Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Albert Fabritius

Oprindelig forfatter HHW
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Albert Fabritius, i kirkebogen fejlagtigt Fabricius, 17.5.1905-14.3.1976, genealog, historiker. Født på Frbg, død på rigshosp., Kbh., begravet på Frbg. kgd. F. forlod 1922 skolen som "uegnet til gymnasiet" og begyndte i stedet i vekselererfaget. Efter afgangseksamen i fransk fra købmandsskolen 1927 tog han sangundervisning, læste fra 1931 i sin fritid til student og dimitteredes 1933 fra Akademisk kursus. Derefter begyndte historiestudiet ved Kbh.s univ. samtidig med at han som levebrød drev privat genealogisk virksomhed. 1939 tog han magisterkonferens, og 1946 blev han dr.phil. på afhandlingen Danmarks Riges Adel. Dens Tilgang og Afgang 1536-1935, hvis forord er dateret natten mellem 4. og 5 maj 1945. Ikke engang denne bevægede nat i Danmarks historie slap den flittige forsker pennen. 1939-52 var F. bibliotekar ved Det kgl. bibliotek, fra 1949 af 1. grad, 1951-74 var han administrator for Det danske sprog- og litteraturselskab, og fra 1958 til sin død var han kgl. ordenshistoriograf.

Hans betydelige administrative evner udnyttedes af Det kgl. bibliotek, idet han fra april 1947 var kasserer og regnskabsfører for rigsbibliotekaren (Kgl.bibl. og Univ.bibl. l.afd.), og det gjorde ham særdeles velegnet som efterfølger for Lis Jacobsen i Det danske sprog- og litteraturselskab og som redaktør af Hof- og Statskalenderen 1962-72. Også Dansk magisterforening drog nytte af disse evner og hans autoritet idet han var medlem af dens bestyrelse 1948-60 og formand i de afgørende år 1952-60 hvor magistrenes arbejdsløshedskasse grundlagdes og de første overenskomstansættelser af magistre i statens tjeneste gennemførtes. Selv udnyttede han sin evne for og glæde ved systematik til teoretiske artikler hvoraf den første Om Systemer for Opstilling af Efterslægtstavler tryktes 1934 i Pers. hist. tidsskrift, som udarbejder af bibliografiske oversigter, fx Besættelsestidens illegale Blade og Bøger 1940-45 (s.m. Leo Buschardt og Helge Tønnesen) og årlige oversigter over dansk genealogisk litteratur 1939-50, som redaktør af stater, som fx Den danske bibliotekarstand 1950, 1951, Magisterstaten 1951, 1953, og Den danske lægestand, 13.udgave 1957, samt ved udarbejdelsen af registre, fx til Pers.hist. tidsskrift, Danmarks Adels Aarbog, Danmarks kirker samt flere af sprog- og litteraturselskabets udgivelser. Disse registre supplerer ofte de personalhistoriske data i værkerne og forhøjer derved deres nytteværdi betydeligt.

Selvom hjemmet ikke synes at have budt på de bedste betingelser for genealogisk interesse vågnede denne dog tidligt, måske tilskyndet af moderens tilhørsforhold til hofjuvelerslægten Fabritius, og 1927 fik han sit første genealogiske arbejde Familien Wellmanns Stamtavle og tre Søskende Wellmanns Ahnetavle trykt, som efterfulgtes af en lang række stamtavler om betydningsfulde slægter. Nævnes skal de godt 600 slægtsartikler i 2.udgave af Dansk biografisk Leksikon som betød en nyvinding for dette værk, og det over 30 år lange samarbejde med lensbaron Hans Berner-Schilden-Holsten om dennes slægtebog i 9 bind, 1940-70, et enestående værk i den genealogiske litteratur. Adelsgenealogien var utvivlsomt det område der stod F.s hjerte nærmest, og her ydede han nogle af sine bedste præstationer. 1934 leverede han sit første bidrag til Danmarks Adels Aarbog, slægterne Berner og Tuxen, 1940-51 redigerede han præsenslisterne og 1952-73 stamtavlerne heri og bidrog selv hvert år med indtil flere af disse. I disputatsen gendrev han Gustav Bangs teorier om adelsslægternes uddøen på grund af biologisk degeneration, og påviste at efter selve den definition vi har givet ordet slægt (mandsstammen) vil en vis procentdel dø ud svarende til den procentdel af befolkningens mænd der på et givet tidspunkt dør uden at efterlade sig sønner, og dette gælder "hvadenten vi... vælger ... samtlige landets præster eller læger, snedkere eller havnearbejdere i et vist år, eller samtlige de mænd, der i tiden 1536-1935 er blevet optaget i den danske adel". Opponenterne var langt fra ukritiske, men der var enighed om at anerkende F.s omhu og nøjagtighed.

Annonce

I de følgende år placerede F. sig som den førende personlighed ikke blot i dansk adelsgenealogi og -historie, men også inden for dansk genealogi og personalhistorie i almindelighed. Fra denne periode stammer værker som Den lille portrætkunst i Danmark, sammen med Louis E. Grandjean, 1949, Det københavnske bystyres slægtsforbindelser i ældre tid, (i Hist. Medd. om Khb., 4.r.II, 1950), Dronning Anna Sophie, 1951, Topografien og slægtsforskningen, (i Fortid og nutid XVIII, 1953), Perlestikkerbogen sammen med Hans Knudsen, 1954, Giertrud Birgitte Bodenhoffs mysterium og gravrøverierne på Assistens kirkegård, 1955 der gav megen debat bl.a. med Viggo Starcke, Det Sehestedske gravgitter i Aarhus domkirke, (i Danm.s adels årbog 1956), Frederiksberg kommunestyre 1857-1957 sammen med Sven Houmøller, 1957 og Slægterne bag Titan, 1957.

1933 havde F. sammen med Harald Hatt udgivet Paul Hennings efterladte værk Slægtsforskning, den første større samlede vejledning i dette emne på dansk. Bogen blev hurtigt udsolgt, og sammen udarbejdede F. og Hatt derfor et nyt oplag hvor flere væsentlige afsnit blev både udvidede, omarbejdede og nyskrevne således at bogen med fuld ret 1943 blev udsendt under de to forfatteres navne og med titlen Haandbog i Slægtsforskning. 1963 udsendtes en let ajourført udgave hvor beklageligvis de meget nyttige afsnit om slægtsforskning i Norden og Tyskland udelodes. Denne udgave er 1973 kommet i fotografisk optryk, og bogen har således gennem 30 år været den eneste forhåndenværende (indtil Hans H. Worsøe: Grundbog i slægtshistorie, 1962) håndbog i dette emne. Dette værks betydning for den udvikling slægtshistorien har gennemgået i Danmark i den sidste menneskealder kan ikke overvurderes. I afsnittet Slægtsvidenskabens begreber og grundformer, dens opgaver og kilder definerer F. slægtsvidenskaben som en samfundsvidenskab der består i "den videnskabelige udforskning af det enkelte menneskes på afstamningen beroende personlige, legemlige og sjælelige forhold samt samfundsmæssige stilling og livsskæbne". Videre fremhæver han som han allerede havde gjort det 1937 i det vigtige foredrag Genealogi og Historie, trykt i Pers.hist. tidsskrift s.å., at genealogien har sin plads blandt de historiske discipliner, idet dens mål er at fremlægge historiske kendsgerninger, dvs. at dokumentere de påståede slægtskabsforbindelser under anvendelse af historisk metode (kildekritik). F. beklagede at enhver genealog i Danmark var nødt til at begynde som autodidakt og så heri ikke med urette grunden til at en del af den genealogiske litteratur ikke havde den kvalitet som er nødvendig for at den historiske videnskab kan udnytte den. Herpå har hans og Hatts værk for en del rådet bod, men desværre trængte han ikke igennem med sine ønsker om en stadig tilbagevendende forelæsnings- og øvelsesrække over genealogi ved universitetet. Han så med stor sympati på de populære kurser i slægtshistorie som i begyndelsen af 1960'erne blev gennemført, bl.a. på Køng højskole på Fyn, idet han heri så en forlængelse af sin egen indsats for at forbedre standarden blandt amatørerne. F. var ubønhørlig i sine krav om historisk skoling og arbejdsmetode og slog hårdt ned på mangler i så henseende i sine anmeldelser, især i Pers.hist. tidsskrift, så hårdt at han utvivlsomt har taget modet fra mange begyndere. Især var det ham en pest når de to genealogiske grundformer, anetavlen og efterslægtstavlen, blev blandet sammen på ureglementeret vis. Selv forelagde han et forbilledligt eksempel på disses kombination i konsangvinitetstavlen i Hans Majestæt Kong Christian X og hans Slægtninge, 1937. Det er dog med urette at denne er blevet betegnet som den første danske konsangvinitetstavle idet denne ære tilkommer Marinus Rasmussens Rytterbønderslægter fra Hjelmslev og Framlev Herreder, Viborg 1922, der dog langtfra har F.s stringente og logiske opbygning. I forlængelse af F.s udadvendte virksomhed må hans indsats for Samfundet for dansk genealogi og personalhistorie ses i hvis bestyrelse han sad 1939-74, 1948-53 som redaktør af Pers.hist. tidsskrift og 1957-66 som formand. I hans formandstid fik samfundet sine første egentlige love med en bestyrelse valgt af generalforsamlingen, og der blev sat en udvikling i gang som gjorde selskabet mere tidssvarende og reddede det fra at visne bort. At han efter sin afgang udnævntes til æresmedlem var derfor en velfortjent hæder.

F.s personlighed og arbejdsområde var så rigt facetteret at nogle sider ikke har kunnet komme tilstrækkeligt frem, men de ville kun yderligere bekræfte billedet af den skarpsindige og utroligt produktive genealog og personalhistoriker som kun sygdom kunne tvinge til i de sidste år at nedsætte tempoet, men ikke slække på kravet om kvalitet hvilket tydeligt kom frem i hans opposition ex auditorio mod Sv. Aage Hansens disputats Adelsvældens grundlag, trykt i Hist. tidsskrift 2.r.4, 1969-70 219-29.

F. står som repræsentant for den generation af historikere som bygger videre på traditionen fra Kr. Erslev, og som genealog er han formidler af den tyske videnskabelige genealogiske skole. Under hans påvirkning blev det fortløbende nummereringssystem der bærer Kekule v. Stradonitz' navn næsten enerådende i dansk anetavlelitteratur, den generationsvise opstilling i efter-slægtstavlerne og det Grönvold-Webergske system byggende på Ottokar Lorenz' anebrøk ved nummerering i konsangvinitetstavlerne. Han betragtede genealogien som en historisk hjælpevidenskab og dyrkede derfor især de øverste sociale lags slægtshistorie, de betydende personers, da disses slægtsmæssige sammenhæng er nyttig for historikere. Han betegner her et højdepunkt som næppe vil blive overgået, men hans bundethed af traditionerne var på den anden side også hans største begrænsning hvilket tydeligst kom frem ved disputatsen.

Familie

Forældre: fabrikant, senere detailhandler Albert Henrik Breckwoldt Formann (1851-1911, gift 1888 med Augusta Petronella Hallbäk, 1852-1923) og Olga Juliane Hansine Fabritius (1879-1960, gift 1903 med typograf Victor Alfred Hansen, 1875-1955, navneforandring til Kongslev 1903; ægteskabet opløst, han gift 2. gang 1908 med Nielsine Kristine Nielsen, 1884-1972). Gift 24.6.1944 på Frbg. (Marcus) med translatør i fransk Karen Haarløv, født 14.6.1908 i Kbh. (Elias), død 14.9.1979 på Frbg., d. af ekspeditionssekretær, senere trafikbestyrer ved DSB, cand. polit. Rudolph Rothe H. (1878-1 952) og Harriet Linde (1885-1966).

Udnævnelser

R. 1951. R.1 1961. K. 1972.

Ikonografi

Mal. af Margrethe Svenn Poulsen udst. 1951. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1946 164f. Interview i Magisterbl. jubilæumshft. 1968. -Anthon Mohr Wiesener og Vilh. H. Finsen: Stamtvl. over slegten Forman [Formann], 1917. F. B. og L. P. Fabricius: Danske slægter F. VI, 1929. Sigurd Jensen i Hist.medd. om Kbh. Årbog 1976, 1976 188f. Sv. Houmaller i Pers.hist.t. 16.r.IV, 1976 105-07 (m. bibliografi ved Hans H. Worsøe I-XXIII) (også som særtryk 1978). Kn. Prange i Hist.t. LXXIX, 1979 177-79. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans H. Worsøe: Albert Fabritius i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289328