V.A. Secher

V.A. Secher, Vilhelm Adolf Secher, 17.8.1851-8.9.1918, arkivar, retshistoriker. Født i Store Brøndum, Helium hrd, død i Hellerup, urne på Græsted kgd. S. blev student 1869 fra Ålborg latinskole og ansattes 1875 som assistent i Kongerigets arkiv. Efter 1876 at have taget juridisk embedseksamen arbejdede S. med retshistoriske emner og kunne 1885 publicere sin doktordisputats Om Vitterlighed og Vidnebevis i den ældre danske Proces. Samtidig søgte han, dog uden held, ansættelse som ekstraordinær docent i retshistorie ved Kbh.s universitet (1886). I disse år udfoldede han en omfattende publikationsvirksomhed, begyndende med nyudgivelsen af Christian Vs danske Lov, 1878 (med kommentarer påny 1891 og 1911) hvortil han siden føjede Forarbejderne til Kong Kristian Vs Danske Lov, 1891–94, s.m. Chr. Støchel. Tillige forelå 1881–86 den af S. tilvejebragte Samling af Kongens Rettertingsdomme 1595–1614 og endelig begyndte han fra 1887 den monumentale udgivelse af Corpus constitutionum Daniæ. Forordninger, Recesser og andre kgl. Breve, Danmarks Lovgivning vedkommende 1558–1660 som først bragtes til afslutning 1918. Imidlertid optoges S. fra 1880erne mere og mere af sin gerning som arkivmand. I det daværende Kongerigets arkiv kom han i et nært kollegialt forhold til fuldmægtig, senere rigsarkivar A. D. Jørgensen der sporede S. ind på arbejdsopgaver som blev af varig betydning for dansk arkivvæsen. Det gælder udviklingen af konserverings-virksomheden og den tekniske kontrol af papirkvaliteter foruden udarbejdelsen af tilfredsstillende brugervejledninger i det ældre arkivmateriale. S. udarbejdede således en mønstergyldig vejledning i danske kancellis administrationshistorie som led i den første vejledende arkivregistratur der er udgivet af dansk arkivvæsen, Danske Kancelli og de dermed beslægtede Institutioner 1513–1848, 1886 (= Medd. fra det kgl. Gehejmeark. 1883–85). Den er et skoleeksempel på den moderne opfattelse af arkivalierne som først og fremmest aflejringer af en historisk udviklet administrativ proces, m.a.o. forankret i det såkaldte proveniensprincip: Akterne skal forstås og derfor ordnes i deres historiske administrationsskabte sammenhæng, og deres oprindelige ordning skal, hvis den er tilsløret eller forstyrret, så vidt muligt genskabes. S. har senere som den første danske arkivmand offentligt redegjort for proveniensprincippet som ordningsprincip for dansk arkivvæsen og som grundregel for alt videnskabeligt arkivarbejde (i Medd. fra det danske Rigsarkiv 1906–18). S. vedkendte sig at stå i gæld til normer og opfattelser som herhjemme allerede A. D. Jørgensen og Joh. Grundtvig repræsenterede. Teoretisk ligger S.s betydning derfor snarest i også at have formidlet samtidige strømninger og impulser fra udenlandsk arkivvæsen hvor man i samtiden gennemarbejdede bl.a. disse arkivteoretiske problemer. Nærmest er han efterhånden inspireret af hollænderne Muller, Feith og Fruins Handleiding voor het Ordenen en Beschrijven von Archieven (1898, tysk udg. 1905).

S.s begejstrede tilslutning til og kamp for disse moderne arkivprincipper markerer et afgørende brud med fortidens traditioner i dansk arkivvæsen og profilerer hans indsats som chef for provinsarkivet for Sjælland m.m. 1892–97 og som rigsarkivar 1903–15. Til en vis grad bragte konsekvensmageri og reformiver ham i modsætning til adskillige kolleger som vel navnlig havde svært ved at acceptere hans skråsikkerhed og stadige seen dem på fingrene i arkivarbejdet. Han var eller blev åbenbart også vanskelig at omgås. Der udviklede sig et modsætningsforhold mellem ham og A. D. Jørgensen hvilket forårsagede at S. 1897 trak sig ud af arkivvæsenet og ad praktisk vej genknyttede sin forbindelse til juraen ved at søge embedet som herredsfoged i Lolland nørre herred. Herredsfogedtiden blev dog kun et intermezzo, idet S. ved rigsarkivar C. F. Brickas død 1903 søgte og – selv om man fra arkivvæsenet havde peget på andre – også modtog udnævnelse til rigsarkivar. – Som arkivchef har S. ikke mindst understreget betydningen af forholdet mellem arkivvæsen og administration. Uden på nogen måde at forklejne forpligtelserne over for den historiske forskning og selv virksom ikke mindst for at fremme offentlighedens benyttelse af arkivalierne til slægts- og lokalhistorisk arbejde så han nok arkivvæsenets vigtigste funktion som den at være forvaltningen behjælpelig med den administrative udnyttelse af aktmaterialet i arkiverne, ligesom han fandt at arkiverne overhovedet måtte lægge deres tyngdepunkt i opgaverne over for central- og lokaladministrationen. Dette synspunkt falder for så vidt godt i tråd med hans egen forskerposition som forvaltningshistoriker, om end han som rigsarkivar ikke nåede at realisere planer om udarbejdelse af fx egentlige kassationsplaner for den offentlige forvaltning. Selv om S.s efterfølgere som arkivchefer i bevidst modsætning til S. har understreget arkivvæsenets forpligtelser først og fremmest over for den historiske forskning, er det vel netop dualismen i arbejdsopgavernes prioritering over for henholdsvis forskning og administration som siden S. har præget det danske statslige arkivvæsen.

Sit vigtigste formål som rigsarkivar så S. utvivlsomt i at professionalisere den danske arkivmand og bidrog selv hertil ved offentligt at debattere arkivforhold og opdyrke faglige kontakter til udenlandsk arkivvæsen, især de nordiske og tyske arkiver. Uden slavisk at overføre tyske arkivprincipper til dansk grund var han i sin optagethed af teoretiske arkivproblemer en germanernes lærling. S. gennemførte i årene efter 1908 en i teknisk henseende tilfredsstillende ombygning til arkivbrug af Fr. IIIs biblioteks- og kunstkammerbygning, men det skete ved en skånselsløs ødelæggelse af det måske fornemste arkitekturmindesmærke fra slutningen af 1600-tallet. Allerede da ombygningsplanerne kom frem blev de gjort til genstand for offentlig kritik, som S. besvarede i pjecen Arkitekterne og Rigsarkivet, 1908. 1914 måtte han imidlertid som en syg mand slippe tøjlerne, fire år før sin død. -S. var i sit liv en omstridt person, men de bedste af samtidens yngre generation forstod rækkevidden af hans indsats og har senere uforbeholdent udtrykt deres faglige anerkendelse heraf (Georg Saxild, Axel Linvald).