Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C.O. Bøggild-Andersen

Oprindelig forfatter PBag
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

C.O. Bøggild-Andersen, Carl Olaf Bøggild-Andersen, 20.6.1898-9.2.1967, historiker. Født i Brønderslev, død i Århus, urne sst. (Vestre kgd.). B.-A.s forældre flyttede 1901 til hovedstaden og han blev 1917 nysproglig student fra Plockross' skole i Hellerup. Hans egentlige interesse var dengang etnologi og arkæologi. Af praktiske grunde valgte han dog på Kbh.s universitet at forberede sig til skoleembedseksamen, senere til magisterkonferens i historie. Han studerede da og siden usædvanlig bredt i og uden for sit eksamensfag; med sin vidtspændende læsning og sikre hukommelse blev han den lærdeste danske historiker i sin generation. Han blev mag. art. 1925 og levede nogle år af løst arbejde. 1929-30 var han to gange i Moskva som medarbejder for komiteen til fælles nordisk udforskning af de russiske statsarkiver og satte sig i den anledning med sædvanlig grundighed ind i russisk sprog og historie; han var vistnok den eneste danske historiker i hans generation der læste russisk uden større besvær. 1933-39 var han bibliotekar II på Det kgl. bibliotek. Han konkurrerede 1936 forgæves om det ved Aage Friis' afgang ledige professorat i Kbh., men blev 1939 professor i historie ved Århus universitet og havde dette embede til sin død. Hans bedste elever har vidnet om hvor inspirerende hans undervisning kunne virke.

1600-tallet blev B.-A.s vigtigste forskningsområde. Efter sin eksamen valgte han hurtigt sit hovedemne, dansk udenrigspolitik 1660-66 med Hannibal Sehested som central figur. Støttet navnlig af Aage Friis, med hvem han som historiker delte interessen for ydre politik og en høj vurdering af de store personligheders betydning, fik han legatmidler til arkivstudier i England, Frankrig, Sverige og Norge (1927-33). Det blev lykkelige rejser, udviklende også menneskeligt. Inden de satte frugt i et større værk publicerede han de første af sine ofte tungtvejende bidrag til Historisk Tidsskrift, afhandlinger, anmeldelser og nekrologer. Allerede i den store artikel Hertugdømmerne og Danmark i Nutiden. 1931, mærkede man som Ellen Jørgensen sagde, løvens klo. Afhandlingen viser ikke blot hans lærdom, hans udsyn og fremstillingsevne. Visse synspunkter, ikke i alt originale, der kom til at præge hans senere forfatterskab træder frem her. Han vurderer den gamle danske adel meget positivt som bærer af en national dansk politisk og kulturel tradition, han opfatter tabet af de skånske provinser som en langt større national ulykke end Wienfreden 1864, og enevælden som udansk til sidst i 1700-tallet, han fremhæver Norge som en kilde til styrke for det nordiske i Danmark. Hans danskhedsfølelse var stærk og levende, men Norden og det nordiske samarbejde havde altid hans kærlighed. Det var et vigtigt træk i hans billede af Hannibal Sehested at det blev "hans hjertesag at føre Nordens riger sammen". Af det planlagte store værk tog B.-A. et kapitel ud og brugte detsom grundlag for sin disputats Statsomvæltningen i 1660, 1936, en skarpsindig kildekritisk undersøgelse. Resten blev i hans doktorvita kaldt Hannibal Sehested og Norden, en skildring af dansk ydrepolitik 1660-66. Det ufuldendte manuskript til dette værk blev først 1970 udgivet af Ole Degn under titlen Hannibal Sehested. En dansk Statsmand II. Dele af manuskriptet brugte B.-A. til to festskriftafhandlinger til Aage Friis (1940) og Erik Arup (1946) samt i sidste afsnit af bogen Hannibal Sehested. En dansk Statsmand I. med undertitlen Manden og Tiden 1609-1666. Indsats i dansk-norsk Politik 1636-1660. Bogen kom 1946 som afslutning på den mest produktive periode i B.-A.s liv. De tre kæmpebøger tilsammen er et stort anlagt forsøg på at skildre en statsmands indsats på baggrund af hans tid. Væsentlige dele af periodens danske og europæiske historie indgår i fremstillingen. Det hele er en usædvanlig arbejdspræstation, hvis resultat foruden talrige nye enkeltheder er et levende og fængslende, ganske vist delvis på formodninger baseret helhedsbillede af en betydelig historisk personlighed. - Jævnsides med arbejdet på disse hovedværker skrev B.-A. to store afsnit i Gyldendals Verdenshistorie (Enevælden ca. 1660-ca. 1770, 1937) og Schultz Danmarks Historie (Christian IVs Tidsalder, 1942); begge vidner om hans lærdom og historiske intelligens. Han forfattede Historisk Tidsskrifts Historie, 1939, og den pressehistoriske afhandling Af Jyllands-Postens Saga, 1946, han leverede talrige artikler til Dansk biografisk Leksikon og flere bidrag til Historisk Tidsskrift. Senere kom nogle udgiverarbejder, bl.a. "Leonora Christinas Jammersminde og andre selvbiografiske Skildringer", 1949 (s.m. Johs. Brøndum-Nielsen, 2. udg. 1960) og hendes franske selvbiografi, 1958. Efter 1950 arbejdede B.-A. sig dybt ind i 1500-tallets historie. 1956 kom i Historisk Tidsskrift den første af en planlagt række Povl Helgesen-afhandlinger, den skarpsindige og overbevisende Nogle Skibykrønike-problemer. I sine seneste år sled han, undertiden hektisk, med studier over Povl Helgesen og andre emner fra hans tid. De kom dog ikke til at sætte frugt i noget trykt arbejde.

Hovedsvagheden i den store biografi, en svaghed som er mindre fremtrædende i disputatsen, hænger sammen med et af B.-A.s største fortrin som historiker, hans evne til fantasifuld, sympatisk indleven i og leven med de personer han var optaget af. Den kommer smukt til udtryk i hans arbejder om Leonora Christina, hvis storladne personlighed varigt fængslede ham. Men sympatien, kunne stige til en næsten lidenskabelig beundring som svækkede hans iøvrigt stærkt udviklede kritiske sans. Derfor er disputatsens og biografiens argumentation for at Hannibal Sehested som Ingvar Andersson udtrykte det "står bakom det mesta originella och "moderna" i sin tids danska politik", også statsomvæltningen 1660, langtfra på alle punkter overbevisende. For B.-A. var Sehested "vistnok den idérigeste og videst skuende statsmand, som Danmark i nyere tid har fostret". Senere blev Povl Helgesen hans helt. "Ingen anden samtidig ejede lektor Povls etos, ånd og ild." Til gengæld antog B.-A.s negative vurdering af historiske personer han ikke kunne lide og hans polemik mod historikere med en anden mening end hans undertiden samme lidenskabelige karakter. Blandt hans mange gode forskeregenskaber var et afbalanceret judicium ikke altid mest fremtrædende. Svaghederne blev ikke upåagtede af kritikken og Ingvar Anderssons kritiske men også varmt anerkendende anmeldelse af Hannibal Sehested I (Historisk t. 1949) tog han sig urimeligt nær. Den forårsagede vistnok at han ikke gjorde bind II af biografien trykfærdigt. Han havde et sårbart sind og lukkede sig i perioder inde i tungsind og mistænksomhed.

Annonce

B.-A. havde store evner som skribent. Hans hang til at tage alle nuancer med kunne gøre hans fremstilling tung, men ingen af hans slægtleds fremtrædende historikere kunne finde så lykkelige og slående sproglige udtryk. Bedst var han når han var tvungen til korthed. Adskillige af hans personkarakteristikker i Dansk biografisk Leksikon kunne næppe formes bedre. Også som taler kunne han yde det ypperlige. Gløden i hans foredrag og de myndige domme, fremført med hans smukke dybe stemme, kunne gøre et stærkt indtryk. B.-A. mindede ved sin sårbare æresfølelse, sit lidenskabelige sind og hidsige temperament og sine historiske interessers retning om Caspar Paludan-Müller som han satte højt. Begge arbejdede helst med brydningstider og udprægede personligheder. Skønt B.-A. ikke var fremmed for social og økonomisk historie, handlede historien for ham først og fremmest om enkelte mennesker. Formand for Den danske historiske forening 1950-54. Medlem af Det kgl. danske selskab for fædrelandets historie 1948, af Videnskabernes selskab s.å.

Familie

Forældre: købmand, senere afdelingschef i Standard mønsterforretning Marius Sophus Andersen (1865-1938) og Caroline Kirstine Bøggild (1870-1938). Navneforandring 7.3.1939. Gift 26.9.1941 på Frbg. med husholdningslærer Gerda Ingrid Margareta Andersson, født 18.3.1912 på Frbg., d. af handelsgartner Hans A. (1873-1945) og Johanne Marie Elisabeth Larsen (1876-1938).

Udnævnelser

R. 1950. R.1 1960.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiogr. i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1936 169- 71. - Povl Bagge i Nordisk t. (Letterstedtska), ny serie XXVII, 1951 331. K. Fabricius i Det kgl. da. vidensk. selsk. oversigt 1966-67 97-101. P. Bagge i Hist. t. 12. r. III, 1968 174-77. L. Tandrup i Hist. jyske saml., ny r. 9, 11,1971 254-73.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Bagge: C.O. Bøggild-Andersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288035