Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poul Bredo Grandjean

Oprindelig forfatter NGB

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Poul Bredo Grandjean, 5.9.1880-29.7.1957, heraldiker. Født i Kbh. (Holmens), død i Lyngby, begravet Mariebjerg kgd. G. studerede 1898-1900 ved konservatoriet, især musikhistorie, og bevarede livet igennem et nært forhold til musikkens kunst. Gennem farbroderen, oberstløjtnant H. F. G., fik han interesse for personalhistorie og publicerede bl.a. en række stamtavler med kulturhistoriske skildringer. Han skrev boganmeldelser og historiske artikler til Berlingske Tidende og blev medarbejder ved Salmonsens Leksikon (2. udg.), Danske Herregaarde ved 1920 og Dansk biografisk Leksikon (2. udg.). G. blev 1910 konstitueret registrator i Rigsarkivet, fast ansat 1912, og skønt uden akademisk uddannelse underarkivar (senere benævnt arkivar II) 1923. Fra 1939 var han arkivar I til sin afsked 1950. Siden 1905 havde G. drevet heraldiske studier, og under indtryk af det vældige kildemateriale i Rigsarkivet kom hans hovedindsats til at ligge på heraldikkens og sigillografiens område. Han var tidligt blevet påvirket af den våben- og seglinteresserede arkitekt H. Storck og kom i Rigsarkivet i forbindelse med A. Thiset. Fagligt udbytte havde han også af kontakten med udenlandske heraldikere, bl.a. franskmændene Max Pnnet og Jacques Meurgey, schweizeren Paul Ganz, de svenske rigsheraldikere Adam Lewenhaupt og Harald Fleetwood og den norske arkivar Hallvard Trætteberg. I 1920'erne og -30'erne foretog G. studierejser til arkiver i Paris, Stockholm, Dresden og flere nordtyske byer. Fra 1917 havde han særligt tilsyn med seglsamlingen i Rigsarkivet. I årene derefter holdt han forelæsninger om heraldik på kunstakademiet. På rigsarkivar Kr. Erslevs opfordring skrev han Dansk Heraldik, 1919, det første danske forsøg på en selvstændig systematisk fremstilling af heraldikken og banebrydende ved at der dermed skabtes en egentlig dansk heraldisk terminologi. 1926 udgav G. bogen Det danske Rigsvaaben, en på talrige registrerede iagttagelser byggende strengt systematisk gennemgang af rigsvåbnet i strukturel og kronologisk henseende, men uden udpræget sans for politiske aspekter. G. var større som systematiker end som ræsonnør. Bogen var i høj grad medvirkende til at G. fra nu af ansås for sit lands Heraldiske autoritet. Hans dokumenterede specialviden skærpede bevidstheden om den kvalitative gengivelse af rigsvåbnet og dets enkelte dele, og bevirkede at Rigsarkivet fik kompetence til at udtale sig om rigsvåbnet og kongekronen. G. blev naturligt Rigsarkivets sagsbehandler på dette område.

G.s tjenstlige beskæftigelse med offentlig heraldik som var begyndt allerede 1921 førte til at handelsministeriet i 1933 bemyndigede G. til at deltage i skandinaviske forhandlinger om international beskyttelse af statskendetegn, og på møder herom i Stockholm 1936 søgte G. sammen med Fleetwood og Trætteberg at lægge heraldikkens egne begreber til grund ved definitionen af våbenmærker i den givne varemærke-mæssige sammenhæng. Et bevis på international anerkendelse var det at Litauen 1933-34 konsulterede G. om sit statsvåben. Som den første beskikkedes han 1935 som statsministeriets konsulent i heraldiske spørgsmål. 1938 undergik embedet en formel udvidelse idet G. fik beskikkelse til at bistå statslige og kommunale myndigheder som statens heraldiske konsulent, og som sådan virkede han til 1954. Som officiel heraldiker fremsatte G. forslag til våbner for samtlige amter og skabte adskillige kommunevåbner ligesom han bidrog til en nærmere fastsættelse af en række købstadsvåbner. Nyskabte våbner baserede han i reglen på historiske, topografiske eller erhvervsmæssige forhold. Skønt heraldisk korrekte er flere af G.s våbenkompositioner unødigt motivmættede. Ved sin hurtige og kyndige sagsbehandling vandt G. stor respekt. Han kunne ikke undgå til tider at løbe ind i vanskeligheder på grund af manglende heraldisk viden i kommunerne, men var normalt i stand til at udvise smidighed og megen takt ved motivvalg. Til gengæld var han ubøjelig når det gjaldt om at hævde heraldikkens strenge formelle regler. G. formulerede 1936 en opfattelse af kongekronens udformning og viste fra 1939 aktiv interesse for den officielle brug af rigsvåbnets forskellige typer, og hans synspunkter herom kom til at præge arbejdet i udvalget af 31.7.1950 om anvendelsen af det store og det lille rigsvåben (jf. betænkning nr. 216, 1959) hvoraf G. var medlem. En holdbar historisk tolkning af heraldiske fænomener måtte her delvis vige for G.s trang til at regulere heraldikken ud fra et aktuelt behov. Med årene erhvervede G. indgående kendskab til segl hvilket resulterede i en række videnskabeligt og reproduktionsmæssigt fremragende udgaver: Danske Købstæders Segl indtil 1660, 1937, Danske Herreders Segl indtil 1660, 1946, Danske Gilders Segl fra Middelalderen, 1948, Danske Haandværkerlavs Segl, 1950, Danske kongelige Segl... 1559-1670, 1951 og Slesvigske Købstæders og Herreders Segl indtil 1660, 1953. G. afstod her bevidst fra at fremsætte hypoteser, men fulgte det neutrale princip kun at anføre sikre oplysninger. Af uomtvistelig værdi er også hans store bog Dansk Sigillografi, 1944, hvori han med sin udpræget systematiske sans på strengt fagligt grundlag meddelte sin omfattende viden om seglvæsnet. Med sit frankofile præg var G. en markant skikkelse i det; typisk københavnske kunstner- og bourgeoisimiljø. Hans fremtræden virkede ofte excentrisk, men både som fagmand og menneske var han en [personlighed. G. var korresponderende medlem af en række udenlandske videnskabelige og ifagheraldiske selskaber.

Familie

Forældre: komponisten Axel G. (1847-1932) og Christine Maria Prahl (1853-1931). Gift 1. gang 5.9.1911 i Kristiania (Hellig Trefoldigheds k.) med Adelheid (Ada) Elisabeth Junge, født 3.2.1891 i Kristiania (GI. Åkers), død 10.6.1966 i Gentofte, d. af grosserer Jens Bertinus J. (1855-1933) og Anna Abigael Therese Nielsen (1863-1915). Ægteskabet opløst 15.2.1929. Gift 2. gang 6.7.1932 i Kbh. (b.v.) med samme. Ægteskabet opløst 25.1.1940. Gift 3. gang 16.2.1940 i Gentofte (b.v.) med Ida Emilie Attrup, født 20.10.1910 i Kbh. (Chr.), d. af handelsrejsende Søren Kjær A. (1882-1967) og Valborg Agnes Schledermann (1887-1952). – Far til Bredo L. G.

Annonce

Udnævnelser

R. 1938. DM. 1951.]

Ikonografi

Tegn. af F. Henningsen, 1885, og afbildet på, familiegruppe af samme 1893. Tegn. af M. R. Afpäd, 1926. Foto.

Bibliografi

Berl.tid. 31.7-1957. Politiken 2.8.s.å. Arvid Berghman i Svenska dagbladet 10.8.s.å. Bj. Kornerup i Pers.hist.t. 13.r.V, 1957'179-82. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils G. Bartholdy: Poul Bredo Grandjean i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290165