Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ellen Jørgensen

Oprindelig forfatter TJx
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Ellen Jørgensen, Ellen Sophie Rasmine Jørgensen, 6.3.1877-14.6.1948, historiker. Født i Kbh. (Trin.), død sst., begravet sst. (Ass.). J. mistede tidligt sin far. Alligevel fik det både bogligt og musikalsk begavede pigebarn en akademisk uddannelse, hvad der var usædvanligt i datiden. Hendes interesse for historie blev tidligt vakt, påvirket af lærerne i Zahles skole Edvard Lembcke og V. Pingel. Efter studentereksamen 1896 studerede J. historie ved Kbh.s univ. og hørte til den gruppe der lod sig ligeligt påvirke af Kristian Erslevs kildekritik, der muliggjorde en videnskabelig erkendelse af de historiske fænomener, og af Joh. Steenstrups syntese båret af redelighed og stor lærdom på vidt forskellige historiske felter. – J. begyndte som moderne historiker med speciale i nyere engelsk historie. Efter skoleembedseksamen 1903 besvarede hun imidlertid en prisopgave med emnet Helgendyrkelse i Danmark i middelalderens senere lid og blev som den første kvinde belønnet med universitetets guldmedalje 1905. Dette blev afgørende for J.s forskergerning. Året efter besvarede hun endnu et prisspørgsmål og modtog 1907 Videnskabernes selskabs guldmedalje for afhandlingen Fremmed Indflydelse under den danske Kirkes tidligste Udvikling (udkon 1908). Guldmedaljerne skaffede J. stipendier, der muliggjorde adskillige rejser til udenlandske biblioteker og satte hende i stand til helt at hellige sig forskningen. Allerede 1909 kunne J. forsvare disputatsen Helgendyrkelse i Danmark der udvidede prisopgavens område til hele middelalderen. Bogen virkede i samtiden banebrydende, den viste et aspekt af den førreformatoriske kirkehistorie som hidtil havde været upåagtet. Idag forekommer det som om J. har ladet alt for mange spørgsmål ubesvarede, mens andre slet ikke er rejst. Dens varige betydning ligger i det store materiale hentet fra udenlandske kilder. Ved dens kombination af skriftlige og arkæologiske kilder har den givet inspiration til et nyt forskningsområde. J.s styrke som forsker ligger bl.a. i hendes grundighed forbundet med en udpræget evne til at koncentrere sig om ét bestemt forskningsområde ad gangen. En sjælden afvigelse er den populære bog om Danske Dronninger hun udgav 1909–10 sammen med Johanne Skovgaard.

Forsøg på at få oprettet en stilling til J. på Det kgl. bibliotek mislykkedes, hun blev først underbibliotekar 1915 ved Emil Gigas' afgang og overtog ledelsen af håndskriftafdelingen (bibliotekar II 1931,1 1938–41). I en lang årrække kom håndskriftbeskrivelse, -katalogisering og -undersøgelser til at stå i centrum i J.s forskning, og sideløbende publicerede hun en række kildeudgaver. Vigtigst er Annales Danici medii ævi, 1920. For Selskabet til historiske kildeskrifters oversættelse, hvis formand hun var 1918–37, udgav hun Valdemar Atterdag, 1911, og Erik Klipping og hans Sønner, 1927. – J.s betydning som bibliotekar – i det daglige var hun en utrættelig hjælper for håndskriftforskere fra ind- og udland -ligger især i, at hun gjorde vore latinske håndskriftskatte kendte i den store verden. Hun bidrog med væsentlige afsnit til Greek and Latin Illuminated Mss. in Danish Collections, 1921. Efter omhyggelige forarbejder med talrige rejser til udenlandske biblioteker og samlinger, bl.a. på Tagea Brandts rejselegat som hun modtog 1924, publicerede J. i årene 1923–26 en systematisk katalog på moderne principper over Det kgl. biblioteks latinske middelalderhåndskrifter. Ved siden heraf skrev hun en række bog- og bibliotekshistoriske studier i Historisk Tidsskrift, Danske Magazin og ikke mindst Nordisk tidskrift för bok- och biblioteksväsen. Efter afslutningen af katalogarbejderne gav J. sig for alvor til at arbejde med dansk historiografi, denne linje blev den mest markante i hendes senere forfatterskab. 1924 og 27 kom afhandlingerne om Hans Gram og Caspar Paludan-Müller, og 1931 forelå bd. 1 af J.s betydeligste værk Historieforskning og Historieskrivning i Danmark indtil Aar 1800. Trods sygdom lykkedes det J. at fuldføre værket. En hjertelidelse som allerede havde generet hende i ungdommen tvang hende til at søge afsked 1941, og 1943 forelå bd. 2 Historiens Studium i Danmark i det 19. Aarh. Hele århundredet dækkes dog ikke, J. standser op ved 1870 med generationen forud for hendes egne lærere. Værket har siden været blandt de uomgængelige lærebøger i historiestudiet. Dets styrke ligger i de levende og markante personkarakteristikker og en dyb fortrolighed med den åndshistoriske baggrund. Den klare fremstilling gør bøgerne velegnede som lærebøger og opvejer i nogen grad, at historieforskning og -skrivning er anskuet isoleret fra den alm. samfundsudvikling. Ind imellem de to bind kom en studie over C. Molbech, den danske historiske forenings grundlægger, i anledning af foreningens 100 års dag 1939.

J.s koncentrationsevne og målrettethed bidrog til en fantastisk arbejdsindsats, desuden hjalp det at hun var fri for familiære forpligtelser. J. tilhørte den første generation af kvinder i akademiske stillinger, kvinder som næsten alle opfattede deres forskning og deres arbejde som deres fornemste kald og forpligtelse i tilværelsen. Ved siden af embede og forskning overkom J. et omfattende organisatorisk arbejde, bl.a. var hun en myndig redaktør af Historisk Tidsskrift 1924–31 – en periode hvor de ufordragelige historikere var allermest ufordragelige. – J. blev 1911 medlem af Selskabet til udg. af kildeskrifter, 1917 af Danske selskab, 1917–22 sekretær i Videnskabernes selskabs kommission for registrering af litterære kilder til dansk historie i udlandet (medlem 1932–34), 1919–42 medlem af Historisk forenings bestyrelse (formand 1939–42), 1918–37 formand for Selskabet til historiske kildeskrifters oversættelse, 1929–34 medlem af Videnskabernes selskabs Ducange-udvalg.

Annonce

J. har som ingen anden varetaget og videregivet den lærdomshistoriske tradition, men hendes lærdom gjorde hende ikke verdensfjern eller selvoptaget. Hendes lune og hjælpsomhed lod hun rundhåndet komme kolleger og andre til gode, men hendes verden var afgrænset af bibliotekerne; der er noget næsten symbolsk i, at hendes livsbane brat afsluttedes på vej op ad trappen til Det kgl. bibliotek. – Ingenio et arti 1939.

Familie

Forældre: snedkermester Hans Christian J. (1847–82) og Cathrine Cecilie Marie Quortrup (1853–1928). Ugift.

Ikonografi

Mal. af S. Swane, 1941. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1909 160f. – C. O. Bøggild-Andersen i Hist. t. 11.r.II, 1947–49 327–29. Lydia Wahlström i Hist. t., Sth. 1948 257f. Kåre Olsen i Nord. t. för bok- och biblioteksväsen XXXVI, Uppsala 1949 26–31. Henry Bruun: E. J. bibliografi, 1947.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thelma Jexlev: Ellen Jørgensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292375