Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Adam Afzelius

Oprindelig forfatter FrBlatt
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Adam Afzelius, Adam Gustaf Afzelius, 20.4.1905-18.2.1957, historiker. Født i Kbh, død i Cori ved Rom, begravet sst. (protest.kgd.). A. gik i Frederiksborg statsskole hvor Karl Hude var rektor, og blev student 1923. Han studerede derefter historie og latin ved Kbh.s univ. under Erik Arup og William Norvin. Skulle man sætte et motto over hans historiske forskning måtte det være Leopold von Rankes "Wie es eigentlich gewesen". Allerede som ganske ung viste han evner for politisk historie (Pompeius og hans Modstandere fra 66 til 62 f.K., Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning 1930); modstanderne mod Pompeius' eneherredømme var ikke blot de konservative senatorer, optimaterne men også visse personer inden for Pompeius' eget parti. Striden mellem disse personer og optimaterne og de sejrrige optimaters afværgelse af Pompeius' eneherredømme er emnet for denne første afhandling der snart i tilslutning, snart i opposition til tidligere forskere beskæftiger sig med en af de uroligste perioder i Roms historie. Disputatsen om Den romerske Nobilitets Omfang, 1935, kom til at danne epoke. Det var ikke almindeligt med afhandlinger om antik historie som doktorafhandlinger ved Kbh.s. universitet, navnlig ikke om så centralt et emne. Efter at A. havde fremsat sin tesis aktiveredes studiet af antik historie her i landet (Rudi Thomsen, Knud Hannestad m.fl.). Selv var han den første professor i oldtidens historie ved Århus universitet (1946–56). I disputatsen søgte han at give en bindende definition af hvad man bør forstå ved den romerske nobilitet. Dette spørgsmål var første gang rejst af Sigonius i 1560. Ifølge Sigonius omfattede nobiliteten efterkommere efter de højeste embedsmænd i det romerske samfund: konsuler, prætorer og visse ædiler. Skønt Sigonius ikke førte noget bevis for sin påstand havde hans definition gyldighed til 1912 da Matthias Gelzer begrænsede nobiliteten til konsulernes efterkommere. A. dokumenterer at Gelzers spinkle materiale ingenlunde berettiger hans vidtgående konklusioner. Ud fra sit dybtgående kendskab til de romerske adelsslægter gennemgår han i sin disputats et om ikke fuldstændigt så dog ganske anderledes omfattende materiale. Op imod 500 nobiles granskes nøje, og det lykkes A. at påvise sikker eller overvejende konsularisk afstamning for over 90 pct. af de omtalte nobiles. Resten forklares når man udvider Gelzers definition til foruden mænd af konsularisk afstamning at omfatte dem der som de første af deres slægt opnåede konsulatet. Efter således at have begrundet og modificeret Gelzers definition behandler han spørgsmålet om nobilitetens oprindelse. Mens Gelzer uden forbehold anså sin definition som gyldig også for den ældste republik viser A. hvordan vi ikke ved noget sikkert om nobilitetens omfang før Ciceros tid. Soberhed karakteriserer således denne disputats. I tiåret efter den udkom en afhandling Zur Definition der römischen Nobilität vor der Zeit Ciceros, 1945. Studierne over den romerske nobilitets omfang kan nærmest betegnes som sociologiske undersøgelser af en såre vigtig stands rekruttering. Procenter og tal spiller en ikke ringe rolle i disse studier. Det samme gælder de arbejder om romernes ekspansion der fremkom under den anden verdenskrig om Roms erobring af Italien og om den romerske krigsmagt under opgøret med de hellenistiske stormagter Studien über die römische Expansion I–II. 1942–44 – det fremgår klart at Rom med sine forbundsfæller til enhver tid var stærkere end sine modstandere, både i Italien og på Balkanhalvøen (Filip af Makedonien, Perseus og Antiochus III). Moderne historieforskere tror ikke på mirakler, på romernes seje energi og kloge politik – over for sådanne klicheer der ikke øger vor forståelse af et historisk hændelsesforløb stilles nu numeriske størrelser der viser at romerne til enhver tid var deres modstandere talmæssigt overlegne. Sine evner som politisk historiker viser A. endelig i et skrift om den yngre Catos politiske betydning (1941). Over for Mommsens karakteristik af den yngre Cato som doktrinær principrytter godtgøres det, at han forstod at bøje sig for omstændighedernes magt ud fra den erkendelse at politik er det muliges kunst. Det er en af historikernes fornemste opgaver at tage livet af legenden.

En artikel fra 1943 omhandler to episoder i Ciceros liv der belyser arten af det kildemateriale hvorfra vi har vor viden om Ciceros adfærd i to tilsyneladende modsatte situationer, hans modige optræden over for diktatoren Sulla år 80 da vi ikke gennem samtidige breve er orienteret om foregående tvivl og usikkerhed, og samme Ciceros mangel på mod over for Cæsar år 49 da vi kan følge hans vaklende overvejelser fra time til time. I festskriftet til Erik Arup 1946 har A. bidraget med en afhandling om lex annalis: Th. Mommsen havde hævdet og alle gentaget den opfattelse at lex annalis fastsatte en bestemt minimalalder for ansøgere til de enkelte embeder, og at tanken om de lovbestemte intervaller er fri fantasi. A.s kritik af ældre forskere fremsattes i en nænsom form – han havde ikke brug for parvenuens arrogance. I antikforskningens tjeneste stod en lang række tildels kommenterede oversættelser Ciceros breve i Udvalg, 1933, Cæsar i Ægypten, 1940, en ny og revideret udgave af Kochs oversættelse af Cæsars Gallerkrig. Af stor betydning var endelig en ny udgave af A. B. Drachmanns Romerske statsforfatning. – Også med middelalderen arbejdede han som udgiver af Diplomatarium Danicum, 1932–36, og som forfatter til afsnittet Højmiddelalderen i Gyldendals Verdenshistorie. Han var undervisningsassistent ved Kbh.s universitet 1930–36, ved Århus univ. fra 1936. Sine studerende omfattede han med vågen interesse, ikke blot i det faglige, men som medlem af universitetets studiebestyrelse varetog han deres økonomiske tarv. Som videnskabsmand var han præget af beskedenhed og redelighed, i det private af venlighed. Hans dør stod altid åben for kolleger og studenter. Han var uhøjtidelig uden at være familiær; selv i det muntreste lag – og han besad sjældne evner også for det muntre – formåede han at bevare en vis afstand. Naturlig værdighed og indre sikkerhed prægede hans adfærd. – Det var antik historie der havde hans hjerte, og 1956 blev han direktør for Det danske institut i Rom, en stilling han ved sin interesse og sine pædagogiske evner var selvskreven til. I den korte tid der blev ham beskåret som leder af Accademia di Danimarca opnåede han i kraft af sin position at Det danske institut blev optaget i den internationale union af videnskabelige institutter i Rom. Han fik således ryddet grunden for instituttets fremtidige videnskabelige virke. Han fik sit sidste hvilested på den protestantiske kirkegård i Rom, nær ved Cestiuspyramiden og den aurelianske bymur, et sted der altid havde været ham kært.

Familie

Forældre: assistent i general-postdirektoratet, senere postmester i Hillerød, cand.polit. Kay Gustaf A. (1876–1944) og Agnes Thora Louise Hertz (1881–1963). Gift 1. gang 4.2.1926 på Frbg. (b.v.) med Ina Margrete Goldschmidt, født 17.9.1905 i Malmø (gift 2. gang 1932 med civilingeniør Carl Olaf Haxen, født 1897; navneforandring fra Hansen 1933, han gift 2. gang 1948 med Inge Vibeke Mogensen; hun gift 3. gang 1953 med lektor, cand. mag. Peter P. Rohde, 1902–78), d. af fabrikdirektør Alfred Israel G. (1878–1967) og senere kontorassistent, forfatter Ingeborg Astrid Warberg (1882–1973). Ægteskabet opløst 1932. Gift 2. gang 10.7.1933 i Kbh. (b.v.) med Tonny Deleuran, født 6.6.1907 i Kbh. (Jac), (gift 1. gang 1930 med journalist, cand.jur. Tage Richard Christiansen, 1901-83, han gift 2. gang 1935 med Gerda Margrete Møller, gift 3. gang 1947 med Karen Breyn), d. af boghandler Lauritz Arni Emil D. (1879–1962) og Valborg Antonia Svendsen (1877–1964). Ægteskabet opløst 1952. Gift 3. gang 27.3.1953 i Århus (b.v.) med Else Marie Pipsen Ewaldsen, født 27.7.1921 i Nørresundby (Budolfi), d. af arkitekt, senere overinspektør i forsikr.selskabet "Hafnia", Christen Henrik E. (1885–1946) og Mathilde (Thit) Gradhant Jensen (1894–1975).

Annonce

Udnævnelser

R. 1952.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiogr. i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1936 159f. – Franz Blatt i Acta Jutlandica XXIX, 2, 1957 11–18. Samme i Classica et medievalia nr. 18, 1957 258–61. Berl. tid., Socialdem. og Dagens nyheder 20.2.1957.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Franz Blatt: Adam Afzelius i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=285742