Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J. Olsen

Oprindelig forfatter HRas
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

J. Olsen, Jens Olsen, 9.4.1839-23.9.1920, folkemindesamler. Født i Bakkebølle, Vordingborg landsg, død i Maribo. O. blev efter landsbyskolegang og tjeneste hos bønder uddannet som skrædder og musiker i Kbh. og omegn. Efter sit bryllup flyttede han til Bakkebølle hvor han supplerede sine indtægter med bl.a. et udvandringsagentur og en lotterikollektion. Han begyndte at samle oldsager fra hjemegnen som han efter kontakt med J. J. A. Worsaae fra sidst i 60erne sendte til Oldnordisk museum. Fra 1870 foretog han for museet systematiske undersøgelser på hjemegnen, Møn og øerne i Storstrømmen og i Smålandshavet hvor han lokaliserede en række kystbopladser fra stenalderen. Samarbejdet fortsattes efter hans ansættelse ved museet i Maribo. 1879 blev O. en virksom indsamler til Bernhard Olsens afdeling ved kunst- og industriudstillingen i Kbh. og fortsatte i de følgende år som indsamler til Dansk folkemuseum samt til den store landbrugsudstilling i Kbh. 1888. 1889 assisterede han Henry Petersen ved udgravningen af slotsruinerne i Vordingborg. 1890 blev han ansat som kustode ved stiftsmuseet i Maribo hvor det blev hans opgave at ordne og opstille samlingerne i den nyopførte museumsbygning samt i de følgende år at forøge dem ved berejsning af stiftsmuseets virkeområde. Hans erfaringer fra samarbejdet med Dansk folkemuseum og Oldnordisk museum udnyttedes i udstillingsformen hvor han tilstræbte, at museumsgenstandene skulle forklares og indsættes i deres rette sammenhæng, hvorved han viste sig som en tro elev af Bernhard Olsen. Ud fra sit miljø måtte landbefolkningens traditions-stof have hans store interesse, og han var selv en fortrinlig traditionsbærer, hvad optegnelser i Dansk folkemindesamling vidner om. Helt fra Foreningen Danmarks folkeminders start i 1908 var han en af dens tillidsmænd. Hans hovedbidrag er bogen Fra Sydsjælland. Barndomsminder fra Bakkebølle ved Vordingborg, 1913, i foreningens skriftrække.

Familie

Forældre: indsidder Ole Jensen (født 1809) og Maren Nielsdatter (født 1814). Gift 24.9.1863 i Høje-Tåstrup med Ane Marie Pedersdatter, født 1839, død 1917, sandsynligvis d. af hjulmand Peder Olsen (født 1816) og Maren Jørgensdatter (født 1819).

Udnævnelser

DM 1908.

Annonce

Ikonografi

Mal. af Niels Christiansen, 1920 (Lolland-Falsters stiftsmus.).

Bibliografi

Holger Rasmussen i Lolland-Falsters stiftsmuseums årsskr. 1977 12-41. – Papirer i Lolland-Falsters stiftsmus. (bl.a. selvbiogr.), Dansk folkemindesaml. og Nationalmuseets 3. afd. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Holger Rasmussen: J. Olsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295317