N. Lukman

N. Lukman, Niels Clausen Lukman, 29.10.1907-23.3.2003, folkemindeforsker. Efter at have taget præliminæreksamen 1924 i Grindsted blev N. Lukman student 1927 fra Ribe og cand.mag. i tysk og fransk 1933. I de første tre år efter sin eksamen underviste han ved Markholt Olesens realskole i Fredericia. 1936-43 havde N. Lukman udelukkende midlertidige bibeskæftigelser ved Rigsarkivet, Akademisk kursus (Statens studenterkursus) og aviskorrektur. Det var i denne periode N. Lukman publicerede sine første større arbejder, bl.a. Didreks Saga og Theoderics Historie. Fra Historie til Sagn og Folkevise, 1941 hvor han eftersporede de "historiske Erindringer, der i uændret eller ændret Form er bevaret i Sagnene; den sidste Kategori er vigtigst for Sagnforskningen, da det jo er Ændringerne, der er det karakteristiske for Sagnet som saadant - thi uden Ændringerne af de faktiske Forhold vilde Beretningen være Historie, ikke Sagn." N. Lukman var sagn- og traditionsforsker, men også historiker. Hans specielle forskningsområde var de ældste nordiske, germanske og angelsaksiske heltesagn, og hans historiske viden om personer og begivenheder i folkevandringstiden der har sat sig spor i disse sagn var meget dybtgående. Med denne ballast skrev han sin disputats, Skjoldunge und Skilfinge. Hunnen- und Herulerkönige in ostnordischer Überlieferung, 1943 hvor han gjorde op med den hævdvundne opfattelse at skjoldungerne er en gammel dansk kongeslægt. Han mente at kunne påvise at de i virkeligheden er hunner-fyrster omplantet til nordisk område af sagntraditionen. Mange tilhængere vandt L. ikke på denne teori. Det stod imidlertid klart at han var en så lærd og originalt tænkende forskerbegavelse at han nu måtte sikres et rimeligt udkomme så han kunne fortsætte sine studier, og det blev han ikke mindst takket være Erik Arups og L. L. Hammerichs fremsynede indsats: 1943 blev han universitetsadjunkt ved Københavns universitet, 1951 lektor og 1962 fik han et ekstraordinært professorat i nordisk og germansk sagnhistorie som blev nedlagt ved hans afgang 1977. I sin universitetstid publicerede N. Lukman Ermanaric hos Jordanes og Saxo, 1949, oversættelser af Sagaen om Ragnar Lodbrok og hans sønner, 1973, og af Sagaen om Brynhild og Gudrun, Vølsungasaga, 1974, samt Sagnhistorien hos Saxo. Det 12. århundredes normannerromantik i Saxos udformning (i Saxostudier, 1975). Langt de fleste af sine forskningsresultater publicerede N. Lukman imidlertid siden 1936 i vægtige tidsskriftartikler, først og fremmest i Classica et Mediaevalia, men også i Acta Philologica Scandinavica og Mediaeval Scandinavia m.fl. Hans sidste værk er Frode Fredegod - den gotiske Fravita, 1981.

Sammen med Asger Jorn o.a. udgav han Gotlands Didrek, 1978, et smukt vidnesbyrd om et møde mellem en vidsynet kunstner og en vidsynet forsker.

N. Lukman var korrespondent for Danmark i Société Internationale Arthurienne 1951-81; medlem af bestyrelsen for Akademisk studenterkursus 1962-80.