Erik Arup, Erik Ipsen Arup, 22.11.1876-23.9.1951, historiker. Født i Slangerup, død i Kbh., urne i fællesgrav sst. (Bispebj.). A. voksede op i et politisk og kulturelt levende lægehjem og boede siden hos sin mormoder. Her modtog han kunstneriske impulser mens han gik på Nørrebro latin- og realskole hvorfra han blev student 1894. Han studerede først teologi ved siden af historie. Konferens i historie bestod han 1901 men allerede 1898 havde han fået universitetets guldmedalje for en prisafhandling om kilderne til Huitfeldts krønike. I studietiden havde han haft arbejde ved Creditkassen for Landejendomme i Østifterne hvis historie han skrev 1916. Efter konferensen underviste og manuducerede han, en tid var han knyttet til Ritzaus Bureau, senere vikar ved Rigsarkivet. 1904–05 og 1908 foretog han studierejser til London, Berlin, Hamburg og Lübeck, og ind imellem forsvarede han 1907 sin disputats. 1908 blev han arkivar i udenrigsministeriet, fra 1909 som leder, indtil C. Th. Zahle i 1914 hentede ham til en nyoprettet stilling som departementschef i konseilspræsidiet der forenedes med embedet som statsrådssekretær. A. ønskede imidlertid at være historisk forsker. Han havde søgt professorat efter J. A. Fridericias død 1912; bittert skuffet så han Aage Friis blive foretrukket, men han blev ved Kr. Erslevs udnævnelse til rigsarkivar, dennes efterfølger i 1916, fra 1935 som professor rostgardianus i nordisk historie og nordiske antikviteter. Gennem sine administrative embeder var han blevet indført i de dansk-islandske problemer som han fortsat som professor kunne vie aktiv interesse, idet han blev medlem af den danskislandske kommission der formulerede den dansk-islandske forbundslov af 1918, siden medlem af det nyoprettede Dansk-islandsk nævn 1919–50 og af bestyrelsen for Dansk-islandsk forbundsfond 1920–46, og endelig var han fra 1936 til sin død formand for Den arnamagnæanske stiftelse.

A.s blivende betydning samler sig om hans indsats som historieforsker og universitetslærer. Hans forfatterskab strækker sig fra 1901 til 1947, med Danmarks Historie I og II som markant tyngdepunkt, ikke blot for egne arbejder, men for hele periodens nationale historieskrivning. A.s utrykte prisopgave om A. Huitfeldts kongehistorier og en trykt studenterafhandling fra 1901 er kildekritiske studier efter Erslevs nye skole, dygtige elevarbejder men uden præg af A.s personlige egenart der blev udmærkende for alle følgende arbejder, og som allerede ved magisterkonferensens store opgaver om senmiddelalderlig dansk handelspolitik havde skabt det livsvarige modsætningsforhold til Joh. Steenstrup. I den indtrængende analyse af Den finansielle Side af Erhvervelsen af Hertugdømmerne 1460–1487, 1903 og det følgende års udførlige anmeldelse af Will. Christensens Dansk Statsforvaltning fremtræder det egenartede Arup'ske fysiognomi markant. Her har han frigjort sig fra sin store læremester Erslev og udformet en konstruktiv metode med fundamentale krav om virkelighedsforskning ud fra mere konkrete kilder (regnskaber og akter) fremfor beretninger, og således at han tillagde de skiftende finansielle konstellationer større vægt end selve den statsretslige afgørelse. Erslevs krav om systematisk kildekritik og udtømmende kildebenyttelse er opretholdt, men hertil er føjet noget nyt: kravet om at de af kritikken som tilforladelige udsondrede kendsgerninger skal være organiseret og styret af "en fast udformet helhedsopfattelse", så den rette forståelse af "den store sammenhæng" kan fremgå ved en "konstruktion" eller "skabes ved egne gætninger" af historikeren – som det her udtrykkes mere udfordrende end i den senere, ofte (fejl)citerede formulering om "at digte over kendsgerningerne". Konstruktion af historisk sammenhæng ud fra etablerede kendsgerninger er følgelig noget metodisk fundamentalt hos A. Han påberåbte sig siden de franske metodeteoretikere Langlois og Seignobos, hvis grundlæggende værk fra 1898 netop behandler begreberne "groupement des faits" og "raisonnement constructif". A. har dog næppe så tidligt kendt det franske værk. I alle tilfælde har denne frigørende udvidelse af historikerens metodiske muligheder fæstnet sig tidligt som det væsentlige og blivende. Som særlig velegnet virkelighedsforskning der lod sig indordne under ledende helhedsopfattelser havde A. tidligt fremhævet handelshistorien, og internationale komparative handelsforhold blev emne for de følgende to arbejder, begge med lovmæssighed i spændingsforholdet mellem politisk system og formuleret handelsret i forhold til faktisk handelsstruktur som problem. Til yderste konsekvens gennemprøvedes synspunktet i den vidtspændende universalhistoriske skitse Den europæiske Regalismes Oprindelse, 1905, hvor "regalismen som europæisk finanssystem" forklares mislykket fordi den efterligner et saracensk system men på andet grundlag. 1907 kom så A.s mægtige og indtrængende doktorafhandling. Hovedtitlen, Studier i engelsk og tysk handels historie er kun en ramme, mens undertitlen En undersøgelse af kommissionshandelens praksis og theori i engelsk og tysk handelsliv klart udtrykker værkets dobbelte komparation. A. fandt her sit historiesyn bekræftet i den velargumenterede tese at den vidt forskellige handelsret i England og Tyskland ikke skyldtes særnational retsopfattelse og folkekarakter, men forskellig geografisk beliggenhed og uensartede krav til handelens funktion. Under latent spænding mellem lovgivning og handelspraksis var det stadig handelslivets egne former der skabte den retlige norm, ikke omvendt. Afsluttende proklameres: "Det er mellem de kampe, der føres i retssale og parlamenter, at den gennemtrængende virkelighedsforskning må søge at komme til orde". Da universitetet først 1921 tillod disputatser at komme på et moderne hovedsprog fik dette værk aldrig den internationale placering det fortjente.

Da A. 1908 måtte afbryde studierne i British Museum for at rejse hjem som kongelig embedsmand, blev planen om en mere universel fortsættelse af disputatsen, en studie over det engelske Levantkompagni som formidler af vareudvekslingen mellem Asien og Europa, lagt til side, og dermed standsede hans så lovende indledte universalhistoriske forskning, bortset fra den kyndige oversigt Varehandelens Historie i Omrids (Hages Haandbog i Handelsvidenskab, 1918). Al A.s forskning blev herefter viet dansk historie, mere og mere samlet om fremstillingen af en fuldstændig Danmarkshistorie. Således opstod et brud af dobbelt karakter: fra handelshistorie som ledemotiv for universalhistorisk udvikling til landbrug som det faste grundlag for dansk samfundsudvikling. Det bratte skifte kom dog ikke til at betyde nogen ændring i historiesyn eller metode. Det var den konstruktive virkelighedsforskning ud fra tilforladelige kendsgerninger der efter at have bestået sin prøve universelt nu skulle lægges til grund for fremstillingen af hans eget lands historie. Faktisk udgør et tilfældigt lejlighedsarbejde ouverturen. Til Hagerups Konversationsleksikon (2. udg.) skrev A. 1908 artiklen om Danmarks historie (ændret og udvidet 3. udg. 1920, som særtryk Rids af Danmarks Historie, 1921). Den foranledigede et forslag fra forlaget om at udarbejde en afløser af C. F. Allens Haandbog i Fædrelandets Historie fra 1840, og med professorernes velsignelse sluttede A. kontrakt om en håndbog i fire bind. Planen, at om- og nedskrive Danmarks Riges Historie til universitetsbrug, realiseredes dog aldrig; resultatet blev i stedet den meget personlige og omstridte Danmarks Historie der endda måtte forblive en torso – det posthumt udgivne bd. 3 når kun til omkr. 1660.

Fra første færd stod det A. klart, at landbruget måtte blive det fundamentale. "Landsbyen er den kærne, hvoraf det danske samfund har udviklet sig", lyder første sætning i leksikonartiklen, og trods alle betænkeligheder opretholdt A. sin plan. De mange år til værkets fremkomst var viet brede og grundige forarbejder i danske kilder og udenlandske værker. I et foredrag i Landhusholdningsselskabet om Danmarks ældste Landbrug fremlagde han 1916 sin omstridte tese om den landsbydannende hjulplov og gentog sætningen om landbrugets hædersplads med tilføjelsen at "næsten al den politik der har været her i landet fra de ældste tider til dagen i dag har sine rødder i den danske jord"; men opfordringen til det praktiske landbrugs mænd om forskningssamarbejde bar ikke frugt. A.s studier blev siden 1907 kraftigt stimuleret af tæt tankeudveksling med Laur. Weibull i Lund, senere også med dennes yngre broder Curt. Formålet var at rense og forny nordisk historie; A. fulgte aktivt brødrene Weibulls radikale traditionskritik, men for ham var "det videnskabeligt konstaterbare" mere middel end mål. Afhandlingen Leding og ledingsskat i det 13. århundrede, 1914, viser klart hans kildekritiske særpræg: hans stof er ikke beretninger, men samfundsrelevante lovtekster, og resultatet af hans tætlæsning af Jyske Lovs ledingsbestemmelser afslører en dynamisk militær udvikling i Valdemarstiden fra personligt bondeopbud til skat på bondejord og herremandshær som Valdemarstidens dynamiske forvarsel om stændersamfundet. Videre røber A.s ofte anførte anmeldelser af Vilh. Grønbech og Henrik Schück (1914 og -15) principielle tanker om hvorledes et lands historie rettelig bør skrives; i den første med udtalt krav om kun at anvende samtidige og tilforladelige kilder og den så ofte fordømte udtalelse om "at digte over kendsgerningerne" – efter ordlyden en meget bunden rekonstruktion; i den anden understregningen af at "den egentlige og sande historie" skal være koncentreret om det nye og blivende i samfundet og bero på en sand kildevurdering -"en levende skildring, der hviler på ægte kilder alene". Endelig finder man også prægnante udtryk for A.s historiesyn og metodiske principper i de dybtborende anmeldelser, han som redaktør i 1917–24 skrev til Historisk Tidsskrift. Her omvurderes de middelalderlige årbøger til ordinær historieskrivning (Ellen Jørgensen: Annales Danici), her forkastes beretningerne til fordel for dokumenterne (Peitz: Die Hamburger Fälschungen), og her belyses det sindrige spil mellem magt og statsret som det fremgår af den konkrete virkeligheds politik (Erslev: Augustenborgernes Arvekrav og Kn. Fabricius: Kongeloven). Bag alt dette spores et fasttømret teoretisk system der kom til at styre A.s forsøg på at give en samlet moderne fremstilling af Danmarkshistorien. Det blev en folkets og arbejdets historie, med jorden og produktionen som basis for den politiske udvikling, mere om samfundsbevægelsernes dynamik end om den omskiftelige konge- og udenrigspolitik, mindre om kongerne end om deres kanslere og faktiske ledere. Nye træk dominerede mens gamle kære begivenheder var forsvundet og mangt og meget omvurderet og omplaceret. Det var en skildring hvor Saxo var skiftet ud med mere "tilforladelige" kilder, for "al moderne kritisk forskning har lært os at hvor dokument staar mod beretning maa beretningen vige". Med et mægtigt opbud af skabende nysyn og fantasi havde A. føjet de af ham "accepterede kendsgerninger" ind under nye og frugtbare synspunkter, støbt i en kunstnerisk form og stil, dynamisk levende i stærkeste kontrast til det tilvante. Værket er gennemtænkt som en helhed, for selv om det forblev en torso er alle 4 bind tidligt disponeret i grundtrækkene. Som en mægtig komposition var det indordnet under et sammensat helhedssyn, periode for periode styret af det samfundsmoment som A. antog havde været specielt bestemmende for udviklingen. Det udkomne viser os systemet om institutioners udspring fra landsbyen og den stænderske gruppering "i herrevælde" og "i kongevælde", mens enevælden med dens bondefrigørelse som baggrund for det demokratiske samfund forblev uskrevet.

Udsendelsen af de to bind 1925 og 1932 fremkaldte voldsom kritik. Konservative pressefolk og amatørhistorikere himlede op mod dette angreb på nationale klenodier, og faghistorikerne hverken ville eller kunne billige de anvendte metoder og vurderinger, ej heller finde præmisser for de dristige teser og tilspidsede domme. Alle kritikere stemplede værket som ensidig og subjektiv historieskrivning; det var "apriorisk", ikke sand og forudsætningsløs videnskab. A.s "absolutte stil" der tilslørede det usikre og hypotetiske, værkets mangel på forklarende fortale og oplysende noter og hans til tider svigtende evne til at efterprøve sine indfald og hypoteser gjorde det let at finde angrebspunkter. Desuden havde A. mere og mere isoleret sig fra sine fagfæller. Som omgangskreds havde A. altid foretrukket det praktiske livs mænd (jurister, læger og finansmænd) ved siden af politikere, og netop i 1924 havde hans initiativrige men egenmægtige redaktion af Historisk Tidsskrift ført til et dramatisk opgør og brud med fagfællerne. Bortset fra nogle få unge elever stod han da helt ensom herhjemme men nært knyttet til brødrene Weibull der i Sverige indtog en lignende isoleret stilling. – Den uforstående og uforsonlige kritik overraskede A. Stort set forholdt han sig tavs udadtil, men afvisningen af hans forskning blev afgørende for hans svingende livsholdning og oftest svigtende arbejdslyst for resten af hans levetid. Han tog 1925 til genmæle mod Lis Jacobsens kritik af hans agrare tolkning af runestenene, men han tilbageholdt sine klogere og kraftigere svar, dels Redegørelse for min Danmarkshistorie og dels Gendrivelse af mine kritikere (Ellen Jørgensen og Poul Johs. Jørgensen), der først er trykt efter hans død. Kort efter gik han dog til modangreb. I 1. hæfte af Scandia, hans kampfælle Laur. Weibulls nye tidsskrift for kritiskmetodisk forskning, udsendte han februar 1928 afhandlingen David og Hall Krisen i Danmarks historie 1863, en blændende kildeanalyse der ikke blot afslørede frygt for revolution forud for krigen 1864 men samtidig var et nyt angreb på forskerne af den nyere tids historie fordi de var forblevet på et førkritisk stade og nøjedes med personlige skøn over kilderne. Det førte – som i 1919 og 1921 afhandlingerne om Bernstorff og Holstein og Bernstorff og Moltke – til en bitter men saglig polemik med Aage Friis der følte sig personlig ramt. Presseangrebene blev heftigere og kulminerede med et skæbnesvangert sammenstød med Vilh. la Cour der som opinionens talsmand erklærede at A. som forsker og universitetslærer "undergravede dansk historisk forsknings autoritet" og afsluttede med en ubehersket pjece Professor Arup og Sandheden. Stadig tavs fortsatte A. sine kritiske afhandlinger i Scandia til dokumentation af Danmarkshistoriens omvurderinger. A. svarede heller ikke på den konservative presses reaktion på 2. bind 1932, men mismodet fik nu overhånd og standsede hans produktivitet. Et fristed fandt han i samarbejde med unge forskere i forberedelsen af det Diplomatarium Danicum han 1931 sammen med Laur. Weibull havde påtaget sig at lede for Det danske Sprog- og Litteraturselskab; men 1937 følte han sig tvunget til at udtræde da han ikke kunne følge filologernes ændring i vedtagne udgivelsesprincipper. Netop da stod han ved sit livs voldsomste krise, foranlediget af modsætningsforholdet til la Cour der havde fortsat sine angreb og hævdet at A. havde "sprængt rammerne for et ædrueligt videnskabeligt arbejde" og stemplet A.s Kong Svend 2.s biografi som "den frie fantasis taagegevandter". At A. med sine krav til kritisk og konstruktiv forskning til gengæld havde modsat sig at la Cour fik et personligt docentur og 1936 sammen med to af tre udenlandske professorer foretrak Alb. Olsen som professor fremfor la Cour kan ikke undre. Striden fortsatte på en lidet værdig måde: på den ene side et net af intriger fra de professorer og politikere der ønskede at placere la Cour som en modvægt mod A., på den anden side den ensomme A.s temperamentsfulde og skarpe udtalelser og vurderinger. Da planerne glippede i København forsøgte man i Århus, men da fakultetet der ikke opfyldte la Cours krav om særbehandling, stemplede denne officielt A. for embedsmisbrug. Da A. nægtede at anlægge sag mod la Cour, pålagde undervisningsministeriet i stedet Københavns universitet at gøre det mens A. foretrak kun at optræde som vidne. På lidet flatterende måde oprulledes sagen for en domsmandsret i Helsingør. Dommen var passende uklar: sigtelserne kendtes ubeføjede men straf bortfaldt; A. kunne med rette føle sig frikendt men arbejdsglæden kom ikke tilbage. Det store værk nød ikke fremme, men 1941 kunne A. udsende mindeskriftet Viggo Hørup, som biografi ikke særlig dybtgående, men en spillevende bog - "mit hjertebarn" – skrevet med oplagthed. A.s politiske holdning var samstemt med Hørups, hans stilkunst forlængede umærkeligt Hørups, og man fornemmer hvorledes A. i Danmarkshistoriens uskrevne 4. bind ville have formet overgangen fra bogen om "Ministeriet" til bogen om "Rigsdagen". A.s livsholdning i disse år kommer klart til orde i det bitre radioforedrag fra 1937 Historie ved Københavns Universitet 1537–1937 hvor han imødegik Erslevs optimistiske syn på dansk historieforskning år 1911; han ligner sig selv med "en Årchimedes der sidder og tegner cirkler i sandet"; men trods alt: "E pur si muove - og dog går den kritiske historieforskning frem". Rette ord, for A. var den historieprofessor der prægede næste generation. Han var vel ikke nogen flittig og pædagogisk universitetslærer, men hans forelæsninger fængede og hans øvelser var inciterende for de aktivt interesserede. De historiestuderende tog gentagne gange parti mod hans modstandere, og unge historikere samledes om ham i hjemmet på Studentergården hvor han var en afholdt efor fra 1923 til sin afgang. Og at det ikke alene var hans charme der bandt de unge til ham fremgår af besættelsen af de mange ledige professorater i København og Århus; på nær et enkelt gik de til de historikere der følte sig nærmest knyttet til ham.

Skønt A. teoretisk slog til lyd for forskning i team, havde han som historiker i praksis en mærkværdig evne til at isolere sig og skabe sig modstandere. Derimod udviste han i sine administrative og politiske hverv stor forhandlingsevne og forstod at knytte og fastholde personlige kontakter og venskaber. Det fremgår tydeligst i hans livslange arbejde for at formidle samarbejde og folkelig forståelse mellem Danmark og Island. Som medlem af den delegation til Reykjavik i 1918 der skulle forhandle om Islands krav om selvstændighed var hans initiativ og indsigt af stor betydning for forbundslovens form og indhold. Han blev derefter det radikale venstres faste repræsentant i dansk-islandsk nævn og for-bundsfond hvor han i hele mellemkrigstiden ydede en omfattende indsats, meget påskønnet af islændingene og de danske politikere uden hensyn til partifarve. Oftest meget imødekommende over for islændingenes ønsker kunne han også være fast afvisende over for urimelige krav som det fremgår af den af ham dikterede protokol over forhandlingerne (udg. 1944). En speciel interesse viede han de islandske håndskrifter i danske samlinger. Han afviste al tale om juridisk og almen national ret, men var meget virksom for udlevering af museumsgenstande og arkivalier efter liberale regler. Han tog initiativet til omdannelse af den arnamagnæanske kommission 1936, så islændingene fik næsten paritet i bestyrelsen. Efter Islands ophævelse af forbundsloven 1944 pointerede han på ny, at Island manglede al formel ret til håndskrifterne, men i den nedsatte parlamentariske kommission af 1947 om håndskrifterne var han blandt de mest rundhåndede da talen var om udlevering af håndskrifter som gave, og det var på hans initiativ at ledende danske højskolekredse blev stemt herfor. A. var en varm tilhænger af det radikale venstres folkelige og sociale ideer og reformer. Som medlem af handelsstudentkommissionen 1914–15 ivrede han for en mere praktisk højere uddannelse, og som udvalgsmedlem var han en af de varmeste talsmænd for oprettelsen af et universitet i Jylland. Som isoleret forsker og som en af fagfæller bekæmpet foregangsmand fik han kun få hædersbevisninger; medlem af Videnskabernes selskab blev han først 1935, men af Vetenskaps-Societeten i Lund siden dets stiftelse i 1920. Af den yngre generation modtog han på sin 70-årsdag et festskrift.

Familie

Forældre: læge Peter Michael Christian A. (1845–1915) og Malvina Cathrine Ipsen (1852–1934). Gift 3.3.1908 i Kbh. (b.v.) med Clara Sanny Dahl, født 23.3.1883 i Esbjerg, død 23.12.1976 i Kbh., d. af skibsbygmester og entreprenør Kragh Frederik Theodor D. (1845–98) og Lovise Frederikke Schmidt (1856–1937).

Ikonografi

Mal. af Aksel Jørgensen, 1928 (Fr.borg), og gruppebill., 1929 (Studentergården, Kbh.). Tegn. af Carl Jensen, ca. 1928, Tegn. af Hans Bendix, af Carl Jensen, 1930, af Otto Christensen, 1942 (Fr.borg) og 1945. Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig