Andreas Hojer, Andreas Høyer, 18.5.1690-28.8.1739, jurist og historiker. Født i Karlum ved Tønder, død i Slesvig, begravet i Tønder. Efter at være blevet undervist hjemme blev H. 1706 sendt til det pietistisk prægede pædagogium i Halle i Sachsen hvor han året efter blev indskrevet ved universitetet. Som fag valgte han i første række medicinen og tilegnede sig G. E. Stahls spekulative pietistisk farvede medicinske system. Samtidig fulgte han forelæsninger over moral og historie samt naturret og statsret der i Halle doceredes af naturretslæreren Chr. Thomasius. 1709 måtte han af økonomiske grunde afbryde sine studier og efter korte ophold ved sachsiske universiteter vendte han hjem til Sønderjylland. 1713 blev han under et ophold i Kbh. engageret som hovmester for to af J. G.

Holsteins sønner. Ved Holsteins indflydelse fik han 1717 uanset at han var uden akademisk grad lov til at konkurrere om et medicinsk professorat ved Kbh.s universitet. Hans konkurrenceskrift (De febre petechizante epidemica) skaffede ham ikke ansættelse som professor, men en vis anerkendelse samt jus practicandi. Efter et studieophold med sine to elever ved universitetet i Helmstedt 1717–18 praktiserede han i nogle år som læge, tilsyneladende uden større held. I 1719 blev der lagt hindringer i vejen for hans promovering til dr.med. og han ansøgte forgæves om at blive ekstraordinær medicinsk professor i 1720. Hans væsentligste virke kom da også til at falde udenfor lægegerningen. 1721 fik H. ansættelse som sekretær i den kommission der skulle overveje en ændring af det norske matrikelvæsen, og 1722 fik han ansættelse som kgl. hofhistoriograf. Han afslog at deltage som sekretær i den gehejmekommission der nedsattes 1725 med henblik på en undersøgelse af embedsmænds bestikkelighed, men deltog året efter i de kommissioner der nedsattes i anledning af det kgl. oktrojerede ostindiske kompagnis krak og i forbindelse med møntstriden med Hamburg. 1729 blev han kommitteret i politi- og kommercekollegiet og kgl. vicebibliotekar, året efter bibliotekar. Ved tronskiftet 1730 afskedigedes H. der havde hørt til regeringspartiet i Frederik IVs sidste år, fra sine embeder med pension. Ret hurtigt vendte han imidlertid tilbage. 1731 ansøgte han ganske vist uden held om embedet som præsident i Altona, men i de følgende år fik han en række mindre, offentlige hverv. 1734 udnævntes han efter at have forpagtet godset Satrupholm i Gottorp amt til råd i overretten på Gottorp og forfattede s.å. efter opfordring et anonymt udsendt indlæg i den handelspolitiske strid med Hamburg. I de følgende år varetog han en lang række vigtige hverv. 1734 udnævntes han til professor i det 1732 oprettede professorat i natur- og folkeret samt offentlig ret ved Kbh.s universitet. S.å. blev han medlem af og sekretær for missionskollegiet og direktionen for vajsenhuset og dettes forstander (indtil 1738), 1735 højesteretsassessor, 1736 generalprokurør, s.å. dr. juris bullatus. 1737 blev han medlem af det nyoprettede generalkirkeinspektionskollegium.

Samtidig varetog H. en række vigtige kommissionshverv, således bl.a. i kommissionerne om almueskolen (1735) og den lærde skole (1737) hvis arbejde resulterede i forordningen af 17.4.1739. H.s væsentligste indsats efter at han havde opgivet lægegerningen blev hans historiske forfatterskab og hans senere virksomhed som embedsmand og jurist. Hans virksomhed her, ikke mindst i hans sidste år, fik et imponerende omfang. 1718 udgav han under påvirkning af S. Pufendorf sin Kurtzgefaszte Dännemärckische Geschichte der i mere end 50 år var den eneste brugbare håndbog over hele Danmarkshistorien. Bogens arrogante omtale af andre historiske forfattere og i det hele noget utraditionelle stil gav anledning til et betydeligt røre ved dens fremkomst. Bl.a. gav en bemærkning om Holbergs historie anledning til at denne udsendte en fingeret disputats imod H.s værk der for at latterliggøre H. fremtrådte som forfattet af den da kendte evighedsstudent Poul Rytter. Der nedsattes tilsyneladende en kommission til at granske bogen, men hvilket resultat kommissionen nåede til lader sig i dag ikke sige med sikkerhed. Et lignende røre medførte en mindre afhandling om ægteskab mellem nærtbeslægtede der ligeledes udsendtes af H. 1718 under titlen De nuptiis propinquorum jure divino non prohibitis diagramma. Denne afhandling var udarbejdet under opholdet i Helmstedt. H. viste her tydelig indflydelse fra Chr. Thomasius, idet han søgte at påvise at der hverken i naturretten eller i guddommelig ret fandtes et forbud imod indgåelse af ægteskab selv mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linje eller imellem søskende, ligesom han afviste den traditionelle argumentation imod sådanne ægteskaber. Også dette skrift gav anledning til et modskrift fra Ludvig Holberg i form af en fingeret disputats, men medførte tillige indskriden fra det teologiske fakultet, og i 1720 fik H. ordre til at lade bogen omtrykke, hvilket dog ikke skete. I de følgende år gav H. sig af med en række historiske undersøgelser og i et vist omfang også med journalistik, idet han for bogtrykker J. Wielandt redigerede to tidsskrifter Extrait des nouvelles og Nova litteraria. 1720 indsendte han til kongen et forslag om oprettelsen af en vekselbank.

Som historiograf havde det påhvilet H. at fortsætte C. H. Amthors annalistiske fremstilling af Frederik IVs regering, og inden sin afsked udarbejdede han elleve folianter omfattende tiden 1700–10 samt et ufuldendt bind for 1711 (Lebens- und Regierungsgeschichte Königs Friederichs IV, Rigsarkivet). Sit otium efter afskedigelsen i 1730 benyttede H. nu til at omarbejde og videreføre denne skildring i det mere sammentrængte værk König Friederich IV glorwürdigstes Leben, hvis første del H. 1732 overrakte kronprinsen på hans niårige fødselsdag, og hvis to følgende dele er skrevet hurtigt derefter (først fuldstændig udgivet 1829 af N. Falck). Dette førstehåndsarbejde af en samtidig der tillige har haft adgang til arkivalierne er H.s historiske hovedværk, og det har ikke mange sidestykker i vor historiske litteratur. H. har her haft friere hænder end i Lebens- und Regierungsgeschichte hvor han i embeds medfør skulle være panegyriker. "Glorwürdigstes Leben" er i højere grad et udtryk for H.s personlige mening, han kan fælde skarpe, subjektive domme og undertiden udtale sig med stor uforbeholdenhed. Fremstillingen er præcis, men fuld af temperament; hans historiske syn er religiøst præget af troen på en himmelsk retfærdighed. Bogen reber megen politisk sans, også i den forstand at forfatteren, al sin uafhængighed til trods, lægger vægt på, hvad der måtte være Christian VI velbehageligt. Også som jurist kom H. til at gøre en betydningsfuld indsats. Det har været diskuteret om initiativet til indførelsen af en juridisk eksamen ved forordning af 10.2.1736 stammer fra ham. Det er dog næppe tilfældet, men H. fik stor betydning for den nærmere udformning af forordningen, herunder af eksamenskravene, bl.a. således at dansk ret blev et hovedfag ved siden af naturretten og i mindre omfang romerretten. H.s juridiske forfatterskab er ikke omfattende. Mens han levede blev bortset fra en mindre afhandling om krigsrettens regler om mindreårige (De eo, quod jure belli licet in minores, 1735) alene hans vejledning for juridiske studerende Idea leti Danici, 1736 trykt. Værket udkom senere i dansk oversættelse som Forestilling paa en dansk Jurist ved senere landsdommer P. Sommer. Ligesom hans forbillede Thomasius i Tyskland havde gjort sig til talsmand for den tyske rets fortrinsstilling i det juridiske studium fremfor romerretten var det også H.s opfattelse at hovedvægten måtte lægges på den nationale danske ret, mens romerretten der hidtil havde behersket studiet kun kunne tillægges mindre betydning. Han synes også at have afholdt forelæsninger på dansk. I sin bog omtaler H. tillige en lang række andre videnskaber, bl.a. sprog og historie, som nødvendige forkundskaber for en god jurist og gav dermed anledning til Holbergs satire over fordringerne til en god skomager – Idea boni sutoris – i epistel 293. Særlig som lærer fik H. stor betydning og en række af hans forelæsninger er senere blevet udgivet. Det gælder hans Juridisk Collegium over Processen, saaledes som den bruges i Dannemark og Norge, 1742 (2. udg. ved C. D. Hedegaard 1764, nyt opl. 1769), og Jus publicum det er Stats-Ret eller Statsforfatning og Rettigheder for Danmark, Norge og Fyrstendommene, 1783. H.s indsats som universitetslærer og jurist omtaltes af eftertiden i meget rosende vendinger. En række af 1700-tallets jurister kan betragtes som hans efterfølgere og ved hans død 1739 stod for første gang en lang række jurister parat til på grundlag af juridiske afhandlinger at konkurrere om det ledige professorat.

Trods sit kortvarige virke i de vigtige stillinger der betroedes ham i hans sidste år kom H. til at gøre en væsentlig indsats. Chr. VI kom til at nære stor tillid til den pietistisk opdragne H. Under sin virksomhed i generalkirkeinspektionskollegiet, hvis oprettelse vistnok byggede på hans initiativ, viste H. stor forståelse for danskheden i Sønderjylland og betydningen af dansk kirkesprog her, ligesom han var modstander af tvang til fremme af kirkegangen. Overhovedet viste han stor interesse for undervisning og opdragelse og fremsatte endog forslag om at indlemme en retsundervisning i skolernes arbejde. Som generalprokurør tog han initiativ til en række reformer, bl.a. af landstingene, hvis forhold havde givet anledning til kritik. Et resultat heraf blev forordningen 23.1.1739. Hertil kom en række andre reformer indenfor retsplejen som H. medvirkede til. Vigtig er også en forordning af 7.2.1738 om pantebøgers indretning og førelse som han tog initiativ til. H.s betydning kom til at vise sig på en række felter, først som katalysator for Holbergs satiriske vid, siden som historiker og efterhånden på en lang række vigtige embedsposter som han påtog sig i et sådant omfang, at kræfterne viste sig til sidst ikke at slå til. Som jurist bidrog han til udformningen af en tidssvarende juristuddannelse Han fremstår derfor som en betydningsfuld og ikke mindst i kraft af sin alsidighed bemærkelsesværdig skikkelse i det danske enevældige monarki i første halvdel af 1700-tallet.

Familie

Forældre: sognepræst Johan(nes) H. (1660–1726) og Catharina Gude Fabricius (1665–1732). Gift 1735 med Eisabe Margrethe Ambders, født 3.4.1695 i Burkal, begr. 9.7.1782 i Tønder (gift 1. gang 1717 med Andreas Nissen til Store Tønde i Hostrup sg.), d. af sognepræst Christian A. (1660–1725) og Brigitta Margrethe Hojer (1673–1760).

Bibliografi

Kirkehist. saml. S.r.III, 1905–07 181–204 (breve fra H.). – P. Kofod Ancher: En kort anviisning især for en dansk jurist, 1755 51–55. P. M. Stolpe: Dagspressen i Danm. III-IV, 1881–82 (fot. optr. 1977). C. Paludan-Müller i Hist. t. 5.r.IV, 1883–84 2–35. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720–1814 I–II. 1891–94. H. F. Rørdam i Hist. saml. og studier I, 1891 337–515; II, 1896 313–84 521–31; III, 1898 144–86 493–517; IV, 1900–02 133–247 484–533. Samme i Kirkehist. saml. 4.r.III, 1893–95 487–518 533–62 (m. breve ang. Vajsenhuset). Jul. Petersen: Den danske lægevidenskab 1700–50, 1893. J. Paludan: Franskengelsk indflydelse på Danm.s litteraturhist. i Holbergs tidsalder, 1913. Frantz Dahl: A. S. Ørsted som retslærd, 1927 27–31. M. Neiiendam: Erik Pontoppidan I–II. 1930–33. Ellen Jørgensen: Historieforskn. og historieskrivn. i Danm. indtil år 1800, 1931. Poul Johs. Jørgensen i Festskr. i anledn. af tohundrede års dagen for indførelsen af jur. eksamen ved Kbh.s univ., red. Erik Reitzel-Nielsen og C. Popp-Madsen, 1936 93f; Frantz Dahl sst. 120–25. Højesteret 1661–1961 II, 1961. Troels G. Jørgensen: A. H., 1961. E. Spang-Hanssen: Fra Ludv. Holbergs unge dage. Hans strid med A. H., 1963. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig