Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C.F. Allen

Oprindelig forfatter KHoer
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

C.F. Allen, Carl Ferdinand Allen, 23.4.1811-27.12.1871, historiker. Født i Kbh. (Tysk ref.), død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). A. er opvokset i København under trange kår. Hans moder stammede fra østjyske fæstebønder under Mattrup gods, og hans fader var indvandret fra England i slutningen af 1700-årene, søn af en orgelbygger fra Edinburgh der havde bosat sig i London. Han havde i sin ungdom været sømand men virkede siden som sølvpletterer, og det var moderen og ikke mindst en moster der gjorde en indsats for at A. kom til at studere. 1825 søgte han, og fik 1826 optagelse i Metropolitanskolen. Det mellemliggende år gik han i en forberedelsesklasse oprettet af Metropolitan-skolens rektor Niels Lang Nissen. Ved ansøgningen havde A. som prøve på sin håndskrift indleveret det stykke af Mallings "Store og gode Handlinger" hvor der tales om Morten Borups ihærdige stræben efter at komme i den latinske skole, og rektor Nissen spurgte ham om han havde valgt det selv. Mange år senere kunne A. endnu bedyre at det havde han, "for jeg havde ingen til at råde mig". 1830 dimitteredes A. til universitetet, 1831 aflagde han 2. eksamen og 1836 teologisk embedseksamen. 1832 havde han fået kommunitetet og boede på Regensen i nogle år sammen med D. G. Monrad, med hvem A. bevarede forbindelsen senere i livet. A. besvarede en prisopgave der var udsat 1836 af Selskabet for Efterslægten i anledning af halvtredsåret for dets stiftelse, og han vandt prisen (300 rdl.). Opgaven var at skrive en Danmarkshistorie "med særligt hensyn til folkets og statens indre udvikling", og skriftet blev til A.s berømte Haandbog i Fædrelandets Historie. Den udkom første gang 1840, med støtte af Efterslægtselskabet og med en fortale der markerede, at A. i vidt omfang -men ikke overalt – havde rettet sig efter bedømmernes (især E. C. Werlauffs og A. S. Ørsteds) indvendinger. A.s håndbog afhjalp et savn i datidens danske historieskrivning. Den repræsenterer – som også opgaven havde opfordret til – en djærv afstandtagen fra en tidligere rent statspolitisk anskuelse af historien, og den redegør med varme og medfølelse for de lavere stænders stilling under samfundets og erhvervslivets udvikling. Hertil kom at den i tidens ånd anlagde et klart nationalt syn. Lad være, at den også blev berømt for sine overdrivelser (f. eks. af bøndernes undertrykkelse i ældre tid og af skadeligheden til enhver tid af tysk indflydelse på den danske udvikling), den medførte dog en fornyelse af dansk historieskrivning der må vurderes som periodens mest gennemgribende, ikke mindst hvis der skal dømmes efter omslagets folkelige gennemslagskraft. Den udkom i adskillige udgaver (1842, 1845, 1849, 1854, 1855, 1870 og 1881) og var lærebog ved universitetet indtil Johannes Steenstrups afgang 1917. En forkortet version til brug som lærebog i den lærde skole vandt endnu større udbredelse, men det er karakteristisk for A.s eget syn på de to værker at han i nogle testamentariske optegnelser 1855 bestemmer at en eventuel ny udgave af håndbogen skal være identisk med den sidste af ham selv besørgede, men at man med lærebogen – hvis den skal genudsendes – kan gøre "hvilke forandringer man vile.

Håndbogens succes bidrog til at A. kunne fortsætte sine historiske studier, og i december 1844 blev han magister i faget med forsvaret af den latinske afhandling om Christian II i landflygtigheden (De rebus Christiani Secundi Daniæ, Norvegiæ, Sueciæ regis exsulis commentatio). Straks i begyndelsen af 1845 kunne A. med betydelig offentlig understøttelse begive sig ud på en treårig rejse til en række europæiske arkiver for at samle materiale til dansk historie i 1500-, 1600- og 1700-tallet. Han var i Nederlandene, England, Frankrig og Italien, rejste hjem over München og Wien og fortsatte efter et kort ophold i København til videre studier i Stockholm, Uppsala og Kristiania. Her arbejdede han især med de betydelige dele af Christian IIs udenlandske arkiv (München-samlingen) der ved udleveringen 1829 var tilgået Norge. Fra Kristiania vendte A. tilbage ved udbruddet af treårskrigen 1848.

A. var nationalliberal og hans historieskrivning kan ikke betragtes adskilt fra hans engagement i samtidens politik. Fra oktober 1841 til maj 1843 havde han været redaktør af Dansk folkeblad udgivet af Selskabet til trykkefrihedens fremme. Da han kom tilbage fra udenlandsrejserne skrev han til serien Antislesvigholstenske Fragmenter indlægget Om Sprog- og Folke-Eiendommelighed i Hertugdømmet Slesvig eller Sønderjylland (hæfte VIII, 1848), der skulle "bidrage til at gøre den overbevisning bestandig mere levende og almindelig, at vi har en fuldkommen god og retfærdig sag, og sjælden noget folk har været bedre i sin ret end Danmark i sin kamp for Slesvig" (brev til F. S. Bang 11.1.1849). Dette engagement førte til et af A.s videnskabelige hovedværker, der blev til efter opfordring af T. A. J. Regenburg og A. F. Krieger, Det danske Sprogs Historie i Hertugdømmet Slesvig eller Sønderjylland I-II, 1857–58. Af de nationalliberale politikere stod han især D. G. Monrad nær, og i begyndelsen af ulykkesåret 1864 førte A. daglige samtaler med denne. A.s dagbogsoptegnelser herom har været stillet til rådighed af Monrad for militærhistorikeren C. Th. Sørensen til dennes fremstilling af krigen i 1864 (1883), men de brændtes efter Monrads død 1887 i overensstemmelse med dennes udtrykkelige ønske.

Annonce

1851 udnævntes A. til ekstraordinær docent i historie ved universitetet med titel af professor. Embedet som Professor Rostgardianus i historie og nordiske antikviteter fik han dog først 1862. 1850 blev han medlem af Det kgl. danske selskab for fædrelandets historie og sprog og 1859 optoges han i Det kgl. danske videnskabernes selskab. 1865 blev han korresponderende medlem af videnskabernes selskab i Uppsala og 1866 af Kungliga Vitterhets-, historie- och antikvitets-akademien i Stockholm. A.s store indsamlingsarbejde i de europæiske arkiver fortsatte H. F. J. Estrups og P. W. Beckers indsats men nåede langt videre, og ved sin død kunne A. efterlade sig en meget omfattende afskriftsamling der indlemmedes i Det kgl. bibliotek. 1855 havde det foresvævet A. at han i tilfælde af sin død ville overlade til Caspar Paludan-Müller at udgive deraf hvad han fandt egnet, men i sine sidste testamentariske dispositioner har A. overdraget dette hverv til Chr. Bruun (der publicerede dele af samlingen i tidsskriftet Danske samlinger). Selv nåede A. kun at udgive Breve og Aktstykker til Oplysning af Christiern den Andens og Frederik den Førstes Historie, 1854. I stedet – og sikkert under indflydelse af at hans helbred tidligt svigtede – har A. samlet sig om det arbejde der skulle blive hans livsværk, en fremstilling af de forenede nordiske rigers historie på overgangen fra middelalderen til den nyere tid, De tre nordiske Rigers Historie under Hans, Christiern den Anden, Frederik den Første, Gustav Vasa, Grevefeiden. 1497–15361-V, 1864–72. Værket blev dog ikke færdigt efter planen. Det femte bind der udsendtes året efter A.s død slutter ved 1527, midt i en sætning. A. udarbejdede sit manuskript på grundlag af ordnede excerpter af de arkivalier og andre historiske kilder som han ønskede at benytte. Det betød at han ved sin død kunne efterlade en næsten fuldt færdig tekst indtil 1527, men at der på den anden side ikke kunne skønnes om hvorledes fortsættelsen ville have formet sig. Der forelå ingen skitser som efterfølgere kunne have arbejdet videre på. A.s hovedværk rangerer højt inden for vor historieskrivning, både ved sit indhold og sin form. Her udnyttedes den fylde af viden som forfatteren gennem hele sin manddomstid havde indsamlet i nordiske og europæiske arkiver, og her formedes de mange konkrete enkeltheder til en fast og sikker fremstilling af nogle skæbneår i de nordiske folks historie. Indholdets styrke er forfatterens dybe fortrolighed med arkivernes vidnesbyrd, formen er en modning af den skrivekunst som tidligt havde kendetegnet A. I forfatterens sidste leveår belønnedes værket med Den A. S. Ørstedske Prismedaille.

For så vidt er det urimeligt at spørge efter værkets forbilleder. I grunden er det tilstrækkeligt karakteriseret som resultatet af et årelangt arbejde med tidens politiske, diplomatiske, administrative og personalhistoriske materiale. Men det er umiskendeligt at værket i sit anlæg minder om Th. Macaulay, og at det i sin holdning til historieskrivningens væsen bærer præg af Leopold v. Ranke. Karakteristisk er et forsvar for skildringen af Christian II under blodbadet i Stockholm som A. måtte levere over for et angreb af C. Paludan-Müller der selv var stærkt påvirket af Ranke og hans elever. Når "beretningerne giver os aldeles intet indblik i tingenes indre sammenhæng, om bestemmelses-grundene hos de handlende og de stærke sjælelige bevægelser der må have bølget frem og tilbage hos dem, om tilfældigheder, ydre og indre tilskyndelser, målet og øjemedet osv." – da "havde jeg ... intet andet at gøre end at lade de gåder der ikke kunne løses, stå som gåder, følge kilderne og søge at kaste noget lys på begivenheden ved en betragtning af situationen og de handlende personers karakter som de efter et langt studium og fortroligt bekendtskab fremstillede sig for mig" (brev til Pal.-Müller 7.12.1867). Disse ord overbeviste dog ikke A.s kritiker der hævdede at hans fremstilling indebar at Christian II var kommet til Stockholm med blodbadet besluttet. Selv valgte han en anden apologi for Christian IIs optræden, nemlig at tilskrive blodbadet en pludselig tilskyndelse fra en ondsindet rådgiver (Didrik Slagheck), en opfattelse der allerede foreligger i brevet til A. 1867, men som udbyggedes i de forelæsninger om "De første Konger af den Oldenborgske Slægt", som Paludan-Müller straks påbegyndte da han efter A.s død blev hans efterfølger som professor ved universitetet. Den interesse for samfundslivets udvikling og for de lavere stænders stilling der tidligt markerede sig i A.s forfatterskab kommer i De tre nordiske Rigers Historie særligt til udtryk i den kulturhistoriske skildring der udgør første halvbind af bind IV (1870). "Hvo der vil forstå en tid og se den i dens helhed, vil ikke fortryde på at fæste sin opmærksomhed også ved den grund, hvorpå livet bevæger sig. Den almindelige tilstand, hvori tiden glider frem og begivenhederne udvikler sig, øver sin stille, men mægtige indflydelse på alt, hvad der tildrager sig" (IV, 1, s. 4). Det er velskrevne fremstillinger af erhvervslivets vilkår og funktioner, af de forskellige stænders levevis og af folkets sæder og skikke i hverdag og fest, i lykke og ulykke – alt i en kort og nøgtern form, en værdig forgænger for Troels-Lunds store skildring af dagliglivet i det 16. århundrede, der begyndte at udkomme ni år senere. De tre nordiske Rigers Historie er i bogstavelig forstand skrevet om kap med døden, og A. lægger i sine sidste år ikke skjul på at kræfterne er svindende. Dette var den udtrykkelige begrundelse for at Paludan-Müller afstod fra at anmelde De tre nordiske Rigers Historie offentligt, men nøjedes med at fremføre sin mening i private breve – for ikke at sinke værkets fremkomst og unødigt trætte dets forfatter. A. anså utvivlsomt Paludan-Müller for sin mest kompetente kritiker og han værdsatte vistnok hans tilbageholdenhed, men personligt stod disse to temperamenter næppe hinanden nær. Et ophold i syden 1869 (hvor A. ordnede et udvalg af soldaterbreve fra treårskrigen som Chr. Bruun udgav efter hans død) forlængede vistnok A.s liv men han blev kun godt tres år gammel.

Familie

Forældre: sølvpletterer Robert A. (1781–1846) og Karen Larsdatter Olsen (1778–1845). Gift 12.11.1851 i Holtug med Ide Marie Dorph, født 25.7.1812 på Klintholm, Møn, død 5.4.1910 på Frbg., d. af godsforvalter på Klintholm, senere Gjorslev, kammerråd Jens Frederik Siegfried D. (1778–1855) og Johanne Charlotte Coster (1781–1853).

Udnævnelser

R. 1858. DM. 1869.

Ikonografi

Buste af H. V. Bissen, 1860 (Fr. borg). Afbildet på Constantin Hansens mal., 1860–64, Den grundlovgivende rigsforsamling (Fr.borg). Litografi 1869, træsnit af H. P. Hansen, 1869 samt anonyme træsnit. Foto (Fr.borg).

Bibliografi

Selvbiogr. i Univ. program ved reformationsfesten 1845. Hist. årbog I, 1878, udg. S. B. Thrige (breve fra A. til D. G. Monrad). – III. tid. 25.7.1869. Johs. Steenstrup: Historieskrivningen i Danm., 1889. Vilh. Birkedal: Personlige oplevelser I, 1890. Oversigt over A.s afskriftsamlinger i Gigas' katalog over Det kgl. bibl.s håndskr. vedr. Norden I, 1903 118–31. Ellen Jørgensen: C. F. Allen (Småskrifter tilegnede Aage Friis, 1940) 283–94, genoptrykt i forf.s Historiens studium i Danm. i det 19. årh., 1943 189–201. Bjørn Kornerup i Danske mag. 7.r. IV, 1943–48 71–83. Lorenz Rerup i Dansk udsyn 1966 207–22. – Papirer i Kgl. bibl. Breve i Rigsark, i Stockholm og Oslo. Breve i Laurids Skaus brevveksling med pol. venner i Kbh., udg. H. V. Gregersen, 1966 18-71.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby: C.F. Allen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 10. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=285856