Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C.F. Wegener

Oprindelig forfatter BjKorn
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

C.F. Wegener, Caspar Frederik Wegener, 13.12.1802-9.5.1893, gehejmearkivar, historiker. Født i Gudbjerg, død i Kbh., begravet i Gudbjerg. W. gik i skole i Nyborg og i Roskilde hvorfra han 1821 blev student. Efter faderens ønske gav han sig til at studere teologi, men da han måtte tjene til livets ophold ved privatundervisning og stadig distraheredes ved andre og kærere studier kunne han først 1828 tage attestats. Imidlertid havde han i professor Laurits Engelstoft vundet en forstående velynder, og på dennes anbefaling var han allerede 1826 blevet ansat som adjunkt ved Sorø akademis skole med kalligrafi som hovedfag. I Sorø kom W. til at tilbringe 22 år idet han 1830 blev overlærer, 1831 fik overdraget hele tilsynet med disciplenes forhold uden for skoletiden, 1837 udnævntes til lektor ved akademiet i historie, geografi og statistik og 1840 til bibliotekar (amanuensis) ved akademibiblioteket og inspector i akademistboligen ("Regensen"). Som lærer holdt W. med strenghed på nøjagtig kundskabstilegnelse, men hans undervisning havde jævnlig et nationalt vækkende præg der blev af betydning for ikke få af hans disciple. Desuden lagde han i disse år grundvolden til den omfattende lærdom der i så høj grad udmærkede ham, og lidt efter lidt vandt han sig et navn i den videnskabelige verden med sit begyndende historiske forfatterskab. 1836 disputerede han efter særlig tilladelse for den filosofiske doktorgrad med afhandlingen De aula Allalica, literarum artiumque fautrice, hvori han som resultat af et lærd og kritisk studium af de antikke kilder gav en smukt formet fremstilling af den åndslivets blomstring som skyldtes hoffet i Pergamon. Snart forlod W. dog den klassiske oldtid for udelukkende at samle sig om nordisk, speciel dansk historie. 1839 kom således i et akademiprogram Om Carl Danske, Greve af Flandern, 1841 en lang kritisk anmeldelse (i Tidsskrift for Litteratur og Kritik VI, 1841) – af omfang som en afhandling – af Dahlmanns Danmarkshistorie og 1846 det skrift som sikkert længst vil bevare W.s navn, Om Anders Sørensen Vedel (2. udg. 1847), et sjældent afrundet og modent arbejde der på grundlag af et indtrængende studium af alle bevarede litterære og arkivalske kilder tegner et livfuldt billede både af A. S. Vedel og hans samtid i en klar, ofte skøn, fremstilling. I videre kredse blev W. bekendt ved sin Liden Krønike om Kong Frederik og den danske Bonde der 1843 blev udgivet af landhusholdningsselskabet "til Menigmands Nytte og Fornøielse". Denne bog blev stærkt udbredt og fik stor betydning for udviklingen af bondebevægelsen i det følgende tiår selv om det ikke kunne nægtes at forfatteren ensidigt dvæler ved lyssiderne i Frederik VIs regering, og at fremstillingsformens arkaiserende tone af mange læsere føltes ikke helt naturlig. Mere objektivt er W.s mindeskrift om Frederik VI (1840) mens han i sit Mindeblad om Kong Christian den Ottende, 1848 viste sin sjældne evne til bag en fint nuanceret formulering at sige adskilligt om delikate emner.

I mange henseender var opholdet i Sorø den lykkeligste periode i W.s liv. Han vandt ikke ringe påskønnelse for sin embedsgerning og sit forfatterskab, og i den stille by kunne han uhindret føre det tilbagetrukne studieliv som huede ham bedst, men Sorø havde også sine skyggesider. Særlig kom dette frem efter 1843 da hele akademiets fremtid var blevet i højeste grad uvis som følge af bestemmelserne i en kgl. resolution om dets omorganisation. W. besluttede da i tide at søge bort fra Sorø, og hans flerårige, med bitterhed førte kamp for dette belyses på mærkelig måde gennem hans brevveksling med to tidligere disciple, M. H. Rosenørn og A. Regenburg som han benyttede som talerør over for Christian VIII og over for sin trofaste velynder, P. C. Stemann. 1847 lykkedes det W. at blive udnævnt til kgl. historiograf, men heri fandt han en yderligere støtte for at blive overflyttet til Kbh. som hjemstedet for de historiske kilder han nu skulle benytte i sin nye virksomhed. For at nå dette mål måtte han imidlertid søge tilknytning til den nye amtmand i Sorø, F. M. Knuth, og i nært samarbejde med denne udarbejdede han de detaljerede planer for Sorø akademis omdannelse til det "realakademi" som han dog for øvrigt selv næppe omfattede med større interesse og kun ugerne ville være lærer ved. Kongens død hindrede disse planers gennemførelse, og det var da en lykke for W. at han, stærkt støttet af Stemann, 1848 blev udnævnt til gehejmearkivar (og 1851 til kgl. ordenshistoriograf).

I 34 år sad W. nu som gehejmearkivets chef. Som arkivleder er han gennemgående blevet strengt bedømt (A. D. Jørgensen, A. Thiset). Dette skyldes for en stor del at man har været tilbøjelig til at se W.s virksomhed ud fra den moderne tids arkivopfattelse, og at man ofte ensidigt har fæstnet sig ved billedet af den aldrende W. De første år efter W.s embedstiltrædelse betød i høj grad en reformperiode for arkivet. Besad W. end ikke noget stærkt personligt initiativ så skete der dog ved samarbejde med ministre som D. G. Monrad og J. N. Madvig mange forbedringer: arkivlokalerne udvidedes og personalet forøgedes og fik bedre lønningsvilkår, adgangen til arkivalierne blev gjort lettere, og især påbegyndte man en planmæssig litterær udnyttelse af arkivets skatte gennem udgivelse af de mønstergyldige Aarsberetninger fra det kgl. Geheime-archiv I-VII, 1852-83 der bragte mange værdifulde historiske kilder frem for dagens lys. I sin egen embedsførelse var W. overordentlig pligttro og punktlig, og med redebonhed bistod han (og hans personale) både myndigheder og private i deres undersøgelser. W.s og gehejmearkivets arbejde i denne periode kendetegnes i fremtrædende grad af stor historisk kyndighed og samvittighedsfuld nøjagtighed. Det er derfor ubilligt at se bort fra de positive sider ved W.s arkivvirksomhed om end der er grund til at anke over at han i sit forhold til personalet var lidet forstående for dets berettigede krav og udviklingsmuligheder, og navnlig over at han i alt for høj grad følte sig som vogter af et "gehejmearkiv" hvis indhold ikke burde gøres offentligt tilgængeligt. Vist er det også at hans arkivstyre i hans senere embedsår prægedes af stagnation ligesom han selv mere og mere blev en forbenet særling, overlevende tiden og sig selv. Hans afgang 1882 – efter det fyldte 80. år – føltes derfor som et naturligt og nødvendigt led i udviklingen.

Annonce

Ved sin stilling om kgl. historiograf og gehejme-arkivar kom W. – særlig i den første periode efter sin overflyttelse til Kbh. – ved flere lejligheder til at deltage i det politiske liv. Han blev 1848 medlem af den grundlovgivende rigsforsamling, men stemte ikke for grundlovens indførelse da han var modstander af den almindelige valgret og protesterede offentligt sammen med flere andre mod den. Mere betydningsfuldt var det at han i udstrakt grad blev benyttet både af regeringen og af private som historisk rådgiver i dagens brændende spørgsmål. I adskillige år havde W. interesseret sig levende for danskhedens sag i Slesvig, og som den fædrelandssindede mand han var måtte han betragte rejsningen 1848 med den største harme. Det var kun naturligt at han blev draget ind i arbejdet for ad historisk vej at forsvare Danmarks ret således som det især kom til udtryk gennem de af kbh.ske professorer udgivne Antislesvigholstenske Fragmenter hvortil han leverede en række bidrag. 1848 udgav han heri Om den evige Forbindelse mellem Slesvig og Danmark (hæfte 10), 1849 Om Hertugen af Augustenborgs Forhold til det holstenske Oprør (hæfte 11), s.å. Om Landshøiheden over det Gamle Rendsborg paa Eiderøen (hæfte 12) og 1851 Actmæssige Bidrag til Danmarks Historie i det 19. Aarhundrede (hæfte 15 og 16). Som alle W.s arbejder er også disse prægede af grundighed og betydelig historisk viden, af skarpsindighed og formens klarhed, men de må mere opfattes som indlæg i en standende strid end som objektive fremstillinger, og tonen er ofte præget af stærk lidenskabelighed. Der er da ikke blot fra tysk side ofte blevet protesteret mod objektiviteten i W.s behandling, men han måtte også opleve at A. S. Ørsted i sine memoirer vendte sig skarpt imod dem. I øjeblikket vakte hans nationalpolitiske skrifter stor opmærksomhed, de kom i flere oplag og blev oversat til fremmede sprog.

Novemberministeriet bistod W. bl.a. med tilrettelæggelse af de historiske aktstykker som skulle benyttes ved forhandlingerne om den nye arvefølgelov, og i forbindelse med juristen, professor J. E. Larsen gjorde han sig over for regeringen til talsmand for nødvendigheden af at holde fast ved kongelovens arvefølge da han anså denne for at være det stærkeste bånd mellem kongeriget og Slesvig. Da imidlertid ministeriet Bluhme ved det "kongelige Budskab" af 10.10.1852 bekendtgjorde at man ville opgive denne følte W. det som sin pligt at nedlægge en alvorlig indsigelse gennem en henvendelse til rigsdagen i et lille skrift Forsvar for Danmarks Kongers og Kongehuses ... fulde Arveret efter Lex Regia, 1852. Kun drevet af den højeste nød havde den ellers så tilbageholdende W. indladt sig på et så dristigt skridt, men han havde grund til at tro at både Frederik VII og Stemann hvem skriftet var tilegnet var hans meningsfæller. Flertallet af rigsdagens medlemmer holdt også med W., men regeringen lod ham straks tiltale ved generalfiskalen. Han blev dog frifundet både ved kriminalretten og højesteret (1854), om end han af den sidstnævnte blev dømt til at udrede sagens omkostninger. Ministeriet Ørsted forlangte ikke desto mindre at W. skulle afskediges, men opnåede kun at Frederik VII blev tvunget til at tildele W. en offentlig mishagstilkendegivelse. Dette var dog ikke udtryk for kongens personlige stemning, og han viste W. på mere end én måde at han ikke var faldet i unåde. W.s popularitet nåede sit højdepunkt ved denne sag. Studenterne ville bringe ham en hyldest hvad dog politiet forbød, og visen "Konferensraad W. den brave" var på alles læber. Sagen havde i øvrigt givet anledning til en vidtløftig litterær forhandling.

De følgende 40 år i W.s tilværelse var præget af fjernhed fra al deltagelse i det offentlige liv. Han fandt tilstrækkelig tilfredsstillelse i bestridelsen af sine embeder, i sit fortsatte stille studieliv og i sit arbejde med at samle bøger efter en storslået målestok. Allerede da han 1848 kom til Kbh. ejede han en bogsamling på ca. 6000 bind, og i årenes løb voksede denne til et af de anseligste privatbiblioteker der har været i Danmark. Ved ejerens død talte det ca. 40 000 bind og fyldte en egen biblioteksbygning (i Vesterbrogade nr. 60), som W. havde ladet opføre for sit honorar som en af eksekutorerne i Frederik VIIs bo. Også som bogsamler tilhørte W. en ældre tid. Det var et universalbibliotek der var hans samlerideal, og næsten alle videnskaber og fag var repræsenteret her om end det selvfølgelig var historien der satte hovedpræget på hele samlingen, over hvilken der efter W.s død udkom et monumentalt katalog i fire svære bind, Bibliotheca Wegeneriana (1897). Samlingen købtes af staten for 35 000 kr. og kom med flere andre til at danne grundstammen i Statsbiblioteket i Århus.

W.s forfattervirksomhed efter 1854 udfoldede sig ikke med stor frodighed. Af naturen besad han næppe stærkere produktionstrang, og hans senere arbejder er næsten alle lejlighedsskrifter især af biografisk art, på hvilket område han når højest. Blandt sådanne kan nævnes den smukke levnedstegning af hans ungdoms velgører Laurits Engelstoft (1852) og af E. C. Werlauff i indledningen til dennes posthume Om Danebrog og Danebrogsordenen (1872) samt mindeskriftet om Frederik VII (1866); desuden de topografisk-arkæologiske skrifter Om Udgravningen af Asserbos og Søborgs Ruiner, 1852 og Historiske Efterretninger om Abrahamsirup Gaard i den ældre og nyere Tid I–II, 1855-56. Hertil kan føjes flere arbejder der ikke kom i trykken, således de omfattende biografier af Poul Chr. Stemann og hans far (I–II. nu i Rigsarkivet) og de private optegnelser i dagsbogsform om samtidens historie han nedskrev i mange år som kgl. historiograf (ikke bevarede). Også i denne stilling følte W. sig først og fremmest som kongehusets tjener. Han havde været i gunst hos Christian VIII og vedblev at besidde kongehusets bevågenhed under Frederik VII og Christian IX, især havde han dog en høj stjerne hos Frederik VII og grevinde Danner. Jævnlig måtte han ledsage kongen på hans arkæologiske rejser hvortil han vel også havde en adkomst i sin stilling som vicepræsident i Oldskriftselskabet (1849-64).

W. må henregnes blandt Danmarks betydeligste historikere i 1800-tallet. En rig kundskabsfylde også på specielle punkter, en ualmindelig evne til af tusinder af spredte enkeltheder at opbygge et helhedsbillede, nøjeregnende kritik og ikke ringe skarpsindighed hører til W.s mest fremtrædende ejendommeligheder som historieforsker, mens hans klare og elegante, om end jævnlig lidt søgte, fremstillingsform vidner om hans begavelse som historieskriver. W. nærede en særlig interesse for historieskrivningens kunst, og hans egne arbejder vidner ved deres sjældne forening af grundmuret lærdom og smagfuld behandling om hans discipelforhold både til Werlauffs og L. Engelstofts skole. Som menneske var W. en personlighed af fast støbning med en klar, realistisk intelligens og en ubøjelig vilje, en klog iagttager af forhold og mennesker, en ypperlig taktiker der ikke tabte sine mål af sigte, men som yndede i stilhed at holde spillets skjulte tråde i sin hånd. Fra karakterens side var W. åbenbart en noget sammensat natur. Hans egoisme, forfængelighed og hang til affektation ligger klart for dagen, men op over alt andet hæver sig hans glødende kærlighed til studierne og til fædrelandet. -Medlem af Danske selskab 1839 (forstander i samme 1851-66), af Videnskabernes selskab 1843. -Tit. professor 1848. Etatsråd 1849. Konferensråd 1852. Gehejmekonferensråd 1882.

Familie

Forældre: sognepræst Hans Christian W. (1770-1831) og Matthie Kirstine Kellinghusen (1783-1846). Ugift. – Bror til Johan W.

Udnævnelser

R. 1843. K. 1850. DM. 1851. S. K. 1862.

Ikonografi

Litografi efter mal. af E. Vermehren, 1850, efter dette træsnit 1853 og 1869. Mal. af Constantin Hansen, 1851 (Fr.borg). Tegn. sign. Kayser (sst.). Afbildet på Constantin Hansens mal. 1860-64 af den grundlovgivende rigsforsamling 1848 (sst.), hertil forarbejde forestillende W. Træsnit af W. Obermann, 1862. Mal. af Johs. Jensen, 1862 (Jægerspris). Træsnit af H. P. Hansen, 1866, og efter dette træsnit af samme 1882. Tegn. F. C. Bayer (Fr.borg).

Bibliografi

Kilder. Selvbiografi i Kbh.s univ.s Acta solennia ved reformationsfesten, 1836 81-83. Saml. til Fyens hist. og top. VIII, 1881 31-82. – Breve til og fra B. S. Ingemann, udg. V. Heise, 1879 235-38, Pers. hist. t. 9.r.V, 1932 108-21 (breve til C. H. Lorenzen), Danske mag. 7.r.I, 1934-36 226-319 (breve til T. A. J. Regenburg og M. H. Rosenørn, jfr. H. G. Olrik i Soranerbl. XX, 1935 62f), sst. 7.r.IV, 1943–48 102-29 og C. Paludan-Müller. Et udv. af hans optegn, og breve, udg. Bj. Kornerup II, 1958.

Lit. A. S. Ørsted: Af mit livs og min tids hist. II–III, 1852-55. Fr. Hammerich i III. tid. 17.8.1862; sst. 21.5.1893. Fr. Krarup i Nutiden VII, 1882 nr. 326-27. A. D. Jørgensen: Udsigt over de da. rigsark.s hist., 1884 123-47. Samme: Breve, udg. Harald Jørgensen, 1939. Johs. Steenstrup: Historieskrivn. i Danm. i det 19. årh., 1889 319-27. N. Neergaard: Under juni-grundloven I, 1892 (reproudg. 1973). Zakarias Nielsen: Minder I, 1905 (2. opl. 1914) 125-27. Joh. H. Gebauer: Christian August Herzog von Schlesw.-Holst., Stuttg. 1910 275-78. Nanna Videbech: Minder fra min barndom og ungdom, 1912 27f. Fra Fyens fortid, udg. G. L. Wad II, 1916 (Vedel Simonsens og Werlauffs brevveksl.). A. Thiset: For 40 år siden, 1917 (særtryk af Fra arkiv og museum 2. ser. I, 1916-25 3-21 49-62). Breve fra riksarkivar Michael Birkeland, udg. Fr. Ording, Kria. 1920 208-10. H. G. Olrik: Oversigt over lærerstanden ved Sorø akad. 1822-1922, 1921 = Årsskr. for Sorø akad.s skoler 1920-21 16f. Statsbibl. i Århus 1902-27, 1927 18 22f. Olaf Carlsen: Soranske studier I, 1928 62-73 93-103. Sorø. Klostret, skolen, akad. II, 1928-31 især 425-36. Papirer i Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Kornerup: C.F. Wegener i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299192