G.J. Thorkelin

G.J. Thorkelin, Grímur Jónsson Thorkelin, 8.10.1752-4.3.1829, gehejmearkivar. Født på Bær ved Hrutafjord, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). Efter at have gået i skole i Skálholt blev T. 1770 sendt til Danmark og optaget i Vor Frue skole i Kbh. hvorfra han blev student 1773. Han gav sig derpå til al studere jura som sit brødstudium og tog juridisk embedseksamen 1776, men både før og siden kastede han sig med stor iver over studiet af den oldnordiske litteratur. Som frugt heraf kom bl.a. 1775 en udgave af den ældre islandske kirkeret og 1777 en tilsvarende af den yngre, biskop Arnis, begge ledsagede af latinske oversættelser. T. overgik vel ikke flere af sine samtidige blandt de islandske videnskabsmænd i begavelse eller lærdom, men ved sit indsmigrende væsen og sin flittige opvartning forstod han at vinde formående velyndere, deriblandt mænd som Gerhard Schøning og B. W. Luxdorph, Ove Høegh-Guldberg og P. F. Suhm. Ved deres indflydelse lykkedes det T. 1777 at blive sekretær ved den Arnamagnæanske kommission og 1780 medhjælper i gehejmearkivet (fra 1784 med løfte om at blive gehejmearkivar) samt 1783 at få titel som professor extraordinarius. Desuden opnåede han 1785 offentlig støtte til at foretage en rejse til England og Skotland for at undersøge forskelligartede historiske kilder til oplysning om disse landes forbindelser med Danmark og Norge. I alt fem år kom T. til at opholde sig udenlands, han lærte sig godt engelsk og gav -ligesom senere J. J. A. Worsaae i en lignende situation – prøve på sin mærkelige evne til at skaffe sig værdifulde forbindelser. Han nød ikke ringe anseelse og fik 1788 fra universitetet i St. Andrews tildelt graden som doctor juris utriusque. I de engelske biblioteker studerede han flittigt og tilvejebragte omfattende samlinger. Desuden havde han øjet åbent både for de antikvariske mindesmærker og for dagens spørgsmål. Jævnlig skrev han også i dagspressen om danske forhold. En del af hans artikler til belysning af regeringsformen og åndslivet i Danmark kom samlede 1791 under titel: Sketch of the Character of his royal Highness the Prince of Denmark. Dette arbejde vandt vid udbredelse, men blev også genstand for skarp kritik på grund af dets ensidige lovtalertone og overfladiske skildring.

Da gehejmearkivar C. E. Voss døde 1791 blev T. kaldt hjem og udnævnt til hans efterfølger. I næsten 40 år styrede han nu gehejmearkivet og må efter forholdene kaldes en temmelig virksom arkivmand om end eftertiden ikke har kunnet billige de arkivalske principper han fulgte. T. fortsatte traditionen fra sin forgænger og stræbte at tilvejebringe større overblik over arkivets samlinger gennem udarbejdelse af registraturer. Endnu er i rigsarkivet i daglig brug de fem store bind registranter han har indrettet over hovedafdelingerne i det ældre arkiv. Derimod er de grupper af arkivalier han samlede, Danske Kongers Historie, Danske Samlinger og Topografisk Samling paa Papir for længst opløst. T. vågede strengt over gehejmearkivets tillukkede karakter og var en afgjort modstander af at arkivpersonalet gav sig af med litterær produktion. Som helhed indtager T. ikke nogen betydelig plads i gehejmearkivets historie. Den ellers så sagtmodige N. M. Petersen der i mere end en henseende havde betingelser for at bedømme hans indsats har udtalt en streng dom over T.: han var vel en lærd mand, "men mere higende efter det ydre Skin end efter Arbejdets indre Værdi, unøjagtig og upaalidelig".

T.s egen litterære produktion blev af beskedent omfang og kom langt fra til at svare til de store forventninger man havde stillet til ham. Han vedblev at være sekretær i den Arnamagnæanske kommission, og skønt uden stemmeret øvede han en betydelig indflydelse i denne. Han havde hovedparten af arbejdet ved udgivelsen af Gulatingsloven (1817). Hans eget hovedværk er De Danorum Rebus Gestis Seculo III. et IV., 1815, bekostet af Johan Bülow (1751–1828) og indeholdende den første udgave (med latinsk oversættelse) af del oldengelske digt Beowulf hvortil T. havde fundet teksten i et håndskrift i British Museum. T.s tekstgengivelse og forståelse blev stærkt angrebet af N. F. S. Grundtvig. T. svarede skarpt igen uden dog at kunne afkræfte det berettigede i kritikken. Da dele af det medtagne håndskrift T. havde benyttet siden er smuldret hen, har hans afskrifter (i Det kgl. bibliotek) nu for disse afsnits vedkommende primær kildeværdi og benyttes til rekonstruktion af teksten. Mest kendt er T.s navn blevet ved det Diplomatarium Arna-Magnæanum I–11 han udgav allerede 1786, og som indeholder danske og norske diplomer fra den arnamagnæanske samling. Heller ikke denne udgave er besørget med den fornødne kritik eller nøjagtighed og nu forældet. Det samme g;elder hans Statuta provincialia, 1778 og Samling af Danske Kirke-Love, 1781, der dog endnu kan være til nogen praktisk nytte. T. var en ivrig samler af bøger og håndskrifter. Også almindelig handelsvirksomhed beskæftigede han sig i perioder ivrigt med. Særlig efter sit ægteskab med en velhavende bryggerenke blev han stærkt optaget af at forøge sin formue, endog i en sådan grad at han drev handel med islandske varer og optrådte som opkøber ved møbelauktioner. Han fik da øgenavnet Marskandisernes Oldermand. 1807 da han bl.a. mistede sit på engelsk og islandsk litteratur usædvanlig rige bibliotek og i de følgende ugunstige år gik det meget tilbage for den før så velstående mand. Personlig roses T. som velvillig og gæstfri, men han var ikke afholdt af sine islandske landsmænd. – Medlem af Videnskabernes selskab 1791, af Danske selskab 1800. – Virkelig justitsråd 1794. Etatsråd 1810. Konferensråd 1828.