Edvard Holm, Peter Edvard Holm, 26.1.1833-18.5.1915, historiker. Født i Kbh. (Frue), død sst., begravet på Frbg. (Solbjerg). Allerede som dreng vaktes H.s interesse for historie. Han læste bl.a. F. P. G. Guizots værker, og skolegangen i Metropolitanskolen nærede yderligere hans historiske interesser. Efter artium 1850 valgte han det filologiskhistoriske studium og dyrkede de følgende år navnlig den klassiske oldtids kulturhistorie. Efter filologisk embedseksamen 1855 rejste han med universitetsstipendium til Italien 1856–57 hvor han især koncentrerede sig om Roms historie og topografi som baggrund for undersøgelser af den romerske stats politisksociale udviklingshistorie. Efter hjemkomsten blev han knyttet som lærer til forskellige lærde skoler i Kbh., bl.a. Metropolitanskolen, samtidig med at han fortsatte sine studier over Europas historie i oldtid og middelalder. 1860 forelå hans doktordisputats, De græske Undersaatters politiske Stilling under de romerske Keisere indtil Caracalla, og 1864 publicerede han endnu en større afhandling Geistlighedens Optræden ligeoverfor Staten fra Slutningen af Constantin den Stores Regering indtil det vestromerske Riges Fald, hans sidste arbejde med emner fra europæisk oldtidshistorie. 1865 blev H. ekstraordinær docent i historie ved universitetet med pligt til at forelæse over den nyere tids politiske historie "navnlig efter den westfalske fred" for de statsvidenskabelige studerende, en forpligtelse som hidtil havde påhvilet professor H. M. Velschow, men som efter dennes død 1862 hverken professorerne C. F. Allen eller F. Schiern havde villet påtage sig. Også efter 1867 at være blevet ordinær professor i historie påhvilede denne særlige forpligtelse H. Indtil sin afgang fra universitetet 1899 forelæste han over nordisk og europæisk politisk historie fra renæssancetiden til anden halvdel af 1800-årene, lejlighedsvis tillige over emner fra den klassiske oldtid. Hans forelæsningsform var klar og tilhørerne ved disse offentlige foredrag omfattede adskillige interesserede uden for de studerendes kreds. Også på højskoler og i lokale foreninger holdt han undertiden foredrag med emner især fra Danmarkshistorien, fx om landboreformerne i anden halvdel af 1700-årene og deres betydning for udviklingen af det moderne danske samfund. Som universitetslærer i historie var H. ikke pædagogisk nyskabende. Den problem- og metoderettede undervisningsform Kr. Erslev indtroducerede i 1880erne med sine kildekritiske øvelser for de historiestuderende lå i og for sig H. fjernt. Kun en enkelt gang (1887) synes han at have forsøgt sig med lignende metoder i sin egen undervisning. Modsat kollegaen Joh. Steenstrup var han imidlertid positivt indstillet over for Erslevs initiativ skønt han ikke selv i nævneværdig grad over for de studerende etablerede forbindelse til egen forskning i undervisningssituationen. Til gengæld øvede han som medlem af konsistorium betydelig indflydelse i universitetsstyrelsen, bl.a. ved forhandlingerne om indførelsen af skoleembedseksamen 1883. I to perioder, 1883 og 1891, var han universitetets rektor. Et udtryk for hans almindelige pædagogiske interesser var hans deltagelse i undervisningsinspektionen for de lærde skoler og højere realskoler i 1870erne og 80erne. Efter 1864 gjaldt H.s videnskabelige arbejde først og fremmest Norden og specielt Danmark-Norges historie i 1700-årene. Efter hans eget udsagn ligger begivenhederne omkring nederlagsåret 1864 bag hans forskningsmæssige nyorientering mod 1700-tallets nordiske udenrigspolitik og dennes afhængighed af den internationale stormagtspolitik. Med udgangspunkt i navnlig A. P. Bernstorffs diplomati over for Sverige og Rusland arbejde han sig hurtigt ind i anden halvdel af 1700-årene, et af danske historikere hidtil praktisk taget ubehandlet tidsrum. Efter en række afhandlinger om dansk udenrigspolitik i tiden efter 1770 publicerede H. 1875 den første samlede fremstilling på videnskabeligt grundlag af Danmark-Norges udenrigske Historie under den franske Revolution og Napoleons Krige fra 1791 til 1807 I-II. Det synes i 1870erne at have været hans tanke at skrive en Danmark-Norges historie fra ca. 1765 og frem til tabet af Norge 1814, men efterhånden som han arbejdede sig ind i stoffet udstrakte han studierne til også at omfatte 1700-tallets første halvdel. I begyndelsen af 1880erne besluttede han sig til at tage udgangspunkt i enevældens indførelse 1660 for på baggrund af dette afgørende skel i nyere dansk historie at udarbejde en sammenhængende fremstilling af monarkiets udviklingshistorie 1720– 1814 med en indledning om periodens indre forudsætninger i tiden fra 1660 til afslutningen af den store nordiske krig. 1885–86 udkom denne indledning, tobindsværket Danmark-Norges indre Historie under Enevælden fra 1660 til 1720, en ypperlig kulturhistorisk skildring af "regeringssystemet og dets resultater" i den dansknorske helstat under den ældre enevælde. 1891 forelå derpå første bind af det egentlige hovedværk Danmark-Norges Historie fra Den store nordiske Krigs Slutning til Rigernes Adskillelse I om Frederik IVs sidste tiår 1720–30 med parallelle fremstillinger af udenrigspolitik og samfundsforhold. Med ret få års mellemrum udkom derpå de følgende bind: II 1730–46, 1894, III 1746–66, 1897, IV 1766–72, 1902, V 1772–84, 1906, VI 1784–99, 1907–09 og VII 1800–1814, 1912. For sidste binds vedkommende nåede H. kun at færdigbehandle den udenrigspolitiske historie. Den planlagte afslutning på værket, fremstillingen af monarkiets indre problemer under Napoleonskrigene, kom han ikke til ende med før sin død. En afrundet, mere sammentrængt helhedsfremstilling af tiden 1699–1814 udarbejdede han til samleværket Danmarks Riges Historie V, ca. 1900.

Danmark-Norges Historie repræsenterer en enorm arbejdsindsats. Selv om H. på visse områder kunne støtte sig til andres forskningsresultater, er værket i det store og hele originalt arbejde. H. ville på alle hovedpunkter tage stilling ved selvsyn. I årevis arbejdede han så at sige daglig enten på Det kgl. bibliotek eller i Rigsarkivet og ødelagde efterhånden sin højre hånd pga. det forcerede afskrivningsarbejde han her påtog sig. Arkivstudierne indskrænkede sig ikke til Kbh. alene. Også materialet i det norske og svenske rigsarkiv inddrog han i sine undersøgelser foruden stof fra arkiverne i Paris under et studieophold her 1886. Til hovedværket knytter sig en række afhandlinger og forstudier som H. publicerede navnlig i Historisk Tidsskrift eller i form af selvstændige skrifter, og som uddyber enkeltproblemer eller hovedspørgsmål i Danmark-Norges historie, således bl.a. Kampen om Landboreformerne i Danmark i Slutningen af 18. Aarhundrede (1773–91), 1888, der fremkom i anledning af 100-året for stavnsbåndets løsning 1788 og af flere regnes for hans formelt smukkeste arbejde, og fire værdifulde universitetsfestskrifter om udviklingen i dansk stats- og samfundsopfattelse fra Holberg til den franske revolution: Holbergs statsretlige og politiske Synsmaade, 1879, Om det Syn paa Kongemagt, Folk og borgerlig Frihed, som udviklede sig i den dansknorske Stat i Midten af 18de Aarhundrede 1746–1770, 1883, Nogle Hovedtræk af Trykkefrihedens Historie 1770–1773, 1885, Den offentlige Mening og Statsmagten i den dansknorske Stat i Slutningen af det 18de Aarhundrede 1784–1799, 1888. Med Danmark-Norges Historie ville H. levere det hidtil manglende dybtgående oversigtsværk over den dansknorsk(-tysk)e helstat i en periode hvor forudsætningerne for det danske samfund i H.s egen levetid blev til. Begrænsningen i arbejdets sigte er klart formüleret i forordet til Danmark-Norges indre Historie fra 1660 til 1720 og kan siges at gælde værket som helhed: "Jeg skriver ikke i det enkelte administrationens, finansernes, handelens eller industriens historie osv., men jeg har fra alle disse sider hentet stof til at give et helhedsbillede af regeringssystemet og dets resultater". Ved kritisk bearbejdelse af det vigtigste forhåndenværende kildemateriale mente han at kunne give "en sammenhængende behandling" og "et sandt billede af tilstandene i det hele". Norge behandles så vidt gørligt på lige fod med Danmark. H. følte sig personlig nært knyttet til Norge som han ofte besøgte på kombinerede ferie- og studieophold, og hvor han etablerede personlige kontakter til norske akademikere, navnlig Ludvig Daae for hvem den gamle dansknorske samhørighedsfølelse ligeledes var en levende realitet.

Uanset senere forsknings konkrete landvindinger – også i forbindelse med ændrede problemstillinger og en almindelig skærpelse af de fagmetodiske krav siden H. skrev – er Danmark-Norges Historie stadig en fremragende introduktion til 1700-årenes Danmarkshistorie. Store dele af arbejdet omhandler udenrigspolitikken, og der er hidtil ikke sket afgørende justeringer i den fremstilling H. på dette område har givet af det historiske forløb. Anderledes med fx vurderingen af enevældens erhvervspolitik hvor H.s liberalistiske syn på statsmagtens indblanding og videregående regulerende indflydelse i øvrigt forlængst er revideret ud fra en dyberegående forståelse af enevældetidens egne forudsætninger. For H. er der imidlertid her bl.a. tale om uheldige konsekvenser af selve det politiske system som han trods al respekt for styrets generelle agtværdighed i praksis ikke følte sympati for og hvis historiske berettigelse herhjemme efter hans mening i virkeligheden var bortfaldet allerede i løbet af 1700-årene efterhånden som landet kom på fode og genvandt stabilitet efter krigsperioden før 1720. H.s grundholdning til den danske enevælde er nationalliberalismens, næppe væsensforskellig fra Allens i Haandbog i Fædrelandets Historie. Med de store landboreformer og den offentlige debat omkring disse og andre vitale samfundsspørgsmål i anden halvdel af 1700-tallet begynder en udviklingslinie som fører frem mod enevældens fald og junigrundloven af 1849. I højere grad end noget andet fastholdt måske reformperioden i længden H.s interesse om 1700-tallets historie, men virkningerne i hans egen tid af denne samfundets almindelige frigørelsesproces havde han dog på mange måder svært ved at affinde sig med. Han tog afstand fra den almindelige indrepolitiske udvikling efter 1864 som han fandt gold og frustrerende med dens partipolitiske kampe samt fra den i hans øjne ødelæggende radikale ånd som i stigende grad underminerede de liberale og nationale idealer fra omkring 1848 da der havde været en "løftelsens ånd" over det danske folk. At de skandinavistiske enhedsbestræbelser i tiden var uden stærkere folkelig genklang i de nordiske lande følte han som en dyb skuffelse. Lidt af dette kan nok spores i forfatterskabet, men det meste holdt han på det private plan uden ønske om selv at deltage i nogen form for egentlig agitation. I sin mere udadrettede virksomhed, bl.a. som formand for Carlsbergfondet, søgte han efter eget udsagn at øve indflydelse uafhængig af politiske og religiøse sym- eller antipatier. H.s renfærdige forskerpersonlighed skabte respekt om ham, også blandt fagfæller og andre som stod hans kristelignationale grundholdninger fjernt. Ved 80-års fødselsdagen 1913 kom dette til udtryk i Festskrift til Edvard Holm hvormed Den danske historiske forening i form af et særhefte af Historisk Tidsskrift hyldede fagets nestor for en usædvanlig omfattende og utrættelig indsats i dets tjeneste. – H. var redaktør af Historisk Tidsskrift 1865–78, formand for Den danske historiske forenings bestyrelse 1882–97. Medlem af Carlsbergfondets direktion fra 1876, formand 1889–1909. Forstander for Det kgl. danske selskab for fædrelandets historie og sprog 1892–1915. Meddirektør for Den grevelige Hielmstierne-Rosencroneske stiftelse 1887–1915. Medlem af Det kgl. danske videnskabernes selskab 1867–1915.

Familie

Forældre: assessor, senere departementschef, konferensråd F. H. (1796–1879) og Marie E. Engelbreth (1802–65). Gift 11.5.1859 på Frbg. med Frederikke Catharina Waage, født 13.7.1832 i Kbh. (Frue), 18.7.1905 sst., d. af residerende kapellan, senere direktør for Sorø akademi Georg Holger W. (1793–1842) og Juliane Frederikke Broager (1799–1842).

Udnævnelser

R. 1874. DM. 1883. K.2 1892. K.1 1898. S.K. 1909.

Ikonografi

Mal. af H. Eddelien, 1839. Tegn. af Constantin Hansen ca. 1853. Mal. af Carl Bloch, 1886 (Carlsbergfondet), kopi af R. Christiansen, 1937 (Carlsberg mus.). Afbildet på P. S. Krøyers mal. af møde i Vidensk. selskab, 1897 (Vidensk. selskab). Træsnit af L. B. Hansen, 1901, og af H. C. Olsen, 1903. Mal. af Jul. Paulsen, 1905 (Fr.borg), hertil skitse (Carlsbergfondet). Buste af V. Bissen. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1860 95f. Erindringer i Mit hjem III, 1913 43 16. – P. Munch i III. tid. 5.3.1899. Johs. Steenstrup i Tilskueren, 1899 310–16. J. P. Jacobsen sst. 1907 310–13 (anm. af Danm.s riges hist.). Hans Olrik i Nord. t. för vetenskap, konst och industri, Sth. 1915 364–73. Johs. Steenstrup i Oversigt over vidensk.s selsk.s. forhandl. 1915 415–26. Samme i Hist. t. 8.r.VI, 1915–17 150f. Eug. Warming i Oversigt over vidensk.s selsk.s forhandl. 1916 85–89. Ellen Jørgensen: Historiens studium i Danm. i det 19. årh., 1943 (fot. optr. 1964) 116f. Hans Kargaard Thomsen i Festskr. til Povl Bagge, 1972 331 18. Kristof Glamann: Carlsbergfondet, 1976. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig