• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C. Molbech

Oprindelige forfattere UAnog CSPet

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

C. Molbech, Christian Molbech, 8.10.1783-23.6.1857, historiker, filolog. I sit 7. år blev C. Molbech indskrevet som søkadet og undervistes af faderen i matematik, astronomi, navigation og sprog. Da han var tretten år bestemtes det, at han med en dansk familie skulle rejse til Indien for at oplæres til handelsmand; brystsygdom og hjemve i forening bragte ham til at gå i land i Helsingør, og han vendte tilbage til Sorø. Med faderen som eneste lærer tilegnede han sig de almindelige skolekundskaber, men læste tillige meget på egen hånd; Miguel de Cervantes' Don Quixote og J.J. Rousseaus Confessions hørte til hans yndlingsbøger. C. Molbech elskede sin fødeby og sine forældre, men barndomsårene var i øvrigt næppe lykkelige. Der herskede knappe kår i hjemmet; moderens sygelighed kastede mørke skygger, og en af sønnerne endte i voksen alder som sindssyg. Selv havde C. Molbech medfødt hang til tungsindig selvrefleksion, og et ensomt liv uden andre kammerater end yngre søskende udviklede særheder i karakteren som siden skulle volde vanskeligheder over for medmennesker. Sine sørgmodige betragtninger over livet holdt han ikke for sig selv; det var ham altid en fornødenhed gennem brevveksling at dele dem med andre, og i de første ungdomsår i Kbh. var Kamma Rahbek hans korrespondent; i ældre alder søgte han forgæves at bevæge Johanne Luise Heiberg til at blive det. Lægedom fandt han ikke i deltagende modforestillinger, men hos sig selv i sin trods skrøbelige helbred ukuelige sjælskraft og aldrig hvilende virksomhedsdrift. Det uhyre forfatterskab, der spredte sig over mange felter og ordrigt ofte gik mere i bredden end i dybden, var ikke blot udslag af enestående modtagelighed og meddelelseslyst; gennem det skrev han sig fri for melankoliens kvælertag, men som grundtone i hans væsen var den skjult til stede til hans sidste stund. Den gamle mands smukke breve fra de senere år til sønnen, afdæmpede ved et langt livs tilskikkelser, vidner derom.

Privat dimitteret blev C. Molbech 1802 student. Et påbegyndt juridisk studium opgav han hurtigt, og embedseksamen i noget fag tog han aldrig. Nødvendigheden af at tjene til livets ophold samt lyst og tilbøjelighed førte ham andetsteds hen. Ved Rasmus Nyerups mellemkomst blev han 1804 volontør ved Det kgl. bibliotek, n.å. amanuensis og efter mellemliggende avancement 1823 1. bibliotekssekretær, en stilling han beklædte til sin død. C. Molbech omfattede biblioteket med stor kærlighed, tog det altid i forsvar mod angreb og forfægtede over for tidens demokratiserende tendenser dets stilling som videnskabelig institution, en nationalskat for hvis konservation publikumshensynet måtte komme i anden række. Han ofrede det en væsentlig del af sin arbejdskraft, skønt han over for omverdenen havde skinnet imod sig; ofte indfandt han sig først efter lukketid, når han kunne være alene, eller han passede dets sager hjemme i sin stue. Sin indsigt i biblioteksvæsenets teori lagde han for dagen i sit 1829 udkomne skrift Om offentlige Bibliotheker, Bibliothekarer, og det, man har kaldet Bibliotheksvidenskab der 1833 oversattes til tysk. Skriftet blev genudgivet med efterord af Torben Nielsen 1973. Andre større arbejder som han havde planlagt og samlet materiale til: Det kgl. biblioteks historie, et dansk palæografisk atlas og en beskrivelse af de ældste danske tryk fik han derimod aldrig fra hånden.

Det kgl. bibliotek blev baggrunden for C. Molbechs litterære virksomhed; fra dets nationale skatte hentedes materiale, og ved i embeds medfør at gennemgå udlandets videnskabelige litteratur fik han i flere henseender en videre horisont. Endnu inden sit 30. år havde han en mangeartet produktion bag sig. Som historiker trådte han 1808 op mod G.L. Baden, 1809 mod J.Møller og hævdede over for dem at historieskrivningens mål måtte være objektiv fremstilling af fortiden, en opfattelse han fastholdt ubetinget. Da N.F.S. Grundtvig 1812 satte subjektiviteten i historiens dommersæde, brød C. Molbech ud af det venskab der siden 1808 havde forenet dem; sit standpunkt gav han til kende i den skildring af Ditmarskerkrigene under Hans og Frederik II der udkom 1813 og modtoges med megen anerkendelse. Men C. Molbech var ikke blot historiker. 1807 blev han medarbejder ved Videnskabernes selskabs ordbog og udsendte 1811 et lille skrift Om Dialecter eller Mundarter, i hvilket han efter en indstilling om kærlighed til modersmålet slog til lyd for en særlig dialektordbog i modtræk mod Rasmus Rasks hævdelse af islandsk som direkte grundsprog for dansk. 1813 udgav han en dansk håndordbog til retskrivnings og sprogrigtigheds fremme og udviklede her de anskuelser han altid senere vedkendte sig: at den almindeligt rådende skrivebrug til enhver tid er højeste norm for retskrivningen, og at ingen enkelt mand kan fordre, at et helt folk skulle antage hans vilkårlige meninger for bindende regler. Med disse videnskabelige arbejder vekslede andre af mere personlig karakter. Sin elegiske sindsstemning omkring 1808 forstærket af en håbløs forelskelse i Elisa Klein (1790-1813), postmesterdatter fra Sorø, gav han udtryk for i digte og prosastykker der 1810 offentliggjordes under titlen Vaarblomster og Hedeurter, ligesom han påbegyndte en oversættelse af J.W. Goethe: Den unge Werthers Lidelser. Langt betydeligere, om end heller ikke fri for sentimentalitet og en ikke altid helt naturlig patos, er Ungdomsvandringer i mit Fødeland der udkom 1811, og som i brevform fortæller om sommerudflugter i Sjælland og til Møn, men åben sans for natur, oldtidsminder, kirker, herregårde og de historiske tildragelser der knytter sig til hvert enkelt sted. Bogen gjorde lykke og udsolgtes på få måneder; J.P. Mynster følte sig "fordansket" af den, og P. Hjort fandt at den havde en mission ved at belære københavnerne om hvad Danmark var, og hvad der var i Danmark.

Annonce

1812 fik Frederik 6. nys om at C. Molbech forberedte en rejse til Sverige og så heri muligheden for at han kunne skaffe regeringen oplysninger om diplomatiske og militære hemmeligheder. C. Molbech rejste da rundt i Sverige som spion for senere at indberette til den danske regering om personer og militære forhold i Sverige. Kongen var tilfreds med hans resultater, men de har næppe bidraget væsentligt til kendskabet. Et større udbytte af rejsen kom der af de personlige kontakter C. Molbech stiftede til svenske videnskabsmænd og litterater med hvem han stedse vedligeholdt en omfattende brevveksling: P.D.A. Atterbom i Uppsala, Lorenzo Hammarsköld i Stockholm, Henrik Reuterdahl og Carl Georg Brunius i Lund o.m.fl. Litterært satte rejsen frugt i Breve fra Sverrige i Aaret 1812 der udkom 1814-17 i tre bind og oversattes til svensk, tysk og hollandsk. Efter selvsyn, samtaler og læsning gav han et billede af Sverige, dets folk og kultur som dengang ikke havdes fyldigere andetsteds; i et anhang meddeltes en udsigt over den svenske litteratur med veneration for C.M. Bellman og i striden mellem akademister og romantikere tagende parti for de sidste. C. Molbechs interesse for svensk videnskab og åndsliv fortsatte livet igennem, bl.a. siden midten af 1830'erne, næret af årlige Sverigesrejser. Sine skildringer af fædrelandske egne fortsatte han med Fragmenter af en Dagbog skreven paa en Reise i Danmark 1813 der udkom 1815 og omhandlede Fyn, det sydøstlige Jylland, Langeland samt i stor korthed Lolland og Falster, og endelig udgav han, der 1819 atter havde fået kgl. rejsestipendium, 1821-22 i tre bind Reise giennem en Deel af Tydskland, Frankrige, England og Italien i Aarene 1819 og 1820. Også de høstede bifald i datiden og vidner på deres måde om et opladt sind, ikke mindst for kunstens frembringelser.

December 1812 introduceredes C. Molbech for første gang på Bakkehuset. I løbet af 1813 fattede han og Kamma Rahbek sympati for hinanden, men snart kom der kurrer på tråden, forholdet blev pinagtigt, og ved udgangen af 1814 kom det til et brud. Til Kamma Rahbeks død opretholdtes dog et formelt venskab. Mellem rejserne i Sverige og til det sydlige udland falder hans første redaktørvirksomhed, idet han 1814 overtog månedsskriftet Athene efter Nyerup; det viste sig ved denne som senere lejligheder, at han uanset sin personligheds skarpe kanter havde evne til at samle medarbejdere om sig. Med Carsten Hauch, J.L. Heiberg, B.S. Ingemann og Adam Oehlenschläger blandt bidragyderne blev Athene organ for den yngre digterskole; hovedslaget leveredes af P. Hjort, men C. Molbech tog redaktionelt forbehold og gav 1827 Jens Baggesen æresoprejsning: Baggesen som dansk Digter og Prosaist. Selv skrev han i månedsskriftet om mange forskellige emner. Det var ofte abstrakte betragtninger over statens væsen, universalhistoriens idé eller nationalsprogets hellighed. Af selvstændige værker udgav han 1821 Kong Erik Plogpennings Historie, efter nutidens dom i kvalitet bogen om Ditmarskerkrigene underlegen, men sine planer om et nyt periodisk foretagende til afløsning af Athene der ophørte ved udgangen af 1817 fik han først realiseret med Nordisk Tidsskrift for Historie, Literatur og Konst der udkom 1827-36 i fire bind; i øvrigt var det i 20'erne sprogstudier som især lagde beslag på hans arbejdskraft.

Sprogmand i samme forstand som Rask og brødrene Jacob og Wilhelm Grimm var C. Molbech ikke, og han vidste det selv. Det var modersmålet, som det siden middelalderen havde udviklet sig i litteraturen og forelå i almuemålene C. Molbech beskæftigede sig med, og derigennem knyttedes venskabet med Grundtvig på ny, til glæde for begge parter. 1825 udgav han Rimkrøniken, 1826 Henrik Harpestrengs lægebog, 1828 den ældste danske bibeloversættelse, 1836 Odensepræsten Hr. Michaels rimværker og tilvejebragte herved det første grundlag for kendskab til ældre dansk ud over lovsproget. Mest følte C. Molbech sig som leksikograf. Med stærk fremhævelse af hvad Matthias Moth havde udrettet skrev han 1827 om de danske ordbogsarbejder i 1600- og 1700-tallet og udgav 1833 (2. forøgede udg. 1859) i to bind Dansk Ordbog, anlagt efter akademiprincippet, med velvalgte litteraturcitater og, fraset visse snurrigheder, gode definitioner, et for sin tid beundringsværdigt arbejde der har blivende betydning som kilde til kundskab om, hvad der ansås for dannet skrift- og talesprog i begyndelsen af 1800-tallet. Derefter vendte han sig til almuemålene. Gennem mange år havde han fra præster og andre rundt i landet modtaget et efterhånden righoldigt, om end uensartet leksikalsk materiale, og på dette grundlag, suppleret med folkloristisk stof, udgav han 1841 Dansk Dialect-Lexikon, det første værk i sin art hos os. Og endelig udkom, som resultat af hans alderdoms syssel, 1857-66 i to bind Dansk Glossarium, eller Ordbog over forældede danske Ord. En skildring af de danske bibeloversættelser fra 1500-tal let gav han 1840 og fremhævede Christian 3.s bibel som et sprogmonument af vidtrækkende betydning. At han her som andetsteds af mangel på skolet sproghistorisk indsigt har begået fejl i enkeltheder er sikkert, og ofte blevet ham foreholdt. Men når han 1846 i sin udsigt over det danske skriftsprogs historiske udvikling i lidenskabelig harme vender sig mod N.M. Petersens sortsyn og stærkt betoner modersmålets individualitet, sprogets og litteraturens voksende livskraft gennem tiderne, vil han ikke finde modsigelse.

Ved Nyerups død 1829 var C. Molbech blevet professor i litterærhistorie og n.å. medlem af teaterdirektionen, en stilling han efter sit temperament lidet egnede sig for, og som han 1842 fratrådte. Det påhvilede ham ved universitetet at læse såvel over dansk som fremmed litteratur. Sin gennemgang af den engelske litteratur, som han havde ikke ringe forkærlighed for, er ikke blevet trykt. 1831 udkom Tolv Forelæsninger ved Kjøbenhavns Universitet over den videnskabelige Culturs og Literaturens Historie i den gamle Verden, særdeles i Orienten, 1832 i to bind Forelæsninger over den nyere danske Poesie, særdeles efter Digterne Ewalds, Baggesens og Oehlenschlägers værker og 1850 Studier over Oehlenschlägers Poesie og Digterværker, i deres helhed bøger som ikke har overlevet tiden i hvilken de blev til. Større værd for efterverdenen har forskellige arbejder uden for universitetsvirksomheden: den 1830-40 udkomne, men aldrig fuldendte Dansk poetisk Anthologie der indeholder gode karakteristikker, bl.a. af Grundtvig, og bogen fra 1831 om Johannes Ewald, den første litterære monografi i vor litteratur, efterfulgt 1851 af en biografi af Schack Staffeldt.

C. Molbechs stærke æstetiske interesser gjorde ham ganske naturligt til kritiker også af dagens skønlitterære frembringelser; sine recensioner skrev han for det meste i Maanedskrift for Litteratur, af hvilket han siden 1830 var medredaktør. Som kritiker hørte han ved sin udprægede sans for formens elegance til Heibergs retning, men savnede i nogen måde besindighed. Der er ingen tvivl om, at hans detailkritik af Ingemanns historiske romaner er rigtig, men at der var liv og fart i bøgerne overså han ved denne lejlighed ganske; heller ikke Hauchs Vilhelm Zabern fandt nåde for hans øjne. Ved anmeldelse af Fr. Paludan-Müllers Dandserinden gik han til den modsatte yderlighed og udtrykte sin begejstring i så entusiastiske vendinger, at det efter Heibergs mening "klædte ham rent forbandet". Omvendt blev han, bl.a. som teatercensor, en hård og uretfærdig kritiker af H.C. Andersen. Mere ligevægt er der i de anerkendende bedømmelser af Chr. Winthers og St. St. Blichers digte. Også Blichers noveller omfattede han med sympati; en påtænkt karakteristik af Emil Aarestrups poesi, der ligeledes tiltalte ham, så aldrig lyset.

Sin ungdoms kærlighed til den historiske videnskab blev C. Molbech ikke utro. 1833 holdt han på universitetet en forelæsning, i hvilken han i F.C. Dahlmanns ånd frakendte de islandske oldskrifter kildeværdi, når talen var om de nordiske folks oprindelse og ældste historie; i modsætning til datidens andre historikere forstod han fra første færd at den unge arkæologiske forskning havde problemernes løsning i sit skød, og i sine Fortællinger og Skildringer af den danske Historie, et som helhed mindre vellykket folkeskrift, gjorde han 1837 det første forsøg på at give et billede af vor oldtid ud fra dens egne mindesmærker. Det blev imidlertid ikke her at han, skønt også i den følgende tid levende interesseret, kom til at yde en indsats af virkelig betydning; den faldt på et område som var ham mere nærliggende. 1839 stiftede han Den danske historiske forening og trak i vidt overskue linjerne op for dens virksomhed. Øverst på programmet satte han et dansk-norsk biografisk leksikon (en hos ham fra de unge dage kær tanke), en topografisk-antikvarisk beskrivelse af Danmark og en udførlig, bibliografisk underbygget fremstilling af den danske litteraturs historie. Som foreningens sekretær redigerede han 1840-54 Historisk Tidsskrift og skrev heri en lang række afhandlinger, af hvilke mange naturligt nok bærer hastværkets præg, mens andre, som de udførlige bidrag til Corfitz Ulfeldts og Leonora Christinas historie, vidner om dyberegående undersøgelser; hertil føjedes 1845-51 i tre bind Historiske Aarbøger af kronologisk-genealogisk indhold samt 1851 Historisk-biographiske Samlinger.

Med disse foretagender på foreningens vegne var C. Molbechs arbejdstrang i 40'erne langtfra mættet. 1840-41 udkom i to bind Forelæsninger ved Kjøbenhavns Universitet over Historiens Philosophie, 1843 fulgte den udførlige og for dansk lærdomshistorie værdifulde skildring af Videnskabernes selskabs historie. Dernæst gik han i gang med betydningsfulde kildepublikationer: 1842-58 (sammen med N.M. Petersen) udvalg af hidtil utrykte danske diplomer og breve fra 1300-1500-tallet, 1846 Jens Bircherods dagbøger og 1848 1. bind af Christian 4.s egenhændige breve. Og endelig vendte han sig til videre kredse ved stiftelsen 1841 af Det Holbergske selskab, men måtte på grund af sit anlæg for despotisk styresæt i en demokratisk bevæget tid 1844 træde tilbage som formand efter at have udgivet et bind af komedierne. Sigte på almenheden tog også Danske Ordsprog, Tankesprog og Riimsprog der udkom 1850. Under striden 1848 om folkevisernes rette udgivelse, der satte sindene i så lidenskabeligt oprør, var han blandt Svend Grundtvigs angribere; han led ikke blot et sagligt, men også et personligt nederlag, og ikke ufortjent, når henses til måden på hvilken han søgte at konkurrere modparten ud.

Så meget C. Molbech færdedes i bøgernes verden var han ikke uden berøring med livet, som det levedes om ham, og han tog gerne del i drøftelsen af offentlige anliggender. Om Sorø akademi, dets skæbne og fremtid har han gentagne gange ytret sig; modersmålsundervisningen lå ham varmt på sinde, ikke blot i teoretisk overvejelse, men også praktisk, og 1832 udgav han en dansk læsebog i prosa, særlig beregnet på mellemklasserne (9. udg. 1869), 1843 for ungdommens skyld et udvalg af eventyr og fortællinger. - Politisk set var han konservativ og, som situationen udviklede sig, helstatsmand. 1846 sendte Christian 8. ham på en observationsrejse til hertugdømmerne, og 1848 tog han dristigt kongens slesvigske styre i forsvar over for H.N. Clausen. Af den skandinaviske bevægelse, som den tog form i løbet af 40'erne, var han en afgjort modstander. Som følge af denne sin kontrære holdning over for tiden og dens herskende ideer blev ikke alene han selv, men hele hans litterære virksomhed genstand for skånselsløs kritik, ikke blot i dagspressen; det er næppe muligt at nå videre i nedsættende omtale af en mand i hans levende live end sket er 1847 i P.L. Møllers Kritiske Skizzer II og 1854 i C.E. Sechers artikel i Dansk Konservations-Lexikon. De idelige angreb fremkaldte hos C. Molbech ingen klynkende klage, og de avlede ikke bitterhed i hans sind, det var efter eget udsagn altid hans måde "enten at tie eller at sige tingen rent ud": han valgte i reglen det sidste og tog følgerne.

Også om C. Molbech som menneske er ufordelagtige udsagn fra datiden nået ned til nutiden, "vranten" og "gnaven" er stående tillægsord. De, der havde evne til at sætte sig ud over hans ydre måde at være på og som søgte ind til kernen, fandt også andet hos ham: et varmt hjerte og en utrættelig hjælpsomhed. Fru Heiberg, der kendte ham gennem 30 år, siger at kun få var i besiddelse af den ridderlighed og det galanteri over for damer som han, hun føjer til, at den skønneste egenskab hos ham var trofasthed i venskab i liv og død. Men dommen over en mand afhænger ikke alene af, hvordan han var, men også af hvad han har villet. Er end store dele af C. Molbechs forfatterskab overgivet glemselen, stod han dog i pagt med fremtiden; granskningen af dansk historie og dansk sprog er vandret videre ad de veje han pegede på. - Medlem af Det kgl. danske selskab for fædrelandets historie og sprog 1813, af Videnskabernes selskab 1829. - Tit. professor 1819. Justitsråd 1829. Etatsråd 1845.

Familie

C. Molbech blev født i Sorø, død i Kbh., begravet i Sorø. Forældre: professor Johan Christian Molbech (1744-1824) og Louise Philippine Friederike Tübell (1760-1829). Gift 23.10.1820 på Frbg. med Johanne Christine Langberg, født 20.4.1793 i Kbh. (Nic.), død 24.7.1879 i Hellebæk, d. af dispachør, senere justitsråd Knud Engelbreth Langberg (1760-1833) og Birgitte Marie Jacobsen (ca. 1769-1829). - Far til Chr. K. F. Molbech.

Udnævnelser

R. 1836. DM. 1842. K. 1853.

Ikonografi

Fremstillet på satirisk stik af Pennefejden af O. O. Bagge efter tegn. af C. W. Eckersberg, 1818. Tegn. af C. A. Jensen, 1820 (Fr.borg), efter denne træsnit af H. P. Hansen, 1883. Silhouet af N. Chr. Fausing. Mal. (Fr.borg). Tegn. af J. W. Gertner, 1856 (Hirschsprung), raderet af Magnus Petersen, 1864. Tegn. formentlig af J. F. Dam og af E. Jerichau Baumann (begge Fr.borg). Afbildet s.m. sønnen på relief af A. W. Saabye (Fr.borg), anvendt på monument (Sorø kgd.), tegnet af L. Frølich og udført af Sode, 1890.

Bibliografi

Kilder. C. M. og Karen Margrethe Rahbek. En brevveksl., udg. Chr. K. F. Molbech, 1883. Breve til R. Nyerup i S. Birket Smith: Til belysn. af litterære personer og forhold, 1884 280-309. Breve til Jacob Grimm i Briefwechsel der Gebrüder Grimm mit nord. Gelehrten, udg. Ernst Schmidt, Berlin 1885 185-202. C. M. og N. F. S. Grundtvig. En brevveksl., udg. Chr. K. F. Molbech og Ludv. Schrøder, 1888. C. M. og hans søn Chr. K. F. Molbech. En brevveksl., udg. O. C. Molbech, 1908. C. M.s brevveksl, med svenske forf. og videnskabsmænd, udg. Morten Borup I-III, 1956. Dagbog-soptegn. 1819 i Pers. hist. t. 4.r.IV, 1901 256-87.

Lit. Th. Hauch-Fausbøll: Slægthåndbogen, 1900 614-17. A. Thiset i Pers. hist. t. 6.r.VI, 1915 217f (om slægten). Fr. Fabricius i Nord. univ. t. IV, 1, 1858 110-23. Edv. Collin: H. C. Andersen og det Collinske hus, 1882. Johs. Steenstrup: Historieskrivn. i Danm. i det 19. årh., 1889 195-225. Medd. fra krigsark. V, 1892 285 315 324. Ludv. Holberg: Komedier, udg. Jul. Martensen I, 1897 246-52. Chr. Bruun: Erindr, fra det gamle kgl. bibl., 1906 22-26. Josef Ekedal: M. den äldre och Sverige, Lund 1906. G. Leyh i Zentralbl. für Bibliothekswesen XXIX, Lpz. 1912 249 255; XXX, 1913 104 118. Paul V. Rubow: Dansk litterær kritik i det 19. årh., 1921 (fot. optr. 1970) 64f 76f. Georg Christensen i Samlaren, Upps. 1922 193-98. P. K. Thorsen: Afhandl, og breve II, 1929 126-29 232-36. Gustav Hetsch: H. C. Andersen og musiken, 1930. Olaf Carlsen: C. M. og Sorø I-III, 1932-37. Victor Madsen: Kat. over det kgl. bibl.s inkunabler I, 1935 VI-IX. Jørgen Glahder i Fra Rask til Wimmer, 1937 34-40. Bengt Hildebrand: C. J. Thomsen och hans lärda förbindelser i Sverige I-II, Sth. 1937-38. Carl S. Petersen: Stenalder, bronzealder, jernalder, 1938. Ellen Jørgensen i Hist. t. 10.r.V, 1939 1-63. Morten Borup: C. M., 1954. P. Birkelund i Festskrift t. Josef Stumvoll I, Wien 1970 136-44. Anne E. Jensen: Kamma Rahbek 1775-1829, 1975.

Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Uffe Andreasen, Carl S. Petersen: C. Molbech i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. februar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294389