Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aage Friis

Oprindelig forfatter ESJoe
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Aage Friis, 16.8.1870-5.10.1949, historiker. Født i Halskov, Tårnborg sg, død i Hellerup, urne på Frbg. (Solbjerg kgd.). F. levede det meste af sin barndom i Skyum i Thy. Hans far var en grundtvigsk præst der underviste sine børn hjemme, men sammen med børn fra landsbyen. 1884 blev F. sendt til Viborg katedralskole hvis rektor, H. H. Lefolii, var en kendt venstremand med tilknytning til højskolen. Blandt F.s klassekammerater var den senere udenrigsminister P. Munch til hvem han blev stærkt knyttet.

En tid overvejede F. at blive præst, men efter studentereksamen 1890 valgte han at studere historie. Som mange af sine samtidige har F. vidnet om Kr. Erslevs overragende betydning for det historiske studium. Han gav altid siden uforbeholdent udtryk for sit tilhørsforhold til E.s kildekritiske skole. I sit valg af såvel emner som kilder var han dog stærkt påvirket af Edvard Holm. Politisk sluttede F. sig i studietiden til den hørupske fløj af venstre. Han deltog ivrigt i P. Munchs bestræbelser for at bryde den konservative dominans i Studenterforeningen, var medarbejder ved M.s tidsskrift Det ny Aarhundrede og var virksom ved grundlæggelsen af det radikale venstre som han tilhørte til sin død. Efter magisterkonferensen 1896 med speciale i Danmarks historie 1766-1830 tog han fat på studier af Danmark-Norges udenrigske historie 1810-14 og offentliggjorde bl.a. afhandlingen Frederik VI og det andet svenske Tronfølgervalg (Hist.Tidsskr. 7.1). Af udenrigsministeriet blev han tilskyndet til at tilrettelægge en udgave af A. P. Bernstorffs diplomatiske korrespondance. Dette arbejde førte ham ind på en opsporing af Bernstorffernes private papirer som gav storartede resultater. Fra hertugdømmerne og Nordtyskland hjembragte han omkring 100.000 breve fra perioden 1750-1830. Stillet over for dette uhyre stof fattede han den plan at "fortælle den bernstorffske Families Historie igennem de tre Slægtled, i hvilke den var knyttet til dansk Stats-tjeneste, og at skildre den Vekselvirkning mellem dansk og tysk, som danner Forudsætning og Baggrund for Slægtens Virksomhed i Danmark". Sideløbende hermed ville han udgive de vigtigste dele af brevmaterialet.

Inden F. gik i gang med disse opgaver tog han en enkelt kildegruppe ud af brevstoffet: A. P. Bernstorffs breve 1773-80 til Ditlev Reventlow. Væsentlig på dette grundlag skrev han disputatsen A. P. Bernstorff og Ove Høegh-Guldberg, 1899. Bogen skildrer den politiske kamp mellem kabinet og konsejl som endte med Bernstorffs afskedigelse, men dens tyngdepunkt er personskildringerne. Den er næsten helt igennem båret af beundring for A. P. Bernstorff. Ganske modsat hvad man kunne have ventet i betragtning af F.s stærke vidnesbyrd om sit elevforhold til Kr. Erslev var her intet af dennes kølige, analytiske tilgang til kilderne, men til gengæld et kunstnerisk begavet sinds evne og trang til ved begejstringen at indleve sig i et historisk handlingsforløb. I større målestok finder man det samme træk i l.bind af Bernstorfferne og Danmark, 1903, der er F.s bedste arbejde. Indlevelsen i det store brevstof men vistnok også samvær med Bernstorffernes efterkommere havde givet ham en forståelse af slægtens liv og mytologi som han videregav med stor sprogkunst og glimrende komposition. Identifikationen med tiden og personerne var så stærk at Edvard Holm med rette kunne skrive i et privatbrev at ingen skulde kunne mistænke Bogens Forfatter for Radikalisme". 2. bind med undertitlen J. H. E. Bernstorff i Frederik Vs Konsejl, 1919 er svagere. Det savner den episke ledetråd hvorefter l.bind var komponeret, og bl.a. derfor træder mangelen af egentlige videnskabelige analyser af enkeltspørgsmål stærkere frem. Af brevudgaven udsendte F. 1904-13 tre store bind Bernstorffske Papirer som dog langtfra udtømte stoffet. Det store projekt blev en torso. F.s engagement og arbejdskraft blev optaget af det nordslesvigske spørgsmål som historie og politik.

Annonce

F.s interesse for de danske nordslesvigere går tilbage til hans tidligste ungdom. Knap 21 år gammel besøgte han 1891 Sønderjylland hvor han frejdigt opsøgte de danske førere. Af afgørende betydning blev hans kontakt med H. P. Hanssen. 1892 begyndte F. sammen med bl.a. P. Munch et korrespondancebureau som til danske blade tilbød artikler om forholdene i Sønderjylland. Stoffet leveredes til dels af H. P. Hanssen, sigtet var ikke mindst at vinde venstre og især dets radikale fløj for den sønderjyske sag. Efter Viggo Hørups død 1902 fik F. adgang til "Politiken"s spalter, og herfra førte han hovedslaget for at vinde venstres regeringer og offentligheden for en dansk udenrigspolitik hvis mål var gennem en mere smidig og imødekommende holdning over for Tyskland at opnå lettelser i de dansksindedes vilkår. F. genindførte hermed udenrigspolitik som emne for den offentlige debat i Danmark efter at det i mere end 30 år havde ligget dødt. Linien var lagt af H. P. Hanssen, men karakteristisk blev det F. som offentligt gav den nye politik det mest prægnante udtryk da han i 1902 skrev at det nordslesvigske spørgsmål kun kunne løses i venskab med Tyskland, og at en ordning efter et tysk nederlag i en stor europæisk krig ville være en ulykke "alene af den Grund, at den gjorde Fremtiden endnu utryggere end Fortiden". (Forordet til Th. Brix: Dansktysk Venskab). I kort begreb var dette den radikale opfattelse af grundvilkåret for dansk udenrigspolitik. Men det må erindres at rammen om venskabet for F. bestandig var Danmarks ubetingede neutralitet. Han var ukendt med de lutkenske forhandlinger som truede med at drive den dansk-tyske tilnærmelse ud over kanten af denne forudsætning (se L. C. F. Lutken). Den nye politiks vigtigste resultat blev optantbørns-konventionen som afsluttedes 1907. S.å. blev F. som havde medvirket ved konventionens forberedelse og i "Politiken" havde skildret den som indledningen til en ny æra i det dansk-tyske forhold, formelt knyttet til udenrigsministeriet som konsulent i sønderjyske spørgsmål. Han så nu store perspektiver i organiseringen af en aktiv dansk udenrigspolitik. I 1908 beskrev han i et memorandum til udenrigsminister W. Ahlefeldt hvorledes den samlede danske presse uden partiskel kunne bringes til at arbejde efter henstillinger fra udenrigsministeriet, og hvorledes udenlandske blade kunne anvendes i dansk udenrigspolitik. I grunden var det den samme tanke som lå bag studenterdagenes korrespondancebureau: at hæve udenrigspolitikken op over partistriden, men nu med magt og midler bagved. I 1910 oprettede Ahlefeldt udenrigsministeriets pressebureau og udpegede F. til dets chef. Allerede i maj 1911 gik det galt. På F.s opfordring og med H. P. Hanssens billigelse udviklede Marcus Rubin i en anonym artikel i Preussische Jahrbücher det nære dansk-tyske interessefællesskab og fastslog at "kun tåber og folk uden indflydelse" mente at der kunne bygges et retskrav på Pragfredens § 5. Såvel i Danmark som blandt de dansksindede i Sønderjylland var de negative reaktioner på artiklen så voldsomme at udenrigsministeriet følte sig tvunget til at lægge pressebureauet på is. I 1913 fratrådte F. som chef idet han udnævntes til det professorat i historie der var blevet ledigt ved J. A. Fridericias død. "Rubin-affæren" betegnede afslutningen på en dansk udenrigspolitik, der på én gang var bestemt som "aktiv" og neutral". Det havde på mange måder afsløret sig at de to bestemmelser var vanskeligt forenelige. Men F. der af overbevisning var radikal men af natur aktivist bød netop denne formel enestående muligheder. Han stillede sin enorme entusiasme og store arbejdsevne til rådighed for løsningen af den vanskeligste af de foreliggende opgaver: at tilfredsstille den forventning om en mere sympatisk dansk opinion som optantbørnskonventionen havde skabt i Tyskland. At pressebureauet snublede i starten viste ikke mindst hvor svært det var at tale åbent om selv elementære sider af det dansk-tyske forhold uden derved at gøre mere skade end gavn.

Som historiker havde F. 1909 søgt at bidrage til nyorienteringen af opinionen med 1. bind af en biografi af Bismarck. Han ville have danskerne til at forstå det moderne Tyskland gennem dets grundlægger på samme måde som han havde søgt at indføre dem i 1700-tallets Danmark gennem Bernstorfferne. I forordet gør han op med den kvantitative historieforskning hvis ret han ikke nægter, men hvis metoder han aldrig tilegnede sig, og over for hvilken han hævder de store personligheders betydning.

F. bevarede under 1. verdenskrig forbindelsen med H. P. Hanssen og formidlede ved flere lejligheder hans synspunkter til ministeriet Zahle. Det var gennem F. at Hanssen i oktober 1918 opfordrede den danske regering til at rejse grænsespørgsmålet. Tro mod den opfattelse han havde givet udtryk i 1902 greb F. straks initiativet. Han forfattede i forståelse med udenrigsminister Erik Scavenius "Oktoberadressen" som han sammen med H. V. Clausen, M. Mackeprang og H. L. Møller udsendte til underskrift i en kreds af fremtrædende danske. Sigtet var dels at tilvejebringe en dansk-tysk aftale om Nordslesvigs afståelse inden de almindelige fredsforhandlinger, dels at underbinde danske bevægelser for krav udover nationalitetsgrænsen. På P. Munchs foranledning berøvedes adressen sin udtalte karakter af en henvendelse til Tyskland, og i forbindelse med den politiske borgfred som for en tid sluttedes med rigsdagsresolutionen af 23.10. skrinlagdes den. I november rejste F., såvidt det kan ses uden specifik ydre tilskyndelse, til Berlin. Ved at udnytte sit bekendtskab med personer i og omkring den netop dannede rigsre-gering, for hvem han skitserede Clausen-linien som afstemningsgrænse, havde han held til at udvirke en skriftlig udtalelse hvori den tyske regering erklærede sig indforstået med at grænsespørgsmålet løstes ved en afstemning. F. havde derved væsentlig lettet H. P. Hanssen vejen for Åbenråresolutionens vedtagelse.

I 1919 påtog F. sig for udenrigsministeriet det arbejde som skulle beslaglægge en væsentlig del af hans kræfter i de sidste 30 år af hans liv: skildringen og dokumentationen af det nordslesvigske spørgsmåls historie fra nederlaget i 1864 til ophævelsen af Prag-fredens § 5. Værket omfatter fremstillingen Den danske Regering og Nordslesvigs Genforening med Danmark I-IV, 1921-59 (bind IV udg. af Povl Bagge), en udgave af de danske akter Det nordslesvigske Spørgsmaal 1864-1879 I-VI, 1921-48 og Europa, Danmark og Nordslesvig I-IV, 1939-59 (medudgiver Povl Bagge) som indeholder de udenlandske akter. Det store værk minder i anlægget om det bernstorffske projekt: en fremstilling sideløbende med en kildepublikation, men kommer nærmere det ideal om "pragmatisk" historie som F. havde lært hos Kr. Erslev: fuldstændig fremlæggelse af materialet, udtømmende behandling i fremstillingen. Værket er det største projekt i genren officiel historieskrivning der nogensinde er realiseret i Danmark. Det var fra F.s side tænkt som den definitive redegørelse for det dansk-tyske mellemværende 1864-79, bygget "paa et saa alsidigt Stof, at den kan blive virkelig historisk objektiv ... Den danske Regerings Handlinger og Motiver kan fremlægges ganske aabent" (F. i Fyns Venstreblad jan. 1921). Linien i fremstillingen er nøgternheden i den danske udenrigspolitik, repræsenteret ved nøglepersonerne P. Vedel og konsejlspræsidenterne C. C. Frijs og Estrup.

Som professor 1913-35 varetog F. undervisningen i perioden efter 1715. Han deltog i universitetets styrelse bl.a. som formand for eksamens-udvalget 1923-26. 1932-33 var han universitetets rektor. F. var uden udprægede evner som pædagog og stod i forholdet til flertallet af de studerende i skyggen af Erik Årups personlighed. Mellem de to kolleger udviklede der sig et markant modsætningsforhold som dannede et af udgangspunkterne for en partidannelse blandt danske historikere gennem flere årtier. På det videnskabelige plan kom modsætningen til udtryk i polemikkerne om Schack Rantzaus sendelse til Rusland under krisen 1762 (Hist. Tidsskr. 8, IV, 9. I-II) og om C. N. Davids optegnelser vedrørende tronskiftet 1863 (Scandia I og III, Hist.Tidsskr. 9.VI). Ved begge lejligheder leverede F. en meget grundigt underbygget kritik af Arups dristige hypoteser. Han fremtrådte samtidig praktisk og teoretisk som renlivet positivist der over for brugen af hypoteser i historieforskningen satte den omhyggelige udtømning og kritiske vurdering af alle foreliggende kilder. Standpunktet var ejendommeligt derved at det ikke levnede rum for F.s egen styrke og særpræg som historiker: hans evne til sympatisk indleven, næsten til identifikation med historiske personer og miljøer. Oplevelsen af Kr. Erslevs laboratorieøvelser tvang F. til at argumentere på præmisser som i grunden ikke var hans egne. Sin videnskabelige hovedindsats udover det store værk om Nordslesvig lagde F. i disse år i en række vigtige kildeudgivelser, koncentreret om de nationalliberale politikere og det heibergske hjem: D. G. Monrads Deltagelse i Begivenhederne 1864. En efterladt Redegørelse, 1914, Johanne Luise Heiberg og A. F. Krieger. En Samling Breve 1860-1889 I–II, 1914-15 (sammen med P.

Munch), Andreas Frederik Kriegers Dagbøger 1848-1880 I-VIII, 1920-43 (sammen med Elise Koppel og P. Munch), Statsraadets Forhandlinger om Danmarks Udenrigspolitik 1863-1879, 1936, Fra det Heibergske Hjem. Johan Ludvig og Johanne Luise Heibergs indbyrdes Brevveksling, 1940, A. F. Kriegers, D. G. Monrads og P. Vedels indbyrdes Brevveksling 1846-1888, 1940 – Danske Mag. 7.r.III (sammen med Just Rahbek). I 1944 besørgede han under medvirken af Elisabeth Hude, Robert Neiiendam og Just Rahbek 4. reviderede udgave af Johanne Luise Heibergs erindringer og i 1947 sammen med Just Rahbek 4. gennemsete udgave af hendes bog om P. A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg.

Det akademiske liv hvori F. i 1913 trådte ind gav også hans organisationstalent nye rige muligheder. I Videnskabernes selskab, hvoraf han i 1920 blev medlem, tog han 1922 initiativ til nedsættelse af Kommissionen til undersøgelse af de i dansk privateje bevarede kilder til dansk historie, der under hans formandsskab gjorde en stor indsats for opsporing og registrering især af privatarkiver på danske herregårde. I 1928 nedsattes på F.s forslag Kommissionen for fælles nordisk udforskning af de russiske statsarkiver. Han var med ved stiftelsen af Den internationale kommission for intellektuelt samarbejde (medlem 1925-39) og af Den internationale komité for de historiske videnskaber (medlem 1926-47) og var formand for Den danske komité for historikernes internationale samarbejde 1926-39. Han var virksom ved grundlæggelsen af Institut for historie og samfundsøkonomi i hvis bestyrelse han sad 1927-39. 1935-45 var han forstander for Det kgl. danske selskab for fædrelandets historie (medlem fra 1905) og 1929-39 formand for Den danske historiske forening (medlem af bestyrelsen 1907-19).

F.s største organisatoriske enkeltindsats ydede han dog på det politisk-humanitære område. Da den nazistiske magtovertagelse i 1933 drev et stort antal flygtninge over grænsen tog han initiativ til nedsættelsen af Den danske komité for landflygtige åndsarbejdere og i 1934 til stiftelsen af De samvirkende danske emigranthjælpekomiteer. Som formand for disse organisationer gjorde F. en meget stor indsats for at skaffe flygtningene materiel og anden hjælp, og for at påvirke danske myndigheder i det ømtålelige spørgsmål om opholds- og arbejdstilladelser. Nazismen udfordrede stærkt F.s liberalt-demokratiske sindelag og hans beundring for tysk kultur. Ved afslutningen af ikke-angrebstraktaten i maj 1939 følte han igen at måtte tale åbent om det dansktyske forhold (radioforedrag, trykt i Tilskueren september 1939). Lige overfor det aggressive nazistiske Tyskland fastslog han at "der er i det danske Folkesamfund ... ingen Forudsætninger og ingen naturlig Grobund for nationalsocialistiske eller antisemitiske Ideer ... . Om fremtiden udtalte han, at "til syvende og sidst vil vor Skæbne komme til at bero paa vor indre Kraft. Vor Tillid til denne rokkes ikke ved aldrig saa mange Forhaanelser af vort demokratiske Samfunds frie Leveformer".

Trangen til konsekvent at forsvare det idégrundlag hvorpå han havde levet blev for F. stærk i hans alderdom. Straks efter befrielsen gik han i gang med redaktionen af Danmark under Verdenskrig og Besættelse I-V, 1946-48, hvis hovedstykke var P. Munchs fremstilling af de politiske begivenheder. I debatten om retsopgøret greb han ind til forsvar for P. Knutzen. I pjecen Slesvig. Det radikale Venstre og Venstre, 1948 tog han til orde mod Knud Kristensens grænsepolitik. I forordet bebudede han en dokumenteret redegørelse for den danske Slesvig-politik 1901-13.

F. var måske den i sin generation af historikere på hvem Kr. Erslevs personlige indflydelse virkede mest hæmmende. Under lempeligere tugt og større forhold ville hans betydelige talent for biografien sikkert have udfoldet sig rigere. Men han blev som videnskabelig organisator og inspirator en af de største dansk humanistisk videnskab har kendt. Myreflittig og disciplineret i sit eget arbejde kunne han virke inciterende og fremaddrivende på andres. Og han havde den lykke at kunne lade sine videnskabelige, politiske og journalistiske evner virke sammen til fremme af den løsning af det sønderjyske spørgsmål som han opfattede som den rigtige, og som blev den endelige. For F. – som for vennen og fagfællen P. Munch – var den rette løsning af det nordslesvigske spørgsmål mere end politik, det var også en professionel sag, et spørgsmål om at lære af historien, og det var et personligt anliggende, en skyldighed over for de nationalliberale hvis ideer og kultur de følte sig beslægtet med, og hvis fejltrin i det nationale spørgsmål var dem en pæl i kødet. Trods sin livslange nære tilknytning til det radikale venstres ledere følte F. sig tilsyneladende aldrig fristet af en egentlig politisk karriere. Hans modstandere gav undertiden udtryk for at han foretrak arbejdet i kulissen. Selv om hans forestillinger om pressebureauets arbejde ubestrideligt har bismag af manipulation svarede det i virkeligheden bedst til hans natur at træde frem i det åbne, helst som den der med sagkundskabens ret kunne vejlede og oplyse.

Familie

Forældre: kateket i Korsør, senere sognepræst i Skyum Kristian Johan Frederik F. (1833-1910) og Juliane Marie Landkilde (1832-1911). Gift 1.7.1896 i Gjerpen, Norge med Benedicte Blichfeldt, født 11.7.1873 i Skien, død 14.7.1957 i Hellerup, urne på Frbg. (Solbjerg kgd.), d. af foged i Bamle hrd. Peder Carl William B. (1817-92) og Philippa Martine Finne (1832-1915). – Far til Finn F. og Henning F. Bror til St. F.

Ikonografi

Afbildet på mal. af Aksel Jørgensen, 1923 (Studentergården, Kbh.). Mal. af Johs. Wilhjelm, 1933. Tegn. af Otto Christensen, 1940 (Fr.borg). Mal. af Risse See, 1944. Foto.

Bibliografi

A. F.: En rejse til Berlin 1918 i Tilskueren, 1921 I, 289-305. Samme: I samarbejde og venskab med H. P. Hanssen i Bogen om H. P. Hanssen, 1948. En ungdomsbrev-veksl. mellem P. Munch og J. P. Jacobsen 1889-1901 I–II, 1962. – P. Munch: Erindr. I-VIII, 1959-67. Povl Bagge i Hist.t. 11.r.III, 1950-52 322-28. C. O. Bøggild-Andersen i Oversigt over vidensk. selsk.s forhandl. 1949-50, 1950 77-88. Aksel E. Christensen i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov.1950 204-15. Axel Linvald i Sønderjydske årbøger, 1950 1-14. Den danske udenrigstjeneste 1770-1970 I, 1970 371-75. Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt I, 1978. – Papirer i Rigsark. Historikeren A. F. 1870-1949. Privatark., hist.saml. og bibliogr., 1975 = Rigsark. Foreløbige arkivreg. ny ser. ll.BreveiKgl.bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Stig Jørgensen: Aage Friis i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289729