956–62. Ved lovudgaven har han medvirket ved Skaanske Lov I (1920–33) og Jyske Lov (1925–33) og selv udgivet Valdemars sjællandske Lov (1932–42). K. har videre udgivet Helsingør stadsbog 1549–56, 1971, Ribe rådstuedombøger 1527–76 og 1580–99, 1974 og Ambrosius Stub. Digte I-II, 1972. Under udarbejdelse er en revideret udgave af Ellen Jørgensens annal værk; 1936 udgav han Kong Valdemars Jordebog. Et Haandskrifts Historie, og en tilsvarende oversigt gav han i Saxo og Overleveringen af hans Værk, 1971. I de to arbejder Dansk Palæografi (i Nordisk Kultur XXVIII, 1943) og Skriftens Historie i Danmark. Fra Reformationen til Nutiden (s.å.) har K. givet kyndige oversigter der i enkelthederne hviler på grundige selvstændige studier. 1946 blev han undervisningsassistent i skrifthistorie ved Kbh.s univ. 1947–68 var han lektor i samme fag. Han har givet en række bidrag til Ærøs historie, således Marstals Søfart indtil 1925, 1928, og i disputatsen Musikalsk Akcent i Dansk, 1947, søgte K. at kombinere dialektstudier og sproghistoriske undersøgelser med henblik på forståelsen af tidlig dansk historie. Hertil knytter sig også Det danske Rige i den ældre Vikingetid, 1976.

Familie

Forældre: skibsfører Hans Hermansen K. (1861–94) og Marie Magdalene Knudsen (1866–1953). Gift 15.5.1925 i Kbh. (Andr.) med Edith Sigrid Ingeborg Guntel, født 4.12.1897 på Frbg., d. af kontrollør ved belysningsvæsenet Emil Otto G. (1848–1929) og Camilla Frederikke Petræa Meyer (1861–1942).

Udnævnelser

R. 1953.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1948 158f. – Studenterne 1914, 1939.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn, Povl Engelstoft: Erik Kroman i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293067