Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jørgen Læssøe

Oprindelig forfatter TH-R

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Jørgen Læssøe, 2.6.1924-2.2.1993, assyriolog. Som så mange andre blev Jørgen Læssøe allerede i skoletiden optaget af den gamle nærorient, og det førte efter studentereksamen 1942 til studiet af assyriologi hos Otto E. Ravn. Efter seks års studier der i nogen grad var afbrudt af anden verdenskrig blev Jørgen Læssøe mag.art. i semitisk filologi med assyriologi som hovedfag. To år forinden, i 1946, havde han modtaget Kbh.s univ.s guldmedalje for en prisopgave i østerlandsk filologi. Dengang som i dag var det særdeles vanskeligt for nyudklækkede magistre i "eksotiske" fag som assyriologi og ægyptologi at få arbejde inden for deres fagområde i Danmark, og Jørgen Læssøe måtte derfor drage udenlands. I Chicago var han gennem tre år medarbejder ved udgivelsen af den store assyriske ordbog, og tiden dér blev meget udbytterig på grund af mødet med en række af fagets førende forskere. 1951 fik Jørgen Læssøe et af de nyoprettede adjunkturer ved Kbh.s univ. og efter et par år blev han lektor sammesteds. Fra 1953 til 1955 var Jørgen Læssøe imidlertid under orlov Assistant Professor ved University of California, Berkeley, men han holdt hele tiden kontakten til Kbh.s univ. ved lige, og 1957 blev han ekstraordinær professor i assyriologi ved dette universitet, en stilling han bestred frem til 1987. Samme år ledede Jørgen Læssøe sammen med den dansk-amerikanske arkæolog Harald Ingholt en dansk udgravning ved ruinhojen Tell Shemshâra i Kurdistan i det nordlige Irak. Under arbejdet fremdrog man bl.a. fra en lokalguvernørs arkiv en række kileskriftstavler som kaster lys over de politiske og økonomiske forhold i dette område omkring 1800 f.Kr. 1962-63 var Jørgen Læssøe en kort tid field director for den skandinaviske arkæologiske ekspedition i det sudanesiske Nubien, 1966-67 var han atter i USA som gæsteprofessor ved University of California, og 1968-69 var han dekan for det filosofiske fakultet ved Kbh.s univ.

Blandt Jørgen Læssøes vigtigste videnskabelige afhandlinger må nævnes disputatsen fra 1955, Studies on the Assyrian ritual and series bit rimki, der drejer sig om tekster der skal sikre kongens person mod onde magter, og The Shemshâra tablets, 1959 der bygger på materiale fra den danske udgravning ved Tell Shemshâra. Også populær-videnskabelig virksomhed optog Jørgen Læssøe, han skrev bl.a. Fra Assyriens arkiver, 1960, Babylon, 1966, og sammen med yngre fagfæller har han forfattet Assyriologien i Danmark, 1977. Medlem af Videnskabernes selskab 1970.

Familie

Jørgen Læssøe blev født i Jægerspris, Dråby sogn; begravet på Holmens kirkegård, København.

Annonce

Forældre: købmand Søren Emilius Albert L. (1881-1950) og Karen Stroyer Nielsen (1884-1956). Gift 26.11.1949 i Chicago, Illinois, USA med Herdis Elsie Aaberg, født 4.11.1920 i Dwight, Illinois, død 2007, d. af præst ved den danske kirke i Minneapolis, Minnesota, USA Jens Christian Aa. (1877-1970) og Elsie Raun (1881-1941).

Udnævnelser

R. 1966. R1. 1974.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1956 209f. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Holm-Rasmussen: Jørgen Læssøe i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 11. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293915