Saxo, Sakse, levede 1202, historieskriver. Forfatteren til et af europæisk middelalders største historieværker, Gesta Danorum, kaldes i Ældre sjællandske krønike Saxo med tilnavnet Longus, i det såkaldte Compendium Saxonis Grammaticus, origine Syalandicus. I fortalen til sit eget værk nævner Saxo at hans far og farfar har tjent som hirdmænd i Valdemar 1.s gård. Det viser at han må være født i anden halvdel af 1100-tallet, vel næppe før 1160, af en god men ikke nødvendigvis fornem familie. Om sig selv siger Saxo sammesteds at han har stået i Absalons følge og han lover kong Valdemar Sejr at han vil støtte ham med åndens våben fordi han selv ikke kunne føre almindelige våben.

Alt dette taler for, at af de mange personer ved navn Saxo der kendes fra tiden omkring 1200 kan følgende med større eller mindre sikkerhed identificeres med historikeren: Sven Aggesens "contubernalis", Absalons "clericus" i ærkebispens testamente hvori Saxo beordres til at aflevere to bøger han har lånt af Absalon til Sorø kloster og den "magister Saxo" der bevidner et Absalonbrev fra ca. 1197–1201. Derimod kan han knap have været gammel nok til 1176 at hente abbed Vilhelm i Paris som "prepositus Saxo" og uden våben kan han heller ikke identificeres med Saxo Thorbensøn der var kongens ombudsmand i Skåne under oprøret i begyndelsen af 1180'erne.

Som Absalons klerk er han ikke nødvendigvis ordineret men han har modtaget tidens bedste uddannelse og den var kirkeligt organiseret. Hvor har han fået den? De elementære kundskaber kunne fås mange steder, fx kender vi i Danmark en skole i Ribe allerede fra 1145, ligesom andetsteds knyttet til katedralen; men for at komme videre måtte man rejse udenlands. Saxo fortæller i 11. bog om den norske gejstlige, Sven Nordmand, at hans gode evner måtte suppleres med et studium af "trivium", dvs. grammatik, logik og retorik, hvortil kong Sven Estridsen betalte et udenlandsophold. I prologen fremhæver Saxo værdien af videregående studier: Når Anders Sunesen påkaldes som beskytter af Saxos værk, begrundes det med at han havde frekventeret lærdomscentre i England, Frankrig og Italien og derfor var i stand til at imødegå misundelig kritik. I begyndelsen af 1200-tallet omtaler Arnold af Lübeck at fornemme danske studerede i udlandet, et tegn på det høje kulturniveau og den materielle velstand Danmark havde nået. Sandsynligvis afspejler 11. bogs fortælling om biskop Sven både Saxos egen tid og forholdene i 1000-tallet. Den middelalderlige uddannelse på højere niveau bestod af et generelt studium af "artes", dvs. foruden "trivium" også "quadrivium": musik, aritmetik, geometri og astronomi. Derefter var man magister. Gik man videre til teologi, jura og medicin kunne man opnå doktorgraden.

I praksis kan der have været stor forskel på skolerne; bedst kendt er Nordfrankrigs med Chartres og siden Paris som de førende. I begyndelsen af 1100-tallet lagde man særlig vægt på studiet af de klassiske forfattere; de blev læst og afskrevet men desuden søgte man at fortolke dem med hele tidens lærdom. Grammatikken der især tog sig af "autores" blev på den måde overordnet i artiumstudiet fordi den i sin yderste konsekvens var en oplæring i etik for det enkelte menneske og dermed hele det feudale samfund. Til dette formål blev kommentarer og glosser allegoriserende; metaforer og eksempler hentedes ikke alene i Bibelen men også i den klassiske litteratur hvor hedenske symboler optrådte ved siden af kristne. Senere i århundredet blev undervisningen systematiseret: teori og abstrakt dialektik blev det vigtigste og litteraturstudiet indskrænket til "florilegier".

Ejendommeligt nok synes Saxos dannelsesform at stå på et trin der forlængst var opgivet i de førende skoler. Han røber et indgående kendskab til en lang række ældre og yngre værker og citerer dem så han får allegorien og moralen med i sit værk; samtidig holder han et stilleje der klart afslører hans forkærlighed for senantikkens "sølvalder" hvorimod bibellatinen synes bandlyst. Muligvis har han søgt et solidt men gammeldags lærdomscenter. Dertil kommer at han har fortsat sine studier efter at være vendt hjem: der er spor af at han selv – eventuelt med Absalons eller kongens støtte – har rekvireret håndskrifter, og et så sent værk som Gautier de Chatillons Alexandreide fra 1184 citeres i 2. bog. Det var netop Saxos klassiske dannelse der fik Absalon til at opfordre ham til at skrive en Danmarkshistorie: i lighed med andre nationer burde også vort fædreland have en historie efter græsk-romerske forbilleder.

Gesta Danorums tilblivelse har været genstand for mange overvejelser. Fortalens ord om at arbejdet ikke var færdigt da Absalon døde bevidner at noget er skrevet før 1201, andet efter. Omtalen af Valdemars erobringer i Nordalbingien daterer fortalen til efter 1208 – eller 1214 da kejser Frederik 2. højtideligt overdrog den danske konge de erobrede områder; endelig sætter Anders Sunesens embedstid til 1223 en absolut sidste grænse. Til at tidsfæste påbegyndelsen af værket har man henvist til en passage i Sven Aggesens Danmarkshistorie: i forbindelse med Sven Estridsen omtales hans mange sønner om hvem Sven Aggesen siger: "Deres bedrifter har jeg anset det for overflødigt at berette om i detaljer ... fordi min kammerat (contubernalis) Saxo med den berømte ærkebiskop Absalon som hjemmelsmand har besluttet af skrive om dem udførligt i den for ham karakteristiske stil". Saxo var altså gået i gang mens Sven skrev, men spørgsmålet er hvornår det var. Sædvanligvis har man dateret Sven Aggesens arbejde til tiden kort efter 1185; dette er dog usikkert. Snarere må man bruge Saxos værk til at tidsfæste Sven Aggesens. Saxo må have skrevet 11. bog (med Sven Estridsens historie) før 1202 for i det år døde jarl Birger Brosa af Sverige og han omtales det pågældende sted som nulevende. En udbredt opfattelse i Saxoforskningen lader perioden fra ca. 1050–1187, svarende til bøgerne 11-16, være først affattet og oldhistorien, 1-10, efter Absalons død. Det sidste støttes af at der i 7. bog er en henvisning til fortalen. Under alle omstændigheder må der have fundet en senere sam- og omarbejdelse sted, den vigtigste arbejdsperiode har nok været 1190–1210.

Det færdige resultat kendes i sin helhed først fra Christiern Pedersens trykudgave fra Paris 1514. Bevarede middelalderlige fragmenter gør det muligt at danne sig et billede af overleveringen. Chr. Pedersen må have benyttet et manuskript fra ca. 1300 hvoraf tre blade er fundet i gehejmearkivet; teksten svarer til 1514-trykket, også et par senere marginalnoter er optaget. Ældre er det brudstykke af en Saxo-tekst som 1863 blev fundet i Angers ved Loire som fyld i et 1400-tals bogbind; skriften daterer teksten til ca. 1200 og opsætningen med mange tilføjelser og varianter skrevet med samme hånd som grundteksten gør det rimeligt at de fire blade i "Angers-fragmentet" stammer fra Saxos kladde. Citater af Gesta Danorum i Ældre sjællandske krønike fra ca. 1300 viser hen til et forlæg af samme art som Angers-fragmentet, men endnu vigtigere er nogle 1300-tals tilskrivninger i sidstnævnte håndskrift som synes foretaget med henblik på bearbejdelsen i det tidligere nævnte Compendium Saxonis; dette viser at endnu i første halvdel af 1300-tallet var Saxos kladde i Danmark.

Det store problem er hvem der har givet teksten den endelige form, indføjet marginalnoter og valgt mellem varianterne; er det Saxo selv, må et håndskrift være gået tabt uden at have efterladt sikre spor, eller også må bearbejdelsen være sket ved afskrivningen omkring år 1300. I begge tilfælde er der kun få led mellem Saxos kladde og Chr. Pedersens udgave og det borger for dennes værdi. Ganske vist er retskrivningen tilpasset 1500-tallets norm, men andre træk i teksten der ikke svarer til klassisk sprogform, fx hyppig brug af rytmisk sætningsudgang, cursus, er en udbredt middelalderfornyelse. Ordforrådet er næsten rent sølvalderlatin men ordenes indhold er skiftet med tid og samfund; det gælder især kirkelig terminologi.

Vender vi tilbage til den situation da Absalon satte Saxo i gang havde han sandsynligvis et "universitetsstudium" som tidligere beskrevet bag sig; det varede 10–15 år. Men opgaven at skrive Danmarkshistorie stillede nye krav, andre håndskrifter måtte rekvireres, alt hvad der kunne skaffes til veje om nordisk historie måtte samles. Som for historieskrivere til alle tider måtte arbejdet foregå i en stadig vekslen mellem at tilegne sig kildematerialet og formulere en personlig opfattelse af den historiske sammenhæng. En analyse af den endelige tekst vil vise hvad Saxo anså for relevant at inddrage.

For at forstå hvordan Saxo ville bringe sit budskab kan man prøve at læse værket efter de middelalderlige teoretikeres anvisninger. Når prædikener, der dog var henvendt til alle uanset stand og køn, kunne fortolkes bogstaveligt, allegorisk, moralsk og "anagogisk" dvs. guddommeligt opløftende, hvor meget mere kunne Saxo så ikke vente af sit publikum. Gesta Danorum kan selvfølgelig læses som begivenhedshistorie. Kongerækken danner den røde tråd og gennemføres med stor variationsevne. Kongens forhold til rådgivere, hird og til det danske folk er principielt det samme fra Dan 1. til Knud den Sjette: kongen skal tage imod råd, lovgive, eksekvere og har til gengæld ret til råd og dåd, men han er ikke hævet over loven. Mellem linjerne kan man fornemme Saxos irritation over hvor megen magt folkets ledere har, i ledingen som på tingene, i forhold til centralmagten. Også dronninger og andre kvinder er af interesse, ikke blot som mødre men også som selvstændigt handlende væsner; derfor gøres der omhyggeligt rede for især kongelige giftermål og kvindernes indflydelse. I overensstemmelse med kanonisk ret hævder Saxo kvindernes ret til "consensus", personlig accept af ægtemanden – i modsætning til slægtens hidtil uindskrænkede afgørelse. Militære bedrifter spiller en betydelig rolle, men de indre forhold ved hoffet som i kirken kommer lejlighedsvis i forgrunden. Socialt hylder Saxo det enkle princip at det først og fremmest gælder om at være vel-født; lavbyrdige for slet ikke at tale om trælle optræder kun undtagelsesvis, ofte som advarende eksempler. Krigeren og bonden – den sidste dyrkes dog mere som typen på dansk oprigtighed – prises i modsætning til købmanden og den ansvarsfrie tjener. Som rene eventyr kan man læse om farefulde rejser til "Udgård", landet hinsides det store hav der omskyller menneskenes bolig – og senere om Harald Haarderaades kamp mod en drage i Byzans. Det overnaturlige spiller dog langt større rolle i første end i sidste halvdel af værket; det skyldes at Saxo vil stille den hedenske tids vildfarelser over for kristendommens klare dag.

Hele værket kan imidlertid også tydes allegorisk, sådan at hver af de 16 bøger illustrerer centrale ideer i 1100-tallets tankeunivers. Repræsenterer de syv første bøger de syv artes? Svarer de 4 x 4 boggrupper til kardinaldyderne tapperhed, mådehold, retfærdighed og klogskab? Forslaget er stillet af den svenske litteraturforsker Kurt Johannesson, og det er mødt af en heftig diskussion; i hvert fald er det en ny og interessant problemstilling i forbindelse med Gesta Danorum. Også den moralske eksegese er betydningsfuld. Saxo har lagt vægt på at forkynde de værdier der særlig skulle dyrkes og advare mod de laster der skulle undgås. Tanken gennemtrænger hele værket men kommer desuden frem i indskud hvor forfatteren taler i første person og giver en principiel redegørelse for en persons handling. Som eksempel kan nævnes en mærkelig trekant som Starkad, Sven Grathe og Knud Lavard danner i synet på tyske sæder.

Ofte er det ikke-kongelige helte der tjener som forfatterens talerør: i sagnhistorien er det Amleth og hans specielle form for klogskab og tapperhed, Erik den Veltalende der forener sin talekunst med sand visdom og ikke mindst Starkad der som dommer og profet lærer det danske folk og dets konge den rette samfundsorden og den enkeltes ansvarlighed. I den sidste del af værket er der mange helte, men de får mindre råderum i teksten: biskop Vilhelm, den norske Sigurd Slembe, Esbern Snare og Absalon. Ved nærmere eftersyn udfolder de nævnte karakteregenskaber sig i et forhold til de højere magter. Herved bliver den anagogiske fortolkning relevant. Amleth er henvist til sine egne ressourcer, sin forstand og sin hånd, for på hans tid havde kong Hother overvundet de hedenske guder. Amleth måtte klare sig selv; det gik godt da han gjorde sin pligt ved at hævne mordet på sin far, men han vidste ikke hvorhen han skulle vende sig for at søge råd da hans første opgave var løst; derfor overskred han sine beføjelser ved at lade sig udråbe til konge og tage en skotsk dronning til ægte skønt han i forvejen var gift med en engelsk kongedatter.

Overgangen markeres ved et skifte fra 3. til 4. bog. Eriks betydning for Danmarkshistorien og hans opdragelse af Frode (Fredegod) hænger nøje sammen med at han virkede på Kristi fødsels tid da "ordet tog bolig iblandt os"; sammenhængen betones ved at 5. bog helt er helliget Frodes regering. Endelig er Starkads historie fordelt over 6., 7. og 8. bog i overensstemmelse med at han på trods af sine ubetvivlelige dyder begik en niddingsdåd i hver af bøgerne efter Odins bestemmelse.

I den kristne tid har man kirken som vejleder og revser; også her afspejler boginddelingen danskernes forhold til de højere magter. Kirkehistorien var på Saxos tid lig med universalhistorien og de "aldre" man opererede med byggede på Bibelen og kirkefædrene og blev videreudviklet i middelalderen. Denne tidsberegning er vistnok forklaringen på både de enkelte bøgers omfang og de 4 x 4 grupper de danner: tiden før Kristi fødsel, tiden fra denne begivenhed til kristendommens komme til Danmark, kirkens etablering og endelig ærkesædets epoke hvor de to første ærkebisper dækker hver sin bog. Absalons særstilling i Gesta Danorum udtrykkes med at han får to bøger.

Enheden i Gesta Danorum er sikret ved at kongerækken er uafbrudt fra Dan 1. til Knud den Sjette og ved boginddelingen. Desuden genfinder man visse almenudtryk, såkaldte "topoi", såsom: byttet tilkommer krigerne, æren høvdingen, døden er at foretrække for underkastelse o.l. – Saxo-idealer der findes i samtid som i fortid. Det er den samme forfatter der står bag hele værket, men han har også formået at udtrykke det danske folks voksende indsigt i ret og uret og hvad der fremmer og hvad der hæmmer denne udvikling.

Summen af de her fremlagte fortolkninger har bestemt forbilleder, litterære forlæg og egentlige kilder Saxo kunne bruge. Selv nævner han tre middelalderlige historieværker: Bedas Anglerkirkens historie fra ca. 730, Dudo fra St. Quentins De normanniske hertugers historie fra ca. 1020 og Paulus Diaconus' Longobarderhistorie fra ca. 780; alle beretter de om et folks historie fra dets grundlæggelse. Uden navns nævnelse har han brugt Jordanes' Goterhistorie fra ca. 550; også denne hører til genren nationalhistorie ligesom Geoffrey fra Monmouths værk fra ca. 1135 om engelske (sagn)konger som Saxo også har benyttet. En fælles stamfar til disse værker er Vergil. Saxos kendskab til denne må anses for velunderbygget og gælder ikke blot sprog og stil men også visse grundideer. Det samme er hævdet om Horats' Romeroder mens andre latinske hovedværker, Ovids Metamorfoser, Martianus Capellas om brylluppet mellem Merkur og Filologia og Macrobs Scipios drøm belyser Saxos kosmologi og dermed også den universalhistorie som danskerne ifølge Saxos fremstilling har en tydelig særstilling i, takket være landets beliggenhed, det nordiske sprog og førkristen religion.

Mange andre klassiske værker har forsynet Saxo med motiver og eksempler. Nogle kan han have kendt fra citatsamlinger, men Valerius Maximus' retoriske eksempelsamling må have været nær for hånden under hele Saxos arbejde for den er hans vigtigste stilforlæg. Ligesom i andre nationalhistorier har Saxo fremhævet heltekvad, gamle historiske fortællinger og øjenvidneberetninger, men ved at bruge så hjemlige betegnelser som "de danskes oldtidsbedrifter indristede på runesten", "de islandske skatkamre" og Absalons erindringer har han fået sine læsere til at opfatte ordene som et udtømmende katalog over kilderne; derfor har dele af Saxoforskningen været forarget over at han ikke nævner flere kildetyper. Århundreders studier har påpeget at sagnhistorien har hentet meget fra de såkaldte fornaldersagaer (om tiden før Island blev bebygget); de kendes nu kun i håndskrifter i den form de havde nået omkring år 1300, men Saxos kendskab viser at de må have eksisteret i 1100-tallet. Foruden de sagaer der behandler dansk historie: Rolf Krakes og Regner Lodbrogs sagaer, Skjoldungesagaen og Jomsvikingesagaen, er der også brugt sagaer der i deres nu kendte form ikke har noget at gøre med Danmark: Heidreks og Gautreks sagaer o.a.; muligvis har Saxo på egen hånd taget dem til indtægt for dansk historie. Af kvadene er de to største enten citeret eller omtalt i andre kilder, Bjarkemålet og Ingjaldskvadet, men lighederne er så beskedne at klassiske forbilleder har spillet en væsentlig rolle for udformningen. I andre tilfælde henviser Saxo til kvad men skriver selv prosa, omvendt svarer nogle af hans digte til prosa i andre tekster. Man må konkludere at han har handlet meget selvstændigt med sit materiale, omdigtet, kombineret og tilføjet passager og diskurser der understreger ideen med den pågældende historie. Dette gælder i vidt omfang også bøgerne 9 og 10 der især bygger på Adam af Bremens ærkebispekrønike, ja, selv 1100-tallet – bog 11-16 – er ikke som man længe troede udelukkende baseret på mundtlig overlevering men på en række skriftlige kilder fra helgenlegender til diplomer foruden egentlige historiske værker, Roskildekrøniken og Sven Aggesens Brevis Historia. Også islandske skrifter fra 1100-tallet menes Saxo at have kendt: Markús Skeggjarsons "drápa" til Erik Ejegod og det tabte "Hryggjarstykki" hvis omfang dog er usikkert.

Derfor er Gesta Danorum ikke en kilde til Danmarkshistorien fra tiden før Kristi fødsel til 1187, men en kilde til hvordan en højtuddannet dansker så på sit lands historie omkring år 1200. Denne tid som Kr. Erslev kaldte Valdemarernes storhedstid på grund af det økonomiske og administrative højdepunkt landet havde nået er baggrunden for Saxos værk. Det er næppe til at skelne åndens fra håndens våben når Saxo og Sven Aggesen skriver om Uffes kamp på Ejderøen samtidig med at Knud den Sjette og Valdemar Sejr indtog Rendsborg. Gesta Danorums mest bogstavelige opgave er at være propaganda for dansk imperialisme. Saxo var kongens og kirkens fuldtro tjener. Endnu huskede man borgerkrigen i 1150'erne og de senere oprørsforsøg; i årene omkring 1200 oplevede man en ny rejsning af en kongeætling, biskop Valdemar af Slesvig. Derfor var det vigtigt at landet havde været et rigsfællesskab lige fra begyndelsen – folk og fædreland var ét for Saxo – og et af de onder der måtte bekæmpes var stridighederne om tronfølgen; den herskende gren af kongehuset gik hånd i hånd med kirken i at understrege førstefødselsretten i et lovgyldigt ægteskab ved Ringstedmødet 1170.

Også kvindens selvstændighed og retssikkerhed lå både Saxo og kirken på sinde og det præger landskabslovene der blev nedskrevet i begyndelsen af 1200-tallet. Kirkens forret når det gjaldt valg af bisper betoner Saxo stærkt, men i verdslige anliggender, om det så var i korstog, skulle kongen styre. Saxos stofområde med de mange nordiske elementer, hans stil og de specielle danske forhold får hans indstilling til kirken til at fremtræde anderledes end de fleste middelalderlige krøniker, men antiklerikal var han på ingen måde. Blot stod han i kampen mellem regnum og sacerdotium på det førstnævnte parti, dvs. ikke kejsermagten men det nationale monarki hvor konge og kirke samarbejdede til fædrelandets bedste havde hans loyalitet.

Ikonografi

Fremstillet i træsnit i udgaverne 1514 og 1644. Fremstillet på mal. af P. Raadsig udst. 1833. Statuette af H. V. Bissen, 1839 (glyptoteket). Tegn. af j. Th. Lundbye, 1840. Statuette af J. Hermansen udst. 1862. Fremstillet på mal. af O. Carlson, af F. L. Storch, 1867 og på tegn. af Th. Wegener. Statuette af O. Evens 1867 og 1869 (Nordjyllands kunstmus.; Hirschsprung), statue af samme 1881 (folketinget), efter denne tegn. (Kgl. bibl.) samt træsnit efter tegn. af H. Olrik. Fremstillet på mal. af A. Schiøtt udst. 1889 og på mal. af L. Tuxen, 1896. Relief af V. Bissen ca. 1905 (på Kgl. bibl.s facade). Fremstillet på mal. af E. Hofman-Bang udst. 1945. Skulptur af Arne Bang, udst. 1945. Tegn. af Louis Moe. – Mindestøtte af J. Wiedewelt (ved Jægerspris).

Bibliografi

Udg. Danorum regum heroumque Historiæ ... a Saxone Grammatico, udg. Christiern Pedersen, Paris 1514 (optr. 1534 og 1576). Saxonis Grammatici Historiae Danicae libri XVI, udg. Stephanus Johannis Stephanius, 1644. Saxonis Grammatici Historia Danica, udg. P. E. Muller og J. M. Velschow, 1839–58. Saxonis Grammatici Gesta Danorum, udg. Alfr. Holder, Strassburg 1886. Saxonis Gesta Danorum, udg. J. Olrik og H. Ræder I, 1931; II, 1957 (ordbog ved Franz Blatt).

Oversættelser. Den danske krønicke som Saxo Grammaticus ... udsæt ... aff Anders Søffrinssøn Vedel, 1575 (genudg. ved C. F. Wegener, 1851 og ved Allan Karker, 1967). Saxonis Grammatici Historia Danica, ved Sejer Schousbølle, 1752. Danm.s krønike af Saxo Grammaticus, ved N. F. S. Grundtvig I-III, 1818–22. Saxo Grammaticus Danm.s krønike, ved Fr. Winkel Horn I–II. 1898 (fot. optr. 1977). Sakses Danesaga, ved J. Olrik I-IV, 1908–12 (2. udg. 1925).

Tyske overs. Saxo Grammaticus: Die ersten neun Bucher der dänischen Gesch., ved Hermann Jantzen, Berlin 1900. Paul Herrmann: Erläuterungen zu den ersten neun Büchern der Dänischen Gesch. des Saxo Grammaticus I–II, Lpz. 1901–22.

Engelske overs. The first nine books of the Danish history of Saxo Grammaticus, ved Oliver Elton, London 1894 (2. udg. I–II. 1905). History of the Danes I-II, ved Peter Fisher og H. Ellis Davidson, Cambridge 1979–80. Danorum regum heroumque historia books X-XVI, ved Eric Christiansen Iff, Oxford 1980ff.

Lit. Generelt. C. Paludan-Müller: Hvad var Saxo Grammaticus og hvor var hans grav?, 1861 = Skoleprogr. fra Nykøbing katedralskole. Samme i Hist. t. 4.r.V, 1875–77 333–81. A. D. Jørgensen: Bidrag til Nordens hist. i middelalderen, 1871 229–59. Sofus Larsen i Årbøger for nord. oldkyndighed, 1925 1–286. Ellen Jørgensen: Historieforskn. og historieskrivn. i Danm. indtil år 1800, 1931 (2. udg. 1960) 31–46. Inge Skovgaard-Petersen i Mediaeval Scandinavia II, 1969 54–77. N. Skyum-Nielsen: Kvinde og slave, 1971. Erik Kroman: Saxo og overleveringen af hans værk, 1971 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn. CCLXXVIII. Anker Teilgård Laugesen: Introduktion til Saxo, 1972. Saxostudier, red. Ivan Boserup, 1975 = Opuscula Graeco-latina II. Aksel E. Christensen i Danm.s hist. I, 1977. Saxo Grammaticus, a mediaeval author between Norse and Latin culture, udg. K. Friis-Jensen, 1981.

Overlevering og tekst. P. Hasse i Neues Archiv der Gesellsch. für ältere deutsche Geschichtskunde XII, Hannover 1887 315–32. O. Holder-Egger sst. XIV, 1889 135–62. C. Knabe: Einleitung zu einer neuen Ausg. der Dänischen Gesch. des Saxo, Torgau 1912. Finnur Jonsson i Årbøger for nord. oldkyndighed, 1918 61–90. Emil Rathsach sst. 1920 112–24. Hans Brix sst. 1927 191–218. Apoteker Sibbernsens Saxobog, red. C. Behrend m.fl., 1927. Laur. Weibull i Scandia VII, Sth. 1934 290–98 (om Olrik og Ræders udg.); VIII, 1935 251–93. Om den nye udg. af S.s Danm.s hist. Svar til L. Weibull fra bestyrelsen af Det da. sprog- og litteraturselsk;, 1936 (jfr. L. Weibull i Scandia IX, 1936 257–300). Bertil Axelson i Scandia IX, 1936 204–27.

Litteraturhist. Franz Blatt: Fra Cicero til Copernicus, 1940 32–38. Anker Teilgård Laugesen: Middelalderlitteraturen, 1966. Karsten Friis-Jensen: Saxo og Vergil, 1975 = Opuscula Graeco-latina I. Kurt Johannesson: Saxo. Komposition och världsbild i Gesta Danorum, Upps. 1978. Inge Skovgaard-Petersen i Hist. t. 13.r.V, 1978 183–219.

Kildekritik og sågnforskn. F. C. Dahlmann: Forsch. auf dem Gebiete der Gesch. I, Altbna 1822 151–402. P. E. Muller: Kritisk undersøgelse af Danm.s og Norges sagnhist., 1824 = Vidensk. selsk. philos.-hist. afhandl. II. Samme: Kritisk undersøgelse af S.s histories syv sidste bøger, 1830 = sst. IV. G. Waitz i Neues Archiv der Gesellsch. für ältere deutsche Geschichtskunde XII, Hannover 1887 11–39. Kr. Erslev i Hist. t. 6.r.III, 1891–92 602–26. N. Lukman sst. 10.r.VI, 1942–44 593–607. Michael H. Gelting sst. 14.r.I, 1980 325–36. Axel Olrik: Kilderne til S.s oldhist. I-II, 1892–94. Samme: Nogle grundsætn. for sagnforskn., 1921 = Danm.s folkeminder XXIII. Curt Weibull i Hist. t. for Skåneland VI, Lund 1915 1–286 (også som særtryk m. titlen: Saxo. Kritiska undersökn. i Danm.s hist. från Sven Estridsens död till Knut VI, Lund s.å.). Samme sst. VII, 1917–21 71–120 181–241. Sture Bolin: Om Nordens äldsta historieforskn., Lund 1931 = Lunds univ.s årsskr. N. F. Avd. I, 27:3. N. Lukman: Skjoldunge und Skilfinge, 1943 = Classica et mediaevalia. Diss. III. Samme i Classica et mediaevalia VI, 1944 72–109; XIX, 1958 133–51 og XX, 1959 170–212. Samme: Ermanaric hos Jordanes og S., 1949 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn. CCVIII. Jakob Benediktsson i Saga book of the Viking society XV, London 1957–61 48–66. Bjarni Guðnason i Skirnir CXXXII, Reykjavik 1958 82–128. Samme: Um Skjöldungasögu, Reykjavik 1963. Samme i Nordiska studier i filologi och lingvistik. Festskr. till Gösta Holm, Lund 1976. Samme: Fyrsta sagan, Reykjavik 1978 = Studia islandica XXXVII. Inge Skovgaard-Petersen, Sv. Ellehøj, J. Quistgaard Hansen og Tage E. Christiansen i Middelalderstudier tilegnede Aksel E. Christensen, 1966. Rikke Malmros i Scandia XLV, Sth. 1979 43–66.

Enkeltemner. Aksel E. Christensen: Kongemagt og aristokrati, 1945 (nyt opl. 1976). Nanna Damsholt i Mediaeval Scandinavia III, 1970 66–108. Samme i Kvindestudier, red. Nynne Koch II, 1978 117–45. Thomas Riis: Les institutions politiques centrales du Danemark 1100–1332, 1977 = Odense univ. studies in hist. and social sciences XLVI. Birgit Strand: Kvinnor och män i Gesta Danorum, Göteborg 1980 = Kvinnohist. arkiv XVIII.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig