Hans Stiesdal, 6.5.1922-2.9.1998, arkæolog, museumsinspektør. Hans Stiesdal blev 1941 klassisksproglig student fra Metropolitanskolen og 1949 cand.mag. i historie og kristendomskundskab fra Kbh.s universitet. 1942 knyttedes Hans Stiesdal som medhjælper til Nationalmuseets 3. afdeling, og siden han 1949 blev honorarlønnet assistent havde han sin gang i museets middelaldersamling (2. afdeling), 1954-92 som museumsinspektør. Hans faglige aktivitet spændte over kirker, voldsteder, middelalderborge, herregårde, købstadundersøgelser, tårnure og den romerske campagne. Som pilot bidrog han endvidere siden 1950 til opdagelsen af mange oldtids- og middelalderlevn rundt om i landet hvilket han berettede om i Arkæologi fra luften, Nationalmuseets arbejdsmark, 1959 og i artikler i Skalk, 1960, hft. 2, og 1968, hft. 4.

Igennem mange år var han Vilh. la Cours nære medarbejder under dennes store voldstedsundersøgelser. Sammen nåede de at udsende monografierne Danske voldsteder fra oldtid og middelalder, hhv. Thisted amt, 1957, og Hjørring amt, 1963, men desværre blev projektet ikke videreført. Desuden skrev Hans Stiesdal bøgerne Sydsjællands Herregaarde, 1948 (2. udg. 1968), Tønder kirke, 1951 og senere udgaver, og Kalø slotsruin, 1954 og senere udgaver. Hertil kommer talrige afhandlinger og artikler i årbøger og tidsskrifter, bl.a. i Fra Frederiksborg amt (Den gamle Værebro, 1952 og Stenløse kirke og dens restaurering 1956-57, 1962), Aarbøger for nordisk oldkyndighed og historie (Kærsgård voldsted XLV, 1952), Medd. fra Thorvaldsens museum (Thorvaldsens lommeure, 1970) og Fra Ribe amt (heri bl.a. Ure i Ribe domkirke XIX, 1975). Endelig var Hans Stiesdal medarbejder ved ikke færre end 21 bind af J. P. Trap. Danmark, 5. udg., udsendt 1953-67 ligesom han leverede bidrag til Turistforeningen for Danmarks årbog 1963, til værkerne Danmarks Kirker og Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder. Desuden skrev han afhandlingen Nørrevolde til festskriftet til Hans Neumann, Nordslesvigske museer VI, 1979 og artiklen At rejse med Hugo Matthiessen til festskrift til Harald Langberg, 1979. Hans Stiesdal var medlem af kollokviet for international middelalderarkæologi Château Gaillard og bidragyder til dets publikationer der udgives hvert andet år.

Familie

Hans Stiesdal blev født i Søsum, Stenløse.

Forældre: gårdejer Peder S. (1892-1984) og Dorothea Margrethe Kofod (1894-1938). Gift 1. gang 2.4.1949 i Kbh. med mag.art. Ellen Ingerslev, født 6.3.1921 i London (gift 2. gang 1952 med professor, dr.phil. Niels Lorentz Haarløv, født 1919), d. af civilingeniør Christian Frederik Aage I. (1889-1928) og Ellen Edith Alvilda Thisted (født 1891). Ægteskabet opløst 1951. Gift 2. gang 6.5.1965 med Bodil Busk Laursen, født 9.5. 1941 i Gravballe (gift 2. gang 1972 med Mogens Bencard, født 1930), d. af proprietær Arne B. L. (født 1910) og Bente Kristiansen (født 1916). Ægteskabet opløst.

Ikonografi

Mal.

Bibliografi

Politiken 5.5.1982.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig