Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aage Fasmer Blomberg

Oprindelig forfatter HLars
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Aage Fasmer Blomberg, 30.8.1904-28.4.1990, historiker. Født i Kagerup, Mårum sg. B. blev student fra Frederiksborg statsskole 1924 og cand. mag. 1931. Senere fulgte studieophold i Italien, Frankrig og England 1953, 1961 og 1966. Efter kortere vikariater blev B. årsvikar ved Herning gymnasium 1932 og ansattes 1933 ved Odense katedralskole som timelærer, blev adjunkt 1935 og var lektor 1951–74. Han var en dygtig og afholdt lærer der 1955–64 var medlem af kommissionen for studentereksamen for privatister og 1964–75 censor i historie ved universiteterne, de sidste år censorformand. I organisatorisk arbejde har B. deltaget i Dansk magisterforenings styrelse 1960–66 og i Akademisk forening for Fyns stift efter oprettelsen af Odense universitet. Ved siden af sit praktisk pædagogiske arbejde har B. skrevet lærebøger og været medarbejder ved en række værker: Danmark i fest og glæde, Danske slotte og herregårde, En konge og et folk gennem to verdenskrige, Trap Danmark 5. udg. og Danmark før og nu. 1955 forestod han en nyudgivelse af Leonora Christinas Jammersminde. Som historiker har han dog særlig arbejdet med Fyns fortid. Han har været sekretær i bestyrelsen for Historisk samfund for Fyns stift og redaktør af Fynske årbøger fra 1946 og har her og i andre tidsskrifter skrevet en række historiske afhandlinger. I Fynske årbøger kom 1950–53 afhandlingen om Jens Steen Sehested og i Jyske samlinger 5. rk. I afhandlingen Ålborgs handel. 1955–56 udgav han Fåborg bys historie 1229–1914. Hans hovedværk er den 700 sider store Fyns vilkår under svenskekrigene 1657–60 der indbragte ham doktorgraden ved Odense universitet 1973. Bag det ligger mange års flittigt fritidsarbejde i arkiver og samlinger herhjemme og i Sverige. På baggrund af de europæiske forhold og det danske rigsråds og den unge enevældes politik er de tre krigsårs og den samtidige pests virkninger på Fyn beskrevet så indgående at forholdene er belyst i praktisk talt hver landsby der berørtes af krig og pest, og det var så at sige alle. Materielle og kulturelle forhold er set i tilknytning til og som resultat af politiske og militære handlinger, så værket ikke blot er en skildring af Fyns vilkår, men et bidrag til beskrivelse af landets tilstand under og efter de trefire års ødelæggelser der mærkedes gennem mange år.

Familie

Forældre: handelsgartner, senere kirkegårdsinspektør Immanuel Johannes B. (1875–1940) og Ellen Marie Hansen (1876–1976). Gift 9.12.1933 i Hillerød (Fr.borg slotsk.) med Nina Merete Andrup, født 29.5.1911 på Frbg. (Solbjerg), d. af museumsdirektør, mag.art. Otto A. (1883–1953) og Zelia N. Hindenburg (1885–1970).

Udnævnelser

R. 1972.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen: Aage Fasmer Blomberg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287216