Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jacob Langebek

Oprindelig forfatter cbech
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Jacob Langebek, 23.1.1710-16.8.1775, gehejmearkivar, historiker. Født i Skjoldborg, død i Kbh., begravet sst. (Frue k.). Slægten Langebek kan føres tilbage til sognepræst i Kallehave Jacob Andersen der 1584 tog magistergraden i Wittenberg. Hans søn Anders blev konrektor ved Vor Frue skole i Kbh., senere rektor i Slagelse. 1630 fulgte han faderen i embedet i Kallehave hvor han tog navn efter Langebæk præstegård og døde 1645. Dennes søn, magister Jacob Langebek (1637–1705) var præst i Kyndby, senere stiftsprovst og sognepræst ved Vor Frue kirke i Ålborg, og far til Frederik Langebek.

L. blev forældreløs da han var 17, og efter et år i Nykøbing Mors latinskole dimitteredes han 1728 til universitetet hvor han 1732 tog attestats. Han ønskede dog ikke præsteembede, men satte fra begyndelsen ind på at komme til at beskæftige sig med fædrelandets historie. Han var stærk i latinen og lærte sig derudover oldislandsk, oldengelsk samt fransk og tysk og ernærede sig nødtørftigt ved at undervise. Omkring 1735 trådte han i nær forbindelse med to af tidens mest indflydelsesrige og lærde personer, Frederik Rostgaard til Krogerup og historikeren Hans Gram der begge satte pris på den begavede og fordringsløse L. Ved at gå til hånde i deres private biblioteker og manuskriptsamlinger fik han samtidig lejlighed til at øge sin viden om historiens kilder, og Gram, i hvis hus han blev optaget, skaffede ham stillingen som amanuensis ved Det kgl. bibliotek. – Sammen med Ludvig Harboe begyndte han 1737 udgivelsen af Dänische Bibliothec. et skrift til oplysning i udlandet om dansk kirke- og lærdomshistorie. Samtidig omgikkes han med ret dristige planer om en monumental udgave af kilderne til dansk historie. L. var uhyre arbejdsom og virkede målbevidst med samling og afskrivning af dokumenter men måtte samtidig bruge megen tid på Rostgaards yndlingsforetagende, den danske ordbog. L. fik efterhånden redigeret bogstaverne A-N selv om arbejdet ikke lå i centrum af hans interesser. Karakteristisk for hans holdning er at han helhjertet går ind for "akademiprincippet", hvorefter kun anerkendt sprogrigtige, dvs. "gode, rene, overalt brugelige og upaatvivlelige Danske" ord bør medtages, mens "grove, plumpe og liderlige Oord og Talemaader, som stride imod Ærbarheden" udelades.

Omend beskeden af natur, omgængelig og hjælpsom, og derfor vellidt i den lærde verden, var L. næppe i tvivl om sit eget værd som videnskabsdyrker, og da han på grund af sin socialt lave placering ikke kunne blive medlem af det 1742 stiftede Videnskabernes selskab tog han i december 1744 initiativet til, og fik 8.1.1745 stiftet sit eget selskab. Medvirkende har dog også været at Videnskabernes selskab ikke var blevet det Societas antiquitatum et historiam patriæ han havde ønsket. L. blev selv forstander for "det lille selskab" der n.å. fik lov at kalde sig Det kgl. danske Selskab til den nordiske Histories og Sprogs Forbedring, og redaktør af dets tidsskrift Danske Magazin der indtil 1752 udkom med fem hæfter indeholdende kilder, kommentarer og rettelser til historien, hovedparten besørget af L. selv. Det vakte fra første hæfte respekt for sin kvalitet; også Ludvig Holberg udtalte sig anerkendende.

Annonce

I sin glæde over at være kommet ind på det rette spor, og i sin iver efter at kritisere vildfarelser kom L. dog samtidig ind i en alvorlig konflikt idet han i magasinet bragte ikke få rettelser til hofpræsten Erik Pontoppidans Annales Ecclesiæ Danicæ og i en fodnote respektløst talte om "skribenters urigtighed eller uformuenhed." Da Pontoppidan i et anonymt brev frabad sig at blive korrekset svarede L. igen i Selskabets Anmærkninger over et Brev som nyeligen er udgivet imod det Danske Magazin, 1746. Da især dronning Sophie Magdalene ønskede der skulle skrides ind mod denne respektløshed måtte L. for konsistoriet gøre Pontoppidan afbigt. L.s anseelse blandt fagfolk led dog intet skår ved dette udfald af striden som imidlertid lærte ham lidt mere forsigtighed. Bemærkelsesværdigt er det at J. E. Schlegel i sit tidsskrift Der Fremde tillod sig et vittigt, satirisk indlæg i L.s favør. – Ved Christian VIs død s.å. priste L. kongen i et skrift: Videnskabers Tab i Konning Christian VIs Dødsfald, en hyldest der i lige så høj grad kunne rettes til oversekretær J. L. Holstein som L.s forstående beskytter. 1748 kunne L. gøre en foreløbig, og ærefuld status over selskabets virksomhed med Det Kongelige Danske Selskabs Begyndelse og Tilvext i de første tre Aar.

S.å. blev L. Hans Grams efterfølger som gehejmearkivar og kunne nu optages som medlem i Videnskabernes selskab. Med embedet fulgte videreførelsen af forgængerens plan om den store kildesamling, som senere kom til at bære titlen Diplomatarium Langebekianum. Det vældige arbejde med opsporing og afskrivning heraf tog næsten al hans tid, og han kom derfor heller ikke til at sætte sig væsentlige spor som leder af arkivet. Det var hensigten at få materialet trykt og udgivet, men han havde stor ulyst til at gå i gang hermed så længe man ikke havde afsøgt arkiver og private samlinger i udlandet; og 1753 fik han Frederik Vs tilladelse, og understøttelse, til en rejse til Sverige og videre. Sammen med arkivtegneren Søren Abildgaard, og senere fulgt af den unge svenske forsker Nils Reinhold Brocman, opsøgte L. i løbet af 1753 en lang række lokaliteter i Sverige, bl.a. Gotland. Vinteren 1753–54 tilbragte han i Stockholm, og den følgende sommer gjorde han turen gennem Sverige, Finland, Rusland, Livland og Polen og langs Østersøkysten til den danske sydgrænse, overalt med det formål at opsøge monumenter og skriftlige kilder til især den danske historie. Denne rejse, der efter hans egen opgivelse skaffede yderligere 4000 afskrifter til arkivets samling, kan betragtes som L.s egentlige livsværk. Hans ønske om fuldstændighed hindrede ham i at få udgivet det Diplomatarium Danicum han selv havde ydet det største bidrag til. Samtidig standsede hans videre arbejde med magasinet der først fra 1781 blev fortsat af B. C. Sandvig.

L. var ikke en kritisk begavelse som Hans Gram, der gik i dybden med det hele, eller en syntesens mand som Holberg, der kunne få noget fra hånden. Alligevel kan hans betydning for dansk historie vanskeligt overvurderes. Ved hans afskrivninger reddedes mange kilder som senere er gået tabt. Betydningsfulde enkeltkilder som Necrologium Lundense, Roskildebispens jordebog og dele af dombogen samt Kong Valdemars Jordebog er fremdraget af ham. Men hans pertentlighed hindrede ham i færdiggørelsen. Sidstnævnte værk som han havde fundet i Stockholm arbejdede han på til sin død uden at blive færdig. Han var stærkt interesseret i de norske bjergværkers historie, men fik blot et enkelt stykke udgivet (1758), ligeledes gjorde han store samlinger og grundige forberedelser til en dansk mønthistorie og en tilsvarende om segl og monumenter. Til suverænitetens historie fik han i anledning af 200-året 1760 færdiggjort en fremstilling, men den udkom først mere end hundrede år senere. For dem der kunne få værker fra hånden var han en næsten uudtømmelig kilde at øse af, og altid hjælpsom. Særlig værdifulde var hans bidrag til T. de Hofmans Fundationer og til Pontoppidans Danske Atlas, hvis bind IV-VI han efter forfatterens død reviderede og supplerede; til syvende bind, om Slesvig, samlede han en væsentlig del af stoffet. Desuden medvirkede han ved udgivelsen af Niels Slanges Christian IVs historie (1749) og Ole Worms Epistolae (1751). Det andet monument over L.s indsats i dansk historie er værket Scriptores rerum Danicarum hvoraf han selv nåede at udsende de første tre bind 1772–74. Udgivelsen bekostedes af P. F. Suhm der efter L.s død, men efter L.s plan udgav bindene IV-VII, mens det ottende bind brændte i materie ved Kbh.s brand 1795 og først udkom 1834. I dette værk der indeholder de vigtigste kildeskrifter til dansk middelalder, og som står mål med tilsvarende udenlandske værker i samtiden, finder man resultatet af mange års grundige studier.

Ligesom vennerne i den lærde del af borgerskabet, som Luxdorph og Suhm, fyldtes L. af afsky for Struensee-regimet. Loyal mod kongemagten, modstander af omvæltninger, sociale som politiske, og konservativ i religion og moral gjorde han intet forsøg på at forstå motiverne til hvad der skete, eller på at få rede på hvad der var sandt og hvad der var ondsindet sladder. Han skrev og udgav anonymt 1771–72 tre smædedigte, udgivet under ét som Trende Skaldedigte, 1772. Som litteratur noget makværk, men de kaster et interessant lys over tidens betændte atmosfære og bidrager til at belyse hvad der sker med en flittig og anstændig borger når hans normsystem anfægtes alvorligt. L. var livet igennem vant til små kår, embedet var slet lønnet, 1768 afslog han udnævnelsen til virkelig justitsråd fordi det betød en ekstra udgift, og først hans andet ægteskab bragte ham lidt på fode. Ved sin død skyldte han den kgl. kasse 366 rdl. af et forskud til trykning af jordebogen; kommissionen til gennemgang af hans papirer anbefaler dog eftergivelse af beløbet under hensyn til hans "besynderlige Flid og Fortienester, samt hans havte ringe Løn." Kongen afkøbte boet L.s manuskriptsamling for 4000 rdl. Om hans sparsommelighed og ordenssans vidner de små lapper, tæt beskrevet med hans sirlige, let læste skrift blandt hans efterladte papirer.

Af ydre var L. lille og spinkel, altid klædt med omhu, og blandt vennerne en mand af lune. Bekendtskabet, fra 1752, med den langt yngre Brocman gav ham stor glæde; det er næsten overstadighed der lyser ud af nogle af hans første breve til denne. – I sit private liv var han ikke forskånet for sorg. En bror, Diderik, der var skoleholder i København, var i flere år "som halvt forrykt" og måtte, med sine børn, underholdes af L. Før afrejsen 1753 fik han lov at anbringe ham på Christiansø under forvaring. Med sin første hustru havde han en datter der døde af dysenteri et par uger før moderen. En søn Frederik blev ansat under B. W. Luxdorph i danske kancelli.

Fra første del af den store arkivrejse foreligger trykt en dagbog fra april 1753 til juli 1754. Den standser efter ankomsten til St. Petersborg. En anden, utrykt, dagbog i Kgl. bibl. for den øvrige del af rejsen er i alt væsentligt en afskrift af Brocmans rejsejoumal. – Justitsråd 1753. Etatsråd 1770. Guldmedaljen pro meritis 1772.

Familie

Forældre: sognepræst Frederik L. (1673–1727, gift 2. gang 1727 med Sabine Marie Stoltzig, ca. 1698–1766, gift 1. gang 1714 med sognepræst i Års og Havbro Vincens Rønnebech, død 1716, gift 3. gang 1729 med sognepræst i Skjoldborg og Kallerup Ole Kamp, 1696–1749) og Else Schytte (1684–1726). Gift 1. gang 16.4.1755 i Kbh. (Nic.) med Helene Marie Paulli, født 3.2.1731 i Kbh. (Trin.), død 21.8.1766 sst., begr. i Trin. k., d. af bager Poul Frederik P. (ca. 1689–1751) og Anna Larsdatter Lindberg (1696–1740, gift 1. gang 1713 med garver Jørgen Eilersen Høffding, ca. 1674– 1715 (gift 1. gang med Martha Christophersdatter Brøchner), gift 2. gang med bager Joen Torstensen Angelberg, død 1718 (gift 1. gang med Elisabeth Liebendahl, død 1717, gift 1. gang med bager Claus Bløcher)). Gift 2. gang 24.2.1773 i Kbh. (Frue) med Marie Wulff, døbt 1.12.1721 i Kbh. (Helligg.), død 24.11.1792 sst., begr. i Frue k. (gift 1. gang med klokker ved Frue k. i Kbh. Niels Glud, ca. 1692–1771, gift 1. gang 1736 med Sara (Arildsdatter?) Hansen, ca. 1698–1749), d. af skrive- og regnemester Hans W. (død senest 1759) og Elisabeth Maria Svendsdatter Lorentzen (ca. 1695–1765).

Ikonografi

Min. af Søren Abildgaard, 1751 (Fr.borg), stukket af Erling Eckersberg, 1847, efter stikket litografi 1868 og træsnit 1855 efter tegn. af Carl Bloch. Medalje af D. J. Adzer, 1775, efter denne stik samt træsnit af H. P. Hansen, 1898. Træsnit af udkast til medalje med portr. af L., H. Gram og P. F. Suhm. – Mindesten af J. Wiedewelt, 1782, ved Jægerspris.

Bibliografi

Kilder. Langebekiana, ved R. Nyerup, 1794 (dagbog 1753–54 og brevveksl.). Orion II, 1851 161–81 (L.s strid med E. Pontoppidan, jfr. J. E. Schlegel i Der Fremde, 1746 402–14). Danske saml. II, 1866–67 328–53 (J. H. Lidéns dagbog 1768). Breve fra J. L., udg. H. F. Rørdam, 1895. Kirkehist. saml. 4.r.IV, 1895–97 37–57 430–45 (L.s rejsedagbøger 1743 og 1746). Breve fra Hans Gram, udg. Herm. Gram, 1907. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm I-II, 1915–30. Danske mag. 6.r.III, 1923 353–66 (H. Hielmstiernes breve til L. 1740–42).

Lit. P. F. Suhm: Saml. skr. VI, 1790 11–26. Jens Møller i Danske mag. 2.r.IV, 1818–23 1–60 (også som særtryk m. titlen J. L.s levnet, 1819). C. Molbech sst. 3.r.II, 1845 IX-XXII. E. C. Werlauff: Det kgl. da. selsk. for fædrelandets hist. og sprog, 1847. Chr. Bruun: Fr. Rostgaard og hans samtid I, 1870 430–35 440–46 o.fl.st. Samme: P. F. Suhm, 1898 215–20 o.fl.st. C. Paludan-Müller i Hist. t. 5.r.IV, 1883–84 87–114. A. D. Jørgensen: Udsigt over de da. rigsark.s hist., 1884 78–85. E. Gigas i Nord og syd 1, 1897–98 712–18. V. Dahlerup i Ordbog over det da. sprog I, 1919 (nyt opl. 1981) XVIIf. Ellen Jørgensen: Historieforskn. og historieskrivn. i Danm. indtil år 1800, 1931 203–09. C. O. Bøggild-Andersen: Statsomvæltningen i 1660, 1936 360–65 o.fl.st. Will. Christensen i Repertorium diplomaticum 2.r.VIII, 1936 509–12. Sigfrid Ehrling i Bidrag till filologi tillägnade Emil Olson, 1936 25–39. H. Sundholm i Blad för bergshandteringens vänner XXII, Djursholm 1936 339–57. Asger Lomholt: Det kgl. da. vidensk. selsk. 1742–1942 I-III, 1942–60. A. Loit i Svio-Estonica XII, Lund 1954 82–138 (m. uddrag af Brocmans dagbog). Ina Friedlænder i Pers. hist. t. 1970, Sth. 1971 41–62. Georg Galster i Nord. numismatisk årsskr. 1937 50-57.

Papirer i Kgl. bibl., Rigsark. og Univ. bibl., Oslo. Kopi af utrykt dagbog i Landsark. for Sjælland. Mønttegninger i Nationalmus.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bech: Jacob Langebek i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293244